Mens nogen hader straffesparks-konkurrencer, vil andre sige: Intet EM uden et ordentligt straffesparksdrama, hvad enten det er et enkeltstående straffespark i selve kampen, eller en nervepirrende straffesparks-konkurrence med 'vind eller forsvind'. Faktum er i hvert fald, at slutspillet i EM, som blev indledt i går, afgøres på straffespark hvis resultatet er uafgjort efter forlænget spilletid.
Så intens og tæt som den moderne topfodbold er blevet, vil ingen blive overrasket, hvis en eller flere af kampene i finalerunderne afgøres fra 11-meter-pletten. At sparke et straffe er en stor påskønnelse for en fodboldspiller, og stressniveauet øges gerne med vigtigheden af sparket til bolden.
Udviser flugtadfærd
Fodboldforsker Geir Jordet fra Norges Idrettshøgskole og hans kollega Esther Hartmann fra Universitetet i Groningen i Holland, har undersøgt samtlige straffespark, som er taget gennem historien i VM, EM og Champions League.
Resultaterne er publiceret i 'Journal of Sport & Exercise Psychology'. De viser at opførslen hos de spillere som scorer, og de som brænder, er vidt forskellige. »Spillerne opfører sig meget forskelligt før sparket. Dem der brænder, viser oftere det, vi kalder flugtadfærd. Det indebærer, at de vender ryggen til målmanden, idet de tager tilløb, eller at de lukker øjnene et øjeblik i stedet for at se målmanden i øjnene.« Her henviser Jordet til tidligere forskning hvor det er påvist at personer lukker øjnene ufrivilligt, når de udsættes for ubehagelige visuelle stimuli..
(Foto: Colourbox)
Straffesparks-skytterne som ikke trives i situationen viser også dette ved at tage sig mindre tid før skuddet fra 11-meter pletten. Det er på en måde logisk. Hvis folk fik valget mellem at komme hurtigt ud af en situation, de ikke bryder sig om, eller at bruge lang tid, burde man tro at valget er enkelt. »De vil, kort og godt, få det overstået så hurtigt som mulig, og komme væk fra situationen. Men dette er ikke noget godt udgangspunkt, når man skal skyde straffe. Dermed bliver der oftere brændt,« siger Jordet. Nogle af de hurtigste brugte under et halvt sekund fra dommeren blæste i gang, til de skød straffesparket. Dem som tog sig god tid, kunne bruge fra 1,5 til 7,3 sekunder. Det betaler sig altså at være vendt mod målmanden i forberedelserne og man bruger tid på at fokusere og koncentrere sig.
Fordel hvis scoring giver sejr
Alle straffespark i en straffesparks-konkurrence er en psykologisk påskønnelse for spillerne, men særlig den sidste og altafgørende er selvsagt kritisk. Det hjælper spilleren som skal skyde, hvis scoring giver sejren til hans hold. I sådanne tilfælde er der kun 14 procent af straffesparksskytterne som vender ryggen til før de skyder, og der scores på 92 procent af straffesparkene. Langt flere vender ryggen til, hvis de skal score på det afgørende straffe for at undgå nederlag. Hele 44 procent vender ryggen til i denne situation, og 62 procent scorer, oplyser Jordet. Altså er der 30 procent flere, der brænder, hvis udgangspunktet har et negativt fortegn.
Nogen gange glider det...
Chelseas anfører John Terry udviste ikke flugtadfærd, da han havde chancen for at afgøre Champions League-finalen mod Manchester United i maj måned. Han havde den ene hånd på den fornemmeste titel en spiller kan vinde på klubplan. Men hårdføre Terry brændte - fordi han gled i skudøjeblikket. »Terry var atypisk, det interessante i CL-finalen var Edwin van der Saar, Uniteds målmand. Han placerede sit håndklæde næsten helt ude ved hjørneflaget. Der var han mellem hvert straffe. Når det var hans tur til at gå tilbage, brugte han evigheder, i modsætning til Petr Čech, Chelseas målmand.« »Det førte til at Chelsea-spillerne måtte vente 6,7 sekunder på dommerens fløjte, når bolden var på plads. For United-spillerne var tiden 0,4 sekunder. Det er en vældig stor forskel, som kan have betydning,« siger Jordet. Så det er heller ikke nødvendigvis sådan, at masser af tid er lykken. »Vores undersøgelser viser, at hvis man ikke selv er herre over hvor lang tid, man skal vente på at komme i gang, så kan sekunderne føles som minutter, og sandsynligheden for at score falder, jo længere man bliver stående.
De bedste
Ved straffespark koges alt ned til at være en eneste stor heksekedel af psykologiske faktorer. Betydningen af tekniske færdigheder og fysik er pludselig ikke så vigtige, når målmand og spiller står ansigt til ansigt. Fodboldhistorien har vist os, at nogle landshold har en langt bedre straffesparks-historie end andre. »Tjekkiet har været ude i tre EM-straffesparks-konkurrencer, i 1976, 80 og 96, og de scorede på samtlige straffespark. Jeg har desuden kigget på de tjekkiske ungdoms-landshold, og de klarede sig strålende fra 11-meteren ved U20-VM i fjor, hvor de, på deres vej mod finalen, slog både Japan og Spanien ud på straffe,« siger Jordet. Tjekkiet får imidlertid ingen nytte af deres stærke straffesparks-historie ved årets EM. Holdet snublede i den sidste gruppespilskamp mod Tyrkiet. Et målmandsdrop og en strålende skudpræstation sørgede for et 2-3-resultat og kvartfinale-billeter til vildt jublende tyrkere. Ikke overraskende er også Tyskland meget solide på straffespark. Holdet har samlet set ved EM og VM været med i seks straffesparks-konkurrencer, og kun tabt én - mod Tjekkoslovakiet, ved EM i '76. »Tyskerne har scoret på 93 procent af alle skud i straffesparks-konkurrencer, så de bliver stærke i enhver straffesparksduel ved årets EM,« siger Jordet.
... og de værste
I den modsatte ende af skalaen befinder England, Italien og Holland sig, oplyser fodboldforskeren fra Norges Idrettshøgskole. Samlet set for EM og VM har englænderne, ifølge Jordet, været involveret i seks straffesparks-konkurrencer - og tabt de fem. »Der er altid et enormt pres på dem, men denne gang slipper de, siden holdet fejlede ved EM-kvalifikationen. Holland har haft det samme problem med at klare presset. De har været med i fem straffesparks-konkurrencer og tabt de fire, mens Italien har deltaget i seks og tabt fire,« oplyser Jordet. Alligevel er der én stor forskel mellem disse tre hold; Italien har vundet VM fire gange (1934, 1938, 1982, 2006). England har vundet én gang, på hjemmebane i 1966, mens hollænderne kun har EM-titlen fra 1988 at vise frem.
Stjernespillere som brænder
Et tungt pres hviler på holdenes stjerner ved straffe og straffesparks-konkurrencer. 'Alle' forventer at de, som er holdets profiler, skal sætte bolden sikkert i nettet. Men; EM- og VM-historien er proppet med eksempler på at netop stjernerne misser straffesparkene i mesterskabs-sammenhæng.
To kendte eksempler er franske Michel Platini og brasilianske Sokrates, hvis vi skal fremhæve nogen, udover de førnævnte italienere, som har misset, inklusiv den nuværende landsholdschef for Italien, Roberto Donadoni. Og mens vi skriver om tidligere stjerner som i dag træner et landshold i EM-slutspillet: Marco van Basten, den hollandske måljæger med signaturmålet fra EM i 1988, missede på straffe ved mesterskabet fire år senere. »Det har faktisk vist sig at stjernespillere oftere misser. Det er en ganske stærk effekt, og måden at kategorisere dette på, er at se på, når de har fået udmærkelser, for eksempel 'Player of the year', og så se på hvordan de præsterer efter dette.
»En helt frisk undersøgelse, som vi netop har fået accepteret i 'Journal of Applied Sport Psychology' viser, at efter sådanne udmærkelser, er 'superstjernerne' nede på omkring 60 procents formåen,« fortæller Jordet.
Prøver nogen en Panenka?
Straffesparks-historien rummer selvsagt også megen glæde og mange overraskelser. Tag for eksempel den tjekkoslovakiske midtbanespiller Antonin Panenka. Panenka, kendt for både hans frispark og pasningsspil, udførte et straffespark lige til historiebøgerne ved EM-finalen i 1976. Tysklands målmand blev sendt mod det ene hjørne - helt udmanøvreret. Hvad havde Panenka gjort? Jo, sendt bolden i en blød bue ind midt i målet. Tør nogen prøve 'en Panenka' ved årets EM? Chancerne er måske nogle procent mindre, nu hvor franske Zinedine Zidane er gået på pension. I VM-finalen i 2006, som desværre oftest huskes for Zidanes udvisning i det, der var hans sidste kamp, husker du måske også dette: Frankrig fik straffe mod Italien tidligt i 1. halvleg.
Zidane går frem - og løfter bolden. Ikke ind midt i målet, men højt op, den træffer overliggeren og springer ned, nogle sølle centimeter indenfor målstregen. Så springer bolden op på overliggeren igen! Den var aldrig inde i netmaskerne. I en dokumentar på TV for nylig, sagde Zidane at han ville 'prøve en Panenka'. Ved stillingen 0-0 - i en VM-finale!
Der er definitivt forskel på straffesparks-skytter i fodbold. Nogle flygter - andre drømmer bare om at få chancen.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
(Foto: Colourbox)
