Hvorfor hører vi aldrig om vikinger fra Finland?

Hvad er det første, der dukker op, når tankerne falder på vikinger?

For mange er det måske billeder af langskibe, der skærer gennem Nordsøens bølger. Krigere, som går i land i England for at plyndre, kidnappe og slå ihjel. Togter langs Europas vestkyster eller lange rejser mod Færøerne, Island og Grønland.

Fælles for alle disse ting er, at de typisk forbindes med danske og norske vikinger, som havde direkte adgang til havet mod vest.

Men hvad med de vikinger, der levede længere mod øst? Det har Videnskab.dk’s læser Finn undret sig over, og han har derfor skrevet til os med spørgsmålet:

»Hvorfor hører man aldrig om vikinger fra Finland?«

Vi har taget spørgsmålet videre til Søren Sindbæk, der er arkæolog, forsker i vikingetiden og er prodekan på Aarhus Universitet.

Han forklarer, at svaret på Finns spørgsmål faktisk har mindre at gøre med vikingetidens verden - og mere at gøre med den verden, vi lever i i dag. Det kommer vi tilbage til.

Delte sprog og kultur

Lad os starte med at slå fast: Der fandtes vikinger i Finland.

Faktisk ville en viking, der havde rejst hele vejen fra Island, Danmark eller Norge, kunne ankomme i Finland og genkende mange i befolkningen som en del af den samme kultur, forklarer Søren Sindbæk.

Og forskellen var faktisk slet ikke så stor, som man måske skulle tro, uddyber han:

»De finske og svenske vikinger var, ligesom de danske og norske vikinger, bønder fra små bygde- og landsbysamfund, men som også var krigere og handlende. Dertil hed guderne også her Thor, Odin og Freja,« fortæller Søren Sindbæk.

»De var afhængige af handel med andre områder for mange ting, og på grund af geografien var meget af deres kommunikation bundet op på sejlads. Det var et krigersamfund, hvor det var underforstået, at det var ærefuldt især for unge mænd at drage ud på togter for at vinde guld og ære.«

Slægtskabet ville også kunne ses med det blotte øje, forklarer arkæologen videre. Smykker i for eksempel den såkaldte borrestil, som er stærkt forbundet med vikingetidens æstetik, er fundet i Danmark, Norge og Island, såvel som i Sverige og Finland.

Det ville også have været muligt at tale sammen på trods af afstanden. I vikingetiden var de nordiske sprog mere ens, end de er i dag. Dengang talte mange det, vi kalder dansktunge, forklarer Søren Sindbæk videre:

»Finsk er et meget anderledes sprog end de øvrige nordiske sprog, men ligesom i dag ville mange af de finske vikinger også have kunnet svensk,« fortæller han.

»Vikinger som Harald Hårderåde ville således kunne have taget hele vejen fra Ribe til Ladogasøen og have en samtale om pelsjagt eller sølvhandel med de lokale uden de store problemer.«

Ikke lige fordelt, hvem vi hører om

Og så tilbage til Finns spørgsmål: Hvorfor hører vi så aldrig om de finske vikinger?

Svaret er, at vi lever i en angloamerikansk verden, forklarer Søren Sindbæk - altså i en tid, hvor det, der gives opmærksomhed i dokumentarprogrammer, dramaserier og webmedier, langt hen ad vejen bliver bestemt af lande som Storbritannien og USA.

Derfor er de vikinger, vi hører om, også dem, der drog ud i Atlanten - til de britiske øer, Island, Færøerne, Grønland og Vinland, som den nordamerikanske østkyst blev kaldt i vikingernes tid.

Disse vikinger var selvsagt dem, der havde kyster mod Atlanterhavet, hvilket vil sige Danmark og Norge.

»Så hvis man for eksempel finder en vikingegrav i England eller Danmark, kan den bindes til de historier, som mange allerede kender om vikingerne, og derfor får fundet også mere opmærksomhed,« siger Søren Sindbæk.

»Til gengæld bliver vikingefund fra Finland - og Sverige, for den sags skyld - ofte overset på den internationale scene.«

Mere end plyndringstogter

Og det er synd, mener arkæologen.

For det første, fordi det anglocenstriske perspektiv har tegnet et billede af vikingerne som et folk, der først og fremmest plyndrede, kidnappede og ødelagde - for det var blandt andet det, de gjorde i England.

»Plyndring er en del af vikingernes historie, men i virkeligheden var de meget mere end det,« siger Søren Sindbæk.

»Vikingerne grundlagde kongeriger og byggede store ringborge - og så var de fantastiske skibsbyggere og dygtige handelsmænd. Vi ved, at de finske vikinger havde en stor handel med pels, og at deres handelsforbindelser strakte sig hele vejen til Mellemøsten.«

Finske fund ligger uden for Finland

Dertil bliver der stadig i dag gjort mange spændende fund fra vikingetiden i både Finland og Sverige, som mange slet ikke hører om, siger Søren Sindbæk:

»Hvis man måske ser bort fra Birka, så hører man næsten ingenting om vikingetiden i Sverige i medierne,« fortæller arkæologen.

Birka var en handelsby på den svenske ø Björkö, der havde sin storhedstid fra omkring år 750 til 950 e.v.t..

Den er blandt andet kendt for de mange spektakulære grave. Byen var et vigtigt mødested i vikingetiden, og hvor handelsruter fra Østersøområdet, Rusland og Nordsøen krydsede hinanden.

»Til gengæld har for eksempel Aska-Hallen i Sverige ikke fået meget opmærksomhed, selvom man de seneste år har gravet den store hal ud og fundet en masse små guldfigurer, hvilket peger på, at det var et af de mest magtfulde steder i Sverige på denne tid.«

I Finland spiller det også ind, at mange områder, som i vikingetiden var kulturelt finske, i dag ligger uden for landets grænser:

»Hvis man ser på det historiske Finland, peger meget mod området omkring Ladogasøen med blandt andet handelsbyen Staraja Ladoga. Det var et af de helt store handelscentre i vikingernes verden, på linje med Birka,« siger Søren Sindbæk.

»Området er i dag russisk, og det er af gode grunde svært at komme frem og lave arkæologiske udgravninger. Derfor ligger meget af historien stadig gemt i jorden,« afslutter han.

Således løs svaret på Finns spørgsmål. Har du et videnskabeligt spørgsmål, du godt kunne tænke dig at få svar på, så kan du skrive til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.