Sådan blev mad designet til IKKE at gøre os mætte: Historiker dissekerer sultens historie

Hvad er sult?

Den rumlen i maven, der får os til at kigge i køleskabet. Den lyst, der overtager, når vi går forbi en McDonalds. Eller som hjemsøger os, når mad er helt utilgængeligt for os.

Det spørger den kendte amerikanske forfatter og videnskabshistoriker Dana Simmons om i en ny bog om sultens historie. Hendes svar overrasker nok de fleste.

Ja, sult er biologi, siger Dana Simmons, der er lektor på University of California, først til Videnskab.dk og kommer så med sin store pointe:

»Men sult er også en teknologi. Sult produceres.«

Sult er ikke bare en naturlig fornemmelse i kroppen, men en teknologi skabt og styret af samfund, industri og videnskab. Et system, der kan formes, manipuleres og udnyttes til at styre menneskers adfærd og begær.

Historikeren giver i bogen eksempler fra 1800-tallet, hvor indfødte amerikanere fik fjernet deres føde. De nye overherrer skabte sult for at få de indfødte til at adlyde, opgive deres jord og underkaste sig.

Samme voldelige teknik er brugt i utallige krige, forklarer Dana Simmons over en skrattende Zoom-forbindelse.

I fængsler bruges sult i USA til at få fanger til at makke ret. Inden for videnskaben er sult et gammelt redskab, som bruges i for eksempel dyreforsøg, ligesom sult bruges i dyreopdragelse, hvor hunden ikke får mad, før den adlyder.

Og som noget helt nyt, i et historisk perspektiv, har vi fået en fødevareindustri, der også ønsker at skabe en sultfølelse i os for at opnå profit, lyder anklagen fra historikeren.

»En af de store ændringer i moderne tid er introduktionen af det agroindustrielle fødevaresystem (fødevareindustrien, red.). Her opstår en forståelse for, at fødevarer kan produceres, så de maksimerer forbruget,« siger Dana Simmons.

Vi kender det fra fastfood og andre ultraforarbejdede fødevarer, der får os til at spise og overspise.

Maden er ikke designet til at slukke vores appetit. Den er designet til at få os til at spise mere og mere og mere.

Det er et stort kollektivt problem, forklarer Dana Simmons. Og vægttabsmedicin som Ozempic er ikke løsningen på problemet. Det er symptombehandling, anfører hun.

Amerikanske soldater som forsøgskaniner

I Dana Simmons’ gennemgang af sult i den amerikanske historie peger hun på den amerikanske hær under Anden Verdenskrig som ophavet til den moderne forarbejdede og smagsoptimerede madkultur, vi ser overalt i dag.

»Fysiologer, psykologer og kemikere fik til opgave at få soldaterne til at spise deres feltrationer. Soldaterne smed dem simpelthen væk,« siger Dana Simmons.

Den amerikanske regering havde ellers skabt en optimal kostplan til soldaterne, hvor vitaminer, proteiner og mineraler var dækket ind.

Men alt for ofte smed de amerikanske soldater den kedelige mad væk og tog en smøg i stedet.

Det nationale fødevareprogram Food Acceptance Division fik derfor videnskabsfolk på sagen.

Forskerne opdagede, at smag, især sødme, aktiverede hjernens belønningssystem og kunne få soldaterne til at spise mere, selv uden egentlig sult og behov for føde.

Efter krigen blev flere af forskerne rekrutteret af fødevaregiganter som The Coca-Cola Company, hvor de brugte metoderne til at udvikle kommercielle produkter og fastfood.

Mad blev til en profitskabende vare

Fødevarer gik fra at være næring til at være designede produkter eller oplevelser. Det altoverskyggende formål var at fastholde vores blik på tallerkenen med mad i munden, at gøre os afhængige.

»Forskerne i fødevareindustrien fandt ud af at stimulere madoplevelsen. De forstod at gøre måltidet til en oplevelse i hele munden og kroppen, ikke bare en smagsoplevelse på tungen,« siger Dana Simmons.

Hun opremser flere vilde eksempler fra efterkrigstiden i sin bog. Blandt andet nævner hun Sugar Inc, som reklamerede for sukker som et slankemiddel.

Fødevareindustrien opfandt et såkaldt ‘bliss-punkt’ for den perfekte sammensætning af fedt, sukker og salt, som fastholder vores sult og får os til at overspise. Og en usund fødevareindustri var født.

Dana Simmons forklarer, at der åbenlyst er forskel på sult som et politisk våben brugt mod indfødte amerikanere eller fængselsansatte og sultfremmende fødevarer. Men der er på samme vis tale om en magtudøvelse, hvor den ene part får noget ud af den anden.

Vi får appetitvækkende, men usund mad, der er designet til at få os til at spise og gerne overspise. Industrien får penge.

Og effekten af det har store konsekvenser for vores sundhed:

I højindkomstlande som USA, Storbritannien og Canada kommer flere end halvdelen af alle kalorier fra ultraforarbejdede fødevarer, ifølge Global Food Research Program. Og med en kost bestående af mange ultraforarbejdede fødevarer, stiger risikoen for svær overvægt med 55 procent, ifølge et studie fra 2021.

Ozempic er symptombehandling

Den hurtige mad har ledt til den nyeste sult-problematik i det amerikanske, men også danske samfund, siger Dana Simmons:

»Historien om sult gør Ozempic spændende. Det understøtter idéen om sult som en afhængighed for individet,« siger Dana Simmons og udlægger drømmen bag slankemidlerne:

»Hvis man bare kunne slukke den knap i hjernen, der får os til at opleve sult,«

Men det er en misforståelse af problemet, mener hun. Med Novo Nordisks Ozempic rettes fokus på individet, som har til ansvar at kontrollere sin sult og vægt. Fokus burde rettes på den industri, der har designet fødevarer til at være sultfremmende.

»Deres fødevarer gør os sultne med vilje. Disse virksomheder bør holdes ansvarlige,« skriver hun i bogen.

Problemet ændrer sig ikke ved at tage en slankepille med et hav af bivirkninger, som fjerner appetitten til mere end bare mad, mener Dana Simmons. Omend hun har sympati med brugerne af slankemidler som Ozempic.

Slankemiddel-forsker: Hun har delvist ret

Christoffer Clemmensen forsker i overvægt og er lektor på Københavns Universitet. Han kan godt følge dele af Dana Simmons argumentation.

Fødevareindustrien har skabt et miljø, hvor vores appetit konstant stimuleres.

»Kombinationen af ultraforarbejdede produkter, markedsføring og sociale stressfaktorer udnytter vores biologi og gør det svært at regulere sult og mæthed,« skriver Christoffer Clemmensen i en e-mail til Videnskab.dk.

Han er også helt enig i, at medicinen ikke alene løser problemet. Det kræver, at farmakologien sammen med fødevarepolitikken tænkes sammen.

Men han har svært ved helt at følge krikken af Ozempic og andre slankemidler:

»At se Ozempic/Wegovy/Semaglutid/GLP-1 som et symbol på kapitalismens symptombehandling bliver dog for unuanceret,« skriver han og fortsætter:

»Biologien bag fedme er ikke et kulturelt begreb, men en fysiologisk sårbarhed, som lægemidler som semaglutid midlertidigt kan afhjælpe ved at genetablere signaler, der er blevet forstyrret i et ekstremt fødevaremiljø.«