‘WitchTok’: Moderne hekse finder nye kræfter på sociale medier
På TikTok, Instagram og Facebook deler hekse deres spirituelle verden med tusindvis af følgere. Hvorfor er heksekunst blevet så populært?

På TikTok, Instagram og Facebook deler hekse deres spirituelle verden med tusindvis af følgere. Hvorfor er heksekunst blevet så populært?
På TikTok, Instagram og Facebook deler hekse deres spirituelle verden med tusindvis af følgere. Hvorfor er heksekunst blevet så populært?
En kvinde sidder på hug i en skovbund og skraber jord sammen. Jorden placerer hun nænsomt på et lille fad, hvorpå hun sætter og tænder et stearinlys.
Jorden er nemlig fra hendes egen hjemstavn og kan bruges i magisk sammenhæng. Den kan bruges til »forvisning, beskyttelse, godt helbred og til at skabe forbindelse til de døde.«
Sådan skriver Leah Middleton i sit opslag på Instagram. Hun er en moderne heks med over 100.000 følgere på Instagram og en af de mange populære hekseprofiler på sociale medier, som vi i anledningen af halloween dykker ned i:
Lyder det en tand for underligt?
Ikke desto mindre er videoen en del af den store, populære trend med hekse på sociale medier, der deler heksekunster med hinanden. Det kan være alt fra ritualer, 'magier' og gode råd til den alternative livsstil som heks.
»Der er en afdeling af TikTok, der hedder WitchTok, som flyder over med tutorials om, hvordan man er heks,« siger Laura Feldt, professor på Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber på Syddansk Universitet og forsker i religion på sociale medier, til Videnskab.dk.
Heksene på de sociale medier tilbyder en spirituel virkelighed og fællesskab i en ellers meget rationel verden. Her er der plads til frit at kombinere alle mulige forskellige religiøse overbevisninger, forsøge sig med overnaturlige kræfter og blive tættere forbundet med naturen, hvis det er det, man ønsker.
Og så er trenden i fremgang i vores samfund, hvilket de sociale medier kan bære en stor del af årsagen til.
Hvad tænker du på, når du hører ordet heks?
For nogle er det måske eventyr og fantasy, hvor hekse altid har spillet en stor rolle og stadigvæk gør det i dag - blandt andet i en ny Marvel-film.
Andre tænker på de ‘hekse’, hvis liv blev ofret på bålet i 1300- til 1700-tallets Europa, hvor op mod 100.000 kvinder blev retsforfulgt for hekseri.
I Danmark blev omkring 1.000 mennesker brændt på bålet. De fleste af disse, mens Christian den 4. regerede.
De moderne hekse trækker både tråd tilbage til hekseprocesserne ved at genfinde heksen og omdefinere dens betydning i befolkningen. Fra at være en udstødt taber til en udstødt vinder.
Men de moderne hekse trækker måske endnu tydeligere tråde til fantasy og eventyr, hvor den magiske heks optræder som en outsider, der har overmenneskelige evner og indgår i en pagt med naturen.
At være heks i 2024 er mere forbundet med eventyr og fantasy end med hekseforfølgelserne for 500 år siden, hvor kvinder blev brændt på bålet for at udøve hekseri.
Heksene trækker dog tråde tilbage til forfølgelserne i form af et feministisk 'empowerment', hvor man ønsker at tage heksen til sig og ændre den fra at være offer til en rebel. Men det at være heks kan også sættes i forbindelse med miljøbevægelsen, hvor man som heks forsøger at genskabe en tabt kontakt til naturen.
På den måde er den moderne heks meget modellerbar og passer perfekt til sociale medier, mener Laura Feldt - og også til et ofte yngre publikum, der forsøger at finde sig selv:
»Det er en 'do it yourself'-religion, hvor du selv kan blande spirituelle forestillinger flere forskellige steder fra og gøre dem individuelle, så de passer præcis til dig,« siger hun.
Heksereligionen har altså ikke en stærk og veldefineret dogmatik, som man kender det fra andre religioner.
I stedet vægtes religiøse praksisser højt, hvor man selv udvælger dem, der passer en. Det kan være alt fra at lave ritualer, der har et hedensk præg eller måske trækker på shamanisme, til at lave eliksirer eller udøve magi.
»Ritualer kunne for eksempel være, at man følger Månens cyklus. Man går ind på en sti i skoven og trækker en cirkel, hvor man påkalder vand, ild, jord og luft. Man kan også lave ritualer derhjemme ved et lille alter og dyrke magi,« siger Laura Feldt.
I USA estimeres antallet af hedninge til at være mindst halvanden million mennesker og stigende. Nutidens hedninge kan både være tilhængere af ældre og moderne hedenskab, hvor heksene tæller sidstnævnte. I 2001 var der kun 134.000 amerikanere, der definerede sig som hedninge.
Ifølge en af de ledende hekseforskere i USA kan antallet af selverklærede hekse alene ligge på omkring halvanden million amerikanere.
I Danmark er der ikke som sådan lavet forskning i eller optællinger af, hvor mange hekse der findes. En del af forklaringen på det kan være, at det er svært at tælle heksene.
»Vi har kortlagt religion i Aarhus over flere omgange og talt de religiøse ud fra religiøse grupper. Det er lidt præmissen for undersøgelsen. Noget af det, der kendetegner de her nye spirituelle miljøer, er, at de ikke befinder sig i grupper,« siger Henrik Reintoft Christensen, der står bag en kortlægning af religioner i og omkring i Århus og er lektor ved Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Der nævnes dog nogle hekse i kortlægningen.
Disse enkelte hekses beretninger bidrager til fortællingen om, at der findes mange 'solitære' hekse, som ikke er del af heksecirkel eller den såkaldte ‘coven’ (se faktaboks), men som deler erfaringer på sociale medier. Det gør dem svære at tælle for forskerne.
Moderne hekse kommer i mange forskellige udgaver. Den mest kendte hedder 'wicca', som er en religiøs bevægelse med feministisk præg, der er over 70 år gammel.
Hvis man er 'wicca', kan man have en ‘coven’ eller heksecirkel, hvor man mødes og praktiserer ritualer og udøver magi.
Ligesom andre måder at være heks på, som for eksempel druidisme, er 'wiccanere' også meget optagede af naturen. Det kan komme til udtryk ved at lave ritualer med naturmaterialer som jord, rødder og urter.
Det er svært at sige, hvor mange former for hekse der findes.
Som oftest vil heksene ikke indgå i heksecirkler, men dyrker deres spiritualitet alene. Heksene kombinerer ofte mange forskellige trosretninger og religioner, og derfor er der stor forskel på, hvordan heksene er religiøse.
Kilde: LEX, Henrik Reintoft Christensen, Laura Feldt.
Der er dog ingen tvivl for begge religionsforskerne om, at det er nemmere at være heks i dag, og at der er mange flere i dag end for bare 20 år siden, hvor heksen næsten ikke var til stede i Danmark.
Det skyldes i høj grad sociale medier og populærkulturen, påpeger Henrik Reintoft Christensen. Den sammenhæng understøttes af et studie fra 2009, hvor 90 nye hekse blev interviewet om, hvad der fik dem til at dykke ind i heksekunsten.
Laura Feldt fremhæver et konkret eksempel på en gruppe, hvor heksene kan dyrke et fællesskab og inspirere hinanden: Facebook-gruppen ‘Moderne Hekse i Danmark’ med 2.200 medlemmer.
Her sendes der for eksempel invitationer til lokale begivenheder, ceremonier eller anbefalinger til gode krystaller. Heksene har altså et online mødested, hvor de kan finde ligesindede og få information om aktiviteter og begivenheder, som de kan blive inspirerede af.
Sådan et fællesskab er ifølge et studie fra 2022, hvor en australsk forsker har interviewet 'online-hekse', med til at skabe identitet som heks for gruppens deltagere. De kan inspirere hinanden, få ny viden om heksetraditioner, heksekunst og skabe nye fortællinger om sig selv.
Det lyder måske ikke så banebrydende. Men for religiøse mennesker, der ellers bedriver deres tro alene, har de sociale fællesskaber og sociale medier generelt en stor betydning for, at de moderne hekse kan skabe fællesskaber og sprede sig, forklarer Laura Feldt.
»De kan nå ud til en stor befolkning med noget, der ellers udføres solitært. Man finder inspirationen til sin egen spiritualitet gennem de sociale medier, og så synes mange, at det er underholdende at følge med,« siger hun.
Fællesskabet og selvrealiseringen kan i lige så høj grad ske på TikTok og Instagram, hvor publikummet er noget større for både danske og udenlandske hekse, ifølge de to forskere.
Her er nogle eksempler på danske hekseprofiler med flere tusinde følgere:
Men hvorfor vil man være heks i 2024?
Ifølge Henrik Reintoft Christensen er heksereligionen ikke den eneste nye form for spiritualitet, der appellerer til os moderne og ellers så rationelle mennesker. Heksetroen kobles for eksempel ofte sammen med andre nyhedenske og nye spirituelle tendenser som astrologi eller asatro, som også er meget populære i tiden.
Han forklarer populariteten med, at der er et behov for at finde mening med tilværelsen i vores moderne samfund.
»Det handler blandt andet om, at dele af vores samfund er tømt for mening. Samfundet er 'gennemrationaliseret', men i ens egne overbevisninger er der plads til at søge mening,« siger han.
De nye religiøse og spirituelle søger ikke en 'almægtig overmagt', der skal frelse dem fra de mange udfordringer på Jorden: Som at skaffe mad på bordet, forsvare sig i krige mod naboen eller forhindre sygdom, lyder det fra Henrik Reintoft Christensen.
I stedet handler det i højere grad om at finde mening med tilværelsen. De søger en mening med deres liv, nu hvor de har styr på de her mere basale behov ifølge lektoren ved Aarhus Universitet:
»Mange af de her former for 'ny-spiritualitet' har også en særlig æstetik, der gør sig godt til opslag på sociale medier. Det gælder for eksempel for hekse, hvor man kan kigge på modetrends som 'cottage core' eller 'garden core'.«
Den store popularitet har dog også fået kritikere til tasterne.
Ifølge et studie af de moderne hekse på sociale medier fra 2022 er der en høj kommercialisering af heksene på sociale medier. Og i en artikel i The Independent sættes der direkte spørgsmålstegn ved, om 'WitchTok' ikke bare er en form for livsstil eller 'wellness trend'.
Men de kritiske røster bekymrer ikke de to religionsforskere. Kommercialisering har altid været forbundet med religion.
»Vi ser det sjældent med præster i folkekirken, men præsterne er også understøttet af staten. Hvis man kigger på USA, er det for eksempel helt anderledes kommercielt med for eksempel megakirker,« siger Henrik Reintoft Christensen om de kæmpestore kirker i USA, der har mødt kritik for deres stærke kapitalisering af kirkegængerne.
Laura Feldt mener klart, der er tale om en religion, når man taler om hekse. De er religiøse på samme måde, som mennesker der siger, de er spirituelle.
»Det er helt klart en religion på lige fod med alle andre religioner. Men samtidig er den anderledes. For vi har ikke nogen bygninger til hekse, der er heller ikke nogen fastansatte præster eller lignende,« siger hun.
Men alle religioner tilbyder en livsstil, om man er kristen, buddhist eller heks. Og de religiøse entreprenører tjener penge på deres viden - det gælder også for heksene, lyder det afslutningsvist fra Laura Feldt.