Satireforsker: Demokratiet har brug for et program som Den Korte Radioavis

Da Radio24Syv for nyligt døde, forstummede også stemmen af din veninde, grevinde, gudinde, heltinde og seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Kirsten Birgit har sammen med sin redaktør Rasmus Bruun i perioder dagligt braget ud i æteren fra det populære satiriske nyhedsprogram Den Korte Radioavis.

Programmets hårdtslående satire var en gave til demokratiet, mener Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor på Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

»Ikke mindst i spindoktorernes tidsalder, hvor politikerne får medietræning og kun siger ting, der er gennemtænkt og planlagt på forhånd, er der behov for satire, som angriber og udstiller politikernes tendens til at tale udenom og manipulere,« siger Dennis Meyhoff Brink og uddyber:

»Den Korte Radioavis brugte en række satiriske greb, som gjorde, at lytterne ofte blev usikre på, hvad der var virkeligt, og hvad der var fiktion. På den måde blev lytterne trænet i at være mistænksomme over for det, de hører. Det er sundt og nødvendigt, i en tid hvor fake news florerer i medierne, og hvor spindoktor-vældet har fået massiv indflydelse.«

»Spis lige brød til«

Den Korte Radioavis var banebrydende og formentlig noget af det mest vidtgående satire nogensinde på dansk jord i den forstand, at Frederik Cilius, Rasmus Bruun og resten af holdet gik mere kritisk til magthaverne end tidligere og tog den helt til grænsen, for eksempel når de opdigtede historier om politikernes privatliv, vurderer Dennis Meyhoff Brink, som forsker i religionssatire.

Den slags satire har tydeligvis et stort og dedikeret publikum. Fans af Den Korte Radioavis har etableret Kirsten Birgits Troldehær, programmet har fået sin egen Wikipedia, Den Korte Wiki, og sociale medier er fyldt med kærlighedserklæringer til Kirsten Birgit Schøitz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun.

Men »spis lige brød til,« siger en anden satire-forsker:

»Den Korte Radioavis var velfungerende, sjovt og dygtigt lavet, men vi skal passe på ikke at gøre Kirsten Birgit og Rasmus Bruun til helgener,« siger Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitets og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant.’

LÆS OGSÅ: Sådan skal satire forstås

Djævlens advokat: Satire gør os kyniske

I et demokratisk samfund er det vigtigt, at man må gøre grin med dem, der har magten, medgiver Hanne Bruun. Men mens nogle mennesker synes, at satire ligefrem er en grundpille i et demokrati, er der andre, som mener, at satire kan gøre mere skade end gavn, gør hun opmærksom på.

»Djævlens advokat vil sige, at et program som Den Korte Radioavis er med til at gøre os til kynikere, og at satire opdrager til mangel på empati. Man kan have den holdning, at satiren producerer grinende kynikere, der rotter sig sammen og siger; ‘Gud, hvor er vi bare gode til at gennemskue det hele’,« siger Hanne Bruun og fortsætter:

»Latter kan være frigørende og påpege magtmisbrug og hykleri, men den kan også have den negative side, at vi skutter os i vores grinende fællesskaber og kigger på idioterne derude. Nogle vil sige, at satire som Den Korte Radioavis bare bekræfter dem, der i forvejen synes, at politikerne er idioter.«

Satire har banet vejen for demokratiet

Dennis Meyhoff Brink forsker i europæisk religionssatires historie. Det er studierne af gamle skrifter og tegninger, som har overbevist ham om, at satire og demokrati går hånd i hånd.

Historisk har satire været med til at give europæere en antiautoritær indstilling, som har været en forudsætning for, at demokratiet kunne blomstre, mener han.

»Jeg vil ikke sige, at et enkelt satirisk program eller tidsskrift i sig selv har haft en stor indflydelse, men det faktum, at der har været utrolig meget satire i Europa – mere end noget andet sted – tror jeg, har haft en enorm indflydelse på europæisk mentalitet,« siger han.

Tidligt i satirens historie var det især kirken og religiøse autoriteter, der stod for skud.

»Gennem århundreder har europæiske satirikere udstillet og latterliggjort alt fra præster til paver, og til sidst blev selv Jesus og Gud skudsmål for satiren. Det har bidraget til at gøre europæerne antiautoritære og ægget dem til at kræve medbestemmelse frem for at følge deres ledere blindt,« siger Dennis Meyhoff Brink.

»Satire har været med til at give os europæere et forholdsvist demokratisk sindelag, hvor ingen er hellig eller hævet over kritik,« konkluderer han.

LÆS OGSÅ: Hvad skal vi med Trump-satire?

Genren stivnede i 90’erne

I slutningen af 1800-tallet, hvor der stadig var enevælde, blev satirisk teater og tidsskrifter for alvor udbredt i europæiske storbyer, også i København, fortæller Dennis Meyhoff Brink:

»Satiren var underlagt censur, men spredte sig via hemmelige netværk. Faktisk blev den et stadigt større massefænomen, som kulminerede i slutningen af 1800-tallet, hvor der var satiriske blade i hundredvis, hvor der var satire i romaner og teater, og hvor man sang satiriske sange på kroer og værtshuse.«

Også i nyere tid har politisk satire haft gode kår. Dansk TV begyndte at eksperimentere med genren i 1960’erne, fortæller Hanne Bruun. Op til 1990’erne havde genren succes. Men så døde den nærmest ud og blev afløst af social satire. Hanne Bruun nævner programmer som Emmas Dilemma, Det Slører Stadig, Drengene fra Angora og Rytteriet som eksempler.

»Man begyndte at få problemer med at lave ordentlig politisk satire på TV, fordi den var dyr at lave, når den skulle have et aktuelt afsæt i ugens politiske begivenheder og udføres af professionelle skuespillere og manuskriptforfattere. Genren stivnede i et format, hvor man lavede sketches og indslag om ugens begivenheder,« siger Hanne Bruun.

LÆS OGSÅ: Ny DR-satire bider ikke politikerne

Den Korte Radioavis udfyldte et hul

Da Den Korte Radioavis gik i luften i 2015, udfyldte radioprogrammet et hul, er Hanne Bruun og Dennis Meyhoff Brink enige om: Det var første gang i årevis, at et landsdækkende dansk medie bragte en så kritisk form for politisk satire.

»Før Den Korte Radioavis var der en lang periode uden særlig meget politisk satire. På TV kunne man se komik såsom Klovn, Drengene fra Angora og Rytteriet. Det var i mine øjne både sjovt og relevant, men det var ikke politisk satire,« siger Dennis Meyhoff Brink.

»I modsætning til komik er satire kendetegnet ved, at det kritiserer magthavere, der i satirikernes øjne fortjener at blive udstillet og latterliggjort, for eksempel fordi de er hykleriske eller grådige. Satire bruger latter og komik som våben til at angribe og spidde sine modstandere,« tilføjer han.

Ved at bruge satire har Rasmus Bruun, Frederik Cilius og resten af holdet bag Den Korte Radioavis formået at afsløre og udstille hykleri, på en måde som rigtige journalister ofte ikke lykkes med, fordi politikerne er blevet for dygtige til at manipulere og undlade at svare på kritiske spørgsmål, mener Dennis Meyhoff Brink.

»I satire kan man tillade sig at spille en fiktiv rolle, hvilket vil være helt udelukket for en seriøs journalist. Når man spiller en rolle, kan man snakke interview-ofrene efter munden og således anspore dem til at sige ting, de ellers ikke ville have sagt,« siger han

Martin Rossen skulle ryges ud af hullet

I historiens løb er adskillige satirikere blevet fængslet for at kritisere magthaverne, fortæller Dennis Meyhoff Brink. Så galt er det ikke gået for Kirsten Birgit, Rasmus Bruun og de øvrige karakterer i Den Korte Radioavis.

I løbet af sine fem år i æteren er programmet dog gentagne gange blevet kritiseret for at gå over stregen, sprede falske rygter, mobbe og lave kampagner, som kan have påvirket lytterne. 

Men hverken Dennis Meyhoff Brink eller Hanne Bruun mener, at Frederik Cilius og Rasmus Brun gik over stregen.

»Vi lever i en meget moraliserende tidsalder, hvor tolerancen overfor satire synes at blive mindre og mindre. Netop derfor er der brug for intelligent satire, som insisterer på at være fri og sprænge nogle af vores mange unødvendige tabuer,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Politikere har blandt andet kritiseret Den Korte Radioavis for at sende en ballon til vejs, der var inspireret af den baby-Trump-ballon, der har været brugt til demonstrationer i andre lande, men som i stedet forestillede statsminister Mette Frederiksens (A) særlige rådgiver Martin Rossen.

Hanne Bruun afviser, at ballonen var for meget:

»Martin Rossen er jo en magthaver, og jeg kan godt forstå, han skulle ryges ud af hullet.«

»Jeg synes ikke, Den Korte Radioavis gik over stregen. I politisk satire er det en en klassisk ambition at holde øje med de underlige konstellationer, der bliver lavet i magteliten, og det var det, de gjorde,« siger Hanne Bruun.

LÆS OGSÅ: Toilet-grafitti afslører helt sort dansk humor

LÆS OGSÅ: Religions-satire har altid skabt splid