Arkæologer gør overraskende fund på danske kirkegårde fra middelalderen

I middelalderen havde Gud den højeste status. Det dybt religiøse Danmark talte om fromhed, synd og skærsild.

Og var du syg, havde du nok syndet.

Nu viser ny forskning med dansk deltagelse, at syge danskere ikke fik en ringere begravelse end andre middelalderfolk.

»Det overrasker os, for der er mange stereotyper om, at syge blev kastet på porten i middelalderen,« siger arkæolog Vicki Rytoft Kristensen fra Syddansk Universitet, der blandt andre står bag studiet.

Hun har kigget på knogler fra vores forfædre fra fem forskellige kirkegårde i Danmark i samarbejde med den amerikanske socialantropolog Saige Kelmelis, kolleger fra Syddansk Universitet og en række danske museer.

»Vi ledte efter tegn på spedalskhed og tuberkulose og kiggede så på, hvor skeletterne var placeret på kirkegården. Jo tættere man lå på Gud, des finere. Og omvendt, hvis man lå i udkanten af kirkegården,« forklarer hun.

Ud fra 939 'lig' kunne forskerne klart konstatere:

»Vi finder ingen tydelig forskel på middelalderfolk, der har været spedalske eller som har lidt af tuberkulose og andre uden sygdom. De blev begravet lige så prominent og tæt på kirken, eller endda inde i selve kirkerummet, som andre,« siger Vicki Rytoft Kristensen.

Det overrasker forskerne, at de ikke fandt en tydelig forskel på de begravede med sygdomme og dem uden.

Der hersker nemlig mørke fortællinger om de såkaldte Skt. Jørgensgårde – en slags plejeinstitution, hvor syge antageligt blev isoleret fra de øvrige folk i middelalderen.

»De her institutioner bliver i nogle skriftlige kilder omtalt som en slags fængsler for syge,« fortæller Vicki Rytoft Kristensen.

Men selvom de syge – især de spedalske, der eksempelvis kunne mangle næser eller fingre – ofte blev isoleret, betyder det ikke nødvendigvis, at det var for at komme af med dem, mener Vicki Rytoft Kristensen og forskerholdet bag.

»Vores fund styrker en anden fortælling nemlig, at syge med spedalskhed eller tuberkulose blev sendt til Skt. Jørgensgårde for at få omsorg og pleje.«

Fortidens folk var måske knap så hårde

Ifølge Vicki Rytoft Kristensen har selv syge middelalderfolk bevaret en form for social status.

'Sygdom og synd' har i praksis måske været knapt så udtalt.

»Jeg tror ikke, vi skal se middelalderens mennesker som koldhjertede personer, der afskrev folk lige så snart, de blev syge. Jeg tror, man har forsøgt at tage sig af dem på bedst mulig måde«.

Hun uddyber, at forskelle i, hvor middelalderens folk blev begravet i forhold til nærheden til kirken og dermed Gud, mere har handlet om økonomiske midler end om sygdom.

Især velstående personer som præster og stifterne af kirken er ofte blevet placeret nær kirken.

Interessant studie der udfordrer stereotyper

Arkæolog Anne Pedersen, der er seniorforsker på Nationalmuseet og blandt andet beskæftiger sig med den tidlige middelalder omkring 1100-tallet, mener bestemt, at studiet er interessant.

»Det siger jo noget om, at de stereotyper, som vi moderne mennesker har om den mørke middelalder, måske knapt er så reelle,« siger hun.

Anne Pedersen henviser til de mange epidemier med pest, som middelalderens folk måtte klare fra 1300-tallet og helt op i 1700-tallet.

»Under pesten – den sorte død – i midten af 1300-tallet døde omkring 30-40 procent af den daværende europæiske befolkning, herunder også utallige folk i Danmark. Det er helt vildt mange. Og ofte blev de døde bare lagt uden for hjemmet og kørt væk til begravelse,« fortæller hun.

Pesten har påvirket synet på middelalderen og død

Pesten har måske påvirket de fortællinger, vi moderne mennesker er kommet til at fokusere på i middelalderens håndtering af sygdom.

»Det kan være, at vi er farvede af de her forskrækkelige fortællinger, hvor de døde og syge bestemt ikke fik nogen pæn begravelse. Det nye studie her peger i hvert fald på noget helt andet – nemlig, at de syge kan have beholdt deres sociale status,« siger Anne Pedersen.

Men hvorfor blev syge med spedalskhed og tuberkulose - der også var smitsomme sygdomme - begravet, mens syge med pest bare blev kørt langt væk og brændt?

»Det handler vel både om ressourcer og om viden,« siger Anne Pedersen.

»Folk i den tidlige middelalder var måske mindre bevidste om, hvor farlige smitsomme sygdomme kan være. Det fandt de først ud af senere med pesten, uden at de dog kunne forklare, præcis hvordan sygdommen smittede.«