I middelalderen var elfenben en ekstremt eftertragtet handelsvare over hele Europa, og især adlen var flittige aftagere af smukt udskårne spillebrikker, religiøse kunstværker og smykker.
Men hvor kom al denne elfenben egentlig fra? Hvem sad i den anden ende og tjente kassen på datidens vel nok fedeste handelsfidus?
Ifølge et nyt DNA-studie er svaret fra omkring år 1120 og frem til 1400-tallet kort og godt: Nordboere, som populært kaldes grønlandske vikinger.
I studiet viser forskerne, at hele 80 procent af denne periodes elfenben stammer fra stødtænder, der engang har siddet på en grønlandsk hvalros.
»Vi havde forventet, at der ville være et større miks i DNA-materialet, men det ser altså ud til, at Grønlands vikinger havde noget nær monopol på elfenbenshandel i Europa i middelalderen,« siger James Barret, som er professor ved Cambridge University i England og medforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.
Hvalrostand stod i høj kurs i Europa
Nordboerne kom til Grønland i slutningen af det 10. århundrede. Ifølge de islandske sagaer var det netop udsigten til rigdomme i form af hvalrostænder, der trak i Erik den Røde, da han i år 985 med en delegation på 25 skibe satte kurs mod det frodige, grønne land mod nord.
\ Nordboerne i Grønland
Nordboerne var et nordisk folk, der levede i det sydvestlige Grønland fra år 985 (hvis sagaerne taler sandt) til sidste halvdel af 1400-tallet.
Ifølge skriftlige islandske kilder fra middelalderen blev Grønland bosat fra Island med Erik den Røde i spidsen. Han slog sig ned på Østerbygden, mens andre nybyggere drog længere mod nord til Vesterbygden.
Arkæologerne kan se, at de to bygder blev forladt med cirka 100 års mellemrum.
De historiske kilder beskriver, at de lukrative hvalrostænder stod i høj kurs i hele Europa, og denne forestilling bakkes op af de arkæologiske fund: Der er fundet hvalrostand mange steder rundt omkring i Europa, særligt i adelige og religiøse miljøer.
Det er nærliggende at tro, at handlen med hvalrostænder var en afgørende præmis for, at nordboerne kunne bo og leve i Grønland i så mange år, som de gjorde.
»Hvis de ville overleve i Grønland, var de nødt til at handle, for der var ting, som de simpelthen ikke havde adgang til - for eksempel råvarer som jern […] Vi har selvfølgelig fra start mistænkt, at det var hvalrostand, der var deres primære handelsvare,« forklarer den danske forsker Jette Arneborg til National Geographic.
Svært at vise forskelle på hvalrosser
Men én ting er at tro – noget andet er at vide. Og forskerne har indtil nu haft såre svært ved at påvise, at de hvalrostænder, som er fundet i Europa, faktisk stammer fra Grønland.
Det skyldes dels, at der er meget lidt biologisk forskel på en hvalros fra eksempelvis Grønland og Island, dels at det er meget svært at få adgang til de flotte spillebrikker og andre udskæringer af stødtænder, som ligger opbevaret på museer rundt omkring i Europa. De færreste museer er glade for, at man borer i deres genstande for at få DNA.
Derfor var det lidt af en genistreg, da James Barret kom i tanke om, at transporten af hvalrostænderne som oftest foregik, mens tænderne stadig sad fast i dyrets kranium. Kraniet fungerede som en slags beskyttelse og havde formentlig ikke nævneværdig værdi, når først varen var nået frem til sin destination.
\ Hvordan ved vi, at kranier = stødtænder?
Forskerne ved, at transporten af hvalrostænder ofte foregik, mens tænderne stadig sad fast i kraniet.
James Barret forklarer, at arkæologerne i forbindelse med udgravninger nogle gange er så heldige at finde tegn på elfenbenarbejde og brudt kranie-'emballage' samme sted.
Det er sådanne kranier, DNA-analyserne er blevet foretaget på.
Men for en DNA-forsker er et kranie nøjagtig lige så fint som en stødtand.
James Barret gik derfor i gang med at indsamle arkæologiske prøver fra Europa, Svalbard og Norge for at finde ud af, om han kunne finde den lille forskel, som andre før ham ikke havde formået.
Fandt massiv genetisk opsplitning
Og det lykkedes faktisk.
Ved at kigge på såkaldt mitokondrie-DNA – det vil sige DNA, som nedarves gennem den kvindelige linje – fandt James Barret og hans kollegaer en afgørende detalje, som gør det muligt at skelne mellem hvalrosser med forskelligt ophav.
»Vi fandt, at der faktisk er en massiv genetisk opsplitning, som formentlig er opstået allerede i istiden, mellem to grupper af hvalros. Den ene stammer udelukkende fra Nordgrønland og Canada, mens den anden er meget bredere og findes mange forskellige steder,« siger han.
Endnu mere interessant blev det, da forskerne overførte deres nye viden til hvalros-fund fra middelalderlige handelscentre i hele Europa.
\ Undersøgelsen
Forskerne har undersøgt 23 hvalros-prøver fra adskillige middelalderlige handelscentre - Trondheim, Bergen, Oslo, Dublin, London, Slesvig og Sigtuna (nær Stokholm) – som daterede sig til årene mellem 900 og 1400 e.v.t.
Her kunne de se et tydeligt skift i, hvornår importen overgik fra at stamme fra den brede hvalrosgruppe – som kan dække over hvalrosser fra så forskellige steder som Barentshavet, Island og Svalbard – til stort set kun at stamme fra den snævert definerede gruppe. Det vil sige Grønland.
»Til vores store overraskelse kom de lige pludselig allesammen fra Grønland, da vi ramte 1100-tallet, hvor de inden da kom fra den brede gruppe. Det har nogle fascinerende implikationer,« siger James Barret.
\ Læs mere
Har vi undervurderet værdien af hvalrosfangst?
Med de nye resultater får vi blandt andet et værdifuldt indblik i, hvilke faktorer der var på spil for nordboerne og deres kamp for at opretholde en levevis i Grønland langt væk fra resten af Europa.
Det fortæller arkæolog Christian Koch Madsen, som selv har skrevet ph.d. om de grønlandske vikinger.
»Det er rigtig spændende, at hvalrostand af sikker grønlandsk oprindelse rent statistisk fylder så meget i det indsamlede og undersøgte europæiske fundmateriale efter 1100. Måske har vi simpelthen undervurderet omfanget af hvalrosfangsten og værdien af den?« spekulerer Christian Koch Madsen, som arbejder i en delt stilling mellem Grønlands Nationalmuseum og Nationalmuseet i København.
Hvis forskerne har undervurderet betydningen af hvalrosfangst for nordboernes overlevelse, kan det nye studie samtidig være med til at svare i hvert fald delvist på det helt store mysterium: Hvorfor nordboerne forsvandt fra Grønland, lige så pludseligt som de i sin tid var kommet.
Nordboernes forsvinden er fortsat et mysterium
I sin ph.d.-afhandling har Christian Koch Madsen selv været med til at aflive den mest udbredte myte omkring nordboernes forsvinden fra Grønland:
I mange år troede man, at de grønlandske vikinger blev taget på sengen af voldsomme klimaforandringer og efter kort tid måtte give fortabt og rejse videre – eller måske simpelthen bukkede under for kulden.
Christian Koch Madsen viste, at det langt fra var tilfældet, og at nordboerne faktisk levede og overlevede i flere hundrede år med voldsomme klimaforværringer. Til gengæld svarede hans afhandling ikke på, hvorfor nordboerne så forsvandt.
I dag hælder de fleste forskere til at tro, at svaret i virkeligheden er, at der var tale om mange forskellige faktorer, som eksempelvis pestudbrud i Europa, forringede muligheder for at dyrke deres landbrug samt geografisk og økonomisk isolation, i takt med at klimaforværringerne gjorde vandvejene ufremkommelige.
Men selvom et fald i handlen med hvalros længe har været i spil blandt de gængse teorier, har vi ikke tidligere haft direkte bevis for, hvor vigtig den faktisk var for nordboerne, forklarer Christian Koch Madsen.
Ødelagde nordboerne det for sig selv?
Hvis nordboerne vitterligt har haft monopol på elfenbenshandlen med Europa, kan man nemlig snildt forestille sig, at de har været voldsomt afhængige af netop denne handel. Og med en sådan afhængighed følger naturligvis en sårbarhed over for udsving:
For eksempel fald i efterspørgslen på hvalrostand eller forringede muligheder for at jage hvalros.
\ Efterspørgslen på hvalrostand faldt
Forskerne føler sig ret overbeviste om, at efterspørgslen på stødtænder fra hvalros blev mindre, som årene gik.
Færre skandinaviske købmænd sejlede den besværlige Grønlands-vej, som blev mere og mere ufremkommelig, som Den Lille Istid skred frem. Elfenben fra elefanter blev det nye sort, og stødtænder fra hvalrosser faldt i værdi.
Forskerne foreslår eksempelvis i det nye studie, at nordboerne kan være kommet til at overjage hvalros og dermed med tiden simpelthen har mistet adgang til deres indtægtskilde.
Lige nøjagtig denne del af argumentationen finder Christian Koch Madsen dog lidt tynd:
»Det er svært at forestille sig, at nordboernes forholdsvis fåtallige årlige jagtekspeditioner – de er trods alt nok ikke mere end ca. 2500 mennesker på højdepunktet – skulle kunne have gjort massivt indhug i efter alt at dømme massive hvalrosbestande i både vest- og østgrønland,« siger Christian Koch Madsen, som påpeger, at zooarkæologisk materiale fra Grønland tyder på, at udnyttelsen af hvalros steg, ikke faldt, over tid.
Han ville også gerne have set lidt flere arkæologiske prøver fra tiden før 1100-tallet, hvor kun 9 af de i alt 27 arkæologiske prøver i det nye studie stammer fra.
Flere arkæologer tror nemlig på, at hvalrosfangst var en af de oprindelige årsager til, at nordboerne i første omgang valgte at rejse til Grønland, og måske det havde afspejlet sig i resultaterne fra flere tidligere prøver, spekulerer Christian Koch Madsen. Alt i alt er han dog begejstret for det nye studie, understreger han.
