»Vildt seje«: De første mennesker i Grønland krydsede havet i små både

For cirka 4.500 år siden levede de såkaldte palæo-inuitter i Grønland.

De var de første mennesker, der indvandrede fra Canada til den store isklædte ø og bosatte sig i det ukendte terræn.

Nu peger et nyt studie af canadiske og grønlandske forskere på, at palæo-inuitter – herunder de tidligste indvandrere, Saqqaq-folket – trodsede de barske arktiske elementer for at komme til en særlig øgruppe.

De sejlede formentlig i kajaklignende fartøjer de cirka 53 kilometer over åbent hav fra Grønlands fastland og ud til Kitsissut, en øgruppe i Nordgrønland.

»Det er en ekstraordinær rejse i et lille fartøj, hvor skind er bundet til træ i en form for kajak,« siger hovedforfatter og arkæolog Matthew Walls fra Calgary Universitet i en pressemeddelelse.

»Rejsen har indebåret at trodse uforudsigeligt vejr, stærke vinde og strøm.«

De rejsende havde en meget stor risiko for at falde i havet og aldrig vende hjem igen, siger han.

Det er fund af sten fra cirka 15 forhistoriske teltbopladser på Isbjørneøen, der er én af Kitsissut-øerne, som blandt andet har fået forskerne til at konkludere, at palæo-inuitterne må have boet der og sejlet frem og tilbage til fastlandet.

Forskerne har også fundet knogler fra alkefuglen lomvie, der indikerer, at palæoinuitterne har levet af fuglenes kød og æg.

Samlet set mener de, at det har gjort Kitsissut-øerne til et attraktivt mål for fortidens første grønlandske jægere, og at de har besøgt øen jævnligt.

Boede i telte året rundt

Det er altid virkelig interessant, når man finder spor fra fortidens mennesker på uventede steder, mener Mads Kildegaard Thalbitzer, der er ph.d.-studerende ved Grønlandske og Arktiske Studier på Københavns Universitet.

»Jeg synes, det er et superfedt studie,« siger han.

»Forskning, der laves på svært tilgængelige steder som den her øgruppe, er spændende. Det siger noget om, hvor dygtige de her mennesker har været til at udnytte ressourcerne i området til deres fordel.«

Han mener, at studiets tolkninger virker valide og peger på, at palæo-inuitterne boede helt særligt og meget genkendeligt.

»De boede i telte året rundt. Og de her sten, man har fundet i store rundkredse, har holdt teltdugen nede,« forklarer Mads Kildegaard Thalbitzer.

De stensætninger, som forskerne har fundet på Isbjørneøen, følger et specielt mønster.

»Forestil dig sten placeret i en rundkreds og inde i midten to rækker af sten, der går igennem og deler midten op. I midten af denne konstruktion har der været et ildsted.«

»Det var sådan palæo-inuitterne indrettede deres telte. Så der er ingen tvivl om, at det er deres lejre, de har fundet,« siger Mads Kildegaard Thalbitzer.

Palæo-inuitterne adskiller sig fra senere inuitter, der om vinteren levede i hytter af tørv og om sommeren i skindtelte, men uden den karakteristiske midtergang.

Hotspot for fugle og dyr

Men hvorfor tog de første mennesker i Grønland ud til øgruppen og risikerede liv og lemmer på vejen?

»Kitsissut er et hotspot for fuglekolonier og har derfor været et meningsfuldt rejsemål,« siger Mads Kildegaard Thalbitzer.

Øerne har huset store alkefugle som lomvie, og fordi Kitsissut er placeret i et område med adgang til åbent hav, der aldrig fryser til, er vandet omkring øerne spækfyldt med dyr.

»Det åbne vand skaber øget vækst af planteplankton og giver gode livsbetingelser for fisk og sæler, som de grønlandske jægere sikkert har fundet attraktive,« siger Mads Kildegaard Thalbitzer.

Det samme mener Jens Fog Jensen, der er seniorforsker på Nationalmuseet, og som blandt andet har stor viden om tidlige grønlandske kulturer og arkæologi.

»De har nok også kunnet jage edderfugle, der har ynglet på øerne, hvor der er få ræve til at spise deres æg. Måske har de også fanget hvaler,« siger han.

Vilde ingeniører

Jens Fog Jensen er imponeret over studiet.

»Man har længe vidst, at de første mennesker i Grønland kunne sejle, men at de formentlig har sejlet så langt ud fra kysterne – dét er altså spændende,« siger han.

Han peger på en udgravning fra 1980’erne, hvor kolleger fra Nationalmuseet fandt rester af de kajaklignende både, som palæo-inuitterne har benyttet sig af til at komme rundt.

Den mere end 50 kilometer lange tur, som, forskerne estimerer, har taget omkring 12 timer at gennemføre, er noget af en præstation i fartøjer bygget af træ fra drivtømmer og skind fra sæler og rensdyr.

»Vi har en tendens til at tænke på stenalderkulturer som primitive. Men sandheden er milevidt fra den antagelse,« mener Mads Kildegaard Thalbitzer.

Det kræver enorm viden og evner at overleve i et voldsomt grønlandsk klima, der om vinteren kunne blive ned til minus 30 grader, siger han.

»At bygge et kajaklignende fartøj af drivtømmer og binde det sammen med skind – det kræver jo helt vildt meget. Man kunne jo ikke bare gå i Silvan, og der fandtes ingen søm og skruer. Så det er meget teknologisk avanceret.«

»Alt i alt har de her palæo-inuitter bare været vildt seje,« siger Mads Kildegaard Thalbitzer.