Rewilding: Hvor mange store dyr har den danske natur egentlig plads til?

De seneste uger har vi haft en faglig diskussion med forskerne Odgaard & Klamt om, hvordan Danmark ville have set ud uden mennesker, og hvad det betyder for vore dages arealforvaltning for biodiversitet.

Var urskoven tæt og mørk? Eller åbnede store græssende urokser og bisoner urskoven og skabte lysninger eller strækninger med åben savanne?

Diskussionen er fagligt interessant, men rummer ikke svaret på udfordringerne for nutidens naturforvaltning.

Vi vil ikke gennemgå de tre forrige indlæg i detaljer, men blot henvise den interesserede læser til dem (vi står bag 2’eren):

1. ’Forskere: Den danske urskov var tæt og ikke synderligt påvirket af elge og urokser’.
2. ’Biologer afviser kritik: Derfor er rewilding en vigtig del af naturgenopretning’
3. ’Forskere: Rewilding savner evidens og kan ende med at skade biodiversiteten’

I det følgende vil vi først og fremmest svare på 3’eren samt slå til lyd, at den danske natur har brug for flere og større rewildings-eksperimenter – ikke færre.

Vi er fagligt uenige i Odgaard & Klamts tolkning og argumentation, hvis hovedproblem er, at den ikke kan forklare den observerbare virkelighed tilfredsstillende, samt at den ikke indeholder nogle holdbare argumenter for at vælge naturpleje frem for vild og selvforvaltende natur.

Eg og urokser viser, at urskoven var knap så tæt

Uden en markant betydning af store dyr er det svært at forklare udbredelsen af lyskrævende plantearter.

Eksempelvis er det velkendt, at eg (og næsten alle hjemmehørende buske) har svært ved at opretholde sig selv i ’stabil højskov’ (for eksempel en bøgeskov) og tværtimod er afhængig af et ’forstyrret’ landskab.

Fortsat tilstedeværelse af eg er sammen med andre lyskrævende træer, buske og urter gennem istider og mellemistider er tegn på, at urskoven ikke var lige så tæt, som Odgaard & Klamt vil gøre den til.

At rå pollenprocenter underestimerer åbenhed og i det hele taget er usikre i forhold til at vurdere arealdække af forskellig vegetation er velkendt.

Netop derfor er brug af mere avanceret modellering også standard i nyere pollenstudier. Vi advarer imod at lægge for stor vægt på de usikre pollenstudier, når vi skal afgøre, hvor tæt urskoven var.

Endelig kan den udbredte forekomst af urokse – en udpræget græsser – i Danmark i Mesolitikum (mellemstenalder, i Danmark fra cirka 11.300-5.900 år siden) ikke forklares ved at vådområderne skulle være naturligt åbne på grund af naturlige vandforhold, da sådanne levesteder i fravær af græsning gror hurtigt til med buske og træer som pil og el.

Det er særdeles velkendt fra den praktiske naturforvaltning.

Derfor er det omtalte britiske billestudie relevant

Odgaard & Klamt kritiserer et billestudie, der påviser hyppig åben vegetation og høje tætheder af store planteædere i Sidste Mellemistids England, og højere end i det tidlige Holocæn.

Vi noterer os, at studiet indeholder omfattende følsomhedsanalyser og er i overensstemmelse med konklusioner fra de detailstudier af enkeltlokaliteter, det bygger på, hvor andre indikatorer, eksempelvis pollen og aflejringsforhold, også er inddraget.

Studiet bidrager derfor med robust evidens for, at der under et mildt tempererede klima og helt naturlige forhold i vores geografiske region har fandtes store mængder store dyr og meget varieret vegetation.

\ Læs mere

Mennesket udryddede alle de store dyr på Jorden

Mellemstenalderen viser os ikke uforstyrret natur

Odgaard & Klamt ignorerer i øvrigt den stærke evidens for, at det generelle tab af megafauna i Sen-Pleistocæn (for 130.000-11.700 år siden) og tidlig Holocæn (perioden efter seneste istid fra for cirka 11.500 år siden) er koblet til Homo sapiens (se her og her).

Det er svært ikke at se vildhest og bisons tilbagegang i vores region i tidlig Holocæn som en del af dette tab og ikke en naturlig dynamik, da de konsekvent var hyppige i Central- og Vesteuropa under tidligere varmeperioder.

At de fleste danske bopladsfund fra Mesolitikum er fra kysten modbeviser heller ikke, at der har været udbredt jagt på de store landdyr (som der er masser af evidens for), og at den jagt har omfattet hele landet – trods alt er der sjældent langt til kysten i Danmark.

Vi fastholder altså, at de palæoøkologiske studier understøtter, at naturlige landskaber havde varieret struktur med rige faunaer af store planteædere, som spillede en vigtig rolle.

Man skal blot kigge længere tilbage end Mesolitikum, hvis man vil se dette udfoldet naturligt og fuldt ud.

\ Læs mere

Nyt studie: Om 200 år er koen det største pattedyr på land

Lad os teste, hvor mange store dyr økosystemet kan understøtte

Der er betydelige begrænsninger i, hvor detaljeret man kan nå i forståelsen af fortidens økosystemer – men det er heldigvis heller ikke dem, vi skal genskabe i naturforvaltningen.

Vi foreslår i stedet for, helt i tråd med FN’s årti for naturgenopretning, at vi lægger os i selen for at genoprette naturlige, selvforvaltende økosystemer og dernæst bliver klogere af at studere processerne og effekterne.

Den stærkeste måde at afklare den faglige uenighed om dyrenes rolle vil være at give plads til selvforvaltende økosystemer med vild natur.

Vi ved med sikkerhed, at økosystemerne gennem millioner af år har indeholdt en bred vifte af store planteædere og rovdyr, og det kan vi genoprette ved at udsætte dyrene og undlade at fodre og regulere dem.

Gennem historien er det netop denne type af eksperimenter, som er blevet brugt i videnskaben til at afgøre, om en hypotese eller model holder stik eller ej.

Om noget vil denne test være konservativ, da eksperimentet næppe vil omfatte de allerstørste af fortidens dyr, nemlig elefanter og næsehorn, da de europæiske arter er udryddet af mennesker.

Helhjertet rewilding af den type vil kunne belyse, hvor stor tæthed af dyr vilde danske økosystemer kan understøtte, og hvilken betydning de store dyr har for vegetationen og for at skabe og vedligeholde levesteder for de mange arter, som ikke trives i kulturlandskabet – ikke engang i de naturplejede landskaber.

\ Læs mere

4 måder: Sådan tackler vi klima- og biodiversitetskrisen samtidigt

De store planteædere er afgørende for biodiversitet

Sådanne vilde naturområder mangler desværre i Danmark og det meste af verden i dag.

Til gengæld er der masser af naturpleje med græsning, for uanset den faglige diskussion om fortidens økosystemer, er der meget solid evidens fra nutiden – både fra forskning og praktisk forvaltning – for, at de store dyr, og ikke mindst de store planteædere, er meget vigtige for økosystemer og helt afgørende for en stor del af vores biodiversitet.

Odgaard og Klamt bidrager med deres tolkninger til en udbredt, men vigende, modstand mod vild natur.

Denne modstand er biologisk meningsløs og også udsigtsløs i et kulturlandskab, hvor den danske rødliste (oversigt over cirka 13.300 danske arter, herunder hvor truede de er) og overvågningen af de beskyttede naturtyper dokumenterer, at naturen er i rivende tilbagegang på trods af naturplejeindsatser for et trecifret millionbeløb årligt.

\ Læs mere

Kan bævere sikre, at danske søer får en større biodiversitet?

\ Læs mere

Øjenåbner: Tab af store dyr går ud over Jordens næringsstofkredsløb