Forbrydere og prostituerede var nogle af de første til at danne dansk koloni i Grønland

Mange har måske hørt om Hans Egede.

Den dansk-norske præst, der i 1700-tallet ønskede at omvende de ’grønlandske hedninge’ til kristne undersåtter, og som brugte stort set hele sit liv på at stifte danske kolonier i Grønland.

Men de færreste kender nok detaljerne i de mange fejlslagne koloniprojekter.

Vidste du for eksempel, at det første reelle forsøg på at sende danske nybyggere til Grønland i 1728 indeholder en historie om både forbrydere, prostituerede, tvangsægteskaber og dystre dødsfald?

Før vi når til den måske mest spektakulære del af kolonihistorien, må vi begynde ved begyndelsen.

Året er 1721, og Hans Egede har fået grønt lys fra den danske kong Frederik IV til at sætte sejl mod Grønland og begynde Danmarks første koloniforsøg på den gigantiske ø.

»Egede fortæller selv, at han bliver grebet af medfølelse for de her ’vilde hedninge’, som han kalder dem. Han vil frelse dem og gøre dem kristne,« indleder Emil Andersen, der er ph.d.-studerende på Københavns Universitet, og som også arbejder på Nationalmuseet.

»For kongen handler det mest om, at det er lidt pinligt, at han hævder at være regent i Grønland, men samtidig handler grønlænderne med andre europæiske nationer uden om Danmark. Han har ikke helt styr på tropperne,« fortsætter Emil Andersen.

Projekt 'Håbets koloni' bliver en fiasko

Derfor rejser Hans Egede af sted med sin familie og med nogle arbejdsfolk, der skal hjælpe med at opføre huse, hvor den nye danske enklave kan bo.

Sammen skal de arbejde for at gøre grønlænderne til gudfrygtige undersåtter.

Men koloniprojektet slår fejl. 'Håbets koloni', som Hans Egede kalder den, ligger på en øgruppe tæt på det nuværende Nuuk i Vestgrønland.

»Det her område er ekstremt udsat i forhold til blæst og tåge. Det er virkelig svært at bo der,« forklarer Emil Andersen.

Derudover går handelen med de lokale grønlændere heller ikke som planlagt. Hans Egede og nybyggerne får langt mindre hvalspæk end forventet for de europæiske varer, de har med.

Derfor forsøger Hans Egede i 1724 at skabe en ny koloni, denne gang cirka 300 kilometer nord for Håbets koloni.

Men den nye koloni, der bliver kaldt Nepisene, fungerer heller ikke. Der er ikke nok mad, og vejrforholdene er barske. Det gør, at de udsendte danskere den følgende sommer tager tilbage til Håbets koloni, hvor få beboere stadig er tilbage, for at hente ny proviant.

»Da de kommer tilbage til Nepisene, er kolonien blevet brændt ned af hollandske hvalfangere og handelsrejsende. Hollænderne anser nemlig den danske tilstedeværelse som en trussel mod deres handel med grønlandsk hvalspæk, der kan bruges som olie i gadelamper i Europa,« fortæller Emil Andersen.

Gnister fra hollandsk bål antænder ny flamme

Det er formentlig denne afbrænding af den danske koloni, der antænder en gnist hos kong Frederik IV hjemme i Danmark.

»Han er med al sandsynlighed blevet meget vred. Det er jo en aggression mod Danmark, når man brænder en dansk koloni af,« forklarer Emil Andersen.

Derfor sætter kongen efterfølgende alt ind på at få koloniprojektet til at lykkes, så han kan forhindre, at andre nationer som Holland (Nederlandene) og England vil udfordre Danmarks ’ret’ til Grønland og de mange ressourcer, øen indeholder.

Koloniprojektet bliver nu sat op i »et helt nyt gear«, fortæller Emil Andersen. I 1728 sender kongen omkring 100 mennesker til Grønland.

De særligt udvalgte til at skabe en ny og holdbar koloni i Grønland inkluderer både soldater, håndværkere, søfolk og hvalfangere.

Men mere specifikt handler det blandt andre om 12 tidligere soldater fra den danske hær, der skal gifte sig med 12 kvinder. De omtales blandt andet som ’hyrepiger’ i historiske kilder og kommer fra et kvindefængsel på Christianshavn i København.

Slavegjorte ekssoldater

Og hvem er de så, de udvalgte ekssoldater?

»De er faktisk tyskere. Den danske hær var nemlig – ligesom mange andre hære på det her tidspunkt i 1700-tallet – international,« pointerer Emil Andersen.

Soldaterne har begået kriminalitet i tjenesten, som regel tyveri, vold, eller også har de prøvet at desertere. Derfor har de indtil deres tilbud om at rejse til Grønland siddet som slaver på kastellet i København, dømt til et ophold på livstid.

»De lever under kummerlige forhold og laver tvangsarbejde, hvor de bærer jord, tunge sten eller graver ud til søerne i København. Det er straffefanger eller slaver, ligesom man kender fra sørøverfilm, hvor de bærer rundt på fodlænker med tunge jernkugler på,« forklarer Emil Andersen.

Men pludselig får de her slaver eller ekssoldater en gylden mulighed. De kan få lov at begynde et nyt liv i Grønland, hvor de bliver tvangsgift med en række kvinder og derudover skal forsvare kolonien mod folk udefra.

»Det er jo lidt et ikke-valg. Vil du sidde i lænker i København eller ud at leve i Grønland?,« lyder det fra Emil Andersen.

Alle accepterer.

Hyrepiger fra kvindefængslet

Hvad med de 12 kvinder som soldaterne skulle matches med?

Her har danske embedsfolk kastet deres kærlighed på det såkaldte Børnehus på Christianshavn, der var en slags fængsel eller opdragelsesanstalt for kvinder og børn.

»Dem, der boede dér, var typisk blevet straffet for kriminalitet som prostitution og tyveri,« siger Emil Andersen og tilføjer:

»De fik det samme valg som ekssoldaterne. Vil I blive her, eller vil I tage til Grønland og starte forfra? Alle sagde ja.«

Kvinderne, der var i alderen 20 til 30 år, blev desuden udvalgt på baggrund af, om de blev vurderet til at kunne blive hurtigt gravide.

Match made in heaven?

Parrene blev gift i Danmark ved et 'bunkebryllup' og sejlede så af sted mod Grønland, hvor de skulle bygge flere huse og stifte et nyt bud på en blomstrende dansk koloni i midten af det, der i dag hedder Nuuk Fjord, beretter Emil Andersen.

Flere af kvinderne blev da også gravide. Bare ikke nødvendigvis med deres ægtefælle, tyder nyfundne dokumenter fra Rigsarkivet på.

»Den daværende guvernør i kolonien skriver hjem til kongen, at de her match går helt galt. De fleste kan slet ikke sammen med deres udvalgte partner. Og de er sandsynligvis sammen på kryds og tværs,« fortæller Emil Andersen, der har læst brevet selv.

Men hurtigt får parrene andet at tænke på, end om græsset er grønnere på den anden side.

For ud over at de var blevet meget forsinkede på rejsen til Grønland og derfor ankom i juli, frem for juni, har kolonisterne ikke fået de rigtige byggematerialer med. Og så er vejret imod dem.

»De er ved at drukne i regn. De arbejder fra klokken 3 om morgenen og indtil klokken 21 om aftenen. De har kun nået at opføre ét hus i slutningen af september, og de er flere end 100 mennesker. Så mange ligger stadig i telte, da det begynder at sne i oktober,« beskriver Emil Andersen.

De dårlige boligforhold kombineret med dårlig kost og det våde og kolde klima skaber en sygdomsepidemi blandt kolonisterne.

»De bliver allerede syge fra oktober, og da sommeren endelig kommer, er 45 mennesker døde,« fortæller Emil Andersen.

Kun ét par bliver sammen

Blandt de udsendte ekssoldater og kvinder fra Børnehuset på Christianshavn dør cirka fem kvinder og fem mænd.

Skæbnen vil, at dødsfaldene rammer sådan, at stort set alle parrene bliver enker eller enkemænd, fordi deres partner dør.

Kun ét par overlever.

»Parret, der overlever, fik faktisk lov til at vælge hinanden, inden der blev trukket lod mellem de andre par,« fortæller Emil Andersen.

Det er den tyske ekssoldat Johan Meyer og danske Maria Madsdatter, der klarer de ekstreme vejrforhold og sygdommen omkring dem, fortæller Emil Andersen.

»Johan var flygtet fra hæren for at gifte sig med netop Maria, men han blev fanget. Maria blev senere fængslet for at forsøge at hjælpe ham med at flygte fra fængslet.«

De to dømte fik derefter valget om at tage til Grønland og hjælpe med koloniprojektet.

»Og de er så også det eneste af parrene, der sammen vender hjem til Danmark igen som frie mennesker,« uddyber Emil Andersen.

For i 1730 dør kong Frederik IV., og hans efterfølger, Christian VI, finder ikke koloniprojektet lige så vigtigt som sin far.

I 1731 vælger Christian VI at kalde de sidste overlevende fra den danske koloni hjem til Danmark, og koloniprojektet droppes endeligt.

»Det blev dødsstødet til reelle danske bosættelser i Grønland. Herfra fokuserede fremtidige handelskompagnier og regeringsoverhoveder på missionen og handelen i Grønland,« slutter Emil Andersen.