Religionshistorikere har i snart 150 år forsøgt at definere religion, men de er aldrig blevet enige.
Det er ligesom med sprogforskere, som heller ikke er enige om, hvad sprog egentlig er.
Uenighederne viser, at der er tale om komplicerede fænomener, og måske er det bedste ikke at binde sig til en alt for entydig forståelse. Men her er lidt at gå ud fra.
Kultur er ikke altid religion, men religion er altid kultur. Religion er noget, mennesker siger, tænker og gør. Uden mennesker, som producerer religion, er der ingen religion.
Det egentlige fænomen er altså religiøse mennesker, ikke religion som abstrakt størrelse. Det er bedre at tale om ’hinduer’ end om ’hinduisme’ eller ’mormoner’ i stedet for ’mormonisme’.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hverdagsting tildeles en særlig status
Netop fordi religion er kultur, kan vi også sige, at religion er noget alment, som fremføres på en særlig måde.
Koranen eller Biblen er for eksempel bøger, skrevet af mennesker til mennesker, men de fremføres på en særlig måde – der postuleres noget særligt om dem – som gør dem til hellige bøger, til religiøse fænomener.
Koranen tænkes at være åbenbaret, Biblen tænkes at være guddommeligt inspireret.
Et andet eksempel: Når man ofrer, dræber man et dyr, præcis som på et kommercielt slagteri, men offer-drabet fortolkes på en særlig måde og bliver til en hellig handling.
Drabet skal typisk forbinde den ofrende til guderne. Og på samme måde med religiøs arkitektur: Et tempel er bare et hus bygget af beton, brædder eller mursten, men det forstås som noget ganske særligt og bliver derfor til ’religion’.
Eksemplerne står i kø: Guder er noget, man forestiller sig, præcis som romanfigurer, filmhelte eller væsener i tegneserier eller eventyr, men de medgives en anden form for status; man tænker sig, at de findes i virkeligheden og har betydning for ens liv.
Religion som en måde at skabe orden på
Religion systematiserer verden, ikke på vilkårlig vis, men ud fra særlige forestillinger. Det gælder kosmologier, tidsopfattelser og sociale regler, men det gælder også spørgsmål om mad, krop, sygdom, sex og vold.
Religion kan derfor også forstås som et klassifikationssystem, det vil sige som en måde tale, tænke og handle på, som gør verden tilgængelig ved at skabe en særlig orden.
Gennem fortællinger og ritualer forklarer man hvor alting kommer fra, hvorfor tingene har den orden, de har, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt, hvad man må og ikke må, hvem der er ven, og hvem der er fjende.
Religion er altid politisk
I almindelighed er religion altså særdeles konkret anliggende og kun sjældent et filosofisk projekt. Religiøse hverdagsmennesker er i reglen ganske pragmatiske.
Religiøse grublerier er reserveret en professionel elite; teologer, munke, præster og andre religiøse specialister.
I det hele taget udtrykker religionsfænomenet sig meget forskelligt.
I nogle sammenhænge er religion stærkt institutionaliseret og grundigt formaliseret.
Det gælder for eksempel for buddhistiske klostersystemer, kristne kirker, jødisk teologi, aktiviteterne i en islamisk moske et cetera.
Andre gange er religion et fællesanliggende for en gruppe mennesker, som slet ikke overvejer, at de tænker og handler religiøst. Det gælder ikke mindst for jæger-samlere, hvis religion er absorberet i hverdagens aktiviteter.
For nogle mennesker er religion altafgørende, for andre har det perifer betydning. Og nogle mennesker, de færreste, er slet ikke religiøse.
På samme måde er religion langt stærkere i nogle samfund end i andre.
Og så skal man ikke undre sig over, at religion og politik blandes sammen. Religion er altid politisk, selv om politik ikke altid er religiøs.
Religiøse grupper er interessegrupper, og netop fordi mennesker ofte definerer sig gennem religiøse fænomener, må det politiske altid følge med.
Nogle religioner er bundet til lokale miljøer eller afgrænsede etniske eller sproglige grupper. Andre har et universalistisk eller imperialistisk perspektiv, og ønsker principielt at omfatte alle mennesker.
Religion kan derfor også være en kamp på verdensbilleder og moralsystemer.
\ Læs mere
Kræfter udenfor menneskets kontrol
Under alle vilkår rummer religiøse forestillinger altid væsener eller kræfter udenfor menneskelig kontrol - væsener eller kræfter, der virker fra en priviligeret position, og som mennesker føler sig underlagt.
I religionernes myter, tekster og ritualer meddeler guderne eller forfædrene sig, hvis man da ikke lytter til guruer, guddommelige mestre eller rumvæsener, som telepaterer deres meddelelser.
De kan altid noget, mennesker ikke kan, og de ved altid ting, som mennesker ikke kan vide. Religion er kultur, men netop kultur som skabes ud fra forestillinger om den slags priviligerede væsener, som mennesker er betinget af.
Religiøse verdensbilleder rummer, kort sagt, ting man kan måle og veje, men også væsener, principper eller magter, som findes i den kollektive fantasi, og som mennesker er tvunget til at forholde sig til; ånder, dæmoner, trolde, guder, nisser, frelsere, guruer, mestre, rumvæsener, vismænd og så videre.
Harry Potter versus Jesus og Muhammed
Men religion er først som sidst noget, man gør. Vi er tilbøjelige til at tænke, at de religiøse forestillinger må komme først, og at ritualer er en slags udløbere af disse tanker.
Men man kan også vende perspektivet og hævde, at guder (noget man forestiller sig) er en form for rituelle produkter. Det er nemlig i ritualerne, at guderne vises frem, mades, håndteres, vaskes, tales til, lyttes til, spises og æres.
Det er her, i ritualet, at guderne får virkelighedskarakter for de mennesker, som både skaber og forbruger dem.
Når ting ligner religion, men ikke er religion, skyldes det just det:
Når Harry Potter flyver på en kost, er det eventyr, men når Jesus hævdes at flyve på en sky (Matthæus 24:30), eller Muhammad på en magisk hest (al-Bukhari, 5,58:227), er det virkeligt for mange mennesker.
Harry Potter konstrueres nemlig i en roman, som bare skal underholde, men Jesus og Muhammed konstrueres i tekster, der hævder en ganske særlig autoritet.
I bund og grund er der tale om forskellige former for menneskelig fantasi, men den ene type begrunder sig i en særlig autoritet, som gør, at den forstås som virkelig. Religiøse forestillinger er altså fantasier, som promoveres med en særlig magt.
\ Læs mere
Religion har formentlig givet os bedre overlevelsesmuligheder
Men religion er også bundet til menneskets biologi. På et tidspunkt i evolutionshistorien har mennesket (eller menneskets forløbere) udviklet evnen til forestille sig ting, som ikke var virkelige, for eksempel at en fare gemte sig bag det næste hjørne.
Man kunne intuitivt tænke sig til et angribende dyr, selv om det ikke var der. Derfor var man altid på vagt, og det forøgede overlevelsesmulighederne.
Religion kan forstås som en bivirkning af denne egenskab: Mennesket har en biologisk betinget evne til at forestille sig ting, der ikke findes, og endda handle i forhold til dem.
Man kan også konstatere, at religiøse systemer ofte virker stabiliserende på grupper og samfund, og det betyder formentlig, at fælles religiøse forestillinger og normer har givet mennesker, og dermed vores art som sådan, bedre overlevelsesmuligheder ned gennem evolutionshistorien.
Dermed må vi også antage, at tidligere menneskearter har udviklet religion, og at primater som chimpanser, bonoboer og gorillaer har anlæg for religion, selv om det naturligvis ikke er udfoldet som hos mennesker.
Religion er altid i forandring – ligesom de mennesker, der udøver den
Når man taler om ’religion’, taler man altså om et biologisk funderet kulturprodukt, som noget mennesker har lavet i fællesskab, fordi de nærmest ikke kan lade være.
Vi kan alle fantasere, og vi kan slet ikke lade være med at systematisere og ritualisere vores verden. Vi gør det på forskellig vis, men vi gør det.
Vil man forstå religionsfænomenet, må man derfor studere mennesker i deres egenskab af religionsproducenter og religionsforbrugere. Og netop fordi mennesker altid forandrer sig, er religion også i konstant forandring.
Alle religiøse forestillinger og adfærdsformer er foreløbige, de ændrer sig løbende – præcis ligesom sproget.
































