Numsehår giver unik viden om moskusokser

Har du nogensinde overvejet, hvilken information dine hår på bagdelen kan rumme?

I et nyt studie har danske forskere benyttet sig af en hår-analysemetode, som kan afsløre, hvad en moskusokse har spist over en årrække. Ja, hårene stammer fra dyrenes bagdel, og ja, det er der en god grund til. Den kommer vi til.

Forskerne har analyseret hårene fra 10 grønlandske moskusokser og på den måde fundet ud af, at dyrenes kost kan kobles direkte sammen deres omgivelser i miljøet og i sidste ende med antallet af kalve året efter. Vintre med meget sne resulterer i færre kalve.

»Studiet er interessant af flere grunde. Fordi det handler om moskusoksen, en nøgleart i Arktis som vi ved overraskende lidt om. Fordi vi anvender en ny metode, som hidtil ikke har været brugt på denne måde før. Og fordi vi kan bruge det til at overvåge bestande, hvor vi ellers ikke er til stede så ofte,« siger hovedforfatter Jesper Bruun Mosbacher, som er ph.d.-studerende ved Institut for Bioscience – Arktisk forskningscenter på Aarhus Universitet.

»Det er et virkelig flot studie, som giver et ekstremt nyttigt værktøj til at overvåge moskusoksernes sundhed. Jeg kommer helt sikkert til at implementere denne teknik i mit eget arbejde,« lyder det fra lektor ved University of Calgary, Susan Kutz, som ikke har været involveret i studiet, men selv arbejder med et sundhedsprojekt for moskusokserne i Canada.

Ringe viden om bestandenes størrelser og tilstand

Moskusokser lever naturligt flere steder i verden; ud over Grønland og Canada findes de også i Alaska, Norge og Rusland. Som helhed er bestanden ikke truet. Men man skal skelne imellem de individuelle bestande – selv inden for Grønland.

»Vestkysten er relativt varm og har en frodig vegetation. Her udsatte man 27 moskusokser imellem 1962 til 1965, og siden er bestanden eksploderet. I dag har man mistet overblikket over dens størrelse, men buddene lyder på op til 25 .000 individer,« siger Jesper Bruun Mosbacher og fortsætter:

»På østkysten, derimod, lever den naturlige population. Hvor mange der er ved ingen. Det seneste estimat stammer fra 1990, hvor det blev vurderet, at der levede mellem 2.900 og 4.600 moskusokser ved Wollaston Forland, som er et område, hvor forskningsstationen Zackenberg (se faktaboks til højre) ligger.«

Fælles for alle bestandene er, at forskerne har et meget begrænset overblik over dem, fortæller Jesper Bruun Mosbacher.

»Vi ved lokalt fra Zackenberg, at bestanden steg igennem 1990erne og indtil 2007, hvorefter den begyndte at falde drastisk. Men det er kun i lokale områder, man har overblik. For langt størstedelen aner vi ikke, hvor store bestandene er, eller hvordan de klarer sig.«

Se billederne: Sådan er livet på en arktisk forskningsstation

Måler fødeindtag i dyrenes hårvækst

Egentlig er det i forbindelse med et helt andet moskusokseprojekt i Grønland, i samarbejde med København Zoo, at det er lykkedes Jesper Bruun Mosbacher at få adgang til prøver af moskusoksehår. I dette andet projekt indfanger og bedøver danske forskere moskusokser for at kunne sætte GPS-sendere på dem og følge deres færden rundt i landet.

Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.

Men når man nu alligevel har adgang til sådanne dyr, kan man jo lige så godt udnytte chancen til at få fingrene i nogle unikke data. Prøver af blod, afføring, væv, bakterier og vira - og altså hår.

Med hårene ved hånden har Jesper Bruun Mosbacher og hans kollegaer kunnet analysere på indholdet af 'stabile isotoper'. En isotop er en udgave af et grundstof, og derfor findes der flere forskellige isotoper af samme grundstof. At en isotop er 'stabil' betyder, at den ikke er radioaktiv.

Den føde, vi – og moskusokser – indtager, sætter sig spor i form af særlige isotopniveauer i vores tænder, negle og hår. For mennesker svarer én centimeter af vores hår strengt taget til én måned af vores liv. For moskusokser er regnestykket lidt, men ikke meget, anderledes. Med moskusoksernes hår fik forskerne en tidsserie over dyrenes fødeindtag de seneste 2,5 år.

Drægtige moskusokser ekstremt afhængige af fedtdepoter

Analysemetoden er ikke ny, men det er første gang, den bliver anvendt på moskusokser. Moskusokser spiser mest græsser og pileskud, som har hver deres karakteristiske isotopsammensætning, og det afspejles i moskusoksernes hår. Ved at kigge på isotopniveauerne kunne forskerne regne sig frem til, hvilken føde dyrene har spist, hvornår de har sultet, og hvornår de derfor har tæret ekstra meget på kroppens egne depoter.

Det er særligt interessant, fordi man ved, at vilde moskusokser er ekstremt afhængige af deres fedtdepoter, når de er drægtige, fortæller Jesper Bruun Mosbacher.

»Vi kunne se, at hver gang klimaet omkring dem ændrede sig, ændrede deres føde sig også. Vi fandt ud af, at det var muligt at udtale sig om, hvad dyrene har spist i helt ned til ni dages intervaller, og det var over al forventning,« siger han og fortsætter:

»Mest interessant var det, at de vintre, hvor der var meget sne, har dyrene sultet og forbrændt deres eget fedtlag i kroppen. Fordi moskusokser er et dyr, som lever i så ekstreme områder, er de meget afhængige af tilstrækkeligt med kropsressourcer for dels at kunne overleve, dels at kunne producere kalve.«

Et godt og gennemtænkt studie

Den høje grad af nøjagtighed i målingerne imponerer ph.d. Karin M. Frei, som er en af verdens førende eksperter i strontiumisotopanalyser. Hun har selv tidligere udviklet og brugt metoden, men har ikke været involveret i det nye studie.

»Denne undersøgelse viser endnu engang det potentiale, der ligger i at koble hår og isotopanalyser sammen. Hår vokser hurtigt og kontinuerligt, og det giver et unikt potentiale til at overvåge flere parallelle faktorer i en ekstremt høj tidsopløsning, som i dette tilfælde ni dage,« siger Karin M. Frei, som er seniorforsker ved Nationalmuseet.

LÆS OGSÅ: Sensationel afsløring: Egtvedpigen er ikke dansk

Hun fortæller, at forskerne i det nye studie meget fint har imødekommet nogle af de problemstillinger, der kunne være ved deres metode.

»For at opnå den høje tidsopløsning har de brugt en gelé, så de kunne klippe flere hår samtidig helt ned til to millimeter, og det gelé er efterfølgende fjernet. Man kunne tænke, at det kunne skabe noget forurening i prøverne, men det har de tjekket ved at udføre nogle parallelle analyser med og uden gelé efter rensning, og det har ikke vist den store forskel. De har også sammenlignet med tidligere fæces-analyser fra et studie i samme område. Alt i alt synes jeg, at det er et godt og gennemtænkt studie.«

Kan være svært at holde øje med dyrene

Det kan være meget svært for forskerne at holde øje med de vilde moskusoksebestande, som ofte lever på nogle af de mest ufremkommelige steder i den grønlandske natur. Nogle år kommer der masser af kalve, andre kommer der slet ingen.

»Det er svært at være der rent fysisk til at holde øje med dyrene, og derfor er vigtigt at have nogle redskaber til at kunne overvåge dem på andre måder,« fortæller Jesper Bruun Mosbacher.

Også i Canada oplever Susan Kutz problemer med manglende overblik over moskusoksebestandene, der flere steder ser ud til at være i frit fald. Derfor hilser hun det nye monitoreringsværktøj velkomment.

»Jeg arbejder lige nu på et projekt om moskusoksernes helbred på en øgruppe i vestarktisk Canada, hvor bestanden er skrumpet betragteligt siden 2010. Mosbachers arbejde giver os endnu et brugbart værktøj til at vurdere bestandens sundhedstilstand, især i forhold til kosten, og det er en teknik, jeg forventer at inkorporere i mit forskningsprogram.«

Hvad sker der, når klimaet ændrer sig?

Værktøjet er også brugbart, hvis man vil forsøge at spå om en fremtid i forhold til klimaændringer, mener Jesper Bruun Mosbacher.

»I et område, som forandres dobbelt så hurtigt som andre økosystemer og med faldende bestandsstørrelser, prøver vores studie at forstå, hvordan klimaet påvirker moskusoksernes fødehistorie. At forstå den kobling imellem miljøet og føden har stor værdi, for så kan vi begynde at forstå, hvad der vil ske i takt med at klimaet ændrer sig,« siger han og fortsætter:

»En af konsekvenserne ved klimaændringer i Arktis er faktisk mere nedbør, hvoraf størstedelen er i vinterperioden, således at det falder som sne.«

Netop vintrene med meget sne ser ud til at være en negativ faktor for antallet af kalve året efter, fastslår det nye studie. Kombineret med den nye viden fra moskushårene giver det et billede af, at det i snerige vintre bliver sværere for dyrene at tilgå deres føde. Derfor kommer mere sne formentlig til at betyde en endnu større nedgang i bestandene.

Vigtigt at vide, hvordan moskusokserne klarer sig om vinteren

I det nye studie er det lykkedes forskerne meget præcist at finde ud af, hvad moskusokserne har spist over lige knap tre år. Nu er Jesper Bruun Mosbacher og hans kollegaer gået i gang med at analysere nye hårprøver, forhåbentlig med det resultat, at man kan udbygge tidsperioden. På den måde håber han, at koblingen mellem klimaet og antallet af kalve året efter kan blive endnu stærkere.

»Det er specielt vigtigt at få et indblik i, hvordan de klarer sig om vinteren, da vi ikke selv kan være fysisk tilstede i Zackenberg fra november til maj. Efter 20 års overvågning ved Zackenberg ved vi en masse om moskusokser om sommeren, men stort set intet om deres vinteraktivitet. Det er blandt andet derfor, vi startede projektet med GPS-halsbåndene – for at få viden om, hvordan moskusokser klarer sig om vinteren, og hvad der påvirker dem. Håranalyserne giver os endnu et redskab,« siger Jesper Bruun Mosbacher.

Og hvorfor var det så lige, at det var hårene på bagdelen, det hele skulle udspringe fra?

Af den simple grund at det er her, hårene på dyret bliver længst. Jo længere hår, jo længere tidsserie kan man lave. Desuden vokser hårene på bagdelen kontinuerligt året rundt og giver derfor det mest repræsentative billede af dyrets fødeindtag igennem et helt år.

»På grund af den tætte kobling mellem moskusoksernes kropstilstand i form af deres fedtlag og deres overskud til at producere kalve, foreslår vi i vores studie, at man igennem dækhårene på deres bagdel kan analysere, hvordan miljøet har påvirket føden, specielt vinterføden, og derved kropstilstanden – og derved kalveproduktionen. Det fik vi bekræftet i vores resultater. Men vi har stadig en begrænset tidsserie, og at vi har brug for en længere periode til at bekræfte dette. Dette er i virkeligheden blot det første skridt på vejen,« slutter han.

Netop vintrene med meget sne ser ud til at være en negativ faktor for antallet af kalve året efter, og i sidste ende hvor stor bestanden er.

seniorforsker Niels M. Schmidt, som har undersøgt ændringerne i moskusoksebestanden ved Zackenberg.

Moskusokse-projektet er et samarbejde mellem Arktisk forskningscenter, Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, København Zoo, Biologisk Institut og Center for Permafrost ved Københavns Universitet og og Norsk Institutt for Naturforskning.

Moskusoksen er ekstraordinært godt beskyttet mod kulden med sine to lag hår - inderulden og dækulden. Det er fra dækulden på bagdelen, at forskerne har trukket deres nyeste viden ud. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Moskusokserne i Grønland er ekstremt afhængige af kroppens fedtdepoter, når de er drægtige. De er gravide i 9 måneder og føder oftest kun en kalv af gangen. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Forskerne har massevis af observationer og viden om moskusoksernes opførsel, bevægelser, fødeindtag mv. om sommeren. Men om vinteren - fra november til maj - kniber det med data. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Vintre med meget sne gør det svært for dyrene at tilgå deres føde. Det giver sig direkte udslag i færre kalve året efter, viser det nye studie. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Hårprøverne stammer fra et andet stort forskningsprojekt i Grønland, hvor forskerne udstyrer moskusokserne med GPS-halsbånd for at kunne følge deres færden rundt i landet. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Kortlægningen af dyrene ruter vil muliggøre dybdegående analyser af, hvilke faktorer der er bestemmende for moskusoksens bevægelsesmønstre gennem de meget forskelligartede årstider, der kendetegner Højarktis. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

En moskusokse kan blive op til to meter lang. Dyret er kendetegnet ved en lang og tæt pels samt brede hove og nedadbøjede horn. Moskusokser er drøvtyggere, og deres føde består af forskellige græsser, halvgræsser og skud fra pil. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Når man alligevel har adgang til de prægtige moskusokser, er det bare om at få det udnyttet. Derfor bliver der både taget blod-, afførings-, væv-, bakterie- og hårprøver. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

Undersøgelserne af moskusokserne foregår i nærheden af Zackenberg Forskningsstation, som repræsenterer en af verdens førende og længste overvågningsprogrammer i Arktis. (Foto: Lars Holst Hansen/Aarhus Universitet)

1 / 9