Grønlands vikinger importerede luksustræ fra Amerika

Vikingerne bosatte sig i Grønland omkring år 980. Deres efterkommere kaldes nordboerne, og vi ved, at de levede i det til tider meget barske klima i næsten 400 år.

I midten af 1400-tallet forsvandt de pludselig og efterlod sig gårde, værksteder, kirker og stalde til kvæg, får, geder, svin og heste.

I dag kan resterne fra det efterladte samfund give os et unikt indblik i, hvem de gådefulde nordboere var, og ikke mindst hvad de var i stand til. I dette tilfælde er kilden det træ, der er fundet under udgravning af nordboernes bosættelser.

I et nyt studie er 8.552 stykker træ blevet analyseret, og vi kan se, hvor stor en andel af træet, der var henholdsvis:

• drivtømmer
• træ fra hjemmehørende skov i Grønland
• importeret træ fra andre lande

Ifølge studiet er 50 procent af det analyserede træ drivtømmer.

En lille del af træet er importeret, og for første gang kan vi se hvorfra.

Det fortæller os for det første, at nordboerne var modstandsdygtige og formåede at bruge de ressourcer, der bogstaveligt talt drev i land, fortæller forskeren bag studiet, Lísabet Guðmundsdóttir fra Islands Universitet.

Men det vidner også om vidtstrakte rejser fra Grønland og over havet til Nordamerika.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Antiquity.

Nordboerne var »eksperter i at tilpasse sig«

Lísabet Guðmundsdóttir har undersøgt træsamlinger fra fem udgravningssteder i det sydvestlige Grønland, hvor nordboerne har levet.

Fire af stederne har været mellemstore gårde, og det sidste sted var en bispegård. Alle lokaliteter var beboet mellem år 1000 og år 1400. Det ved man blandt andet, fordi man har dateret fund fra stederne med kulstof 14-metoden.

Ved at forstørre tynde sektioner af træ under mikroskop har Lísabet Guðmundsdóttir undersøgt de cellulære strukturer i træet. Fordi forskellige træers anatomi varierer, kan hun identificere hvilken slægt og art de forskellige træstykker tilhører.

Hun fortæller, at det mest overraskende for hende har været at se, hvor stabilt nordboerne klarede sig med det, der var tilgængeligt, gennem hele den nordiske bosættelse.

»Der er ingen tegn på træmangel, og intet tyder på, at der var behov for import af tømmer i stor skala, i hvert fald ikke for den gennemsnitlige nordbo. Drivtømmer og lokale skove kunne dække det meste, hvis ikke hele deres træbehov,« siger hun til Videnskab.dk.

Hun understreger, at nordboerne havde et lige så stort behov for træ som deres skandinaviske kolleger, dog uden at have adgang til skove, som dem vi kender i Skandinavien.

I stedet blev de »eksperter i at håndtere uforudsigelighed og tilpasse deres liv omkring det,« siger hun.

»Nordboerne havde ikke mulighed for at planlægge store hus- eller bådprojekter, hvor man ledte efter træ med den rigtige form og størrelse i skoven. De skulle hele tiden tilpasse sig, hvad havet bragte dem, og så kan der have været gode drivtømmerår og dårlige, hvor næsten intet drev i land,« siger Lísabet Guðmundsdóttir.

Nordamerikansk træ uden tvivl

Ud af de flere end 8.000 stykker træ er 26 »entydigt import« fra Nordeuropa og Nordamerika, skriver Antiquity i en pressemeddelelse. Det er træ som eg, bøg, nåletræet hemlock, også kaldet skarntydegran, og det nordamerikanske fyrretræ banks fyr.

Hemlock og banks fyr, der er blevet fundet i Grønland og kan spores til middelalderen, må nødvendigvis stamme fra Nordamerika. For den slags træer voksede ikke i Nordeuropa på det tidspunkt.

Selvom det importerede træ kun tegner sig for 0,27 procent af den samlede analyserede mængde, fortæller det os, at Nordatlanten allerede i middelalderen var forbundet på tværs af havet.

Lísabet Guðmundsdóttir lægger vægt på, at træprøverne, der er identificeret som import fra Nordamerika, er få:

»Det er meget usandsynligt, at det var en nødvendighed. Alligevel er det fantastisk at finde empiriske beviser for, at disse rejser blev foretaget over så lang en periode, og at ressourcer fra Nordamerika blev erhvervet i hele den nordiske bosættelse,« siger hun.

Kan træstykker bekræfte sagaerne?

Fundene passer nemlig med skriftlige kilder, der beretter om nordboer, der rejser til Nordamerika gennem det 11. århundrede for at hente tømmer. Blandt andre Leif den Lykkelige.

Han var søn af Erik den Røde, der ifølge islandske kilder stod i spidsen for bosætterne i Grønland. Leif den Lykkelige gik i sin fars fodspor som opdagelsesrejsende og skulle efter sigende være den første europæer, der kom til Nordamerika. Også før Christopher Columbus.

Freydís Eiriksdóttir, der muligvis var Erik den Rødes datter, var også med i den tidlige udforskning af Nordamerika. Og en tredje islandsk opdagelsesrejsende, Thorfinn Karlsefni, udforskede omkring år 1010 det såkaldte Vínland, der formodes at være det, vi i dag kender som den canadiske ø Newfoundland.

Ifølge Lísabet Guðmundsdóttir understreger det »de navigationsevner, nordboerne besad«. De havde både den viden og de fartøjer, det krævede at krydse Davisstrædet mellem Grønland og Nordamerika.

Forsker: Kan det kaldes import?

Det er ifølge seniorforsker Jette Arneborg »dødspændende«. Hun har selv forsket i arktisk arkæologi og nordboernes historie, og i denne sammenhæng har hun læst det nye studie for Videnskab.dk.

Hun er dog forbeholden over for begrebet ‘import’, der bruges i studiet. Datasættet er ikke særligt stort. Der konkluderes ud fra udgravninger af kun fem steder, og mængden af træ, der kaldes importeret, er ganske beskeden.

»Det virker bastant, når man siger import. Men de almindelige husholdninger fik deres behov dækket af drivtømmer og lokalt træ, og så var det faktisk kun elitegårdene, der havde adgang til det importerede træ fra Europa og Nordamerika. Det var jo ikke meget træ og nok mere en slags ‘exotica’,« siger hun og lader et spørgsmål stå åbent:

»Det kan jo også være ganske få skibe, der er havnet derovre ved et tilfælde, fordi de er blæst ud af kurs. Kan man kalde det import?«

Der skal ifølge Jette Arneborg mere arkæologi til, før man kan komme med »så bombastiske konklusioner«, men nu, hvor idéen er fremlagt, er det oplagt at fortsætte i det spor.

Hun er nemlig også nysgerrig efter mere viden om kontakten til Nordamerika.

»Det mest interessante er, at man overhovedet havde træ fra det amerikanske kontinent. At rejserne over havet ikke bare var noget, de første nordboere i Grønland foretog. Man havde noget kontakt senere også, og det er ikke noget, vi ved særligt meget om endnu,« siger hun.

Eliten havde skibene

Studiet viser altså, at mens den jævne nordbo byggede med drivtømmer og lokalt træ, havde eliten også adgang til det udenlandske træ. Træet blev muligvis brugt til særligt store konstruktioner eller til skibe.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at det pågældende træ er fundet ved bispesædet Garðar, forklarer Jette Arneborg. Bispesædet, der indgår i analysen sammen med de fire mellemstore nordbogårde, var det største af nordboernes gårdanlæg i Østerbygden i Grønland.

»Bispesædet var formentlig det eneste sted, der havde skibe. Generelt var det eliten, der lå inde med udstyret og kunne sende folk med skib langs kysten eller op i Diskobugten for at fange hvalros,« siger hun.

Sammen med landbrug var hvalrosfangst og handel med dyrenes kostbare tænder fundamentet for nordboernes samfund.

Men det var ikke kun eliten, der nød godt af jagten. Alle gårde var repræsenteret under arbejdet med hvalrostænderne, fortæller Jette Arneborg. Det ved vi, fordi man har fundet spor efter arbejdet på alle gårde.

»Når man havde fanget en hvalros, skar man hovedet af den og lod det ligge på gårdene. Efter et antal uger havde tænderne løsnet sig så meget, at man kunne lirke dem ud. Man har brugt redskaber til at få tænderne fri, og vi finder små stumper af tænderne, når vi sier jorden,« siger hun og fortsætter:

»Vi finder ikke hvalrostænder her, for dem har man afleveret til de store gårde.«

En fælles indsats

Lísabet Guðmundsdóttir fortæller, at studiet på den måde passer fint med den eksisterende opfattelse af nordboerne, som vi har lært dem at kende gennem arkæologi og skriftlige kilder.

»Nordboernes samfund var centraliseret og blev det højst sandsynligt endnu mere i den sidste del af bosættelsen. Bispegården og andre steder med lignende høj status kontrollerede store landområder og havde også ejerskab over naturressourcer,« siger hun og nævner som Jette Arneborg, at eliten sad på skibene og derfor stod for at organisere sejladsen.

Hvad end man sejlede for at jage eller for at hente træ, jern eller andre materialer, blev de mindre husstande involveret, og ressourcerne blev efterfølgende fordelt mellem gårdene.

Så selvom der fandtes både en top og en bund i nordboernes relativt kortvarige samfund, var der aldrig tegn på mangel på de mindste gårde.

Gå på opdagelse i kortet herunder. Klik på de forskellige punkter og læs om, hvordan vikingerne rejste rundt og handlede med deres omverden: