Sådan skal satire forstås
Muhammed-krisen har vist, at vi ikke er gode nok til at forstå religionssatire. Det mener en dansk forsker, der derfor har udviklet en ny satire-teori.

Én af de mindre kontroversielle 'Mohammed'-tegninger fra Jyllands-Postens avisside i 2005 var denne, bragt med tilladelse fra tegner Lars Refn.

Én af de mindre kontroversielle 'Mohammed'-tegninger fra Jyllands-Postens avisside i 2005 var denne, bragt med tilladelse fra tegner Lars Refn.

Under Muhammed-krisen opstod der en stor debat om, hvad man kunne tillade sig i satirens hellige navn.

Nogle mente, at Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen var ondskabsfuld. At den dæmoniserede muslimer. Andre mente, at den var helt OK.

Men uanset hvad, havde debattørerne ikke de rigtige redskaber til at analysere den satire, de diskuterede. 

Det mener Dennis Meyhoff Brink, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han er i øjeblikket i færd med at skabe en ny satire-teori, som skal gøre os bedre til at forstå og analysere religionssatire.

»De flest teorier om, hvad satire er, blev lavet fra 1950erne til 1970erne. Jeg mener, at de teorier er forældede,« siger Dennis Meyhoff Brink.

»De kan ikke forklare nyere fænomener som Muhammed-tegningerne og vreden over Salman Rushdies bog ’De sataniske vers’. Derfor arbejder jeg på en ny teori.«

Satire kan bruges af magthaverne mod folket

Den nye satire-teori skal tage højde for, at satire kan bruges som våben af alle – også af magthavere, der vil undertrykke deres folk.

Tidligere har satire-forskere ment, at satiren altid er den lille mands våben mod magthaverne i kampen for ytringsfrihed. Men sådan mener Dennis Meyhoff Brink ikke, at virkeligheden er.

»Jeg har identificeret tre meget forskellige udlægninger af, hvad satire er. De har alle tendens til at overse, at satire også kan udspille sig på bekostning af frihed og demokrati. Og at den kan være vendt mod folket og ikke kun mod magthaverne,« siger han.

Tre gamle satire-teorier (1. teori)

De tre udlægninger giver hvert sit bud på, hvad satire er. Men de er alle forældede, mener Dennis Meyhoff Brink.

For eksempel kan de ikke bruges til at analysere Muhammed-tegningerne.

Den første udlægning siger, at satiren er den lille mands våben i kampen mod magthaverne. Et eksempel kan være den amerikanske komiker Jon Stewart, der via satire spidder den amerikanske præsident.

»Det er klart, at den form for satire findes. Men den passer ikke særlig godt på Kurt Westergaards tegning. For hvem er det, der udstiller hvem? Tegnede Westergaard i virkeligheden ’den lille mand’?«

»Det er meget tvetydigt, hvem der egentlig har magten her. Er det den stærke vestlige kultur, der laver satire over en udsat minoritet? Eller er det stærke fundamentalistiske kræfter, der forsøger at presse os til at makke ret?«

»Den klassiske satireteori gør os ikke klogere på den slags problemstillinger, « siger Dennis Meyhoff Brink.

Satiren spidder ikke modstandere fra neutral grund (2. teori)

Den anden forældede satire-teori siger, at satiren står på en neutral grund, hvorfra den kan tillade sig at udstille andres laster og hykleri.

Et eksempel er al den satire, der blev lavet i forbindelse med pædofiliafsløringerne i den katolske kirke. Over hele verden blev der gjort tykt grin med de katolske præster, fordi de havde lovet at leve i cølibat – men ikke kunne holde fingrene fra alterdrengene.

Satiren stod på neutral grund – uden for kirken – og kunne tillade sig at pege fingre. Men heller ikke den form for satire passer på Westergaards tegning.

»Kan man sige, at Kurt Westergaards tegning udstiller andres hykleri? Ja, måske. Men det betyder ikke, at Westergaard selv er upartisk.«

Salman Rushdie måtte gå under jorden, efter hans bog De Sataniske Vers i 1988 havde opildnet muslimer og fået Irans leder, Ayatollah Khomeini, til at udstede en fatwa - reelt en dødsdom - over ham. (Foto: David Shankbone)

»Han har en holdning, som farver det, han iagttager og tegner, og det samme gælder naturligvis Jyllands-Posten. Avisen ville teste selvcensuren i forbindelse med at tegne Muhammed. De havde en agenda.«

»Og derfor må både Jyllands-Posten og Westergaard betragtes som spillere på banen. De er ikke neutrale iagttagere uden for banen, sådan som klassisk satireteori opfatter satirikerne,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Nazi-propaganda kæmper ikke for ytringsfrihed (3. teori)

Den tredje, forældede satire-teori passer derimod lidt bedre på Kurt Westergaards Muhammed-tegning.

»Den tredje opfattelse er, at satire er et våben for oplysningsidealer som for eksempel ytringsfrihed og demokrati. Mange vil sikkert sige, at det netop passer på Kurt Westergaards tegning,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Men også denne teori er for ensidig, når det kommer til stykket.

»Der er masser af eksempler på, at satire ikke altid er til gavn for idealer om ytringsfrihed og demokrati. 

»For eksempel vil de færreste nok mene, at den nazistiske satire, der udstille jøderne som rotter eller giftsvampe, støtter oplysningsidealerne,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Den nye satire-teori er analyserende

Han håber, at han med sin nye teori kan kaste et mere analytisk blik på satiren.

Teorien – som der stadig bliver arbejdet på – adskiller tre former for satire:

  1. Karnevalistisk satire, som vender op og ned på tingene og derved skaber en komisk effekt. For eksempel kan den gøre præsten til dyr og dyret til præst.  Det er en inkluderende form for satire, som sjældent krænker.
     
  2. Konfrontatorisk satire, som udstiller og blotlægger alt fra magtmisbrug til hykleri , og på den måde konfronterer andre med det, de ønsker at skjule. Som eksempel kan man nævne satiren over de pædofile, katolske præster.
     
  3. Kampagne-satire, som dæmoniserer modparten i en særlig sags tjeneste – uden at tage hensyn til om det, de antyder, er sandt eller falsk. Det skete eksempelvis, da nazisterne lavede satiriske kampagner mod jøderne. Eller da den katolske kirke lavede smædekampagner mod protestanterne under reformationen.

Satiren har to ekstremer

Dennis Meyhoff Brink fortæller, at der er to ekstremer inden for satire:

Den karnevalistiske satire, der er mild og inkluderende, og kampagne-satiren, der er ekskluderende og dæmoniserende. »Kampagne-satiren går heller ikke op i, om det, den siger, er sandt eller falsk,« siger Dennis Meyhoff Brink og tilføjer, at der »ind imellem de to ekstremer er der en lang række konfrontatoriske former for satire«.

»Med den tredeling mener jeg, at vi ikke længere behøver at diskutere, hvad satire er. I stedet skal vi se på, hvilke typer af satire der findes,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.

Muhammed-tegning er konfrontatorisk

Han mener, at man kan diskutere Kurt Westergaards tegning i forhold til alle tre satire-former.

»Nogle vil sige, at Westergaards tegning af Muhammed er dæmoniserende – og altså kampagne-satire, men der vil jeg sige, at den jo ikke bygger på fri fantasi. Der er en reel sammenhæng mellem Muhammed og noget krigerisk.«

»Det forekommer i Koranens forestilling om hellig krig og videreføres i dag af fundamentalistiske muslimer. Derfor mener jeg snarere, at tegningen er konfrontatorisk,« siger Dennis Meyhoff Brink.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.