Dansk forsker opdager paradoks: Tøende permafrost giver koldere vandstrømme i Arktis
Floder Permafrost vandløb fisk

I et nyt studie skriver en forsker fra Københavns Universitet sammen med kollegaer fra USA, at tøende permafrost i Alaska giver koldere vandstrømme i mindre floder og vandløb. (Foto: Shutterstock)

I et nyt studie skriver en forsker fra Københavns Universitet sammen med kollegaer fra USA, at tøende permafrost i Alaska giver koldere vandstrømme i mindre floder og vandløb. (Foto: Shutterstock)

13 april 2021

Stigende globale temperaturer får permafrosten til at tø i Arktis.

Den frosne jord løber ud i små floder, åer og bække, som ender ude i større søer og farvande, men i stedet for, at vandstrømmene bliver varmere, er det modsatte tilfældet.

Farvandene og søerne ser ud til at blive koldere, og fænomenet er tidligere blevet observeret i russiske floder i arktiske områder.

Stort klimafokus på Videnskab.dk

De næste to uger sætter Videnskab.dk ekstra fokus på klimaet og grøn omstilling sammen med hundredvis af prominente, internationale mediepartnere i samarbejdet Covering Climate Now.

Den koordinerede indsats leder op til et online-klimatopmøde 22. og 23. april 2021, arrangeret af USA’s præsident Joe Biden.

Læs mere i artiklen Internationale medier går sammen med Videnskab.dk om stor klimasatsning.

Lektor Ylva Sjöberg fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet har sammen med forskere fra blandt andet US Geological Survey Alaska Science Center, set nærmere på, hvorfor vandet bliver koldere, selvom lufttemperaturen stiger, og permafrosten tør.

»Lige under jordoverfladen findes permafrosten, og når permafrosten er intakt, løber grundvand fra kilder og bjerge oven på permafrosten lige under jordoverfladen, hvor det opvarmes en hel del om sommeren.«

»Men når permafrosten er væk, søger vandet dybere ned i jorden, hvor det afkøles, før det løber ud i nærliggende vandløb, floder og søer,« fortæller Ylva Sjöberg i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Sjöberg og hendes kollegaer har undersøgt naturområdet Noatak National Preserve i det nordvestlige Alaska.

For at skaffe ny data på, hvordan klimaforandringerne påvirker temperaturen i de mindre vandstrømme, placerede forskerne 62 målesensorer i forskellige vandløb i områder med og uden permafrost.

Her kunne forskerne observere, at vandtemperaturen var højere i områder med permafrost.

Ifølge forskerne komplicerer udviklingen klimaforandringerne yderligere. Her i blandt for fisk som laks, stalling og ulk, der gyder og vokser i vandløbene.

»Vi har en formodning om, at vi kommer til at se ændringer i økosystemer, som findes i områder med permafrost. Både på grund af temperatursvingninger, men også fordi mængden af kulstof og næring, som frigives til vandløbene fra den smeltende permafrost, vil stige,« fortæller marinebiolog Michael P. Carey fra USGS Alaska Science Center i pressemeddelelsen.

Du kan læse studiet her.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.