I datingprofiler på apps som Tinder forsøger vi at skabe et billede af, hvem vi er. Måske er vi aktive på træningsfronten, glade for litteratur og musik, eller spontane og sociale.
Måske skriver vi også lidt om, hvad vi leder efter i en partner.
Men ifølge et nyt studie i Journal of Experimental Social Psychology glemmer vi ofte én ting, som kan få os til at fremstå endnu mere attraktive.
Så hvad er det, vi glemmer? At vi er interesserede i at lære den anden at kende.
»Folk vil gerne forstås, så de leder efter partnere, som skal kende dem og støtte dem,« siger Juliana Schroeder, som er forsker ved Haas School of Business ved University of California Berkeley, i en pressemeddelelse
»Men fordi andre også gerne vil forstås, ender de med at skrive disse ikke særligt tiltalende profiler, når de forsøger at tiltrække en partner,« lyder det fra Juliana Schroeder.
Hvad er vigtigst for relationen?
I studiet granskede forskerne især ét spørgsmål: Hvad er vigtigst for, hvor tilfredse vi er med en relation?
Er det vigtigst at føle, at vi kender og forstår den anden person, eller er det vigtigst, at vi føler, at den anden kender og forstår os?
De to ting hænger sammen. Men det sidste er vigtigst, når folk skal vurdere, hvor tilfredse de er med en relation. Det viste forskerne gennem en række eksperimenter.
Ønsker at blive set og forstået
Forskerne fik en række deltagere til at vurdere forskellige relationer til andre via online-undersøgelser.
Det var lige meget, om det var en ven, en nabo, et familiemedlem eller en partner. Det, der betød mest for, hvor godt eller dårligt deltagerne syntes, forholdet var, var, om de følte, at den anden person kendte dem.
Det var mindre vigtigt, hvor godt de troede, de kendte den anden.
I et af eksperimenterne testede forskerne for eksempel, hvor slemt deltagerne syntes, det var, hvis en bekendt glemte navnet på deres barn.
Deltagerne mente, at det gjorde mere skade på relationen, end hvis de selv glemte navnet på den bekendtes barn.
Undtagelsen var i forholdet mellem forældre og børn. Det vigtigste for forældrene var at kende og forstå barnet. Det giver mening, da det primært er forælderen, der skal yde støtte i denne relation.
I et parforhold er vi derimod optaget af at føle os forstået og støttet af den anden, mener forskerne.
Hvad er mest tiltrækkende?
Forskerne undrede sig over, hvordan dette ønske om, at andre skal kende os, kommer til udtryk, når vi laver datingprofiler.
Online-deltagere blev bedt om at vurdere, hvor attraktiv en person forekom, baseret på hvad der stod i datingprofilen.
Forskerne havde på forhånd hentet flere personer ind, som skrev datingprofiler. Nogle af dem fik ingen instruktioner, andre skulle give udtryk for et ønske om at blive set og forstået, og andre igen udtrykke et ønske om at lære den anden at kende.
Deltagerne scorede generelt den sidste variant en højst.
Forskerne testede også næsten identiske tekster, som hver især havde et lidt anderledes fokus, når det kom til ønsket om at blive forstået eller at forstå. Resultatet var det samme her.
I stedet for kun at fokusere på egne interesser og ønsker i datingprofilen, er det en fordel, hvis vi også viser interesse for den anden, råder forskerne.
\ Eksempler på forskernes profiltekster
Her er to eksempler på profiltekster, som forskerne har testet:
1. Ønsker at blive forstået: Hey! I’m a fun-guy who is a lil’ quirky and looking for love. I’m looking for someone who is genuine, supportive, and will make me smile.
Ønsker at forstå den anden: Hey! I’m a fun-guy who is a lil’ quirky and looking to love. I will be genuine, supportive, and make you smile.
2. Ønsker at blive forstået: I am an introvert who enjoys a quiet night at home as much as a night out. I’m hoping to find a person who will always greet me with a smile, hold my hand, and give my hobbies a try!
Ønsker at forstå den anden: I am an introvert who enjoys a quiet night at home as much as a night out. I will always greet you with a smile, hold your hand, and give your hobbies a try!
Hvad skrev folk i virkeligheden?
Psykolog Marius Stavang forsker i dating, parforhold og singleliv ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU).
Han fortæller, at det nye studie er meget velgennemført, og at det er baseret på en innovativ hypotese.
»De viser, at det at udtrykke interesse på datingprofilen for at lære den anden person at kende er mere attraktivt, end hvis du udtrykker et ønske om, at den anden skal lære dig at kende,« siger Marius Stavang.
Forskerne undersøgte også, hvor ofte folk har en tendens til at udtrykke de to forskellige ting.
De fik medhjælpere, der ikke kendte til hypotesen, til at gennemse tilfældigt udvalgte profiler på datingsiderne Match.com og Coffee Meets Bagel.
»Der var et flertal, der gav udtryk for, at de ønskede, at den anden skulle lære dem at kende. Men der var næsten ingen, der gav udtryk for, at de ville lære den anden at kende, selvom det var det mest attraktive,« fortæller Marius Stavang.
Går imod den sædvanlige strategi
Marius Stavang mener, at det at udtrykke interesse for den anden person også vil kunne løfte en datingprofil i det virkelige liv.
»Det interessante er, at det her går lidt imod den kulturelle opfattelse, vi har om, at vi skal spille 'hard to get', tilbageholdende og lidt ligeglade,« siger Marius Stavang.
»Måske er folk bange for at blive opfattet som for ivrige, hvis de viser, at de ikke er ligeglade, men er interesserede i at lære den anden at kende.«
»Hvis man kun præsenterer og fremhæver sig selv, er det en måde at løfte sig selv op og gør sig selv til en slags præmie,« siger Marius Stavang.
»Men hvis man gør det modsatte, tør man løfte den anden op og gøre den anden til præmien.«
»Det strider imod mange af de strategier, vi bruger til at tiltrække en partner. Ofte forsøger vi at fremhæve os selv for at gøre os selv mere attraktive, men du kan blive mere attraktiv ved at gøre den anden attraktiv.«
Har ikke udforsket andre alternativer
Marius Stavang fremhæver også en begrænsning ved studiet: Når vi skriver en profiltekst, skriver vi nok ikke særlig meget. Det er almindeligt at holde den kort og enkel.
Der er langt flere valgmuligheder for, hvad vi måske gerne vil give udtryk for, end et ønske om at blive forstået eller at lære en anden at kende.
»De har ikke opvejet det at give udtryk for dette mod helt andre alternativer,« siger Marius Stavang.
»Man kan vælge at lægge vægt på for eksempel humor eller inddrage en intelligent og kultiveret sætning. Humor er kendt for at være en meget eftertragtet kvalitet,« påpeger Marius Stavang, og fortsætter:
»Det kan være, at humor på profilen skaber mere interesse end at give udtryk for, at man gerne vil forstå den anden.«
Hvem er tiltrukket af hvad?
Desuden har forskerne kun set på den gennemsnitlige forskel.
»Den mere avancerede analyse er at forsøge at afdække, hvem der vil være mere tiltrukket af, at vi udtrykker interesse for den anden, og hvem der reagerer mindre på dette,« siger Marius Stavang.
»Det kan for eksempel være, at personer, der leder efter noget længerevarende, reagerer stærkere end personer, der leder efter noget uforpligtende,« afslutter forskeren.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































