Ifølge et nyligt estimat er mere end halvdelen af alle vacciner mod COVID-19 reserveret til 1/7 af verdens befolkning.
I skrivende stund har England alene angiveligt sikret nok vacciner til at give hver eneste indbygger fem doser.
Hvis ordrerne ellers bliver opfyldt, kan EU og USA vaccinere deres respektive befolkninger tre gange, mens Canada vil have nok til at gøre det ni gange.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrer ellers mere velhavende lande til at tænke på de fattigere lande og støtte det internationale vaccinesamarbejde, COVAX-faciliteten, der skal sikre vaccinedoser til 92 lav- og mellem-indkomstlande inden udgangen af 2021.
Sløv opstart for COVAX
Men på trods af, at de fleste lande nu har tilmeldt sig det internationale vaccinesamarbejde, har COVAX haft en sløv opstart med en begrænset beholdning.
I 2021 sigter COVAX på at levere 1,8 milliarder vaccinedoser til de 92 støtteberettigede lande - hvilket kun dækker 27 procent af disse landes befolkningen.
Samtidig kan konkurrencen om den svindende vaccineforsyning føre til prisstigninger og yderligere gnidninger.
Spændingerne er allerede vokset mellem EU, Storbritannien og AstraZeneca som følge af færre vacciner end forventet.
Og når forsyningerne svinder ind, og efterspørgslen stiger, er det de fattigere lande, der lider mest.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
To sammenlignelige kriser
2 gange indenfor de seneste 15 år har verden oplevet sammenlignelige kriser.
Begge hændelser minder os om, at de respektive nationer sjældent handler ud fra andet end egeninteresse.
Men det er også en påmindelse om, at nationerne har meget at vinde ved en retfærdig og samarbejdsvillig tilgang til vaccineudviklingen og vaccinedistributionen.
Egeninteresse og 'vaccine-nationalisme' gør kun sjældent gavn i det lange løb.
Selviskhed er normen
I 2009 satte H1N1-virussen (svineinfluenza) gang i tilsvarende internationalt kapløb.
Da sæsoninfluenzavaccinerne angiveligt ikke leverede beskyttelse, var flere højindkomstlande hurtigt ude af starthullerne for at forudbestille H1N1-vaccinerne hos de medicinalvirksomheder, som, de skønnede, ville udvikle effektive vacciner.
Allerede før WHO erklærede H1N-udbruddet for en pandemi, havde USA afgivet ordrer på mere end 600 millioner doser, svarende til mellem 30 procent og 60 procent af den potentielle, globale produktion.
H1N1-udbruddet gik i sig selv igen, men det var først, da det værste var overstået, at de mere velhavende lande (blandt andet USA) tilbød bare en brøkdel af deres vaccinebeholdning til fattigere lande.
Huller i argumenterne
Ifølge David Nabarro, som på daværende tidspunkt koordinerede FN’s kamp mod nye influenzavarianter, er udfordringen: »at opbygge solidaritet mellem velhavende nationer og fattige nationer, for at sikre at der er vacciner nok.«
Men ligesom i 2009 er det ikke alle, der har et ønske om at prioritere vaccinesolidariteten.
Og når det gælder COVID-19, har vaccine-nationalismen sine foretalere, der hævder, at:
- »følelsen af, at det er et internationalt kapløb, har fremskyndet fremskridt, ikke forhindret dem,« og at:
- »det slet ikke ville være en vej ud ved hjælp af vacciner uden know-how, velstand og ressourcer,« samt:
- »Storbritannien fortjener at blive prioriteret; landet har både flest coronadødsfald per indbygger samt den største nedgang i økonomien som følge af COVID-19 i verden.«
Det er ikke svært af se hullerne i disse argumenter.
Den amerikansk tænketank RAND Corporation (sammentrækning af Research ANd Development) anslår, at den ulige adgang til vacciner - hvilket er ensbetydende med et fortsat behov for påbud om fysisk distancering i store dele af verden - kan koste den globale økonomi 1,2 billioner dollars om året.
Trussel mod udviklingen af vacciner
Effektiv vaccineudvikling kræver viden og produkter for at være i stand til at bevæge sig på tværs af grænser, men det er nationalismen også en trussel imod.
I 2006, da verden stod ansigt til ansigt med et presserende behov for udviklingen af en vaccine mod H5N1-influenza (fugleinfluenza), stoppede Indonesien - der kæmpede med det højeste dødstal i verden - med at dele virusprøver med Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Det førte til udbredt fordømmelse og påstande om, at Indonesien havde planer om økonomisk vinding.
»Indonesien bringer os alle i fare,« påstod Wall Street Journal.
Men motivet bag Indonesiens handlinger var ikke penge. Landet var overbevist om, at man ikke kunne stole på internationale aktører til at beskytte verdens mest sårbare lande.
I strid med WHO's retningslinjer
Mistilliden havde sit udspring i nylige afsløringer: Viralt materiale, indsamlet i Indonesien af indonesiske forskere og i Verdenssundhedsorganisationens (WHO) varetægt, var uden landets tilladelse blevet anvendt af ikke-WHO-tilknyttede virksomheder til at udvikle patenterede vacciner.
Og det var i strid med WHO's retningslinjer fra 2005 om deling af influenza-prøver.
WHO’s manglende evne til at forsikre fattigere lande, som eksempelvis Indonesien, at de var i stand til at få adgang til teknologier til virusbekæmpelse produceret fra de delte prøver, var også foruroligende.
Vaccinationer er afhængige af data fra lav- og mellemindkomstlande
Da WHO forsikrede, at vaccineproduktion og adgang ville fortsætte på et mere retfærdigt grundlag, indvilligede Indonesien i at genoptage delingen.
Senere bestræbelser på at forbedre delingssystemerne omfattede oprettelsen af Global Vaccinealliance, Gavi, som har til formål at øge adgangen til vacciner i lavindkomstlande.
I dag har de mere velhavende lande travlt med at lagre COVID-19-vacciner, hvilket afslører denne udviklings begrænsede magt.
Endnu en gang skal højindkomstlandene være varsomme med på samme måde tage lavindkomstlandene for givet.
Vaccinationer, som eksempelvis AstraZeneca’s, har været afhængige af data fra mellemindkomstlande fra for eksempel Brasilien og Sydafrika.
Vi har alle meget at tabe
I takt med at nye virusstammer opstår, har verden brug for at forstå, hvad kan der ske, hvis lande som eksempelvis Indonesien føler sig tvungne til at afværge strømmen af data.
Det er nok urealistisk at forvente, at alle nationer er uselviske, men konfronteret med globale sygdomme er magthaverne nødt til at huske på, vi alle har en interesse i en respons, der er baseret på retfærdighed og samarbejde.
For når de enkelte lande ikke kan se fordelen ved at hjælpe andre såvel som sig selv, har vi alle meget at tabe.
Roderick Bailey modtager støtte fra Wellcome Trust. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
