Beskyttede naturparker løser ikke biodiversitetskrisen – der skal mere til

Når politikere sætter pen til papiret og freder naturområder, kan det være en god idé at skele til et stort, globalt studie med dansk deltagelse, der netop er udgivet i tidsskriftet Nature.

Hvis man virkelig vil gøre noget godt for biodiversiteten er det ikke altid nok blot at frede et naturområde eller kalde det en naturnationalpark og derefter lade området passe sig selv, hvis der ikke medfølger ressourcer til at hjælpe naturen på vej.

Bliver naturområder ikke forvaltet aktivt for at beskytte arter og deres levesteder, kan beskyttede naturområder i værste fald være ineffektive, lyder konklusionen.

I studiet har forskerne fokuseret på vandfugle og undersøgt effekten af ​​1.500 beskyttede områder i 68 lande, men resultaterne kan også bruges til at tegne et bredere billede af naturbevaring, vurderer forskerne.

»Vi siger ikke, at beskyttede områder ikke fungerer,« uddyber førsteforfatter Hannah Wauchope fra Center for Ecology and Conservation på Exeters Penryn Campus i Cornwall i forbindelse med studiet.

»Men det centrale er, at virkningen af fredede områder varierer enormt, og det afhænger i høj grad af, om de forvaltes med arter i tankerne; vi kan ikke bare forvente, at beskyttede områder fungerer uden passende forvaltning,« fortsætter hun.

De specifikke mål for naturen vil variere fra område til område, men i forbindelse med vandfugle kan der ofte være tale om at genetablere naturlige vandstandsforhold - i fagsprog naturlig hydrologi - sætte ind over for rovdyr eller forbud mod at færdes i beskyttede naturområder i yngleperioder.

Jonas Geldmann, der er medforfatter på studiet, supplerer til Videnskab.dk:

»På naturområdet har der været en slags implicit forståelse af, at hvis man siger ‘det beskytter vi’ - så virker det. Men det er ikke altid tilfældet,« siger Jonas Geldmann, der er adjunkt på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) på Københavns Universitet.

»Studiet viser, at der i de fleste tilfælde er brug for også at lægge en strategi og sætte målsætninger for, hvordan naturområdet skal forvaltes med afsæt i det konkrete områdes økosystem, og hvad målet med naturbevarelsen er. Med andre ord kan vi ikke forvente, at beskyttede naturområder fungerer efter hensigten uden at have øje for den nødvendige forvaltning,« uddyber han.

Jo større, jo bedre

Det nye studie er et af de største af sin slags, hvor forskerne har set på mere end 27.000 vandfuglebestande før og efter etableringen af områder som beskyttet natur.

Derudover har forskerne sammenlignet bestande, altså hvor mange vandfugle der befandt sig både i og uden for naturområderne, for at kunne sige noget om forskellene.

Grunden til, at forskerne har valgt at se på vandfugle, er blandt andet, at man i forvejen har et indgående videnskabeligt kendskab til dem, da de findes over hele verden.

Vandfugle kan hurtigt kolonisere eller forlade et område afhængigt af områdets tilstand og miljømæssige kvalitet. De egenskaber er særligt nyttige i undersøgelser af for eksempel effekterne af naturbeskyttelse.

Det store datagrundlag har været årsagen til, at forskerne giver et mere nuanceret billede af effekterne på naturområderne sammenlignet med tidligere undersøgelser på feltet, forklarer Jonas Geldmann, som selv har stået for nogle af de tidligere studier.

»Vores resultater viser, at der er stor variation i, hvor effektive de enkelte beskyttede områder er, og at forvaltningen af et naturområde har en stor betydning for, om det har en positiv effekt eller ej,« forklarer Jonas Geldmann.

»Derudover har vi kunnet vise, at jo større et område, der fredes, desto bedre trives arterne. Det passer godt med vores forventninger, da vi fra økologien ved, at der er nogle processer i naturen, der kræver noget størrelse,« fortsætter han.

Vink med en vognstang

Selvom forskernes fokus er på vandfugle - og ikke decideret stiller skarpt på Danmark - er der ingen grund til at tro, at det ikke også har relevans for den generelle naturbeskyttelse, mener forskerne.

Faktisk kan det ses som et vink med en vognstang til de danske politikere om, at beskyttede naturområder gerne skal følges op med en strategi, hvis det for alvor skal batte.

Et eksempel er, at vi i Danmark er nogenlunde med, når det kommer til de officielle opgørelser over, hvor meget beskyttet natur vi har. Her ligger vi på omtrent 15 procent ifølge mediet TjekDet.

Sammen med 192 andre lande har Danmark i 2010 tilsluttet sig de såkaldte Aichi-biodiversitetsmål, der blandt andet kræver, at 17 procent af landenes landarealer og 10 procent af kyst- og havarealet skal være beskyttet natur, der udgør større velforbundne naturområder.

Men til trods for, at vi i Danmark er godt med på det punkt, er det ikke ensbetydende med, at naturen nødvendigvis har det godt i de beskyttede områder. I Danmark har vi for eksempel en del af de såkaldte paragraf 3-naturområder, der er beskyttede.

Beskyttelsen betyder, at der ikke må foretages ændringer på naturtilstanden i områder som søer, moser, ferske enge, strandenge, heder, overdrev og vandløb.

»Vi har i Danmark har haft målsætningen om at beskytte 17 procent af den landbaserede natur inden 2020, og Danmark er tæt på at nå den målsætning. Men ikke desto mindre må man sige, at når man kigger på den meget sparsomme del af naturen i Danmark, der rent faktisk bliver overvåget, så har den det rigtig dårligt, og der er vi en bundprop i EU,« påpeger Jonas Geldmann.

»Når vi ser, at vi i Danmark ligger som bundprop i forhold til naturtilstanden, men samtidig har formået at leve op til den globale målsætning for, hvor meget der skal beskyttes, så er det svært ikke at forestille sig, at der ikke også er et vink med en vognstang til situationen i Danmark,« siger forskeren og tilføjer:

»Det er godt eksempel på, at dét at nå målet for, hvor meget der skal beskyttes, ikke en garanti for, at naturen har det godt i det hele taget og inden for de beskyttede områder.«

Skal genoprette naturen

Ifølge Camilla Fløjgaard, der har været med til at måle biodiversiteten i Danmark og forsker i naturforvaltning, afspejler studiet meget godt, hvad de også har fundet ud af i projektet Dansk Naturindikator.

»Her viser en gennemgang af dansk naturbeskyttende lovgivning at være mangelfuld i forhold til at beskytte biodiversiteten på land mod de vigtigste trusler. Et eksempel er jo bare vores nationalparker, som er papirnationalparker og ikke medfører en egentlig beskyttelse mod at udnytte naturen,« siger Camilla Fløjgaard, der er tilknyttet Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Hun håber derfor, at de nye naturnationalparker ligeledes kommer med en effektiv og varig beskyttelse mod trusler for sjældne og truede arter.

»Ud over at naturarealer bør være bedre beskyttet mod trusler mod biodiversiteten, så er der også et meget stort behov for at genoprette naturen for at genindføre de naturlige processer, som er med til at skabe biodiversiteten,« uddyber Camilla Fløjgaard, som har læst studiet.

»Mange naturområder er ødelagte af afvanding, kystsikring, tilplantning og mangel på store planteædere. For at sikre biodiversiteten fremadrettet i beskyttede områder er det altså også nødvendigt at tillade naturlig hydrologi, naturlig kystdynamik og genudsætning af store planteædere,« vurderer hun.

Har brug for en bedre forståelse

Jonas Geldmann håber, at de nye forskningsresultater på sigt kan være med til at sætte fokus på vigtigheden i at udarbejde forvaltningsplaner for nuværende og kommende naturområder underlagt beskyttelse.

Redskaberne er flere til at understøtte en aktiv forvaltning, og et vigtigt element kan være at inddrage lokalbefolkningen tidligt i processen. I studiet har forskerne ikke undersøgt, hvilken aktiv forvaltning som har den største effekt, da det også afhænger af det specifikke naturområde.

Men et dansk eksempel på en aktiv forvaltning er rewilding-projektet på Molslaboratoriet. Her lever heste og kvæg vildt inden for en hegning på 120 hektar.

Uden at gå ind i den dybere debat om rewilding-projektet påpeger Jonas Geldmann dog, at der helt fra starten af projektet har været en strategi og målsætning for området, og hvad man vil med det.

Og der er netop brug for at lægge strategier og sætte målsætninger for naturområder, hvis man skal sikre, at biodiversiteten og arterne trives, tilføjer han.

»For at bremse tabet af biodiversitet har vi brug for en bedre forståelse af, hvilke tilgange til naturbeskyttelse der virker og ikke virker. Vores nye forskningsresultater bidrager til at forstå, hvordan vi forbedrer forvaltningen af beskyttede naturområder til gavn for de arter, det drejer sig om – både internationalt, såvel som i Danmark,« slutter Jonas Geldmann.