God naturforvaltning skal både sikre den vilde natur og kulturlandskabet

Faste læsere af Forskerzonen har nok opdaget debatten om, hvordan Danmark så ud, før landbruget satte sit præg på landskabet – og hvordan fortidens Danmark skal præge, hvordan vi forvalter naturen i dag.

I dette indlæg svarer vi på den seneste kritik fra Ejrnæs & Co. rejst i 'Rewilding: Hvor mange store dyr har den danske natur egentlig plads til?'.

Malerier af guldalderlandskaber kan næppe antages at vise virkeligheden i 1800-tallet, men med det valgte maleri og den ledsagende tekst om, at »alt er græsset godt ned,« kunne man forledes til at tro, at græsningen var så kraftig, at artsindholdet i 1800-tallet var fattiggjort. Det var dog ikke tilfældet for græslandssarter.

Man får et indtryk af, hvilken biodiversitet der florerede for 150 år siden (men nu er væk) gennem Schou og Sand-Jensens artiklen om botaniker Johannes Mørchs registreringer af floraen omkring Hobro i slutningen af 1800-tallet.

For at citere Schou og Sand-Jensen: »På Mørchs tid fremstod hele området som et stort græsset overdrev, og det skortede ikke på botaniske sjældenheder.«

Den interesserede henvises til selv at læse om, hvilke store sjældenheder det drejede sig om. Sjældenheder, hvoraf en stor del i dag med sikkerhed er forsvundne fra området.

Med sikkerhed, fordi den ene forfatter (Schou) har særdeles detaljeret botanisk lokalkendskab til Mørchs lokaliteter i nutiden.

Bruun og kolleger konkluderer tilsvarende, at der er en sammenhæng mellem lokal artspulje i græsland i dag og arealanvendelsen i jernalder og historisk tid. De sjældne plantearter, som er forsvundne lokalt gennem de sidste 140 år, er i vid udstrækning erstattet af vidt udbredte arter.

Der er således evidens for en rig overdrevsflora i det historiske kulturlandskab, som havde sammenhæng med den udbredte husdyrgræsning.

Egen i urskoven – set med Poppers briller

Ejrnæs & Co. angiver, at tilstedeværelsen af eg er tegn på, at urskoven ikke var tæt, og at dette er evidens for forstyrrelse fra store græssere.

Det er åbenlyst, at vi ikke forstår alle detaljer i fortidens skoves økologi, eksempelvis den i perioder store hyppighed af hassel og eg.

Som forsker må man forholde sig til sådanne udfordringer ud fra Karl Poppers videnskabsteori – nemlig opstilling af samtlige mulige hypoteser og derefter forsøg på falsificering af hver enkelt.

Ejrnæs & Co. springer direkte til deres foretrukne hypotese – græsning af vilde dyr – uden at undersøge andre. Vi ved eksempelvis ikke præcist, hvilke habitater de to ege-arter primært forekom i.

Vi ved heller ikke, i hvilket omfang konkurrenceevnen hos nutidens ege under naturlige skovbetingelser er modificeret ved introduktion i moderne tid af invasive sygdomme som ege-meldug (se her og her), som ikke fandtes i Europa i urskovstiden.

Tolkning af pollendata

Selvom vores oprindelige indlæg primært bygger på erosionsdata, insisterer Ejrnæs & Co på at anbefale en særlig modellering af pollenresultater, kaldet REVEALS.

I så fald bør de også læse det med småt, nemlig de mange antagelser bagved modellering på basis af pollen (se her og her).

Vi skal ikke gennemgå dem alle, men blot nævne en af de vigtigste i denne sammenhæng, nemlig at præcis estimering af pollenproduktionen hos de enkelte plantearter er af afgørende betydning for resultatet.

Der eksisterer flere forsøg på estimater af pollenproduktion, men én af udfordringerne for den såkaldte landskabs rekonstruktions-algoritme (Landscape Reconstruction Algorithm, der består af undermetoderne REVEALS og LOVE) er, at alle græsser (i Danmark omfattende omtrent 110 arter) tildeles den samme pollenproduktionsfaktor, hvilket åbenlyst er en meget grov forenkling.

Estimater for åbenhed, der bygger på REVEALS, er derfor ikke per definition mere troværdige end rå pollenprocenter.

Høj vandstand giver træløse vådområder

Ejrnæs & Co. angiver, at der ikke ville være naturligt åbne vådområder uden græssende dyr, da de hurtigt ville vokse til med buske og træer som i det moderne landskab.

Det passer bare ikke. Vi kan tydeligt se, at når vi hæver vandstanden – en udbredt praksis i moderne naturforvaltning af vådområder – er det synlige resultat, at buske og træer dør.

En høj vandstand i vådområder giver altså et område uden træer.

Træløse kær i fortiden er altså ikke bevis for græsning af store, vilde dyr.

Beregninger på basis af geologiske kortlægninger og tidlige historiske kort estimerer, at omkring en fjerdedel af det danske landskab har været dækket af søer og vådområder.

Eksempler på, at disse vådområder har været naturligt træløse gennem årtusinder, er dokumenteret af boringer, eksempelvis i Langemose på Mols.

At mange vådområder den dag i dag er groet til med buske og træer skyldes i høj grad påvirkningen fra dræning og tørvegravning i det danske kulturlandskab og afsætning af kvælstof fra gylleafdampning.

Den voldsomme dræning af landskabet satte ind i sidste halvdel af 1800-tallet og er fortsat til nu, mens tørvegravning sidst var udbredt under 2. verdenskrig.

Det irrelevante billestudie

Med hensyn til det af os kritiserede billestudie fra England forsvarer Ejrnæs & Co. sig med, at undersøgelsen indeholder en omfattende 'følsomhedsanalyse'.

Denne analyse er irrelevant, idet den ikke kan rette op på, at de anvendte prøver ikke er fra dokumenteret sammenlignelige aflejringsmiljøer.

Det publikationseksempel, de henviser til, understreger netop vores andet kritikpunkt, idet det viser, at prøverne i den publikation stammer fra et uroligt miljø i sidste mellemistid, aflejret i en flodseng.

Resultaterne herfra kan ikke bruges til at demonstrere generel påvirkning af landskabet fra græssende dyr.

Desuden er prøverne fra det sydøstlige England, hvor den gennemsnitlige årstemperatur i dag er næsten seks grader højere end i Danmark og formodentlig noget tilsvarende under sidste mellemistid.

Vi sætter derfor fortsat stort spørgsmålstegn ved relevansen af de engelske data for det danske område.

Jagt fordrev ikke vildhesten i den tidlige efteristid

Ejrnæs & Co. angiver, at vi ignorerer stærk evidens for det generelle tab af megafauna i Sen-Pleistocæn (for 130.000-11.700 år siden) og tidlig Holocæn (perioden efter seneste istid fra for cirka 11.700 år siden).

Vi har ikke diskuteret dette meget, idet det relevante fokus er på en eventuel effekt af græssende megafauna på økosystemerne.

Når Ejrnæs & Co. fastholder, at vildhesten forsvandt i den tidlige efteristid på grund af jagt, mener de så, at jagttrykket var mindre i yngre stenalder 4.000 år senere, da vildhesten bredte sig igen?

Det vil være et kontroversielt synspunkt.

Ejrnæs & Co. har åbenbart også en meget afvigende tolkning af ¹³C-resultater af humane knogler og af rester af slagtede jagtdyr, idet de fastholder kraftig jagt på store græssere i perioden 9.000-6-000 før nu, selvom alle disse resultater peger på stærk overvægt af marine dyr som fødegrundlag.

\ Læs mere

Rewilding: Hvor mange store dyr har den danske natur egentlig plads til?

Vi er ikke imod 'vild' natur

Ejrnæs & Co. skriver, at vi bidrager til en modstand »mod vild natur«. Det er en misforståelse. Uenigheden går på, hvordan natur så ud forud for menneskets påvirkning, det som man kan kalde 'baseline'. Og mere præcist, hvilken påvirkning de vilde græssende dyr havde på vegetationen.

Vores udgangspunkt er, at naturen i Europa har gennemgået 10.000 års påvirkning fra landbrug - og Danmark 6.000 år - en udvikling, som har efterladt sig kolossalt mange varige spor.

Hele vores artspulje er en skøn blanding af arter, hvoraf nogle har fundet herop selv efter istiden, mens andre er hjulpet på vej eller direkte indført af mennesket.

Eksempelvis ville vi næppe have bøgetræet i Danmark, hvis det ikke var for de mange tusinder af års kulturhistorie i Europa.

Og vores udstrakte heder har 5.000 år lang kontinuitet som et økosystem fremkaldt og plejet af mennesket.

Derfor er vi i vores naturforvaltning nødt til at tage vare på både en rent naturbetinget samt en mere kulturbetinget natur, og de to fletter sig uløseligt ind i hinanden.

Der skelnes i EU's direktiver heller ikke mellem arternes historie: Vi har bare en forpligtelse til at sikre deres vilkår og overlevelse.

\ Læs mere

Biologer afviser kritik: Derfor er rewilding en vigtig del af naturgenopretning

Hvor er evidensen for rewilding?

Rewilding er en tilgang, der forsøger at definere 'vild' natur ud fra en forestilling om, at store vilde græssere i forhistorisk tid har påvirket naturen ganske betragteligt.

Rewilding har et forklaringsproblem i forhold til, hvordan den kan tage vare på den mere kulturbetingede del af naturen, eksempelvis heder og sjældne orkideer knyttet til græsland.

I forsøget på at definere den 'vilde' natur har rewilding-fortalere endnu til gode at finde overbevisende evidens for græsseres store påvirkning af fortidige økosystemer på vore breddegrader.

Vi har fremlagt tydelig evidens for det modsatte ved hjælp af erosionsundersøgelsen fra Fuglsø.

\ Læs mere

Forskere: Rewilding savner evidens og kan ende med at skade biodiversiteten

De store græssere har aldrig domineret Danmark

Det er naturligt, at store græssere ikke har haft nogen særlig betydning for vores økosystemer. Danmark har altid ligget i udkanten af udbredelsesområdet for urokse, bison og vildhest og også for mellemistidernes skovnæsehorn og skovelefant.

Dette udbredelsesmønster kan have sammenhæng med den kortere vækstperiode, længere perioder med snedække og de korte daglængder i vinterperioden i det danske område.

Der er endvidere omfattende evidens for, at skovelefant og skovnæsehorn klarede sig glimrende ved at spise af træer og buske (se her, her og her), og derfor ikke havde behov for åbne græsarealer.

Der er derfor ingen evidens bag påstanden om, at store vilde græssere har haft stor betydning for udformningen og tilstanden af naturlige økosystemer i Danmark, hverken i mellemistider eller i efteristiden.

Såkaldte rewildingsforsøg kan derfor bedre betegnes som forsøg med helårsgræsning frem for at man giver indtryk af, at man skaber eller efterligner 'vild' natur.

I boksen lige herunder kan du læse de tre biologers svar på denne kommentar.

\ Læs mere

Mennesket udryddede alle de store dyr på Jorden

\ Læs mere

Hvem udryddede fortidens store pattedyr?

\ Læs mere

Mennesket frikendt for udryddelse af store fortidsdyr i Sydamerika