Hvorfor flyver heksen til Bloksbjerg?

I skæret fra det flammende midsommerbål har danske børn fået fortalt historien om heksen, der på Sankthansaften flyver til Bloksbjerg for at mødes med andre troldfolk og feste med djævelen.

Et årvågent barn har nok spurgt sine forældre, hvor Bloksbjerg ligger, og fået at vide, at det er et bjerg i Harzen i Tyskland.

Men hvorfor flyver heksen derhen?

Her gør man måske klogt i at skåne barnet for en uddybning. En del af forklaringen skal nemlig findes i de danske hekseprocesser, og det er et decideret mørkt kapitel i den danske historie.

Hekseprocesserne var de retssager, der blev ført imod folk, som man mente var i ledtog med Djævelen og havde gjort andre folk fortræd med sort magi.

I datidens Danmark blev omkring 1.000 mennesker brændt på bålet som følge af hekseprocesserne mellem 1540 og 1693.

Hvor mødes I?

Når en anklaget var fundet skyldig, gjaldt det om at få så meget information ud af vedkommende som muligt.

Hvilke andre hekse kender du? Og hvor mødes I henne?

»Fortællingerne om heksenes mødesteder kommer typisk frem under den del af processen, der involverer tortur. Når de bekender de her ting, er de allerede dømt til bålet, og man torturerer dem for at få det sidste ud af dem. Det har været et spørgsmål om at sige det, der kunne få nogen til at løsne benskruerne,« siger professor i senmiddelalder og tidlig moderne historie Louise Nyholm Kallestrup og fortsætter:

»Hvis du har hørt på kroen, at møderne sker i Troms, på Fanø Bjerge eller på Bloksbjerg, så er det det, du siger. Det er underordnet, om den anklagede så rent faktisk har været der.«

Louise Nyholm Kallestrup forsker i dansk trolddomsforfølgelse og har læst sig igennem stakkevis af lovmateriale fra retssagerne om hekseri. I hekseprocesserne finder man en indgang til det liv, de trolddomsanklagede levede, fordi deres retssager er dokumenteret i detaljer.

Det er her, de dømte angiver bestemte steder, de mødes med andre for at feste med djævelen.

Første gang, Bloksbjerg bliver nævnt i en sag fra Danmark, er i 1708, står der på Lex.dk.

Det er en sag, Maria Østerby Elleby kender ganske udmærket. Hun er museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer, der blandt andet rummer HEX! Museum of Witch Hunt. Hun er også ph.d. i historie, og hendes afhandling handlede blandt andet om hekseprocessen fra 1708, der foregik ved Schelenborg på Nordfyn.

Ifølge Maria Østerby Elleby kan det sagtens passe, at hekseprocessen fra 1708 er den første danske kilde, der nævner Bloksbjerg, men det er mere end sandsynligt, at bjerget også er nævnt i tidligere hekseprocesser. Sagen fra Schelenborg er nemlig en af de sene hekseprocesser.

De anklagede er to kvinder, Karen Madsdatter og den kun 14-årige Anna Lauridsdatter. Anna arbejder på en gård, hvor der er begyndt at ske mærkelige ting. Tunge melsække flyver rundt, og et dejtrug har flyttet sig. Da Anna bliver anklaget, indrømmer hun under forhør, at djævelen er kommet til hende i skikkelse af en sort hund, og så siger hun, at Karen Madsdatter er hendes læremester.

»De ender faktisk med at klare frisag, og det er ret heldigt for dem. På det her tidspunkt skal trolddomssager også igennem tre retsinstanser og er svære at få dømt, og så er det også ved at være længe siden, at man sidst har brændt en heks i Danmark,« siger Maria Østerby Elleby og fortsætter:

»Det var allerede gået af mode i de øvre lag af samfundet.«

Ikke desto mindre nævnes Bloksbjerg, og myten om 'det onde bjerg' underbygges endnu engang.

Det onde bjerg

Området omkring Bloksbjerg er ikke kendt for sine solskinsdage. Det regner en stor del af året, jorden kan være dækket af is og sne, og toppen er indhyllet i en tåge, der overlader alt til fantasien.

Bloksbjerg har alle de kvaliteter, et godt mødested for troldfolk skal have. I hvert fald hvis du er inde i hovedet på et menneske, der går rundt i 1500-tallet og frygter, at naboen er en heks.

• Det er et markant højdepunkt, man ikke kan undgå at lægge mærke til,
• det er rigtig farligt at bestige
• og så er bjerget omgærdet af mystik.

»I mange af de folkelige traditioner er det sådan, at steder i naturen, hvor det er farligt at bevæge sig hen, forbindes med overnaturlige væsner. Bloksbjerg er omgærdet af overtro, og man forestiller sig blandt de lokale, at det er et særligt magisk bjerg. En myte fortæller, at hertugen af det tyske fyrstedømme Braunschweig-Wolfenbüttel, da han skal giftes med en af Christian 4.’s søstre, vil vise, hvor gudfrygtig han er, ved at gå over bjerget,« fortæller Louise Nyholm Kallestrup.

Ved at overvinde bjerget, der står som symbolet på det onde, viser han, hvor god en kristen han er.

Bloksbjerg var dengang så godt som umuligt at bestige helskindet.

»Folk har nok spurgt sig selv: ‘hvorfor ser vi aldrig heksene, når de er samlet?’, og så kan svaret jo netop være, fordi de er på Bloksbjerg, hvor ingen andre tør begive sig op,« siger Maria Østerby Elleby.

Louise Nyholm Kallestrup tilføjer, at det samtidig understreger myten om, at hekse kan flyve. Det er slet ikke noget problem for dem at nå toppen af bjerget.

Det ikoniske Bloksbjerg-billede

Men der findes trods alt flere bjerge i Europa, der er farlige at give sig i kast med. Hvorfor fylder lige netop Bloksbjerg så meget i den danske bevidsthed?

»Det er ikke helt tilfældigt, at Bloksbjerg har fået den plads, det har,« siger Maria Østerby Elleby og taster noget i søgefeltet på sin computer.

Hun finder et billede frem, som hun mener har haft en afgørende betydning for Bloksbjergs udbredelse og popularitet. Så begynder hun at beskrive billedet:

»I midten er der en ged, og det er Satan. Ved siden af står der en og kysser geden i røven. Det kaldes ‘osculum infanum’, det infamøse kys, og viser, at man sværger djævelen troskab. Rundt om ankommer hekse flyvende på gedebukke til festen. En sidder og spiller musik, for der er altid musik og dans til en såkaldt heksesabbat. Hekse danser rundt med djævle, en står og putter noget trolddomsværk i en stor gryde, der ligger menneskedele og flyder rundt omkring. Og nederst er en djævel i gang med at skide i en potte.«

Billedet bærer titlen ‘Blockes-Berges Verrichtung’ og forestiller en heksesabbat på Bloksbjerg. Det er et tryk fra 1668, lavet af den tyske universitetslærer Johannes Prætorius, der også skrev bøger om hekse.

Billedet er ifølge Maria Østerby Elleby ikonisk.

»Jeg tror, det har noget at gøre med, at der kommer det her flotte billede. Det er højst sandsynligt blevet trykt, eksempelvis som flyveblad, og folk har set det. Rigtig meget af det, der former vores fortællinger, er stærke billeder, om de så er sproglige eller bogstaveligt talt billeder. Du kan spørge dig selv, hvorfor heksen flyver på en kost? På billeder fra dengang flyver de på alt muligt. Kærnestave, høtyve og geder. Måske har kosten været nemmest at tegne. Den er i hvert fald endt med at være det stærkeste symbol, og så snart vi har de her stærke symboler, hænger det ved,« siger Maria Østerby Elleby.

På samme måde kan det ikoniske billede have gjort, at det er Bloksbjerg, der dukker op i ens tanker, når man tænker på heksenes mødested.

Louise Nyholm Kallestrup peger også på det kraftfulde i, at tidens kunstnere begynder at illustrere heksen. Man har til alle tider haft en forestilling om troldfolk, altså mennesker med særlige kræfter, men fra midten af 1400-tallet begynder heksefiguren som en, der flyver og har en pagt med djævelen, at tage form.

Tyske kunstnere som Albrecht Dürer og Hans Baldung begynder at give heksen et visuelt udtryk, og den får ikke for lidt.

»Det er meget seksualiseret. Det er hekse, der kopulerer med djævelen og med hinanden. Kort sagt alt, der kan skræmme en seksuelt frustreret munk eller en kvindeforskrækket fyrste. Det er uhyrlighederne, der bliver understreget, og det billede bliver tydeligere og tydeligere gennem 1500-tallet. Da vi når til Christian den 4. og den intensiverede heksejagt, er dæmonologien i den grad etableret,« siger Louise Nyholm Kallestrup.

Hvis du vil læse mere om, hvorfor hekse afbildes med spidse hatte, og hvorfor de forbindes med katte, har Videnskab.dk skrevet om det i artiklen Kvinder dominerede engang ølproduktionen – men så begyndte det at vælte ind med anklager om hekseri.

Bjergene i horisonten

Her træder vi lige et skridt tilbage, til før Bloksbjerg blev synonymt med djævelens festligheder.

I 1400- og 1500-tallet er det nemlig kun den nærmeste omegn, der betragter Bloksbjerg som et mødested for hekse. Andre områder har deres egne steder, der bliver udpeget som samlingssteder. De italienske hekse skulle eksempelvis mødes i Benevento ved Napoli, i Norge mødtes man ved Tromsø, og vulkanen Hekla på Island blev også set som et samlingssted – at blive bedt om at skride ad Hekkenfeldt er en reference hertil.

De svenske hekse fløj til Blåkulla, der betyder ‘de blå bjerge’. Man har en ide om, hvilke konkrete højdepunkter Blåkulla kan dække over, men som Louise Nyholm Kallestrup siger, kan det også i mere overført betydning være de bjerge, du ser i horisonten. Det får et skær af fatamorgana, og det passer måske meget godt med hele logikken i hekseforfølgelserne.

I Danmark kan ethvert sted, der har lidt ekstra i højden, være et mødested.

»Rigtig tit har folk angivet meget mere lokale steder. De anklagede er helt almindelige, fattige mennesker, og de har ikke nødvendigvis haft fantasi til at forestille sig et sted i et andet land. I stedet har de sagt, at de mødtes ved Hesnæs på Falster eller på Gørding Kirkegård,« siger Maria Østerby Elleby.

Kirken eller kirkegården var i det hele taget et populært mødested, og det var det, fordi mytologien om hekse handler om de omvendte symboler. Kirken er til for at beskytte mod det onde, men om natten, når de kristne ligger og sover i deres senge, bliver den overtaget af heksene.

Det er den samme spejling, vi ser i ordet sabbat, der oprindeligt er et jødisk ord. Sabbatten kaldes også ‘djævelens synagoge’, ‘den sorte messe’ eller ‘midnatsmessen’, fortæller Maria Østerby Elleby.

»Det er igen det samme, vi ser i forestillingen om, at heksene er aktive på vores helligdage. Når vi fester, gør heksene det også,« siger Maria Østerby Elleby, og så er vi faktisk tilbage ved Sankthans.

Engang var man overbevist om, at alle kræfter, både gode og onde, var særligt stærke på helligdage som juleaften, skærtorsdagsaften, Valborgsaften og Sankthansaften.

Ifølge Nationalmuseet tog man derfor sine forholdsregler på disse datoer. Man kunne beskytte sig selv og sine ting mod hekse ved at ‘ståle’, det vil sige, at man placerede stål over døre og porte i ens hjem. Man lagde også stål i møddingen og i sit korn. Hekse kunne nemlig ikke tåle stål.

Koste, ovnrager og andre ting, en heks kunne flyve væk på, blev gemt under sengen.

Og man tændte bål, dengang kaldt blus, der kunne lyse op i natten og holde de onde kræfter på afstand.