Alle mennesker, dyr og planter indeholder små mængder radioaktive stoffer. En del af disse skyldes en lille bestanddel af grundstoffet kalium, som er nødvendig for alle levende væsner.
Voksne mennesker indeholder omkring 150 gram kalium, hvoraf en lille del er radioaktiv.
En anden del finder vi imidlertid i miljø og fødevarer. Og det er den del, vi især vil beskæftige os med her. Når vi taler om radioaktiv forurening, taler vi om den type radioaktivitet, vi mennesker selv har skabt.
\ Historien kort
- Der kan måles radioaktive stoffer i danskerne, men mængden har været faldende siden 1960'erne med undtagelse af tiden efter Tjernobyl-ulykken.
- Også radioaktiviteten i forskellige kornsorter er faldende, mens den er mere stillestående i fisk.
- Det er dog ikke mængder, der er farlige for os.
- Lær mere om, hvilke typer af radioaktiv forurening der findes, og hvordan man måler den i artiklen.
I Danmark er de væsentligste årsager til radioaktiv forurening:
- Atmosfæriske atomprøvesprængninger udført af USA og Sovjetunionen især i årene 1960-1965.
- Udslip til havet fra det engelske anlæg Sellafield til oparbejdning af brugt atombrændsel i 1972-1978.
- Ulykken på det russiske atomkraftværk Tjernobyl ved Kiev i 1986.
Men hvor højt er niveauet af radioaktive stoffer i Danmark? Er det højt nok til, at vi bør være nervøse for vores helbred, hvor i landet vi opholder os, og hvad vi putter i munden?
Umiddelbart er der ingen grund til bekymring, men for at forstå den konklusion bedre, må vi først vide lidt om radioaktivitet.
Vi skelner nemlig mellem to typer radioaktivitet. Den naturligt forekommende (især fra de materialer, Solsystemet blev skabt af) og så den menneskeskabte: Radioaktiv forurening. Og de kan begge være farlige for os.
Naturligt forekommende radioaktivitet
Radioaktive stoffer findes naturligt i miljøet og stammer hovedsageligt fra de materialer, som Solsystemet og Jorden blev skabt af og dels fra Jordens atmosfære, som rammes af partikler fra Solen.
Eksempler på de førstnævnte er isotoper af uran, thorium og kalium, der har halveringstider, der er sammenlignelige med Jordens alder – altså milliarder af år.
Eksempler på de sidstnævnte er tritium (supertung brint), beryllium-7 og kulstof-14 med halveringstider på henholdsvis 12 år, 53 dage og 5.700 år.
\ Sådan måles radioaktivitet
Mængden af radioaktivitet måles i enheden becquerel (Bq), der udtrykker antallet af henfald pr. sekund. Becquerel er dermed et mål for udsendelse af ioniserende stråling.
Den mængde (dosis) ioniserende stråling, mennesker modtager, måles i sievert (Sv) eller millisievert (mSv), der er 1/1.000 Sv.
Der er ikke en direkte sammenhæng mellem becquerel og sievert, da det afhænger af de omstændigheder, hvorunder strålingen modtages.
Grænseværdien for den stråling, der kan kontrolleres, er 1 millisievert om året for enkeltpersoner i befolkningen.
De langlivede isotoper uran-235, uran-238 og thorium-232 omdannes ved radioaktivt henfald til isotoper, der selv er radioaktive, og øger derfor antallet af radioaktive isotoper i miljøet. Eksempler er radium-226, radon-222 og bly-210, der har halveringstider på henholdsvis 1.600 år, 3,8 dage og 22 år.
Overfladejord i Danmark indeholder uran, thorium og kalium i små mængder på 1,4 og 4,4 ppm (parts per million) og 1,4 procent, hvilket svarer til koncentrationer af radioaktivitet på 18, 18 og 430 Bq/kg.
Den radioaktive gas radon-222 findes derfor i jorden og siver ud i atmosfæren, hvor man typisk finder koncentrationer på 5-10 Bq/m3.
Fra jorden trænger radon ind i boliger, hvor man i Danmark finder luftkoncentrationer, der varierer meget fra sted til sted og eksempelvis er cirka fire gange større i parcelhuse end i etagebyggeri.
Undersøgelser i danske boliger viser koncentrationer, som i gennemsnit er 18 Bq/m3 i etagebyggeri og 77 Bq/m3 i parcelhuse.
Ingen af de niveauer er imidlertid sundhedsfarlige. Myndighederne anbefaler, at niveauerne holdes under 200 Bq/m3.
\ Læs mere
Radioaktiv forurening i form af kunstige isotoper
Udviklingen og brugen af nukleare teknologier har forårsaget radioaktiv forurening både lokalt og globalt. Som nævnt er de væsentligste årsager til radioaktiv forurening i Danmark henholdsvis atmosfæriske atomprøvesprængninger, udslippet fra Sellafield samt Tjernobyl.
Når uran spaltes, hvad enten det sker i en atombombe eller i et atomkraftværk, så går atomet som oftest nogenlunde midt over.
Uran-235 kan eksempelvis gå i stykker i strontium-90 og cæsium-137, hvor 90+137 næsten er lig med 235, og resten er småpartikler. Hver radioaktiv isotop har sin karakteristiske radioaktive halveringstid.
Af særlig betydning for menneskers sundhed er de kunstige radioaktive isotoper strontium-90 og cæsium-137. Netop dem har vi kontinuerligt målt på Risø siden 1950’erne (mere herom om lidt).
Cæsium-137 har en halveringstid på 30 år. Det er kemisk beslægtet med kalium, der er udbredt i både plante- og dyrevæv.
Strontium-90 har ligesom cæsium-137 en relativ lang halveringstid (29 år). Det er kemisk beslægtet med kalcium, som er det væsentligste grundstof i vores knogler.
Tjernobyl kunne tydeligt måles i Danmark
Radioaktiv forurening i luften over Risø har været undersøgt siden slutningen af 1950’erne med fokus på strontium-90 og cæsium-137. Resultaterne er vist i figur 1, som ud over koncentrationer af strontium-90 og cæsium-137 også viser koncentrationer af de naturligt forekommende isotoper beryllium-7 og bly-210.
I årene frem til 1985, hvor de atmosfæriske atomprøvesprængninger er kilde til forureningen, ser man, at niveauerne for strontium-90 og cæsium-137 aftager og følges nogenlunde ad.
Tjernobylulykken i 1986 forøgede mængden af cæsium-137 i luften betydeligt, men ikke af strontium-90.
Dette skyldes temperaturen ved ulykken, hvorved hovedparten af cæsium fordampede (smeltepunkt på 28 grader) i modsætning til strontium (smeltepunkt på 777 grader).
Desuden ses af figur 1, at Fukushimaulykken i Japan i 2011 kun gav anledning til en mindre kortvarig forøgelse af koncentrationen af cæsium-137 i luften over Risø.
Koncentrationerne af de naturligt forekommende isotoper beryllium-7 og bly-210 i luften ses at være relativt konstante og flere størrelsesordener højere end de aktuelle niveauer for strontium-90 og cæsium-137.
Færre radioaktive stoffer i os og vores fødevarer
Figur 2 viser indhold af cæsium-137 i de danske kornsorter byg, havre, rug og hvede fra 1960 til i dag. Her kan man se, at forureningen i korn er aftaget siden 1960’erne afbrudt af bidraget fra Tjernobylulykken i 1986.
Også havmiljøet påvirkes af radioaktiv forurening; dels fra luften, men også fra udslip til havet. I perioden 1965-1985 havde man i England problemer med at opbevare brugt atombrændsel, hvilket medførte store udslip af radioaktiv forurening, herunder cæsium-137, til det Irske Hav.
Herfra blev forureningen ført med havstrømme til Nordsøen og videre til danske farvande. Dette er afspejlet i figur 3, som viser indhold af cæsium-137 i torsk fanget i Nordsøen, Kattegat og Østersøen.
Frem til 1980 fandt man de højeste niveauer i torsk fra Kattegat (nedfald fra atomprøvesprængninger), men i årene 1980-1985 dominerede niveauerne fra Nordsøen (udslip fra England), og efter 1986 er de højeste niveauer fra Østersøen (nedfald fra Tjernobylulykken).
Indholdet af cæsium-137 i mennesker følger af indholdet i fødevarerne, og dette undersøges både ved direkte målinger af mennesker (helkropsmålinger), men også ved at måle på urinprøver, hvis indhold af cæsium-137 afspejler kroppens indhold.
Figur 4 viser indhold af cæsium-137 i kost og danskere fra begyndelsen af 1960’erne. Ligesom i figur 2 kan vi se, at indholdet er aftaget siden 1960’erne afbrudt af bidraget fra Tjernobylulykken i 1986.
Hvad ved vi, og er de nuværende niveauer sikre for os?
Vi ser, at forekomsten af de kunstige radioaktive isotoper i luften er meget lavere end af de naturligt forekommende. Dette gælder også for strålingsdoserne til mennesker. Fra naturlig radioaktivitet (baggrundsstrålingen) får en dansker i gennemsnit en dosis hvert år på 3 mSv, heraf 2 fra radon, hvilket ikke medfører påviselige sundhedsskader.
Det er nu cirka 60 år siden de første atmosfæriske prøvesprængninger. Den samlede dosis til danskere fra nedfaldet kan beregnes til knap 2 mSv for hele perioden fra 1950’erne til nu. Det svarer til mindre end et års baggrundsstråling og har derfor været af ubetydelig sundhedsmæssig betydning.
For Tjernobyl svarer den samlede dosis til knap en uges baggrundsstråling, som man ikke har behøvet at bekymre sig om.
Systematiske undersøgelser af radioaktive stoffer i det danske miljø og fødevarer i over 50 år har givet et nogenlunde rimeligt kendskab til, hvad der foregår.
Det er vigtig viden, for den gør os i stand til at registrere pludselige eller uopdagede radioaktive udslip næsten øjeblikkeligt. For at forstå det uventede, må man have noget at sammenligne med.
