Ro er blevet en mangelvare. Hvordan får vi den tilbage?

Mennesket har altid opsøgt ro og har brug for ro, ikke mindst når vi skal sove. Ro er et af vores grundlæggende behov på linje med rent vand og ren luft, som vi er afhængige af og har et ansvar for at bevare og værne om.

Men ro er blevet en mangelvare. Det moderne samfund larmer – både konkret og i overført forstand – og larm frigiver stresshormonet kortisol til den del af hjernen, der kaldes det præfrontale cortex. For meget kortisol gennem længere tid kan gøre os så stressede, at vi bliver syge.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har udpeget stressrelaterede sygdomme til at være en af de største sygdomsbyrder i 2020.

Derfor er ro i dag en eftertragtet ressource, som moderne, travle mennesker i stigende grad efterstræber, opsøger og skaber identitet omkring.

At finde ro er et individuelt projekt

Med udviklingen af de moderne samfund fra især midten af 1800-tallet bliver individet sat fri fra traditionernes bånd.

Når vores livsbane ikke længere er givet af Gud, skæbnen og traditionen, og når livet og døden ikke længere er begrundet i Guds vilje, men er størrelser, vi hver især skal forholde os til, så opstår der uro og utryghed.

Der er meget positivt at sige om det frisatte menneskes mange muligheder, men nogle af omkostningerne ved individualiseringen er netop den medfølgende rodløshed og usikkerhed.

Som moderne mennesker begynder vi at dyrke os selv og spekulere over, hvordan vi ser ud, hvad vi spiser, hvem vi er venner med på Facebook, og hvor mange ‘likes’ vi får på et nyt profilbillede sammenlignet med vennerne.

Men denne konstante opbygning, vedligeholdelse og optimering af identitet er ligeledes med til at gøre os usikre og u-rolige. Og så lever vi i dag ovenikøbet i et digitaliseret samfund, der har sat tempoet op i de fleste af livets forhold.

Med individualiseringen bliver det derfor til et individuelt projekt at finde ro og balance.

Mindfulness reducerer tankemylder og selvkritik

Flere og flere finder i dag ro gennem meditation eller den vestlige moderne udgave, mindfulness. Her er kroppen i ro, mens tankerne arbejder på at holde fokus på for eksempel åndedrættet eller at registrere og kontrollere, hvad der løber igennem hovedet.

Gennem meditation kan vi øve os i at holde negative følelser såsom bekymring og misundelse i skak, når de larmer og kræver opmærksomhed.

Det er i dag videnskabeligt anerkendt, at daglig træning i mindfulness reducerer aktiviteten i de områder af hjernen, der har med tankemylder, bekymring og selvkritik at gøre. Laboratorietest har også vist, at en rolig vejrtrækning har en positiv effekt på det parasympatiske nervesystem, også kaldet afslapningsnervesystemet.

Mindfulness og meditation har tillige vist sig i stand til rent fysisk at øge tykkelsen på hjernebarken i den hjernestruktur, vi kalder hippocampus (fordi den ligner en søhest), og det skaber en positiv effekt for læring og hukommelse.

Samtidig formindsker meditation aktiviteten i hjernens alarmcentral, amygdala, der har med frygt, angst og stress at gøre.

LÆS OGSÅ: Hvad kan du få ud af mindfulness?

Fra quickfix til livsnødvendig tankekontrol

I bogen ‘Why Buddhism is True’ fra 2017 fremlægger den amerikanske videnskabsjournalist Robert Wright tesen om, at meditation vil ruste os til at leve i et samfund med konstante fristelser og forstyrrelser.

Evolutionært er vi kodede til at opfylde vores basale behov så hurtigt som muligt. Men i et overflodssamfund, hvor de fleste af os ikke længere skal bekymre os om at blive mætte, kan den mekanisme løbe løbsk, hvis ikke vi formår at kontrollere den.

Når jeg er sulten efter chokolade, så kan jeg hurtigt få fat i noget. Men tilfredsstillelsen er kun kortvarig, for når jeg har spist chokoladen, vil jeg have mere.

Disse konstante behov forstyrrer og modarbejder koncentrationen. Og fordi vi har bedre tid, råd og et væld af medier til rådighed til quickfix, træner vi sindet i at give efter for den kortsigtede behovstilfredsstillelse, hvad enten der er tale om chokolade, en ny kjole, det næste afsnit af en tv-serie på Netflix eller de seneste billeder på Instagram.

Det giver os kortvarig ro, men kan på sigt føre til rastløshed og uro.

Vækst i depression og angst kræver, at vi søger ro

Wright beskriver meditation som en kulturel metode, der gør os i stand til at tilpasse os en støjende verden.

Menneskets evolutionære udvikling har indtil nu ikke været styret af, at vi skal være lykkelige og i balance for at overleve.

Men vi befinder os muligvis i en fase af menneskelig evolution, hvor den voldsomme vækst af depression, angst og stress kræver, at vi søger mod ro og meditativ tankekontrol for ikke at gå til grunde.

Meditation kan nemlig lære os, hvordan følelser konstant påvirker vores tanker, og negative følelser som vrede og frygt er den største udfordring for enhver, der forsøger at dyrke et roligt sind.

LÆS OGSÅ: Træk vejret, og skru ned for alarmknappen: Sådan kan mindfulness behandle stress

Resonans i motionscentret

To gange om ugen går jeg til yoga i Aarhus Universitets motionscenter og ser kollegaer fra en helt anden vinkel, end jeg plejer. Når vi laver de fysiske øvelser, fokuserer vi på os selv i forsøget på at få kroppens bevægelser, åndedrættet og tankerne til at gå op i en højere enhed.

Men to gange i løbet af en session orienterer vi os også udad mod hinanden, begge gange ved hjælp af lyd.

Første gang når vi indledningsvis aum’er sammen og forsøger at intonere ind i hinandens klang og rummets resonans. Anden gang sker det i forbindelse med den afsluttende afspænding, hvor vi ligger ned med lukkede øjne, mens yogalæreren med filtbelagte trækøller slår fyldige klange an på forskellige syngeskåle af klokkebronze.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg lå og hørte – eller rettere mærkede – de dybe svingninger fra skålene. Jeg har svært ved at rumme de mere spirituelle forestillinger om, hvad syngeskåle gør og kan, men jeg kan mærke den fysiske resonans, lydene skaber i gulvet, rummet og kroppen.

Resonans betyder også ‘genklang’ og er et fysisk fænomen, der opstår, når to systemer eller objekter går i svingninger med hinanden. Akustisk resonans opstår for eksempel, når lydlige vibrationer fra strengene rammer en violins eller en guitars hule form, og tonerne spreder sig til omgivelserne.

Vi skal løbe hurtigere for at blive, hvor vi er

Resonanz er også titlen på den tyske sociolog Hartmut Rosas bog, der udkom på tysk i 2016. Han bruger begrebet ‘resonans’ som metafor for en måde at være i kontakt med verden på, som står i kontrast til en hverdag og et samfund præget af distance og konkurrence.

Ifølge Rosa har accelerationen i samfundet i dag nået et overdrev. Vi er i et globalt og digitaliseret samfund fanget i en form for udvidet frihed, hvor vi konstant skal genopfinde os selv for ikke at gå i stå og falde sammen.

Vi er nødt til at løbe hurtigere for blot at blive, hvor vi er, som Rosa formulerer det.

Men for Rosa er løsningen ikke nødvendigvis at sætte tempoet ned og slukke for strømmen, for acceleration er kun dårlig, når den fører til fremmedgørelse.

I stedet skal vi genskabe forbindelsen eller resonansen til den verden, som vi er blevet fremmedgjorte over for.

Lyttesansen i metaforisk forstand er helt afgørende, for som menneske kan man kun opnå resonans ved at lytte til personer, ting og tanker i den specifikke kontekst, vi befinder os i.

Uden resonans, ingen ro

Ifølge Rosa er betingelserne for, at der kan opstå resonans, sociale og politiske, og det gælder derfor om at skabe nogle samfundsmæssige rammer, der muliggør oplevelsen af resonans.

Et kapitalistisk samfund med fokus på optimering og konkurrence, der skaber konstant tidspres, vil ifølge Rosa modarbejde en resonant relation til verden omkring os og dermed også modarbejde et godt og meningsfyldt liv.

Dette samfundsmæssige perspektiv og ansvar bliver ofte glemt i mindfulness og kognitiv terapi: Her er udgangspunktet derimod, at vi selv og ofte alene arbejder på at blive raske og få styr på os selv.

Både resonans og ro opstår i den måde, vi som mennesker relaterer til os selv og vores omgivelser på. Når vi oplever den form for resonans, Rosa taler om, får vi fornemmelsen af at være forbundet med omverden, og det skaber ro. Ikke en stillestående, stabil og rationel ro, men en vibrerende, dirrende og foranderlig ro.

Når vi resonerer med en kæreste, en podcast, naturen ved Vesterhavet eller med en god idé, så forandrer det os som mennesker, mener Rosa.

Begreberne ‘ro’ og ‘resonans’ bliver til hinandens forudsætninger og kræver menneskelig intonation: Uden resonans forbliver mennesket i indadvendt uro, og uden et samfund, der giver mulighed for ro, ingen resonans.

LÆS OGSÅ: Når naboen støjer: Danske forskere undersøger vores forhold til babygråd og morgenfester

LÆS OGSÅ: Hør det gennemtrængende skrig: Forskere har fundet verdens mest larmende fugl