Forskere finder mulig forklaring på galopperende fedme-epidemi

Verdens befolkning bliver federe og federe. Er det fordi, vi spiser for meget? Skyldes det en kost med tomme kulhydrater? Er det kemikalier i miljøet? Uheldig genetik? Skidt tarmflora?

De sidste 50 år har forskere kastet deres kærlighed på skiftende forklaringer på fedmeepidemien. En epidemi, der ifølge WHO har fordoblet antallet af overvægtige voksne siden 1990.

I dag er hvert ottende menneske på verdensplan svært overvægtig, som er af verdenssundhedsorganisationen defineret som fedme.

Men ingen af de mange forklaringer har været nøglen til at stoppe udviklingen. Påstanden i et studie er, at så er ingen af forklaringerne måske gode nok.

»De fleste tror, at fedme handler om kalorier,« siger Robert Lustig, professor emeritus i pædiatri ved University of California.

»Men det forklarer ikke, hvorfor visse fødevarer forårsager mere fedme, og det tager ikke højde for mikrobiomets (tarmfloraen, red.) rolle, og det forklarer ikke, hvorfor visse kemikalier fører til fedme.«

Han er medforfatter til studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Obesity.

Nogle mener, at det er raffinerede kulhydrater i vores kost, der driver vores fedme, mens andre i stedet peger på hormonforstyrrende kemikalier i miljøet.

Der er bare det problem, at alle forklaringerne har mangler. For eksempel forklarer en kulhydratrig kost ikke stigningen i spædbarnsovervægt.

»Der er et ordsprog: Alle modeller er forkerte, nogle er nyttige,« siger Robert Lustig til Videnskab.dk om den logik, som har fået ham og hans forskerkolleger til at bruge to år på at udvikle en såkaldt ’samlende teori’ til at forklare årsagen til fedme.

Kost kombineret med kemikalier

»De forsøger at samle flere forskellige tråde i én forklaring på, hvordan det kan være, at fedmeepidemien spreder sig over hele kloden,« forklarer Thorkild I.A. Sørensen, der er internationalt anerkendt fedmeforsker, dr. med. og professor emeritus.

Han har ikke selv haft med det amerikanske studie at gøre, men har ved konferencer diskuteret fedmeepidemiens årsager med forskerne bag og hilser studiet velkommen.

»Det er en meget omfattende teori med en masse kompliceret biologi i sig, men deres model er fuldt berettiget som et indtil videre gangbart alternativ til, hvad der ellers bydes på fra flere sider,« lyder vurderingen fra den danske professor.

Det skorter som sagt ikke på modeller og teorier, der igennem tiden har forsøgt at forklare den stigende overvægt på verdensplan.

Men når fedmen alligevel fortsætter med at stige over hele kloden, er det ifølge forskerne bag det nye studie, fordi man stadig ikke har forstået summen af genetiske og miljømæssige faktorer, der igangsætter fedme.

Især oxidations-reduktionsmodellen, der forklarer fedme med ændringer i celler og enzymer, er ifølge Thorkild I.A. Sørensen så kompliceret biokemisk og biologisk, at den vanskeligt lader sig forklare i almindeligt sprog.

Derfor skal man mest hæfte sig ved to af de faktorer, som den nye teori binder sammen.

»Den ene faktor er kosten – både hvad man spiser og hvor meget. Den anden faktor er de mange kemikalier, der findes i vores hverdag, som giver anledning til overvægt,« siger Thorkild I.A. Sørensen.

Når ingen af de store forklaringsmodeller ifølge forskerne kan stå alene, er det, fordi de alle har mangler.

Eksempelvis kan energibalancemodellen (EBM) ifølge forskerne ikke forklare, hvorfor vores kalorieindtag har holdt sig relativt konstant i det sidste årti, mens fedmen er fortsat med at stige.

Og kulhydrat-insulin-modellen (CIM) kan ikke forklare, hvorfor flere nyfødte er overvægtige, selvom de ikke indtager tomme kulhydrater.

Ingen af modellerne kan forklare, hvorfor socialt udsatte børn er mere tilbøjelige til at tage på i vægt.

»Alle modellerne er utilstrækkelige og skal forfines for at være nyttige,« konkluderer Robert Lustig da også.

Det er Thorkild I.A. Sørensen enig i.

Han mener, at forvirring om årsagerne til fedme er opstået ud fra den falske modsætning, at det enten er arv eller miljø, der er skurken. Det er kombinationen, selvom ingen rigtig ved konkret, hvad i arven og hvad i miljøet, der er afgørende.

Finder fælles nøgle

Det er også kombinationen, der er rationalet bag de amerikanske forskeres samlende teori. Det er altså både for mange kalorier, for mange tomme kulhydrater, biokemiske ændringer i vores celler og miljøkemikalier, der er årsag til fedmeepidemien.

Sat sammen udfylder de fire teorier hinandens mangler, mener forskerne, der også har udpeget den fælles nøgle, der binder alle fire modeller sammen, nemlig ændringer i miljøet gennem de sidste 50 år.

Og det er her, det bliver biologisk kompliceret. For nøglen mener forskerne at have fundet i noget, der hedder ‘reaktive oxygenarter’ - ’Reactive Oxygen Species’ (ROS) – som påvirkes af, hvad og hvor meget vi spiser og af ’obesogenerne’, altså de fedmefremkaldende stoffer i både mad og miljø.

ROS ændrer stofskiftet ved at omdanne celler, der ellers ville forbrænde energi, til celler, der lagrer energi.

Så teorien er altså, at miljøkemikalier i luft, fødevarer, fødevareemballage, kosmetik og husholdningsprodukter skaber en kombination af falske metaboliske signaler, øger insulinsekretion, forstyrrer energieffektiviteten og påvirker appetit og energiforbrug i kroppen - hvilket fører til vægtøgning.

Og dermed mener forskerne, at deres model »dækker væsentlige aspekter af alle de mekanismer, der potentielt bidrager til fedme-pandemien,« som de selv skriver i deres videnskabelige artikel.

Social ulighed mangler

Thorkild I.A. Sørensen er enig i, at der er behov for en samlende forklaringsmodel.

Men han mener samtidig, at det amerikanske forskerhold mangler at tage højde for et vigtigt aspekt, som ofte overses i modellerne. Nemlig den dybe sociale ulighed i fedme.

Derfor har han udviklet sin egen teori, der tager udgangspunkt i det, han kalder ’adiposity force’ – en slags ’fedmekraft’ – som fremkalder fedme i mennesker, uafhængigt af hvor mange kalorier, de indtager og forbrænder.

Hans model tager hensyn til det, han kalder den stærkeste faktor i fedme; nemlig det forhold, at jo mere socialt udsat, man er, jo mere fedme plages man af, som han udtrykker det.

»Selv i et velfærdssamfund som Danmark er der kolossal forskel på, hvem der er tykke, og hvem, der ikke er – selv i forhold til så simpelt et mål som længden på forældrenes uddannelse. Det er en enormt stærk faktor. Og den er ingen af modellerne gode til at forklare,« mener han.

Men Thorkild I.A. Sørensen understreger også, at hverken hans egen teori eller de amerikanske forskeres nye samlende teori for alvor bringer os tæt på at løse gåden om fedmeepidemien.

»Vi er stadig meget langt fra. For eksempel er det uklart, hvordan hjernen bærer sig ad med at fortælle fedtvævet, at nu er det tid til at ophobe energi. Men der er faktisk gode muligheder for en direkte forbindelse mellem dem,« siger han.

Spis økologisk

Den nye samlende forklaringsmodel på fedmeepidemien skal bruges til at lave mere effektive forebyggelsesindsatser mod fedme, mener forskerne bag studiet.

Konkret ved at reducere de ’obesogener’ – altså fedmefremmende kemikalier – som vi udsættes for både i fosterstadiet, tidligt i livet og gennem hele vores levetid. Det skal vi gøre ved at spise friske økologiske fødevarer, drikke renset drikkevand, vælge parfumefrie produkter og undgå plastik til opbevaring og opvarmning af mad samt ‘non-stick’-køkkengrej.

»Ved at reducere obesogener i miljøet og stoppe med at putte dem i vores mad kan vi gøre store fremskridt,« mener Robert Lustig, som også derfor opfordrer til lovgivning og politisk handling.

På sin Facebook-profil slår han fast:

»Fedme er IKKE DIN FEJL. Og vi har brug for regeringen til at hjælpe med at rydde op i det giftige rod, vi har lavet på vores planet og med vores mad.«

Thorkild I.A. Sørensen er enig i budskabet og bakker i det hele taget op om kollegers bud på nye teorier, der kan forklare fedmeepidemien.

Selvom man selvfølgelig kan få sin vægt til at gå op eller ned ved at spise mere eller mindre - eller noget andet, end man plejer - så har det efter alt at dømme ikke noget med fedmeudvikling at gøre, understreger den danske fedmeforsker:

»I mine øjne er det altid relevant at kvæle de almindelige naive forestillinger om, at fedme er selvforskyldt og folks eget ansvar. Med al den faktuelle viden, vi har, er der intet, der peger på, at man selv er ansvarlig for udvikling af fedmen ved ikke at kunne styre sin adfærd.«