Mange år efter atomulykken i Fukushima i 2011 og Tjernobyl-ulykken i 1986 er forskerne stadig uenige om ulykkernes helbredseffekter.

Der er stærkt delte meninger om, hvor mange kræfttilfælde ulykkerne har forårsaget, og hvor farlige eksklusionszonerne er i dag.

Beboerne i Fukushima kan stadig ikke vende tilbage til deres hjem, hvis de ligger inden for eksklusionszonen. Og Pripjat i Ukraine er i dag en spøgelsesby, der langsomt, men sikkert, er ved at blive opslugt af vegetationen.

Selvom eksperter for nyligt udtalte, at områderne omkring ulykkesstederne ikke er så farlige som tidligere antaget, er mange videnskabsfolk stadig bekymrede for de store mængder radioaktive isotoper, der er akkumuleret i planter og dyr og især fisk og skaldyr.

Vi bliver udsat for stråling i alle døgnets timer

Det er sandt, at høje strålingsdoser kan ødelægge vitale væv og livsprocesser. Marie Curie, som døde af kræft, bar angiveligt rundt på klumper af det sølvhvide, radioaktive metal radium i lommen.

Alt liv på Jorden bliver udsat for ioniserende stråling i alle døgnets timer gennem hele livet. Strålingen bliver målt i millisievert (mSv), og briterne bliver gennemsnitligt udsat for en dosis på 2,7 mSv årligt (eller 7,8 mSv, hvis man bor i Cornwall, hvor undergrunden består af store dele granit, der indeholder radioaktiv uran og radium, som producerer et højt niveau af den radioaktive luftart radon).

Under flyvning får man en større dosis fra den kosmiske stråling, end man får, når man opholder sig ved havoverfladen. En flyvetur over Atlanten leverer eksempelvis en dosis på 0.08 mSv.

Selv en banan indeholder en dosis på 0.08 mSv. Bananer indeholder nemlig en relativ stor mængde af stoffet kalium (grundstof nr. 19, K). Heraf er en stor mængde af typen kalium-40, som er den radioaktive isotop af stoffet.

Men det er kun, hvis man bliver udsat for en årlig strålingsdosis på mere end 1.000 mSv, at det begynder at blive foruroligende.

LÆS OGSÅ: Så meget radioaktivitet kan man måle i danskerne

Forskellige strålingstyper kræver forskellige forholdsregler

Der findes flere forskellige strålingstyper. Hvor store skader, der opstår, afhænger af strålingens energi og art, og dosishastigheden har stor betydning for skadernes omfang.

Visse strålingstyper skader kun, hvis man indtager dem (og det sætter sig i mavesækken eller lungerne). Andre typer udsætter dig for fare, bare du er i nærheden af dem, fordi de kan trænge ind i kroppen udefra.

I tilfælde af en ulykke er vi nødt til at forholde os til, hvilken type stråling der er udledt - og hvor meget - for at kunne tage de rigtige forholdsregler.

Hovsa! Her skulle en video ligge. Men da du ikke har accepteret marketing-cookies, som YouTube-afspilleren bruger, kan videoen ikke blive vist.

Klik her for at ændre dit samtykke

Videoen, optaget vha. en drone, giver et indblik i, hvordan området omkring Tjernobyl-kraftværket ser ud i dag. (Video: Danny Cooke).

Eksempel på fornuftige forholdsregler

Da radioaktiv gas fra Three Mile Island-reaktoren i USA blev udledt efter en ulykke i 1979, blev folk rådet til at holde sig indendørs og holde husdyrhold under dække.

Senere blev gravide kvinder i en radius af 32 kilometer fra reaktoren rådet til at evakuere. Tre uger senere var 98 procent af de evakuerede vendt tilbage.

Det var fornuftige forholdsregler. Efter 18 års tilsyn har man ikke rapporteret usædvanlige sundhedsmæssige tendenser. Folk blev kun udsat for en gennemsnitlig dosis på 0,08 mSv.

LÆS OGSÅ: Sådan går det galt på et atomkraftværk

Skyldes sygdomme stråling eller livsstilsfaktorer?

Ved ulykken i Tjernobyl, der regnes som den værste i atomkraftens historie, blev både radioaktiv jod-131 og cæsium-137 isotoper spredt over at stort areal.

Mennesker, der befandt i nærheden af værket - de fleste af dem brandmænd, der forsøgte at slukke brandene - pådrog sig store og dødbringende strålingsdoser (300.000 mSv pr. time). Næsten en tredjedel døde i månederne efter ulykken.

Men det er langt vanskeligere at vurdere effekten på de mennesker, der levede i de mest forurenede områder i Belarus (Hviderusland), Rusland og Ukraine på ulykkestidspunktet.

De har pådraget sig relativt lave doser af stråling over en længere periode. Man anslår 1 mSv om året i gennemsnit. Og mens der umiddelbart efter ulykken forekom en stigning i tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft, er det vanskeligt at vide med sikkerhed, om andre kræftformer i dette område af verden skyldes stråling eller helt andre livsstilsfaktorer.

Så er Tjernobyl sikker nu?

Hvis man tager en rundvisning kan man forvente at blive udsat for strålingsdoser på 0.1-40 uSV per time, alt afhængig af hvor tæt på reaktoren man kommer.

LÆS OGSÅ: Kan atomkraft redde verden?

Strålingens effekt er ikke hele historien

Radioaktivitetsniveauet omkring Tjernobyl fra radioaktivt cæsium og strontium er halveret - og om 30 års tid er de halvt så store igen. Efter ti ‘halveringstider’ (300 år) vil radioaktiviteten være henfaldet til normale baggrundsværdier.

Men stråleeffekten er ikke hele historien. Mere end 116.000 mennesker fra området omkring Tjernobyl blev evakueret, men cirka 1.200 afslog.

De såkaldte ‘Tjernobyl-babushkaer’ - alle over 40 på ulykkestidspunktet - trodsede loven og besluttede sig for at risikere strålingens effekter, snarere end at blive fordrevet fra deres elskede hjem og lokalsamfund. Mere end 200 bor stadig i området i dag.

Efter ulykken blev reaktoren indkapslet i en 'sarkofag' af stål og beton. Den sidste Tjernobylreaktor blev lukket i december 2000, efter at Ukraine var blevet lovet støtte til bygning af erstatningskapacitet. (Foto: Fi Dot via Flickr)

Og måske gjorde de det rigtige ved at vælge at blive boende - Verdenssundhedsorganisationen (WHO) angiver evakueringen fra Tjernobyl som en årsag til stress, angst, psykisk sygdom og 'medicinsk uforklarede fysiske symptomer'.

Kender ikke evakueringens sande omkostninger

Vi kender stadig ikke de sande omkostninger ved evakueringen, fordi de ikke blev officielt målt eller registreret.

Det radioaktive nedfald fra Fukushima var mindre end 10 procent af Tjernobyls. En række forskere har foreslået, at evakueringen var alt for forsigtig.

Andre mener, at den acceptable stråledosis, fastsat af internationale organisationer, er for konservativ og at man kan øge dem betydeligt, uden at det vil forårsage skade.

Det lader til, at der ikke er meget evidens, der tyder på, at lave strålingsdoser er risikable. Det er endda blevet foreslået, at kroppen kan have en form for cellulær reparationsmekanisme, der håndterer lavere doser.

Stor usikkerhed om stråling versus evakuering

Problemet er bare, at vi simpelthen ikke kan vide det med sikkerhed. Den eneste måde, vi kan finde svaret, er ved at studere de mennesker, der har været udsat for disse lave doser gennem hele deres liv - en kæmpe opgave, som ikke alle er villige til at deltage i.

Befolkningen i Fukushima - bortset fra dem i de værst forurenede områder - vil i sidste ende blive opfordret til at vende tilbage til deres hjem. Og manglen på forståelse af effekten betyder, at de videnskabelige og politiske diskussioner om, hvad udgør et sikkert strålingsniveau, vil fortsætte.

Men hvad der står helt klart er, at vi er nødt til at forstå de komparative, sundhedsmæssige effekter af stråling versus evakuering.

Det er af afgørende betydning, at vi udvikler en ny tilgang og respons på nukleare ulykker og de beslutninger, der bliver taget umiddelbart efter.

På den måde kan vi undgå unødvendig panik og evakuering - noget næsten alle forskere er enige om.

Claire Corkhill modtager støtte fra UK Engineering and Physical Science Research Council (EPSRC). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Elge, vildsvin og ulve flokkes i Tjernobyl

LÆS OGSÅ: Tåler dyr og planter mere radioaktivitet end os?