Donald Trump har været et yndet mål for satire, siden han valgte at gå ind i politik. Skuespilleren Alec Baldwin har eksempelvis gjort en art comeback med sin populære parodi af Trump i det amerikanske underholdningsprogram Saturday Night Live. Alt fra hår, grimasser, håndstilling og talestil bliver her taget under mere eller mindre kærlig, satirisk behandling.

I slutningen af januar hittede også en satirisk videohilsen fra Holland til den nyligt indsatte amerikanske præsident Trump på YouTube. (Se videoen nedenfor)

Efter Trump i sin indsættelsestale lovede den amerikanske befolkning (og resten af verden), at det fra nu af ville blive 'America first', foreslår videoen at gøre 'The Netherlands second'.

Speakeren i videoen ikke bare lyder som Trump, men parodierer også hans ordvalg, blandt andet ved at overforbruge adjektiver som 'great', 'absolutely fantastic' og 'amazing'.

Sidenhen har mange andre lande verden over gjort kunsten efter og produceret videoer, der på lignende vis beder om at være 'second' efter 'America first'. Nogle lande tager endda skridtet videre og foreslår omvendt sig selv 'first' og 'America second'.

På hjemmesiden everysecondcounts.eu kan man se de mange introduktionsvideoer til de forskellige lande, heriblandt Danmarks satiriske hilsen til Trump, der blev vist i Natholdet.

Videoerne udgør et særegent fænomen, der, udover latter, også vækker en række spørgsmål: Hvorfor har så mange lande (41!) behov for at lave grin med Trump? Hvad gør ham til et ønsket mål for politisk humor? Er Trump-parodier bare underholdning, eller vil den politiske humor os mere – og i så fald hvad?

Politisk humors kritiske funktion

Helt overordnet dækker begrebet politisk humor på den ene side over politikere, der bruger humor til eksempelvis at forbedre deres image i offentligheden, og på den anden side journalister, politiske kommentatorer, kunstnere, karikaturtegnere og privatpersoner, der bruger humor til typisk at kritisere politikere eller politik.

Politisk humor finder derfor både sted i politiske og ikke-politiske sammenhænge. Lige fra folketingsdebatter over interview i medierne til satiretegninger, revyer og comedy i radio eller på tv.

Den politiske humors kritiske funktion er let at få øje på i videoerne: De lefler på satirisk vis for Trump ved at genbruge hans egne formuleringer og gentage hans valgløfter.

Holland lover ham eksempelvis, at i ponyparken 'Slagharen' er han velkommen til at 'grab them by the pony' – en klar reference til Trumps mildest talt uheldige formulering, som vist ikke behøver gentages.

I samme boldgade fastslår Schweiz, at de også elsker at behandle deres kvinder dårligt og derfor ikke lod dem stemme før 1971. Desuden findes der ingen mexicanere i Schweiz, påstår videoen, hvilket Trump altså underforstået burde have sympati for.

Endelig afslører Belgien, at ABBA ikke er svensk, men faktisk belgisk – det er en 'alternative fact'!

Parodi – gentagelse med kritisk distance

Litteraturforskeren Linda Hutcheon definerer, lidt frit oversat, parodi som gentagelse med kritisk distance, der markerer forskel fremfor lighed.

Selvom udgangspunktet for videoerne er at udpege ligheder mellem Trumps politik og de enkelte lande, bliver det gjort med så stor kritisk distance, at det er tydeligt, at videoerne udstiller forskelle, ikke ligheder.

Ved at 'tale' som ham, taler videoerne faktisk ned til ham. Gentagelser af hans valgprogram og et ordvalg, der lyder ’Trumpsk’, markerer netop afstand til Trump og hans holdninger til eksempelvis kvinder og indvandrere.

Parodierne understreger med andre ord forskellen mellem 'ham' og 'os' og uenighed med hans holdninger og valgprogram.

Selvironi, kærlige puf og grovkornet satire

I parentes bemærket er det dog ikke kun Trump, videoerne gør grin med. De gør også grin med andre lande – og med sig selv.

Holland afskriver eksempelvis både dansk som et 'katastrofalt' sprog og tysk som 'fake' og fremhæver dermed deres eget. Australien hævder derimod, at europæere lærer engelsk, fordi de hader deres egne tåbelige sprog.

Omvendt nævner Holland også en ponypark og miniature-by som landets hovedattraktioner i en klart selvironisk manøvre. Ligesom Danmark gør opmærksom på at 'we, the Danish' henviser til 'os, danskere' – ikke wienerbrød, som også kaldes 'danish' på engelsk.

Selvironien er med til at tage lidt af brodden af angrebet på Trump og bløde op for kritikken. De små 'puf' til andre lande giver også videoerne præg af kærligt dril, der lettere lader den, til tider, grovkornede satire passere.

Man kan måske sige, at brugen af selvironi klæder afsenderen, som ikke kun peger fingre af Trump, men også formår at vende fingeren mod sig selv.

Trump-satire giver afløb for afmagt

Så hvorfor gøre grin med Trump?

Mange ville nok hævde, at det klarer han fint selv. Et andet enkelt svar er: Hvad skulle vi ellers gøre?

Valget af ham som præsident står ikke til at ændre, men Trump-satiren kan være en måde at give afløb for frustration og forløse en følelse af afmagt – måske endda også frygt over for en præsident, som i skrivende stund er mistænkt for at have fyret sin FBI-chef, fordi denne har igangsat en undersøgelse af et muligt samarbejde mellem medlemmer af Trumps stab og den russiske regering under den amerikanske valgkamp.

Midt i alt det sjove lurer også en alvor, som blandt andet Danmarks videohilsen sætter disse ord på: »If you screw NATO you are gonna make our problems great again. They’re gonna be huge, OK?«.

Samarbejder Trump ikke med NATO, skaber han store problemer. Udsagnet bunder i en usikkerhed: Hvad vil fremtiden bringe med en uforudsigelig mand som Trump ved roret i USA?

Latter er en ventil for frustrationerne

Brugen af humor i videoen afspejler dermed det, man inden for humorforskning betegner forløsningsteorierne (relief theories): Disse teorier forklarer latter som udladelse af nervøs energi.

Teorierne bliver sædvanligvis forbundet med Sigmund Freud og hans indflydelsesrige værk 'Der Witz' fra 1905, som analyserer vittigheder ud fra psykoanalytiske begreber, såsom selvbedrag eller fortrængning.

Kort fortalt peger Freud på, at jokes eller humor giver mulighed for at sætte ord på det, vi ikke kan ytre os om under normale omstændigheder, eksempelvis aggression eller begær. Vores latter giver dermed afløb for ophobningen af den slags undertrykte følelser.

På samme vis kan Trump-satiren tjene som en slags ventil for den frustration, som videoerne netop afspejler, idet de tegner et billede af en præsident, der er småt begavet, kvinde- og fremmedhadsk og ikke skelner mellem rigtige og alternative facts.

Hvad skal vi med politisk humor?

Et nærliggende spørgsmål er, hvad politisk humor mere generelt kan have af betydning for modtagerne af den.

Forskning på området giver dog langt fra entydige svar på, hvilken effekt politisk humor har, som Tsakona & Popa skriver i deres antologi om politisk humor fra 2015.

Nogle undersøgelser i antologien peger på, at politisk humor set online eller i satiriske tv-programmer kan øge seernes kynisme og dermed have en negativ indvirkning på deres opfattelse af og tillid til politikere og politiske institutioner. Denne kynisme kan ydermere medføre en afstandtagen til politik og et fald i valgdeltagelse.

Omvendt peger andre forskere på, at politisk humor kan styrke seernes tro på egne evner til at forstå politik, hvilket kan øge chancen for, at de også engagerer sig mere i politik.

Vi vil have mere Trump-satire

Om Trump-satire ligefrem kan engagere flere mennesker i politik, er som altid svært at svare på. I hans tilfælde er det måske snarere Trump selv, der lokker seerne til, end satiren om ham.

Det blev endda hævdet, at den politiske satire ikke ville overleve efter valget af Trump, for hvad er der tilbage at gøre grin med, når virkeligheden i den grad har overgået fantasien?

En hel del skulle det vise sig. Så der er sikkert meget Trump-satire at se frem til.

»It’s gonna be really, really great.«