Den nordiske mytologi har igennem længere tid kapret vores fantasi.
I dag har mange hørt historierne om de hedenske guder – især Odin, Thor og Loke, der for nylig fik en renæssance i Marvel-universets tegneserier og film.
En ny version af trosretningen, kendt som Ásatrú (på dansk: Asatro eller Aesirs religion, red.), har endda en del følgere i dag.
Vores vigtigste kilde til mytologien er Snorris Edda, opkaldt efter dens forfatter, den islandske høvding og digter Snorri Sturluson, fra omkring 1225.
Skandinavien konverterede til kristendommen senere end mange andre dele af Europa, men processen er stadig en vigtig del af vikingenes sande historie. Der findes en række fascinerende norrøne litterære værker med et kristent tema, blandt andet sagaer om biskopper og helgener.
Bedre fremtidsudsigter i kristne lande?
Det ville være forkert at underdrive vikingernes vold, men det var ikke kun de skandinaviske søfarende, der angreb og plyndrede i Middelalderen.
De irske annaler (en tidlig form for historieoptegnelse, red.), eksempelvis Annals of Ulster, fortæller om langt flere angreb, hvor irere angriber andre irere – blandt andet angreb og afbrænding af kirker – end angreb af skandinavere.
Det er blevet foreslået, at et ideologisk sammenstød var årsag til ‘vikingetiden‘, hvor de hedenske skandinavere forsøger at hævne kristne angreb, som eksempelvis kejser af Frankerriget Karl den Stores invasion af Sachsen fra år 772 til år 804.
Den 30 år lange krig, som var fuld af vildskab og brutalitet såsom dødsstraf for ‘hedenske skikke’ og henrettelse af 4.500 saksiske oprørere i 782 (Massakren i Verden), førte til tvangs-kristningen af hele sakserfolket.
Men det er mere sandsynligt, at de kristne klostre i første omgang stod for skud, fordi de var så dårligt forsvaret, og fordi de havde transportable ressourcer i form af metalsager og mennesker.
Livet i de mere velstående kristne lande leverede til tider også bedre fremtidsudsigter end livet i det ressourcesvage Skandinavien.
Kristendommens fremgang
Skandinavien blev gradvist gjort kristen gennem missionærer, der sporadisk prædikede i Norden fra det 8. århundrede.
Selvom de mødte en vis modstand, var kristendommen og den norrøne hedenskab ikke grundlæggende modsætninger.
En støbeform af klæbersten fra det 10. århundrede fundet ved Trendgården i Himmerland viser en thorshammer ved siden af det kristne korssymbol. Den samme kunsthåndværker arbejdede tydeligvis for både hedninger og kristne.
Den første skandinaviske konge, som konverterede til kristendommen, var den danske delkonge Harald Klak, som blev døbt i år 826. Ludvig den Fromme støttede hans kamp om magten i Danmark og et (mislykket) forsøg på at genvinde tronen. Først mere end hundrede år senere kristnede en anden, mere kendt Harald danerne i 965.
Gorm den Gamle (ikke at forveksle med Jellingekongen Gorm den Gamle, far til Harald Blåtand) var en dansk konge i det østlige England med det kristne dåbsnavn Æthelstan, som også blev kaldt Gorm den Barnløse eller Guthrum (også stavet Gudrum). Også han blev døbt som en del af en aftale efter et tabt slag mod Alfred Den store, konge af Wessex, i 878.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Signifikant vendepunkt i overgangen til kristendommen
Kontakten med de kristne kongeriger, som var mere politisk centraliserede, førte områderne i Skandinavien tættere sammen.
Harald Blåtands konversion i 960’erne var et af de mest signifikante vendepunkter i Skandinaviens overgang til kristendommen.
Bluetooth-teknologien er opkaldt efter Harald Blåtand, fordi han forenede disparate dele af Danmark, ligesom teknologien forener kommunikationsenheder.
På den store Jellingsten (cirka 965) påstår Harald Blåtand stolt:
»Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.«
Fra konge til Norges skytshelgen
Denne forbindelse mellem kongedømme og kristendom fortsatte.
To norske konger stod bag Norges overgang til kristendommen: Olaf Tryggvason og Olaf Haraldsson. Sidstnævnte blev officielt erklæret for helgen kort efter sin død på slagmarken i 1030, hvilket gjorde ham til Skandinaviens første, hjemmehørende helgen.
De kommende norske konger havde gavn af deres tilknytning til Olaf Haraldsson, der blev Norges skytshelgen.
Andre kongelige skandinaviske helgener fulgte, blandt andet Erik Knutsson af Sverige og Danmarks Knud den Hellige.
Den herskende familie på Orkney – et norrønt jarledømme – producerede også en martyr; Sankt Magnus, der blev dræbt omkring 1116 i en dynastisk skænderi.
Danmarks 2018 Melodi Grand Prix bidrag (Jonas Rasmussen med ‘Higher Ground’) fremstiller Magnus som en fredselskende viking, som nægter at kæmpe.
Saga-kilder fortæller, at Magnus nægtede at angribe sammen med den norske konge, og at han flygtede fra flådestyrken, men hans liv var ikke uden vold.
Stilistiske elementer stammer fra Skandinavien
Skandinaverne, der bosatte sig i kristne lande, blev også konverteret til den fremherskende religion.
Til at begynde med begravede skandinaverne deres døde på traditionel hedensk maner, men de adopterede snart deres nye hjemlands traditioner. Deres bosættelser blev en del af den politiske og kulturelle opbygning i de nye værtssamfund.
Nogle af de mest berømte middelalderlige, irske, kirkelige kunstværker er højst sandsynligt fremstillet af irsk-skandinaviske kunsthåndværkere fra blandt andet Dublin og andre byer grundlagt af vikingerne.
Genstandene har stilistiske elementer, der stammer fra de skandinaviske lande.
Et eksempel er Crozier of Clonmacnoise fra det 11. århundrede, der er dekoreret i ringerrike-stilen med slangeligende dyr, der bugter sig i 8-taller. Clonmacnoise i County Offaly, Irland, er et tidligt kristent område grundlagt af Saint Ciaran i det 6. århundrede og et af Irlands ældste og vigtigste kirkelige lokationer.
Kunsthåndværkeres forfædre kan ganske vel havde været de selvsamme hedenske plyndrere, der angreb de irske kirker i sin tid.
Guds soldater
Selv skandinaviske bosættere på de fjerntliggende øer i Nordatlanten sluttede sig til den europæiske mainstream med en vis grad af entusiasme. Til dels som følge af pres fra Norge, konverterede Island officielt til kristendommen i år 1000.
Efter rådslagning på den nationale lovgivende forsamling (Stortinget) blev det besluttet, at landet skulle konvertere til kristendommen, men at visse hedenske skikke stadig ville blive tolereret.
Bosættelsen i Grønland slog fejl i det 14. og det 15. århundrede, men selv da befolkningen sultede, brugte de stadig dyrebare ressourcer på at importere luksusvarer til kirken som vin og messeklæder.
Vikinger på korstog
En del skandinavere sluttede sig også til korstogene; nu var de kristne, der angreb de såkaldte hedninger.
Den norske konge Sigurd Jorsalfare (‘Jerusalem-farer’, red.) var den første europæiske konge, der personligt deltog i korstogene.
Han fik sit tilnavn efter sin deltagelse i et korstog til Jerusalem – en rejse fra år 1108 til år 1111, kort tid efter det første korstog kulminerede i den kristne generobring af Jerusalem i år 1099.
Der var trods alt ikke så stor forskel på at føre et korstog og vikingetogterne, selv om drab og plyndring nu havde kristelig opbakning.
I stedet for et hedensk efterliv med store festmåltider i Valhalla som belønning for at dø i kamp, ville de, der døde på korstog, komme direkte i himlen.
For vikingernes verden var lige ikke kun fuld af voldsmænd, guder og kæmper, men også af konger på korstog, biskopper og helgener.
Caitlin Ellis hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
