'Fed, men fit': Dansk studie udfordrer myten om, at et lavt BMI altid er bedst for helbredet

For mange kilo sidebenene er måske ikke med til at forkorte vores levetid. Det kan til gengæld muligvis være tilfældet, hvis man er meget tynd.

Et stort, dansk studie, der har fulgt mere end 85.000 voksne, viser, at personer med et BMI under 18,5 havde næsten 3 gange så stor risiko for at dø tidligt sammenlignet med personer, der lå i den midterste til øvre ende af den såkaldte 'sunde' BMI-klassificering.

Sammenhængen mellem kropsvægt og sundhed er mere kompleks, end vi ofte antager. Den nye forskning, som endnu ikke er fagfællebedømt - blåstemplet af andre forskere - peger på, at den laveste dødsrisiko ikke nødvendigvis findes inden for den traditionelle 'sunde' BMI-klassificering.

I stedet antyder resultaterne, at personer med et BMI, der normalt bliver klassificeret som 'overvægtige' ser ud til at have lige så gode – eller endda bedre – resultater end dem med lavere et BMI.

Undervægt forbundet med den største risiko

Forskerne fandt en U-formet kurve, når de sammenholdt BMI og dødelighed, hvilket betyder, at både de laveste og højeste BMI-niveauer er forbundet med den største dødsrisiko.

I datamængden, som for nyligt blev præsenteret som et indlæg ved EASD’s årlige konference (EASD står for The European Association for the Study of Diabetes og er en af de største diabeteskonferencer i verden), var undervægt forbundet med den største risiko.

Personer med et BMI under 18,5 havde næsten tre gange så stor risiko for at dø for tidligt som personer med et BMI mellem 22,5 og 24,9.

Også personer i den lave ende af den 'sunde' BMI-klassificering havde øget risiko: Et BMI mellem 18,5 og 19,9 fordoblede risikoen for tidlig død, og selv personer med et BMI mellem 20 og 22,4 havde 27 procent højere risiko sammenlignet med referencegruppen.

Det er overraskende, da BMI-klassificeringen 18,5 til 24,9 normalt anses for at være optimalt.

Udfordrer udbredt opfattelse

I den anden ende af skalaen var de ekstra kilo ikke altid ensbetydende med øget risiko. I studiet viste personer med et BMI mellem 25 og 35 (typisk kategoriseret som 'overvægt' eller 'fedme') ikke en signifikant øget dødelighed sammenlignet med referencegruppen.

Kun personer med et BMI på 40 eller mere havde en markant forhøjet dødsrisiko – mere end dobbelt så stor (2,1 gange).

Resultaterne bidrager med yderligere data, der udfordrer den udbredte opfattelse af, at tyndhed er lig med sundhed. Men forskningen viser, at undervægt udgør en sundhedsrisiko, især i den ældre del af befolkningen.

Fedtreserverne hjælper kroppen med at tackle sygdom. For eksempel har patienter, der gennemgår kræftbehandlinger som kemoterapi, ofte tendens til at tabe sig som følge af faktorer som appetitløshed og ændret smagssans.

Personer, der har flere fedtreserver fra starten, kan trække på dem, hvilket hjælper kroppen med at opretholde vigtige funktioner. Omvendt kan personer med meget lidt fedt hurtigt løbe tør for reserver, hvilket begrænser kroppens evne til at komme sig.

Ufrivilligt vægttab er også ofte et advarselstegn på sygdom, da tilstande som kræft og type 1-diabetes ofte fører til vægttab, allerede inden diagnosen stilles. Det betyder, at et lavt BMI nogle gange kan være et tegn på en underliggende sygdom.

Ikke overraskende

Efter forskernes præsentation på konferencen har der været overskrifter som: ’For tynd kan være farligere end at være overvægtig, viser dansk studie.’ Det kan lyde paradoksalt, men det burde det ikke. Vi har brug for mad for at overleve, og uden mad dør vi. Det har vi vidst i flere hundreder, hvis ikke tusinder af år.

Uden mad går kroppen i en katabolsk tilstand, hvor den nedbryder væv for at skaffe den energi, der er nødvendig for at holde hjernen i gang. I denne proces bliver andre vigtige kropsfunktioner, som for eksempel immunforsvaret, sat på pause for at prioritere energi til hjernen.

Det er værd at bemærke, at de danske deltagere i studiet alle havde fået foretaget kropsskanninger af helbredsmæssige årsager. Disse skanninger er dyre og bliver derfor som regel kun udført, når der er mistanke om et helbredsproblem.

Skal den 'sunde' BMI-klassificering opjusteres?

Forskerne anerkender, at en mulig forklaring på deres resultater kan være, at deltagerne taber sig på grund af en underliggende sygdom, og at det derfor kan være selve sygdommen – og ikke vægttabet i sig selv – der øger risikoen for tidlig død.

Alligevel understøtter resultaterne, hvad anden forskning også har vist: Tyndhed er ikke altid en garanti, og ekstra vægt er ikke altid skadelig. Konceptet om, at man kan være 'fed, men fit', får stadigt mere videnskabelig opbakning.

Betyder det, at den 'sunde' BMI-klassificering bør justeres opad?

Det peger forskerne på, samt at moderne medicinske fremskridt, der hjælper folk med at håndtere fedmerelaterede sygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme, kan være med til at flytte den sikreste vægtklassificering højere op end tidligere.

Et BMI mellem 22,5 og 30 kan nu være forbundet med den laveste dødsrisiko – i hvert fald hos de danske deltagere, der blev undersøgt.

Et alt for upræcist værktøj

Problemet er, at BMI altid har været et upræcist værktøj, som jeg tidligere har argumenteret for. BMI tager for eksempel ikke højde for vigtige sundhedsfaktorer som kost, livsstil og fedtfordeling.

BMI kan være misvisende for mennesker med forskellig etnisk, racemæssig eller kulturel baggrund.

Kritikere påpeger, at de standardiserede grænseværdier er baseret på hvide kropstyper, hvilket kan få ellers sunde kroppe fra andre grupper til at fremstå som ’usunde’.

Faktisk blev BMI udviklet for næsten to århundreder siden ud fra data fra en lille gruppe hvide, europæiske mænd.

Selvom der er gjort forsøg på at tilpasse grænseværdierne for visse etniske grupper – for eksempel har det britiske sundhedsvæsen, NHS, sænket BMI-tærsklerne for øget risiko for diabetes hos asiatiske og sorte grupper – tager BMI stadig ikke højde for forskelle i kropssammensætning, fedtfordeling og grundlæggende sundhedsrisiko i vores mangfoldige samfund.

Behov for at fintune fortolkning af BMI

Når vigtige sundhedsbeslutninger – som adgang til fertilitetsbehandling eller visse operationer – baseres på BMI, bør vi kunne forvente, at det er et præcist og retfærdigt mål, udviklet og valideret i befolkningsgrupper, der reelt afspejler dem, det anvendes på.

I en ideel verden ville sundhedsprofessionelle have adgang til mere detaljerede målinger som blodprøver, skanninger og grundige oplysninger om livsstil, som afslører langt mere end et simpelt forhold mellem højde og vægt nogensinde kan, men de er dyre og tidskrævende.

Indtil bedre målemetoder bliver bredt tilgængelige, vil BMI fortsat blive brugt, men studier som dette seneste danske studie understreger behovet for at fintune, hvordan det fortolkes.

De danske data er stadig foreløbige. Der vil være behov for flere detaljer og yderligere forskning, før man kan drage endelige konklusioner. Men hovedkonklusionen står klar: Det er farligt at være meget tynd, og lidt ekstra på sidebenene behøver ikke forkorte livet.

Det virkelige budskab er dog ikke, at 'tynd er dårligt', og 'tyk er godt', men at BMI alene er et dårligt mål for vores sundhed og helbred.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.