Er du på Tinder, Instagram, Grinder, YouTube, Facebook eller en anden social platform? Får du likes, og bliver du matchet? Så er du en del af en kultur, som kendetegner den tid, vi lever i.
I tidens onlinekultur hungrer vi efter likes, og vi elsker at få matches. Vi iscenesætter os selv og vores liv for at blive elsket, siger filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen:
»Vi lever i en gennemsyret visuel tid. Vi præsenterer hele tiden os selv på billeder, og vi stræber efter, at andre ser os på den helt rigtige måde.«
»Behovet for at blive set bunder grundlæggende i et ønske om at blive elsket. Vi tror, at selviscenesættelse er afgørende for, at nogen kan elske os. Men det er en massiv misforståelse,« siger Anne-Marie Søndergaard Christensen, der er lektor i filosofi på Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber.
Vi lever i en anti-romantisk tid
Anne-Marie Søndergaard Christensen var en af forskerne bag konferencen Love Etc., som blev afholdt på Syddansk Universitet i oktober 2019.
På konferencen præsenterede kulturforskere fra en række lande deres tolkninger af det moderne menneskes syn på kærlighed, som det kommer til udtryk i ungdomsfællesskaber, i ny skønlitteratur, i reality-TV og på film.
Dating-apps, sociale medier og forbrugersamfundet præger det moderne menneskes kærlighedsopfattelse, sagde flere af forskerne.
I populærkulturen ser de tegn på, at vi lever i en anti-romantisk tid, hvor:
- Kærlighed er besværligt og risikofyldt.
- Kærlighed og parforhold spænder ben for karrieren.
- Kærlighed og sex ses som et krav eller en præstation.
- Kærlighed bliver forbundet med selviscenesættelse.
- Valg af partner foregår på markedsvilkår. Hvis en potentiel partner ikke lever op til vores kriterier, shopper vi videre efter en anden.
Selviscenesættelse sikrer ikke kærlighed
Ifølge Anne-Marie Søndergaard Christensen fører online-kulturen til den fatale fejlslutning, at man kan sikre sig kærlighed ved at fremstille sig selv på en bestemt måde, som man gerne vil ses af andre.
»Men ligegyldigt hvor meget tid man bruger på at gøre sig synlig og iscenesætte sig selv, kan man aldrig være sikker på, at man bliver set, og slet ikke at man bliver elsket,« siger hun.
Hvis man vil være sikker på at have kærlighed i sit liv, er det bedste, man kan gøre, at rette blikket udad mod andre, i stedet for indad mod sig selv og sit eget image, argumenterer Anne-Marie Søndergaard Christensen:
»Man kan ikke styre andres blik, men man kan styre sit eget. Man kan sikre kærligheden ved at se andre, ikke kun på billeder, men tæt på – se dem ordentlig,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Kærlighed gør os mindre neurotiske
SoMe bringer afstand frem for nærhed
Nærhed, nysgerrighed og gensidig forståelse er en forudsætning for ægte kærlighed og for, at andre ser en, som den man virkelig er, på godt og ondt.
Online-kulturen, for eksempel dating-apps og sociale medier, spænder ben for tætte relationer og giver et forvrænget billede af, hvad det vil sige at blive elsket, mener Anne-Marie Søndergaard Christensen:
»I stedet for at bringe os tættere på andre mennesker, får dating-apps og sociale medier os længere væk fra hinanden, for det handler hele tiden om at positionere sig selv og redigere sit selvbillede,« siger hun og tilføjer:
\ Kærlighed i skønlitteratur og filosofi
Det moderne menneskes syn på kærlighed bliver afspejlet i nyere skønlitteratur, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen, som i sit oplæg tog udgangspunkt i romaners karakterbeskrivelser og dialoger. Hun nævner blandt andet romanen ‘Se på mig‘ (Look at Me) af den amerikanske forfatter Jenifer Egan. Læs mere om romanen i boksen under artiklen.
I lyset af filosofiske tekster om kærlighed – Anne-Marie Søndergaard Christensen nævner blandt andet Platon og den britiske filosof Iris Murdoch – er idéen om, at man kan opnå kærlighed alene ved at iscenesætte sig selv og blive set, helt forkvaklet, siger hun.
»Det bliver et enormt egocentreret projekt, som skaber afstand frem for nærhed.«
Tinder forfører brugerne
Tinder – tidens mest populære dating-app – giver os mulighed for at blive set og matchet.
På Tinder kan vi vælge og vrage potentielle partnere. Vi kan mødes med dem i virkeligheden, eller vi kan lade være.
Ifølge den italienske sociolog Carolina Bandinelli har appen succes, fordi den får brugerne til at føle sig set.
»Mange af dem, jeg har talt med, fortæller, at de får et selvtillidsboost og føler sig attraktive, når de får et match,« sagde Carolina Bandinelli, da hun var til konferencen i Odense.
»Tinder forfører brugerne, så de hele tiden må tilbage og tjekke. Man bliver tilfredsstillet, uden at man behøver mødes med nogen i virkeligheden,« sagde hun også.
Matches får folk til at føle sig attraktive
Carolina Bandinelli har foretaget fokusgruppeinterview med britiske unge på Tinder, og hun har talt med folk i sin omgangskreds om deres brug af dating-appen.
Mange af dem, hun har talt med, mødes aldrig med de personer, de bliver parret med på Tinder. Følelsen af at blive matchet er tilfredsstillende nok i sig selv.
»En af de vigtigste funktioner ved dating-apps som Tinder er, at de matcher mennesker. De folk, jeg har talt med, siger, at et match får dem til at føle sig mere attraktive, i hvert fald i nogle sekunder,« sagde Carolina Bandinelli.
Kærlighed er besværligt
På baggrund af sine interview har Carolina Bandinelli opstillet en hypotese om, at Tinder har succes. Ikke fordi appen hjælper folk med at mødes, men fordi den giver tilfredsstillelse, uden at man behøver at mødes.
Mange mennesker opfatter for tiden fysisk kærlighed som besværligt, så de nøjes med drømmen om den romance, dating-appen stiller i udsigt, argumenterer hun.
Hypotesen begrunder Carolina Bandinelli med en sociologisk idé om, at kærlighed i vor tid bliver set som risikofyldt: Romantik spiller ikke sammen med ambitioner om at præstere, opnå en god karriere og være selvstændig.
At matche på Tinder er risikofrit, men at mødes i virkeligheden er risikofyldt, argumenterer Carolina Bandinelli med henvisning til blandt andre den tyske sociolog Ulrich Beck.
LÆS OGSÅ: Kan videnskaben forudsige kærligheden?
Man behøver ikke møde sine matches
Parforhold, kærlighed og lidenskabelig sex er ikke længere lystbetonet, men bliver opfattet som et krav – et imperativ – lyder Carolina Bandinellis tese: Det perfekte parforhold føles som et pres eller en præstation.
Når noget er påkrævet, som kærligheden er blevet, har man ikke lyst til det, argumenterer hun.
Tinder er derfor et hit, mener Carolina Bandinelli, fordi appen giver folk en følelse af, at de bliver set og er attraktive, helt uden at de behøver bruge tid og energi på at mødes og se den anden.
»Min tese er, at dating-apps er succesfulde, ikke fordi de hjælper folk med at mødes, men fordi de tillader, at folk ikke mødes. Dating-apps virker altså ved, at de ikke virker. Det er på grund af dysfunktionen, at de er succesfulde,« argumenterer Carolina Bandinelli.
LÆS OGSÅ: Kan man lave en kur mod ulykkelig kærlighed?
TV-show er patriarkalsk
En anden af de forskere, der deltog i konferencen på Syddansk Universitet i 2019, har analyseret den populære amerikanske reality-TV-serie The Bachelor, som indtil videre har kørt i 23 sæsoner.
I The Bachelor skal en single mand vælge en kæreste blandt 25 kvinder. I løbet af en sæson, hvor kvinderne bor sammen og skal igennem en række test, eliminerer manden én efter én kvinderne, indtil kun hans foretrukne partner er tilbage.
Medieforskeren Biswarup Sen fra University of Oregon har undersøgt, hvilket kærlighedssyn der kommer til udtryk i The Bachelor.
»The Bachelor er et af de mest sete og længst kørende TV-show nogensinde. Mange siger, at det er patriarkalsk, og jeg er enig. Men vi ser det alligevel. Hvorfor?,« indledte Biswarup Sen sin præstation på konferencen.
The Bachelor er anti-romantisk
Biswarup Sen har selv et bud på, hvorfor The Bachelor er populært, selv om det clasher fuldstændig med kvindefrigørelsen: Grundlæggende afspejler TV-showet, at kærlighed i vor tid er anti-romantisk og præget af dating-apps algoritmer, mener han.
Showet er populært, fordi vi kan relatere til det anti-romantiske kærlighedssyn, der kommer til udtryk, argumenterer Biswarup Sen.
Ligesom Carolina Bandinelli mener han, at mange i dag opfatter parforhold som risikofyldte. Præcis som i The Bachelor er vores partnervalg baseret på en række kriterier, der skal være opfyldt.
»Vi er en generation, der ikke vil nøjes. Vi vil ikke blive med en kæreste, hvis vi kan forudse nogen form for konflikter eller problemer,« sagde Biswarup Sen.
Tendensen er opstået i takt med, at dating-apps vinder frem, mener han.
HØR OGSÅ: Podcast om kærligheds-kemi: Hjerne-hormon gør, at du elsker din kæreste
Partnervalg baseres på objektive kriterier
I The Bachelor overlader kvinderne det til manden at træffe valget om, hvem der skal være sammen. Manden træffer valget ud fra, hvordan kvinden har klaret sig i showets forskellige test.
I virkelighedens verden er vi på samme måde gået bort fra tilliden til, at vi kan træffe et subjektivt valg om, hvem vi skal være sammen med.
I stigende grad overlader vi vores partnervalg til dating-appens algoritmer ud fra en idé om, at vi får det bedste parforhold, hvis vi baserer det på objektive kriterier, lyder Biswarup Sens hypotese.
Han sammenligner det med arrangerede ægteskaber.
»The Bachelor afspejler, at objektiviteten er kommet tilbage, mens subjektiviteten er død. Genistregen i The Bachelor er det kneb, hvormed showet præsenterer en algoritmisk, objektiv årsag (til kærlighed, red.),« siger han.
I The Bachelor er kærligheden iscenesat, som om den er et subjektivt valg via:
» … en hel serie af erstatningsintimitet, crushes, gnavne skænderier, en rose. Alt sammen er med til at skjule det faktum, at en iboende og beregningsmæssig verdslig logik bliver plantet i det dybeste af vor sjæl,« sagde Biswarup Sen.
Forskere udvekslede idéer
Konferencen Love Etc blev afholdt af forskningscentret ‘Uses of Literature. The Social Dimensions of Literature’ på Syddansk Universitet. Centret er ledet af professor Rita Felski, som har modtaget et Niels Bohr-professorat fra Danmarks Grundforskningsfond. Læs mere om det i artiklen Professor skal udforske, hvordan litteratur påvirker os.
På konferencen, som varede i to dage, præsenterede en række forskere fra Danmark og udlandet deres hypoteser om, hvad populærkulturen fortæller om vor tids kærlighedsopfattelse.
Idéen med konferencen var at udveksle hypoteser og idéer til forskningsprojekter, fortæller Anne-Marie Søndergaard Christensen.
LÆS OGSÅ: Snorker mænd mindre efter sex?
LÆS OGSÅ: Er det farligt ikke at få sex?
\ Disse romaner afspejler tidens hang til selviscenesættelse
Ideen om, at det moderne menneske forveksler ‘at blive set’ med at blive elsket, kommer ifølge Anne-Marie Søndergaard Christensen til udtryk blandt andet i følgende romaner:
‘Se på mig’ (Look at Me) af den amerikanske forfatter Jennifer Egan.
Bogens hovedperson en meget smuk, kvindelig model, som sælger sin identitet til en online tjeneste og filmer alle dele af sit liv med et live kamera.
»Hun bruger al sin energi på at blive set og iscenesætte sig selv, men hun har ingen tætte relationer til nogen,« siger Anne-Marie Søndergaard Christensen.
Alt ændrer sig for romanens hovedperson, da hun er involveret i et trafikuheld, som ødelægger hendes ansigt.
»Efter uheldet får hun lavet en masse kirurgi, så hun ikke længere er ekstremt smuk, men bliver helt almindelig at se på,« siger Anne-Marie Søndergaard Christensen og fortsætter:
»Stille og roligt begynder hun at få relationer, og til sidst finder hun kærligheden, fordi hun ikke længere er så optaget af billedet af sig selv, men i stedet bliver optaget af andre mennesker, og hvordan verden ser ud.«
Romantrilogien ‘Vinter’, ‘Efterår’ og ‘Forår’ af den skotske forfatter Ali Smith.
I romanerne spænder besættelsen af eget image på forskellig vis ben for karakterernes tætte relationer, finder Anne-Marie Søndergaard Christensen.
(Endnu en roman med titlen ‘Sommer’ er på vej, så Ali Smiths trilogi bliver en kvartet).
