Prøv at råbe »Vikingerne kommer!« og vi kan mærke – selv i dag – at dét ville ikke være så rart.
For er der noget, der står malende klart, er det, hvor brutale, hensynsløse og uovervindelige vores forfædre var. Var man en from munk eller nonne på et kloster i 800-tallets England, ja, så var man selvfølgelig prisgivet.
Eller var man nu også det?
Et nyt studie udført af engelske arkæologer afslører nemlig, at klostrene og deres beboere var sejere end hidtil antaget. Det viser sig nemlig, at de holdt stand mod vikingernes gentagne togter.
»Billedet af hensynsløse vikinger, der slagter hjælpeløse munke og nonner, er baseret på skriftlige optegnelser, men en genundersøgelse af beviserne viser, at klostrene havde mere modstandskraft, end vi nok har troet,« udtaler lektor i arkæologi Gabor Thomas fra Institut for Arkæologi ved University of Reading til Phys.org.
Hun har stået i spidsen for de mere end 10 års arkæologiske undersøgelser, som ligger til grund for de nye fund.
»Det er et fint arkæologisk studie, som bidrager med en rigtig god brik, som vi har manglet,« siger professor, arkæolog og vikingeforsker Søren Sindbæk på Aarhus Universitet.
Den brik, han taler om, udfylder hidtil manglende viden om et af vikingernes yndede mål, nemlig et kloster i grevskabet Kent, Lyminge, som man har kendt fra skriftlige kilder, men ikke helt vidst, hvad der skete med.
Engelske arkæologer har nu undersøgt stedet og fundet beviser for, at de nonner og munke, der boede der, ikke bare flygtede med det samme, vikingerne kom.
»Det er et billede, vi også har set fra andre klosterundersøgelser, og denne undersøgelse understøtter det,« lyder det fra den danske professor, der ikke selv har haft noget med det konkrete studie at gøre.
Munke og nonner var langtfra lette ofre
Der er altså tale om klosteret Lyminge, som lå i Kent i England fra anden halvdel af det 7. århundrede. I et af de områder, der var hårdest ramt af vikingernes togter. Især fra slutningen af det 8. århundrede gik det hårdt for sig, hvor Lyminge-kloster lå i frontlinjen af vikingernes angreb.
Derfor skulle man tro, at der var tale om lette ofre. Men det var nonnerne og munkene åbenbart langtfra.
Under de nye arkæologiske udgravninger fandt forskerne nemlig slagtede dyreknogler kasseret som affald, og ved hjælp af kulstof 14-datering kunne forskerne konstatere, at klosteret fortsatte sin eksistens i næsten to århundreder efter oprettelsen i det 7. århundrede, og dermed også gennem det lille århundrede, hvor vikingetogterne i området var på sit højeste.
Den nye forskning viser altså et mere komplekst billede, end vi hidtil har haft.
»Klostrene var mere modstandsdygtige, end billedet af de lette ofre portrætteret i populære beretninger om vikingernes overfald,« udtaler Gabor Thomas fra University of Reading.
Kun en sidehistorie
Danske Søren Sindbæk er som tidligere nævnt glad for den nye arkæologiske viden om klosteret i Kent. Men studiet er meget bredere end det og går både arkæologisk og historisk til værks.
Det egentlige formål med studiet er at beskrive klosterets usædvanligt lange, sammenhængende kristne historie, herunder klosterets helt centrale rolle i, hvordan samfundet forvandlede sig gennemgribende fra at bestå af hedenske bønder og krigere til at blive et helt igennem kristent samfund, der endda var mere velfungerende end tidligere tiders romerske samfund.
Klosterets overraskende modstandskraft mod vikingerne er ’kun’ en bifortælling i den større historie. Søren Sindbæk forklarer, at når de engelske forskere alligevel vælger at lægge vægt på bi-historien om vikingerne, er det, fordi vikingerne løfter interessen for studiet til et andet niveau.
»Dét er vigtigt i det engelske system, hvor man rangerer kvaliteten af et studie ud fra, om det har lokal, national eller international relevans. Vikingerne giver det international interesse. Derfor profilerer de vikingehistorien,« forklarer den danske professor.
\ Læs mere
Knap så stort comeback
Men måske er der også en anden grund.
Søren Sindbæk forklarer, at det i den populære engelske historieopfattelse hedder sig, at vikingerne kom, plyndrede og smadrede det hele.
Men det hedder sig også, at så kom det store engelske kongedynasti fra Wessex i form af Alfred den Store og hans efterfølgere og fik styr på tingene.
»Det ligger også på dagsordenen, når man undersøger klostre og forsker i vikinger i England,« påpeger den danske professor.
Hans pointe er, at stadig mere forskning viser, at vikingetruslen måske var lidt overdrevet. Måske gik det okay mange steder.
Måske skal vi mere se det som terrorangreb i dag. De lukker heller ikke byer helt ned. Folk går stadig på arbejde næste dag, påpeger Søren Sindbæk.
»Så måske er det store 'come back' efter vikingerne, som englænderne ynder at tilskrive Alfred den Store og hans efterkommere, lidt overdrevet,« påpeger han.
\ Læs mere
Ender skidt
Når alt det er sagt, ender historien alligevel skidt for klosteret i Lyminge.
Ja, klosteret overlevede gentagne vikingeangreb – også flere end hidtil antaget - og kom sig endda også efter dem. Selvom munkene på et tidspunkt måtte søge asyl i byen Canterbury, kom de tilbage til klosteret og fortsatte med at bo og bygge der, også ind i det 9. århundrede.
Det ved forskerne, fordi de blandt andet fandt sølvmønter, som vidner om reetableringen af klostersamfundet.
Men til sidst nåede klosterets modstandskraft alligevel sit bristepunkt. Efter omfattende konflikter mellem englændernes kong Alfred den Store og de invaderende vikingehære i slutningen af det 9. århundrede ser det ifølge forskerne ud til, at stedet, hvor klosteret lå, blev endegyldigt forladt.
»Det var højst sandsynligt på grund af vedvarende langsigtet pres fra vikingehære,« udtaler den engelske lektor bag studiet, Gabor Thomas.
