Det ligner gerne en klump jord, som ankommer til laboratoriet for at blive konserveret efter en arkæologisk udgravning.
Det var dog ikke svært for konservator Margrethe Felter at se præcis, hvad det var for et smykke, hun havde med at gøre efter den første røntgenfotografering.
Jordklumpen med indhold kom fra 'Intercity Sørli-Åkersvika'-udgravningen i Stange i Norge.
»Vi kunne med det samme se den dekorative form af et urnesspænde og eventuel forgyldning,« skriver hun i et opslag på Oslos Kulturhistorisk museums Facebook-side.
»Det er et af de mest tilfredsstillende aspekter ved at være arkæologisk konservator,« skriver Margrethe Felter.
»Især, når objektet er så fantastisk.«
Masseproduceret dyremode
Urnesspændet har fået sit navn efter stilen i træudskæringerne ved Urnes stavkirke.
Det centrale motiv er en dyrefigur med fire ben, en lang tynd hals og et bøjet hoved. Dyret har mandelformede eller dråbeformede øjne og er omgivet af ottetalsformede slynger.
Forskere har foreslået, at dyret kan være en løve omgivet af slangelignende skabninger, en hest eller en drage, da nogle af de senere stilarter viser dyr med vinger.
Urnesstilen, den sidste udløber af vikingetidens dyrestile i smykker, var populær i slutningen af vikingetiden, i overgangsperioden fra norrøn til kristen tro.
»Fund af identiske spændetyper viser, at de er seriestøbt fra en fælles kilde; en støbemodel, hvor enkelte spænder efterfølgende blev forgyldt,« skriver arkæolog og projektleder Jessica McGraw fra Kulturhistorisk Museum i et andet indlæg om urnesspændet.
Dele af sådan en støbeform blev fundet ved udgravninger i 1970'erne i Trondheim og viser fremstillingen af nøjagtig samme type spænde, som for nylig blev fundet i Stange.
Tabt – og fundet 1.000 år senere
Forskerne ved ikke, om urnesspænderne blev brugt af mænd eller kvinder, eller om de måske blev brugt af alle.
»Disse spænder blev populære på et tidspunkt, hvor gravskikkene ændrede sig. Skikken med gravgods forsvinder under kristendommen. Urnesspænderne, som hører til overgangsperioden, er ikke fundet i grave, og derfor ved vi meget lidt om de personer, der bar dem,« siger Jessica McGraw til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
I vikingetiden var spænderne en del af daglig brug for begge køn, brugt både til at pynte sig med og til at holde tøj og kapper på plads.
Urnesspændet afbildet her blev fundet i muldjord. I løbet af vikingetiden og middelalderen gemte folk nogle gange deres værdigenstande for at holde dem sikre, eller de deponerede dem som offergaver til guderne.
I dette tilfælde blev der ikke fundet lignende genstande i nærheden. Arkæologerne mener derfor, at spændet muligvis blev tabt her.
Under selve udgravningen på de to gårde Næsten og Guåker i Stange fandt arkæologerne spor efter bopsætninger og opdyrkning, der går 4.000 år tilbage.
»Spændet kunne godt have tilhørt en af de personer, der drev den store og vigtige gård her i den tidlige middelalder,« foreslår Jessica McGraw.
Tredobling af opdagelser i de seneste 10 år
I en videnskabelig artikel om urnesspænder i tidsskriftet Viking fra 2012 skriver arkæolog Ingunn Marit Røstad, at fund af sådanne spænder er mest udbredt i Danmark.
I 1968 fandt man otte spænder i Danmark. I 1994 var tallet mere end 100.
Denne mængde af spændefund har også gjort det muligt for forskere at gruppere dem i forskellige typer urnesspænder, som det viser sig kommer i lidt forskellige varianter.
I Norge var antallet af fund i 2012 omkring 27.
»Siden da har vi haft mange flere opdagelser,« siger Jessica McGraw.
»Vi kender ikke det præcise antal, men det er i hvert fald fordoblet, hvis ikke tredoblet siden da, hovedsageligt på grund af en stigning i metaldetektorfund. Men ofte er det, vi finder, kun brudstykker af spænderne.«
Faktisk er der højst sandsynligt mere end 100 fund af urnespænder i Norge i dag, ifølge arkæologen.
»Det spænde, som er afbilledet her, er derfor ikke et unikt fund, men det er et flot eksempel på en type urnesspænde, som vi ikke har mange af i vores samlinger på museet,« siger Jessica McGraw.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
