Hver dag handler millioner af forbrugere på nettet, ofte tiltrukket af tilbuddet om ubegrænset fri returret.
Med få klik kan vi bestille vores ordrer, forvisset om, at hvis noget ikke passer helt, eller vi ombestemmer os, kan vi returnere det uden omkostninger.
Men vidste du, at rigtig mange af de varer, du sender retur, ender på lossepladsen eller lignende?
Vores nye forskning hjælper med at forstå, hvad der rent faktisk sker med vores returvarer og sætter fokus på de miljømæssige konsekvenser, der er forbundet med varedestruktion.
Varedestruktion er betegnelsen for, at forhandlere og producenter skaffer sig af med brugbare forbrugsvarer, før de overhovedet bliver taget i brug.
Selv om det lyder absurd, er det ikke desto mindre almindelig praksis inden for store dele af nethandelen at håndtere returvarer og andre fuldt funktionsdygtige usolgte produkter på denne måde.
Det europæiske miljøagentur estimerer, at mængden af returnerede tekstiler og elektroniske produkter, der destrueres i EU, forventes at nå svimlende 162 milliarder kroner i 2022.
Et beløb, der er højere end Cyperns samlede bruttonationalprodukt (BNP) for 2020.
Returkultur presser miljøet
Det kan ikke overraske nogen, at mængden af returvarer er eksploderet i de seneste år. Det hænger sammen med flere faktorer:
- Hjemmelevering er blevet mere populært
- Forhandlere på nettet tilbyder lempelige returpolitikker
- Et stort udvalg af (ofte lavkvalitets-) varer lever ikke op til forbrugernes forventninger
Det har alt sammen medvirket til fremkomsten af en såkaldt ’returkultur’, hvor op til 49 procent af unge shoppere i Storbritannien indrømmer, at de ofte bestiller varer, de regner med at returnere.
Hvad disse forbrugere måske ikke er klar over, er, at deres returvarer sandsynligvis vil ende på lossepladsen eller et forbrændingsanlæg.
Hvor stor en andel, det helt præcist drejer sig om, ved vi ikke. Det skal et nyt EU-initiativ hjælpe med at få tal på (det vender vi tilbage til). Vi ved, at tøj helt generelt bliver genbrugt alt for lidt (se side 20 i denne rapport fra velgørenhedsfonden Ellen MacArthur Foundation).
I en tid, hvor vi står over for en eksistentiel økologisk krise, er det simpelthen uacceptabelt.
Udvinding af naturens ressourcer og videre omdannelse til produkter og services, vi forbruger, er fundamentet for vores nuværende økonomiske system.
Selv om denne proces har givet en stigning i BNP og en øget levestandard, er den også ansvarlig for meget af det miljømæssige sammenbrud, vi er vidner til i dag, hvor den bidrager med 50 procent af den samlede udledning af drivhusgasser og et tab af 90 procent af biodiversiteten, ifølge FN.
At Jordens værdifulde ressourcer bliver høstet og omskabt til produkter, som reelt set kører direkte fra produktionsbåndet til lossepladsen, uden nogensinde at blive anvendt af en forbruger, er det rene vanvid.
Problemet set fra forhandlernes side
Så hvorfor gør firmaer, der sælger deres varer på nettet – hvoraf mange af dem påstår at være bæredygtige og CO2-neutrale – brug af så miljømæssigt uforsvarlig en praksis?
Vores forskning viser, at håndteringen at returvarer kan være utrolig omkostningsfuld for netfirmaerne.
Lad os for eksempel sige, at du har sendt et par løbesko retur, fordi de ikke passede, eller du bare ikke kunne lide dem.
Når de kommer tilbage til firmaets lager, har forhandleren allerede betalt dig dine penge tilbage, betalt for returposten og dækket de tilhørende håndterings- og lagerudgifter.
Skal skoene tilbage i handelen, hvis de altså ikke allerede er gået af mode, er firmaet nødt til at ansætte medarbejdere til at vurdere deres tilstand og tjekke dem for eventuelle skader og mangler.
Det er en arbejdskrævende, dyr proces, som ofte kan overskride produktets oprindelige produktionspris. Især når det drejer sig om mange, masseproducerede lavprisvarer.
På trods af de miljømæssige konsekvenser er det, under de nuværende forhold, derfor ikke økonomisk rentabelt for firmaerne at gøre produkterne klar til at blive solgt igen og repareret.
Og selv hvis det var, har firmaerne ikke nødvendigvis ekspertisen til at reparere og istandsætte de mange produkter, de sælger – hvoraf flere af dem oprindelig slet ikke er designet til at blive repareret.
Derfor kan firmaerne ikke bare give produkterne væk
Mange vil sikkert mene, at en mulig løsning på dette problem ville være, at firmaerne donerede produkterne til velgørenhed.
Faktisk fortjener nogle firmaer ros for at være begyndt at involvere sig i varedonation.
Men selv om det ville kunne give en enorm social gevinst til de millioner, som kæmper for at få deres budget til at gå op under den nuværende krise i leveomkostninger, er det bare ikke så enkelt endda.
Mange firmaer er tilbageholdende med at donere produkter, fordi de er bange for, at hvis produkterne bliver lækket til genbrugsmarkeder, vil det devaluere firmaernes varemærke eller spolere deres salg.
Derudover udgør sundheds- og arbejdsmiljødirektiver, såvel som juridiske ansvarsspørgsmål, yderligere forhindringer i forbindelse med varedonation.
Et mere grundlæggende problem er dog, at velgørende organisationer sandsynligvis ikke har kapaciteten til at absorbere det brede udvalg og den store mængde af lavprisvarer, der bliver returneret.
Hvis de ikke kan finde villige købere til de donerede produkter, står de med omkostningerne med at skaffe sig af med varerne.
Hvad kan der gøres ved problemet?
Stillet over for disse udfordringer, hvad kan der så gøres for at adressere det voksende problem med varedestruktion?
Det første skridt er at forstå problemets omfang.
Fra og med 2022 har EU indført obligatorisk rapportering, der tvinger firmaerne til at offentliggøre mængden af deres usælgelige lagervarer samt returvarer, der bliver sendt til henholdsvis lossepladsen, forbrænding, genanvendelse og genbrug.
Storbritannien burde omgående følge trop og levere tiltrængte data om varedestruktion.
Dernæst bør forbrugere oplyses om varereturneringens egentlige omkostninger.
Et krav om obligatorisk mærkning af returvarer, der oplyser forbrugerne om de miljømæssige omkostninger ved at sende varer retur, kunne være med til at ændre deres indkøbsvaner.
En mere radikal tilgang kunne være at indføre en afgift på kunders returneringer.
Nogle af de store forhandlere, inklusive Zara og Boohoo, har frivilligt afskaffet den frie returret, men har i stedet indført en symbolsk afgift på 15-29 dkr., som helt sikkert ikke er nok til at ændre forbrugernes handlemåder.
En afgift ville, hvis den blev skruet ordentlig sammen, være med til at gøre en ende på returkulturen.
Samtidig ville den opmuntre forhandlerne til at revidere deres vareudbud og sætte en stopper for de lavkvalitetsprodukter, som rutinemæssigt ikke lever op til kundernes krav.
Du kan gøre en forskel
I lyset af de drastiske tiltag, der er nødvendige for at afværge en global klimakatastrofe, er det mindste, vi kan gøre at tage de skridt, der er nødvendige for at undgå, at produkter bliver destrueret, før de overhovedet bliver brugt.
Som vores forskning fremhæver, er dristig politisk handling nødvendig for at ændre de eksisterende økonomiske incitamenter og presse netfirmaerne til at kigge indad og genoverveje deres ikke-bæredygtige praksisser.
Vi som forbrugere og verdensborgere har dog også en vigtig rolle at spille.
Så før du foretager dit næste køb – hvor du måske overvejer at købe tre par sko, du vil prøve derhjemme for at se, hvilke af dem du bedst kan lide – så tænk lige over det en gang til!
Artiklen er oversat af Jørn Busch Olsen.
\ Red Verden med Videnskab.dk