Mange slags dyr i forskningen
Bananfluer, mus, rundorme, zebrafisk og blæksprutter – listen over forsøgsdyr er lang og tæller arter fra vidt forskellige dyrerækker. Alligevel er der stor forskel på, hvordan de forskellige dyrearter er beskyttet af lovgivningen. Faktisk har det indtil for nyligt kun været hvirveldyrene, der var beskyttede. Endnu længere tilbage i tiden var det kun de forsøgsdyr, som stod os allernærmest, eksempelvis primater og andre pattedyr, som var omfattet af lovgivningen, men efterhånden er beskyttelsen blevet udvidet til at gælde alle hvirveldyrene.
En magisk grænse har længe været skellet mellem hvirveldyr og hvirvelløse dyr. Selvom hvirveldyrene knap nok omfatter en enkelt dyrerække, og de hvirvelløse dyr udgør de resterende mange dyrerækker, har kun hvirveldyrene haft vores fokus. Det er der formentlig flere grunde til. Foruden af de som vores slægtninge ligner os, så har de også været opfattet som væsner, der kan føle smerte. Hvirveldyrene er således alle opbygget med en hjerne, en rygmarv og perifere nerver, der fører impulser til og fra hjernen. Hvirveldyrene er udstyret med et nociceptivt system, der giver hjernen besked om vævsskader i kroppen.
Hvorvidt disse vævsskader giver anledning til følelsen af smerte, sådan som det er tilfældet med os mennesker, er dog stadig et åbent spørgsmål – i hvert fald er det genstand for diskussion, når det eksempelvis gælder fisk. Filosofien bag lovgivningen har været, at hvis hvirveldyr potentielt kan føle smerte, så kan de formentlig også lide, og så bør de beskyttes af forsøgsdyrslovgivningen.
Derimod er de hvirvelløse dyr – såsom insekter, rundorme og snegle – ikke blevet tillagt de samme evne til at lide, selvom de også reagerer på vævsskader ved eksempelvis at flyve og krybe væk. Men giver det mening med et så skarpt skel mellem hvirveldyr og hvirvelløse dyr? I hvert fald har visse hvirvelløse dyr en avanceret adfærd og kompliceret nervesystem, der fuldt ud er på niveau med hvirveldyrenes, og som kunne tyde på, at de potentielt kan føle smerter og dermed lide. Biologien har som altid vist sig at være langt mere nuanceret og varieret, end hvad vi mennesker forestiller os, når vi laver generaliseringer.
Beskyttelse af blæksprutter
Et af de bedst studerede hvirvelløse dyr er blæksprutten, navnlig Octopus vulgaris. Vores viden om nerveimpulsen udbredelse stammer netop fra blæksprutter, da de har meget store nerveceller, der let lader sig undersøge. De to forskere fik faktisk Nobelprisen i 1963 for opdagelsen. Siden da har blæksprutternes nervesystem, hukommelse og indlæringsevne fascineret forskerne.
Blæksprutter kan således lære at skrue kapsler af colaflasker og meget andet. De kan sågar lære af at se på, hvordan andre blæksprutter løser en opgave. Blæksprutternes nervesystem udgør procentvis den samme andel af kropsvægten, som hos et gennemsnitligt hvirveldyr (lidt mindre end hos pattedyr og fugle, men lidt mere end hos fisk, padder og krybdyr). Blækspruttens nervesystem består af 500 mio. nerveceller, hvilket er på niveau med små og mellemstore pattedyr (læs mere herom i Hochner B: Octopuses i Current Biology v. 18, nr. 19, 2008).
I den engelske forsøgsdyrslovgivning (Animals Scientific Procedures Act 1986) blev blæksprutten optaget som det eneste hvirvelløse dyr, der var omfattet af beskyttelsen. Da EU i 2010 vedtog den nyeste fælleseuropæiske lovgivning (2010/EU/63) på forsøgsdyrsområdet, var blæksprutten ligeledes det eneste hvirvelløse dyr, om end EU-parlamentet havde overvejet at medtage flere andre hvirvelløse dyr. Senest har også Danmark beskyttet blæksprutten som forsøgsdyr. Blæksprutten er således den første, men næppe det sidste hvirvelløse dyr, der optages i forsøgsdyrslovgivningen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
