Stalins egen tro på systemet gjorde ham til massemorder

At de 16 uforsvarlige politiske massemordere, vi behandler i bogen ‘De uforsvarlige’, tænkte og talte, gør dem til mennesker.

Det gør dem ikke nødvendigvis til gode eller til kloge mennesker.

Men de havde en omgang med deres samtids tanker – og nogle udtænkte og udviklede selv ideologier – og de forstod sig selv som del af forskellige tankesystemer og idéstrømninger.

Vi hævder på ingen måde, at de er store eller vigtige tænkere. Interessen går på, hvordan de alt andet lige, velargumenteret eller ikke, placerer sig selv som del af noget større.

Det er en tung og svær opgave at forstå deres tanker som del af en større tænkning og særligt en tænkning, som mange andre i samtiden delte. Det er oplagt, at de ofte forvanskede og fordrejede tænkningen, at de kun tog det, de kunne bruge og lod resten ligge, og det er også en del af kapitlernes ærinde at afdække det.

Det er samtidig også oplagt, men nogle gange lidt sværere at huske, at de tankesystemer, de var del af, ikke står og falder med de uforsvarliges brug og misbrug.

Det er vigtigt at diskutere, hvordan forskellige tankesystemer og ideologier kan bruges og misbruges, hvordan en tids tænkning kan blive legitimeringsgrundlag for uhyrligheder, men det er værd at huske på, at alle andre i den tanketradition ikke er ansvarlige for andres brug eller misbrug.

Der findes en talemåde, som ofte bruges i ophidsede situationer, når man vil lukke munden på sine modstandere i en debat: ‘At forstå alt er at tilgive alt’.

I Danmark har vi efter angrebet på Krudttønden i januar 2015 set ledende politikere sige, at det ikke handler om at forstå dem, der truer os, men kun om at bekæmpe dem.

Man kan spørge om vilkårene for en god terrorbekæmpelse, hvis man eksplicit vælger uvidenhed som sit videngrundlag, men vigtigere er det at slå fast, at forståelse og tilgivelse er to meget forskellige ting.

Bogen ‘De uforsvarlige’ handler om at forstå det, der virker uforståeligt. Der er intet heri om tilgivelse. At forstå alt er at forstå alt. Intet andet, men det er vel også rigeligt.

Stalin – elsket lærer og ven

Stalins forbrydelser er ofte blevet forklaret med hans hårde opvækst. Hans far var en fordrukken skotøjsarbejder, der jævnligt var voldelig over for konen og sønnen. Da Stalin blev voksen, havde han derfor ingen tillid til sine medmennesker, og han ville hævne sig på verden for den smerte, hans barndom havde efterladt.

Den firkantede psykologiserende forklaring på Stalins påståede ondskab er blevet imødegået med argumentet om, at der – hvis den holdt stik – skulle have været i hundredtusindvis af samme type, eftersom hans opvækst var typisk for underklassens børn i anden halvdel af det 19. århundrede.

Søger man forklaringen på det unikke, er der derfor næppe meget at hente her, men man kunne også vende det om og sige, at Stalin måske var typisk for sin tid, og at der var mange tusinder – om ikke små Stalinkloner, så dog personer med lignende, psykiske dispositioner.

Den uforsvarlige Stalin

Stalin fandt ikke på ret meget, som den revolutionære og marxistiske teoretiker Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924) ikke i forvejen havde udtænkt og afprøvet, omend i mindre målestok.

Det gjaldt kampen mod ’tidligere mennesker’, som var betegnelsen for den tsaristiske elite og det gamle borgerskab, der i kraft af deres klassetilhørsforhold blev anset for sovjetmagtens naturlige eller objektive fjender. Endelig var bønderne småborgere og derfor potentielle fjender af revolutionen.

Stalin havde i 1920’erne opbygget et kolossalt apparat til at kontrollere samfundet, og han fik gennemtrumfet, at de russiske bønder skulle drives sammen i kollektiver, så staten havde styr på både dem og produktionen.

De mest genstridige blev i godsvogne transporteret til kolde og ugæstfrie egne, hvor overdødeligheden var voldsom, eller til tvangsarbejdslejre i det stadigt voksende gulagsystem.

Tvangskollektiviseringen, der blev indledt i 1929, var den væsentligste årsag til den frygtelige hungersnød, der navnlig ramte Rusland og Ukraine i begyndelsen af 1930’erne, og som kostede forfærdelig mange mennesker livet.

Stalin fandt fjender i sit eget bagland

Da Stalin i midten af 1930’erne havde etableret sig som noget nær enevældig tyran i tsarernes gamle Kreml i Moskva, indledte han en krig mod reelle og, måske navnlig, indbildte fjender i sit eget bagland.

Det førte til de berygtede skueprocesser i Moskva mod medlemmer af den kommunistiske elite, der efterfølgende blev henrettet, mod officerer og generaler i Den Røde Hær og endelig til forøget terror mod befolkningen i almindelighed.

Stalin var hovedmand bag henrettelsen af en lille million mennesker i de sovjetiske fængsler, og han sørgede for deportationen til lejre af andre hundredtusinder mere eller mindre tilfældige mennesker. Det hele kulminerede i 1937 og er siden blevet kaldt ’Den store terror’.

Her følger én karakteristisk sag, der viser Stalins tankegang og handlinger over for potentielle fjender.

Bukharin – fra ven til frygtet fjende

Politikeren Nikolaj Bukharin (1888-1938) var først tæt allieret med Stalin i kampen mod den såkaldte venstreopposition, der blev anført af Lev Trotskij (1879-1940), Lenins tætteste medarbejder under revolutionen og den efterfølgende opbygning af det sovjetiske regime.

Senere kom han i modsætningsforhold til Stalin, fordi han var skeptisk over for kollektiviseringerne.

Derfor var han i 1937 en af hovedpersonerne i sagen mod de såkaldte højreafvigere. Sagen endte med, at Bukharin blev henrettet i marts 1938. Chefen for det hemmelige politi, Nikolaj Jezjov (1895-1940), havde i længere tid samlet beviser mod ham og hans medsammensvorne.

13. januar 1937 havde Bukharin således deltaget i en konfrontation med en af sine tidligere studerende, der nu var anklaget og fængslet for forræderi. Den tidligere student havde været stærkt ophidset, og han gik straks til angreb på Bukharin og anklagede ham for at undergrave magten.

Anklaget for forræderi, sabotage og terrorisme

Bukharins sag blev behandlet i plenum i Centralkomiteen 23. februar 1937. Nogle dage forinden havde han sendt et brev til komiteens medlemmer. Det hed blandt andet:

»Jeg kan ikke leve på denne måde længere. Jeg har tilbagevist al sladderen mod mig. Jeg er hverken fysisk eller åndeligt i stand til at komme til plenum, jeg kan ikke bevæge mine ben, jeg kan ikke holde atmosfæren ud, og jeg kan ikke tale … I denne usædvanlige situation har jeg besluttet at gå i sultestrejke, indtil disse anklager for forræderi, sabotage og terrorisme er taget af bordet.«

Sammen med brevet havde han sendt små 100 sider, hvor han punkt for punkt tilbageviste alle anklagerne. Han dokumenterede, at vidnesbyrd mod ham var modsigende, og at han ikke kunne have været på de steder på de tidpunkter, der var blevet nævnt.

Han udtrykte også mistillid til det hemmelige politi, der – som han skrev – var i stand til at få de vidnesbyrd, »som de havde brug for.« Han forsikrede til slut, at han siden 1930 havde stået last og brast med Stalins og partiets politiske kurs.

Havde Bukharin tage t ved lære af historien, havde han vidst, at hans eneste chance for at slippe ud af sagen med livet i behold ville være at tilstå og bede om partiets overbærenhed. Det havde han oven i købet selv krævet af Trotskij, der i slutningen af 1920’erne havde været i en lignende situation.

Hans krav om rettergang og forsvar blev mødt med foragt af kammeraterne, og erklæringen om sultestrejke blev opfattet som en provokation. Partidisciplinen havde siden Lenins dage krævet, at man adlød beslutninger og bestemmelser, der var taget på et højere niveau. Hvis ikke, var man en fjende.

»Din slyngel! Du burde holde din mund!«

Mødet blev åbnet af Jezjov, der citerede en række vidner, som bekræftede, at Bukharin skulle have været en af hovedmændene bag planer om at myrde Stalin og andre medlemmer af den sovjetiske elite. Jezjov mente derfor, at Bukharin ikke blot skulle smides ud af Centralkomiteen, men også af partiet. Fra salen lød der et tilråb om, at det var en alt for mild straf, og at han straks burde skydes.

Senere fik den anklagede ordet, og han blev fulgt op til talerstolen af Alexej Rykov (1881-1938), der var mistænkt for at stå i ledtog med ham. Ugen i forvejen var journalisten Karl Radek (1885-1939) og 14 andre blevet henrettet for sabotage og spionage til fordel for Lev Trotskij og Tyskland.

Bukharin var kun lige begyndt at tale, da den første af utallige afbrydelser fra salen lød: »Hvorfor skrev du, at du ikke vil afbryde sultestrejken, før anklagerne mod dig er fejet af bordet?«

Bukharin svarede: »Jeg vil ikke skyde mig selv, for så vil folk bare sige, at jeg gjorde det for at skade partiet.«

Der lød latter i salen, og en råbte: »Du forsøger at afpresse os!«

Officer og politiker Kliment Vorosjilov (1881-1969) råbte: »Din slyngel! Du burde holde din mund! Hvor vover du at tale således!«

Bukharin svarede: »I må forstå, at jeg ikke kan leve med det her!«

Stalin tog ordet og svarede: »Tror du, det er let for os?«

Bukharin ofrer sig for sovjetmagten

Dialogen viser flere sider af den herskende kultur: Først og fremmest er forargelsen over, at Bukharin havde brudt partidisciplinen ved ikke at underkaste sig partiets beslutning om skyld til at tage og føle på. Afgørelsen var åbenbart endegyldig, og argumenter, vidner eller kendsgerninger betød intet.

Da Bukharin senere befandt sig på dødsgangen og skrev sit berømte afskedsbrev til Stalin, benægtede han stadig hårdnakket alle anklager, men han demonstrede samtidig, at han var helt klar over, hvordan systemet fungerede. Han sluttede nemlig med at sige, at hvis hans død kunne gavne sovjetmagten, var han klar til at yde dette offer.

På mødet i Centralkomitéen var der stadig håb om redning, selv om det var spinkelt, og derfor havde han set stort på partidisciplinen. På dødsgangen var alt håb ude, og han kunne lige så godt optræde som en god kommunist.

Man kunne tro, at Stalin og de andre kammerater hånede ham, men de talte formodentlig af et godt hjerte. Stalin var overbevist om Bukharins skyld, og det var ikke let dels at skulle se forræderiet i øjnene, dels at skulle lade en gammel kammerat henrette.

Stalin og de andre kammerater var bevidste om, at det var faldet i deres lod at tage de hårde og ubarmhjertige beslutninger. Det var hårdt, men revolutionær nødvendighed bød dem at gøre det.

Stalin havde tiltro til politiets undersøgelser

Stalin var helt klar over, hvad der foregik i det hemmelige politis, Tjekaens, kældre. Det fremgår af et andet indlæg i den pinefulde seance med Bukharin.

Stalin berettede, at de anklagede ofte var meget tilfredse med at få en konfrontation med partiets ledelse, fordi det gav dem mulighed for at fortælle alt. Og han fortsatte: »Det er den psykologiske tilstand, de arresterede kommer i under konfrontationerne.« Derpå hed det:

»Jeg er klar over, at tjekisterne overdriver her og der, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de er seriøse. Det sker dog, at de bliver grebet af begivenhederne. Men den sidste konfrontation, hvor de vidnesbyrd, der fremlægges i vor tilstedeværelse, stemmer fuldstændigt overens med, hvad der er blevet sagt under tidligere forhør, overbeviser mig om, at tjekisterne arbejder ordentligt og ærligt.«

At det var en almindelig opfattelse i partiets elite og sikkert også i bredere kredse fremgår af, hvad et andet medlem af Politbureauet sagde:

»Bukharin bagtaler undersøgelsen mod ham og dermed vores undersøgelsesorganer. Bukharin vil give indtryk af, at Centralkomiteen går efter hans uskyldige blod, og at han er klar til at give det. Det er kun en fjende, der kan tale på den måde – en fjende, der tilmed er taget på fersk gerning og nægter at erkende sine forbrydelser …«

Uden tro på systemet var man en sikkerhedsrisiko

Vorosjilov forsvarede NKVD, der står for Indenrigskommissariatet, hvorunder det hemmelige politi sorterede, før det i 1954 blev udskilt i Komiteen for Statssikkerhed (KGB): »Bukharin har sået mistillid til NKVD og til Centralkomiteen, for NKVD’s afdelinger arbejder under den direkte ledelse af Centralkomiteen og dens sekretær.«

Vorosjilov: »Jeg er fuldstændig overbevist om, at de, som nu er blevet arresteret, og som er blevet forhørt, fortæller sandheden.« Den sidste taler sagde direkte, at mistillid til NKVD var lig med mistilid til Stalin, men samme grundopfattelse kan spores i mange andre indlæg.

Udsagnet rummer måske en nøgle til forståelsen af elitens adfærd. Bag udsagnet ligger nemlig begrebet tro. Enten havde man en ubetinget tro på den politiske kurs, den politiske ledelse og systemets institutioner, der var personificeret af Stalin, eller også havde man ikke. Hvis det sidste var tilfældet, var man en sikkerhedsrisiko.

Hvis anklaget var man skyldig

Det ophidsede Stalin og de andre ledende kommunister, at Bukharin nægtede at følge det ritual, som havde været under udvikling siden 1918.

Kort fortalt gik det på, at når man først var havnet på anklagebænken, var der ingen vej tilbage.

Allerede under Lenin var resolutionerne fra de vigtige møder og dommene i retssager lavet før møderne og retshandlingerne, og godkendt af den øverste politiske ledelse.

Tankegangen var, at domstole er politiske institutioner, der dømmer efter klasseprincipper, og derfor var der intet odiøst i at overlade de vigtigste afgørelser til den politiske magt. Alt andet var juristeri og pedanteri.