Skyldes fedme, at fedtvævet stjæler energi fra resten af kroppen?

I årtusinder er personer med fedme blevet fortalt, at de skal spise mindre og motionere mere, hvis de vil tabe sig.

Problemet med disse råd er dog, at de ikke rigtig virker på lang sigt, medmindre man får hjælp fra mave-tarmkirurgi eller medicin, der sænker appetitten.

Men hvorfor er det så svært at tabe sig - og efterfølgende vedligeholde vægttabet - ved bevidst at spise mindre og være mere fysisk aktiv?

Måske fordi vi har misforstået den grundlæggende biologi, der afgør, om man bliver tyk eller tynd, når man lever i nutidens samfund.

Måske er overspisning ikke grunden til fedme – men derimod en helt naturlig reaktion på, at kroppen er i gang med at tage på? Lidt ligesom når børn træder ind i puberteten og begynder at tømme forældrenes køleskab, fordi de nu pludselig vokser hurtigere.

Den egentlige drivkraft bag udviklingen af fedme skal måske slet ikke findes i de dele af hjernen, der styrer vores appetit, men derimod ude i fedtdepoterne.

Forskningen antyder, at fedtcellerne ser ud til at ’opfange’ og ’indespærre’ en del af kostens kalorier på en måde, der langsomt øger fedtdepoternes størrelse og på sigt gør et varigt vægttab stort set umuligt uden medicin og kirurgi.

Hele livet får vi fortalt, at fedme skyldes overspisning

Måske du fra din barndom kan huske klippet fra Disney, hvor den tykke ’Fætter Gås’ uhæmmet fortærer al maden, da han er på besøg hos Anders And. Dette klip vil de fleste se som et eksempel på, at overspisning forårsager fedme.

Op gennem ungdomslivet forstærkes denne idé gennem populære serier som eksempelvis ’SKAM’, hvor det ikke er de slanke piger (Noora, Vilde, Sana og Eva), men derimod den buttede pige (Chris), der ofte spiser slik og is.

Ligeledes er der utallige eksempler på stereotyp portrættering af tykke personer i familie- og voksen-tv. Tænk bare på Kjeld fra ’Olsen Banden’, som er meget glad for kage.

Idéen om at svær overvægt er forårsaget af overspisning er ældgammel og kan spores tilbage til Antikken, hvor læger som Hippokrates og Galen fortalte de gamle grækere og romere, at vejen til vægttab var at gå lange ture og spise færre måltider (se eksempelvis her).

Op gennem middelalderen blev fedme forbundet med fråseri og dovenskab, to af de ’syv dødssynder’.

I dag sidder mange desværre stadig fast i den forsimplede tankegang, at fedme skyldes grovæderi og mangel på motion.

Måske skyldes det blandt andet, at vi allerede tidligt i barndommen udsættes for børnebøger og børnefjernsyn, som fortæller os, at tykke mennesker spiser for meget og bevæger sig for lidt.

Men som du kan læse i boksen herunder, er der to vigtige ting, som gør regnskabet langt mere komplekst.

Vi ved ikke, hvorfor vi har en fedmeepidemi

Den udbredte skråsikkerhed om årsagerne til svær overvægt står i skarp kontrast til fedmens mange gåder, som vi forskere forsøger at løse.

Et godt eksempel på et af de store ubesvarede spørgsmål er, hvorfor den danske fedmeepidemi startede flere årtier før indtoget i 1970’erne af det ’fedmefremmende samfund’ med kalorietunge fødevarer designet til at give os lyst til at spise mere af dem.

Den stigende forekomst af fedme i Danmark kan spores tilbage til de børn, der blev født allerede før Anden Verdenskrig.

Det fortæller os, at vi nok ikke helt ved, hvorfor vi har en fedmeepidemi.

Måske skal vi lede efter fedmens grundlæggende årsager helt andre steder end ude i køerne til burgerkædernes drive-in og shoppingcentrenes rulletrapper.

Et par feriekilo er ikke det samme som vedvarende svær overvægt

Så hvorfor overlever den misforståede holdning om, at fedme skyldes for meget mad og for lidt bevægelse?

Måske er det ikke kun på grund af den stereotype portrættering af tykke personer i børne- og ungdoms-tv, men også fordi, at mange selv har oplevet at tage på i weekenden og på ferien, når hverdagens mad- og motionsvaner ændrer sig?

Hvis ja, så er det værd at overveje, om disse udsving på badevægten ikke blot afspejler almindelig variation i kalorieregnskabet, hvor fedtvævet gemmer på kalorieoverskuddet for en tid, indtil man kommer tilbage til sin almindelige dagligdag, hvor man ofte kommer af med de få overflødige kilo igen - helt automatisk og uden besvær.

Et afgørende spørgsmål er, om den lille og hurtige vægtøgning, der eksempelvis sker under en ferie, virkelig er det samme som den store og meget langsomme vægtøgning, der ses, når nogle mennesker udvikler svær overvægt?

Meget tyder på, at det er to vidt forskellige processer.

Kroppen modarbejder vægtøgning

I håb om bedre at forstå fedmeudvikling har forskere udført en lang række forsøg med overfodring af dyr og overspisning i mennesker.

Disse forsøg viser, at kropsvægten og fedtmassen forøges, men ofte med mindre end den burde, i forhold til det overskud af kalorier der indtages.

Det er, som om kroppen forsøger at forhindre vægtøgningen. Det bakkes op af undersøgelser, som igen og igen viser, at mange mennesker faktisk skal spise imod deres egen vilje og lyst for rigtigt at tage på i vægt som følge af overspisning.

Dette ses måske særligt tydeligt hos personer med naturlig tyndhed, som forbliver tynde gennem hele livet – ofte på trods af et stærkt ønske om at veje noget mere samt mange forgæves forsøg på at overspise sig til en vedvarende vægtøgning.

Man kan ikke overspise sig til permanent svær overvægt

Det er med andre ord ikke let sådan bare at beslutte sig for at veje noget mere. Og når overspisningen stopper, vender kropsvægten meget hurtigt og ubesværet tilbage til, hvad den var, før forsøget startede.

De tilegnede kilo sætter sig altså overhovedet ikke fast, men rasler derimod af, når overspisningsforsøget slutter og deltagerne vender tilbage til at spise efter deres normale sult.

Nu kan man tænke, at det spontane og ubesværede vægttab, der opleves efter en periode med tvungen overspisning, kun ses hos individer, der fra naturens side har svært ved at tage på.

Men det ser ud til også at ske efter tvungen overspisning hos individer, der i forvejen har udviklet fedme.

Ser man på overfodringsforsøg på mus, så viser de, at mus, der i forvejen er tykke, også vender tilbage til den kropsvægt, de havde inden overfodringen startede – og de gør det mindst lige så hurtigt, som slanke mus gør det.

To spørgsmål man bør stille sig selv

Det spontane og ubesværede tab af den ekstra kropsvægt, der er tilegnet efter en periode med tvungen overspisning, står i skærende kontrast til, hvor svært - ja næsten umuligt - det er at opnå et varigt vægttab for mennesker, der lever med svær overvægt.

Kontrasten mellem de to typer af vægttab er så stærk, at den indikerer, at udvikling af fedme er en helt anden proces end den vægtøgning, der sker, når man kortvarigt overspiser eksempelvis på en ferie.

Efter at have læst dette er det værd, at vi stiller os selv disse to spørgsmål:

1. Hvis tykke individer helt automatisk vender tilbage til deres normale ’tykke’ vægt efter hurtigt at have taget på under en periode med tvungen overfodring, hvordan kan det så være, at disse individer blev tykke til at begynde med?
2. Når forskningen viser, at det er uhyre svært at spise sig til en varig vægtøgning, der ligner fedme, så handler fedme måske om noget andet end overspisning?

Tykke og slanke personer forbrænder lige mange kalorier på bevægelse

Nu hvor overspisning er en tvivlsom årsag til fedme, så kan vi jo vende os mod den anden populære forklaring på fedme, nemlig fysisk inaktivitet.

Personer med fedme beskyldes ofte for at bevæge sig for lidt. Mange glemmer dog, at det kræver mere energi at bevæge en tung krop, end det gør at bevæge en let krop (se boksen længere oppe).

Så selvom personer med fedme ofte bevæger sig mindre, end slanke gør, så ender de i sidste ende med at forbrænde samme mængde kalorier på bevægelse.

Mange undersøgelser har desuden ikke kunnet påvise, at et lavt fysisk aktivitetsniveau fremmer fedmeudvikling (se her).

Fedmeepidemien kan ikke forklares ved fysisk inaktivitet

Det er en udbredt opfattelse, at vi i dag bevæger os mindre, end vi gjorde tilbage i tiden, idet vi i høj grad har udskiftet fysisk krævende arbejde med stillesiddende kontorjobs.

Men hvis man lægger fordommen om manglende motion fra sig og ser på forskningen, så viser den, at vi i dag rigtigt nok bevæger os mindre i arbejdstiden, end vores bedsteforældre gjorde.

Men hvad så med fritiden?

I modsætning til vores bedsteforældre, som nok var ret udmattede efter en fysisk krævende arbejdsdag, så er vi i dag mere friske ved fyraftenstid og dyrker derfor mere motion i vores fritid.

Udbredelsen af fritidsaktivitet og -motion ser altså ud til at have kompenseret for de kalorier, vi ikke længere brænder af i vores arbejdstid.

Flere videnskabelige undersøgelser viser nemlig, at vi forbrænder lige så mange kalorier ved fysisk aktivitet i dag, som vi gjorde for 40 år siden, da fedmeforekomsten for alvor begyndte at stige (se her og her).

At være fysisk aktiv og dyrke motion er noget af det vigtigste, man kan gøre for at holde sig sund og forebygge en lang række sygdomme – men det virker altså usandsynligt, at fedmeepidemien skyldes fysisk inaktivitet.

Vores fedtvæv gemmer måske på årsagen til fedme

Hvis den grundlæggende årsag til fedme hverken er overspisning eller fysisk inaktivitet, må der være en anden mekanisme på spil.

En ud af flere mulige forklaringer er, at vores tarmflora har ændret sig, således at nogle mennesker optager flere af kostens kalorier i tarmene og dermed bliver tykkere, end andre gør – på trods af, at de spiser og forbrænder det samme.

Siden 1930’erne har der været to andre konkurrerende teorier om fedme.

Ifølge den dominerende teori, kaldet ’energibalance-teorien’, menes fedmeepidemien primært at skyldes det moderne miljø, som er fyldt med velsmagende og kalorierige fødevarer, som vi – ifølge energibalance-teorien - ikke kan lade være med at overspise.

Energibalance-teorien siger altså grundlæggende, at vi bliver tykke, fordi vi spiser for meget.

Men det stemmer ikke overens med, hvad overspisningsforsøgene viser, og energibalance-teorien er desuden blevet udfordret af en konkurrerende teori, som i årtier har været overset (se her og her).

Den konkurrerende teori siger, at fedme primært skyldes, at en del af kostens kalorier bliver ’taget til fange’ i fedtdepoterne, hvor de – af endnu ukendte grunde - ender med at ’sidde fast’ med det resultat, at der er færre kalorier tilgængelige for kroppens andre organer.

Fedtvævet stjæler kalorier fra andre organer

Hjernen registrerer, at der mangler kalorier til de øvrige organer, og øger derefter sultfølelsen, som en naturlig reaktion på at fedtvævet har ’stjålet’ noget af den energi, som musklerne, leveren og kroppens andre vitale væv skal bruge.

Derved igangsættes en proces, der over mange år resulterer i fedme, og hvor en opjustering af appetitten sikrer energiforsyningen til musklerne samt flere af kroppens andre organer, der jo også vokser i takt med fedmeudviklingen (se boksen i begyndelsen).

Ifølge denne teori spiser nogle personer altså mere end andre, fordi deres fedtvæv samt den øvrige krop er i gang med at vokse.

Fordi disse personer langsomt er ved at blive tykke, og fedtvævet i denne proces ’stjæler’ kalorier fra muskler og andre organer, må de spise mere for at forsyne resten af kroppen med energi (se her og her).

Vi ved ikke, hvorfor fedtvævet vokser

Årsagerne til, at fedtvævet udvider sig hos nogle – men ikke hos andre – er uklare. Men det kunne eksempelvis skyldes hormonforstyrrende stoffer, lysforurening, dårlig søvnkvalitet eller social usikkerhed, som flere studier peger på (se her, her og her).

Grundlaget for denne oversete teori er blandt andet, at forskning siden 1940’erne har vist, at mange forskellige stammer af mus og rotter udvikler fedme, til trods for at de ikke får mere mad (og i visse tilfælde endda får mindre mad) end andre mus og rotter, der ikke har tendens til fedmeudvikling.

De tykke mus og rotter normaliserer heller ikke deres fedtmasse, når de sættes på en streng diæt og for eksempel kun får lov til at spise halvt så mange kalorier som slanke mus og rotter.

Deres krop kæmper indædt imod kalorieunderskuddet og formår at bibeholde en unormal høj fedtmasse ved at sænke stofskiftet samt at nedbryde og forbrænde en større del af muskelmassen.

Vi lander nok på Mars, før vi har løst fedmens mysterier

På verdensplan lever mere end 1 milliard mennesker med fedme, og antallet forventes at stige til over 2 milliarder i år 2050 (se her og her og her).

Vi ved, at medfødte arvelige forskelle mellem mennesker i meget høj grad forklarer, hvorfor nogle har meget fedt på kroppen, mens andre har trukket et andet lod i livets genetiske lotteri og derfor er slanke.

Genetiske forskelle mellem mennesker opstår og spreder sig dog så langsomt, at de ikke kan forklare, at vi i løbet af nogle få generationer har fået en verdensomspændende fedmeepidemi.

Det må skyldes ændringer i vores miljø, og disse miljøændringer virker nok stærkest hos personer med genetisk tilbøjelighed til fedme.

Men i modsætning til hvad mange tror, så antyder forskningen, at der er noget andet på spil end blot overspisning og manglende motion.

Mens fedmeepidemien har spredt sig ud over alle klodens beboelige kontinenter, har videnskaben og ingeniørkunsten sendt folk til månen, og om få årtier har mennesket nok også besøgt Mars.

I samme periode er vi blevet markant klogere på de sundhedsfremmende effekter af kost og motion, men vi kender stadig ikke de grundlæggende årsager til, at nogle udvikler fedme.

Det skyldes måske, hvad den amerikanske forsker George Bray har sagt: »Fedme er ikke raketvidenskab – det er meget mere kompliceret.«

Jens Lund, Christoffer Clemmensen og Thorkild I. A. Sørensen forsker i fedme på Metabolismecentret, som er støttet af Novo Nordisk Fonden. Thorkild I. A. Sørensen er desuden strategisk rådgiver til Center for Sundt Liv og Trivsel. Jens Lund er støttet af ‘BRIDGE', et postdoc fellowship på KU støttet af Novo Nordisk Fonden.