I en park midt på Nørrebro er arkæologer i gang med at grave en stor samling skeletter op. De skal være med til at udfylde et hul i fortællingen om underklassen i 1800-tallets København.
\ Automatisk oplæsning
Dengang koleraen hærgede København i 1853, var det blandt andet forurenet vand, der førte smitten med sig.
En kold torsdag i januar knap 175 år senere står det også ned i stænger i Hans Tavsens Park på Nørrebro i København, hvor kommunen og bygherren HOFOR hastigt arbejder på at skybrudssikre og lede vand væk fra området.
Det har medført lange forhandlinger, afspærringer og protester fra naboerne. Og et stort 145 m2 telt, der huser en arkæologisk udgravning, som blandt andet skal undersøge, om der ligger ofre for epidemien under den populære park.
Udgravningen påbegyndte Tim Slumstrup Aunkilde, udgravningsleder og arkæolog fra Københavns Museum, for godt halvanden uges tid siden.
»Noget af det, jeg gerne vil afkræfte, er, at det her kun er en kolerakirkegård,« indleder han i læ for regnen under teltets beskyttende hvide dug, iført sikkerhedssko, hjelm og refleksjakke.
»Vi undersøger en del af Assistens Kirkegården, som blev udvidet under koleraepidemien. Men afsnittet her var aktivt i 50 år. Så epidemien er kun en flig af dens historie.«
For dengang i midten af 1800-tallet var den nuværende Hans Tavsens Park en del af Assistens Kirkegården, der ligger klos op ad den.
En kirkegård, der ‘assisterede’ eller aflastede byens andre kirkegårde inden for voldene, når de manglede begravelsespladser. Blandt andet da godt 4.700 københavnere døde på kort tid under koleraepidemien i 1853.
Den udvidelse, som Tim Aunkilde og kollegaerne undersøger med gravkøer, håndskovle, børster og pensler, blev inddraget som indviet jord og begravelsesplads i slutningen af 1800-tallet, da der ikke var brug for den længere.
Det var her »menigmand« blev begravet, som udgravningslederen formulerer det. Mennesker fra det, vi i dag ville kalde nedre middelklasse til samfundets allerfattigste.
Indtil videre har han og kollegaen Henrik gravet et hul med et areal på godt 25 m2 og fundet 12 grave og indtil videre udgravet 3 af dem.
Nede på bunden af det store hul ligger knoglerne af det, der formentlig er en voksen mand mellem 25-40 år. Bækkenet og kraniet er mast af trykket fra jorden og tidens tand. Konturerne af kisten, han blev begravet i, ses endnu.
»Det her med, at folk er begravet i kister på rad og række, taler jo imod, at der var tale om en massegrav,« fortæller han og udpeger linjerne af formuldet træ.
»De er lagt fint og pænt ned, det har hverken været kriminelle eller udstødte, men folks familier.«
Men til forskel for de mere kendte og samfundets spidser på Assistens Kirkegården ved siden af, har Tim Aunkilde og kollegaerne endnu ikke fundet tegn på det, han kalder ‘anmærkninger’ ved gravene - som for eksempel gravstene eller andet, der afslører de afdødes identitet.
Tim Aunkilde og kollegaernes job er i denne omgang ikke at bedrive forskning, men at indsamle, dokumentere og indledningsvist analysere skeletterne for eftertiden, så de ikke går tabt under skybrudssikringen af parken.
Derefter skal skeletterne opbevares tørt og sikkert, så forskere har mulighed for at dykke længere ned i undersøgelsen af dem.
Det, der gør det her udsnit så forskningsmæssigt interessant, er at det er et udsnit af en afgrænset befolkningsgruppe i en afgrænset periode, fortæller Tim Aunkilde. Klassiske højaktive kirkegårde strækker sig over hundredvis af år, men denne her kun knap et halvt århundrede.
»Det giver et rigtig godt indblik i, hvad der sker i industrialiseringens begyndelse for helt almindelige mennesker. Hvordan var deres liv- og arbejdsvilkår? Hvordan blev de begravet og med hvad?«
I gravearbejdet leder arkæologerne derfor også efter detaljer som blomster, de afdøde måske har fået med i graven. Eller datidens kridtpiber, som de har fundet flere hvide stumper af. Alt sammen historiske spor, der siger noget om menigmands liv, traditioner og kultur.
Hvis arkæologen fik muligheden, er der især én ting, han ville undersøge de mange skeletter for.
»Slid. For det er i industrialiseringen, at vi begynder at se anderledes på menneskets værdi for samfundet. Man går fra noget mere individuelt og selvstyret til at være en brik i det store industrielle system,« siger han.
En systematisk kortlægning af slitage på knoglerne ville både kunne fortælle noget om, hvilke sygdomme folk døde af og levede med. Som for eksempel gigt og tuberkulose.
Det ville også kunne fortælle noget om, hvilke skader de afdøde har haft.
Bestemt slid på tænderne kan afsløre, om folk eksempelvis har brugt tænderne til at holde fast i læderet, når de skulle bearbejde det, og hofteknoglerne, om den afdøde har haft en belastende profession.
Strontiumanalyser, altså sammenligninger af strontiumværdier i knogler med værdier i jordbunden rundt omkring i landet, ville kunne afsløre, hvor de har opholdt sig eller kommer fra.
»Vi er jo faktisk lidt ligeglade med, hvad folk er døde af. Vi vil gerne vide, hvordan folk har levet.«
For mens vi ved en masse om det bedre borgerskabs hverdag, traditioner og historier, er det noget andet for dem, der befandt sig længere nede på den sociale rangstige i 1800-tallets København.
»Jeg kommer jo ind under huden på dem. Bogstaveligt talt,« siger Tim Aunkilde.
For arkæologen er dødsårsagen altså ikke det mest interessante, men det liv, der blev levet inden.
»Jeg føler mig lidt forpligtet til at fortælle deres historie. Derfor kan jeg godt lide en udgravning af en helt almindelig kirkegård som denne her. For det handler ikke om kongerne og dronningerne i samfundet, men det almindelige menneskets liv. Og det bliver der ikke fortalt eller læst særlig meget om.«
På arkiver rundt omkring er kilometerlange korrespondancer og historiske kilder fra og om samfundets øvre lag blevet bevaret. Men almindelige menneskers breve er der langt færre af, og de er ikke blevet portrætteret og beskrevet i samme grad.
Både med egne tanker og af folk udefra.
»Vi ser oftere deres indkøbslister, end vi ser deres dagbøger.«
Den pointe bekræfter Lena Diana Tranekjer, arkæolog og museumsinspektør ved Københavns Museum.
Det er Københavns Museum under Københavns Kommune, der har ansvaret for de arkæologiske udgravninger i parken på Nørrebro.
»Vi har jo begravelsesprotokollerne fra perioden, men de indeholder kun praktiske oplysninger som navn, adresse, civilstand, dødsårsag og -sted og lignende,« indleder hun.
»De her mennesker er jo begravet i en brydningstid i den første del af industrialiseringen, hvor befolkningstilvæksten stiger voldsomt i København. Folk strømmer til byen i håb om et bedre liv.«
Resultatet blev »alt for mange mennesker, på alt for lidt plads«, uddyber museumsinspektøren. Uligheden var stor og det gik især ud over de fattigste, der levede trangt og kummerligt.
I de skriftlige kilder fra perioden er det derimod oftest fortællingerne fra de velstillede, man støder på, fortsætter hun. Der er færre realistiske skildringer fra de nedre sociale lag.
Ifølge museumsinspektør og arkæolog Lena Diana Tranekjer er det blandt andet derfor et helt unikt materiale, arkæologerne er ved at grave ud.
Den store samling af skeletter fra en begrænset tidsperiode og udsnit af befolkningen vil gøre det muligt at lave stærke statistiske analyser både generelt for denne del af befolkningen og sammenligninger individerne imellem, afslutter hun.
Til højre for skelettet af en afdød mand ligger resterne af et barn i sin kiste. Dem har de faktisk allerede fundet tre af, og placeringen af barnegravene har fået Tim Aunkilde til at spekulere, om de måske er blevet lagt oven på deres afdøde mødre.
»Her er der to kister i forlængelse. Er det en kvinde, der er død i barselssengen med tvillinger?« spekulerer han.
»Det er jo en trist, men også spændende historie. Og ville være meget sigende. De mange børneskeletter, vi allerede har fundet, siger måske noget om tidens høje børnedødelighed.«
Han viser en flig af kravebenet, der hører til skelettet af det barn, han nu med en børste nænsomt er ved at gøre fri fra den lerholdige jord.
Arkæologerne skal udgrave og fritlægge hvert enkelt skelet med allerstørste forsigtighed.
Dokumentere deres nøjagtige placering og positur med droner, billeder og instrumenter, der kan bestemme den helt præcise geografiske position. Derefter bærer de knogle for knogle fundene ind til tørring, vask, oprensning og derefter tørring igen. Alt imens de laver en grov analyse af, registrerer og noterer skeletternes køn, omtrentlige alder og andre særlige kendetegn som tegn på sygdom på knoglerne og tandhygiejne.
»Vi arbejder faktisk med fire køn. Mænd, kvinder, ubestemt og børn,« siger Tim Aunkilde og gennemgår en lamineret oversigt af skeletternes kendetegn for hver kategori.
Indtil for få år siden har det været svært at kønsbestemme børn, fordi det først er, når kønshormonerne sætter ind, at skelettet finder sin mere faste form.
»For eksempel er øreknoglen processus mastoideus mere markant og øjenhulens top mere afrundet hos voksne mænd end hos kvinder. Der er en masse indikatorer, men de er jo ikke eksakte. Nogle mænd har for eksempel feminine træk og omvendt.«
Regnen er blevet til snesjap denne råkolde torsdag eftermiddag, men til sommer vil Hans Tavsens Park bugne af børn, der tumler rundt på græsset, forældre, der slikker sol eller spiser picnic på medbragte tæpper.
Muligvis uvidende om, at der ligger rester af datidens københavnere under dem.
»Jeg har efter mange års erfaring et ret afslappet forhold til det. Men vi udviser selvfølgelig respekt, for det er jo individer og nogens pårørende,« siger Tim Aunkilde.
Det tager i gennemsnit én dags tid at udgrave et fuldvoksent skelet. Med tiden skal flere områder af Hans Tavsens Park opgraves, og under de grønne arealer ligger potentielt tusindvis af skeletter ifølge udgravningslederen.
Han er rutineret i, men ikke upåvirket af det store arbejde, der ligger foran ham og kollegaerne.
»Mange har så dårlige tænder, at jeg har lyst til at gå til tandlægen med dem. Man kan mærke den der tandpine, hvis man selv har prøvet det før, og kommer til at projicere sine egne følelser over i det,« siger han og kigger op fra det foroverbøjede arbejde med at færdiggøre udgravningen af, hvad der formentlig har været en fuldvoksen mand.
Skelettets rygsøjle er helt forvredet. Måske af jorden ovenover, der har tynget i knap 175 år, måske han levede et slidsomt liv eller led af skoliose.
»Jeg tænker også højt og snakker med dem indimellem. Spørger ‘hvad har du mon fejlet’, eller 'hvor kommer du mon fra’. Det her har jo været et menneske eller en del af et menneske på et tidspunkt.«
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
