Åbner man en bog om Europas historie, fylder kristendom og religion en del sider.
Men en ph.d.-afhandling vender nu, som noget af det første forskning, fokus væk fra religion og i stedet over på religionssatiren og dens rolle i udviklingen af vores moderne samfund.
Analysen i afhandlingen indikerer, at vores demokratiske værdier har mere tilfælles med satiren over kristendom end selve de kristne idéer.
Da religionssatire har været langt mere udbredt i Europa end i andre dele af verden, kan den have formet vores kultur langt mere, end man tror.
\ Læs mere
Religionssatire bredte sig mest i Europa
Dennis Meyhoff Brink, ph.d.-studerende på Københavns Universitet, har gennemgået over 100 af de mest indflydelsesrige religionssatiriske værker fra den tidlige middelalder frem til 1900-tallet og ledt efter karakterer, temaer og andre træk, der går igen.
Ud over at vise, hvordan karakterer som »den krigeriske pave« eller motiver som »Manipulation af Biblen« forandrer sig med tiden, afdækker hans arbejde især, at:
- Produktionen af religionssatire i Europa har været støt stigende fra middelalderen til 1900-tallet
- Europa har haft langt mere religionssatire end andre verdensdele
I den tidlige middelalder var satiren mest i tekstform, på latin og skrevet af lærde mænd, men den gennemgik en del ændringer med årene.
»Især når trykkekunsten udbredes, eksploderer det helt vildt. Ikke alene kan man producere tekster hurtigere og billigere, men man kan også trykke billeder, så man får flertallet, der ikke kan læse, med,« forklarer Dennis Meyhoff Brink til Videnskab.dk.
Selvom trykkekunsten ikke har været begrænset til Europa, er religionssatiren stødt på hindringer andre steder:
- I Rusland har trykkekunsten været underlagt et hæmmende statsmonopol.
- i Nord- og Sydamerika var befolkningstætheden længe meget lav.
- I de muslimske lande var der stor modstand imod trykkeri blandt eliten, hvorfor trykpressen først rigtigt blev brugt i 1798.
- I de østasiatiske lande, hvor satiren ellers har sin oprindelse, har det været svimlende dyrt at starte som trykker på grund af de mange skrifttegn i sprogene derfra.
Europæere bliver mere uafhængige af kirken gennem historien
Ifølge Dennis Meyhoff Brink stemmer den stigende udbredelse af satiren godt overens med ændringerne i Europas samfundsværdier:
I løbet af middelalderen etablerer kristendommen sig som den autoritet, der skal lede folk til frelse, som om deres ledere var ’hyrder’ for en ‘fåreflok’ eller ’fædre’ for en ’børneflok’, metaforer der ofte dukker op i Biblen.
I kristendommens sprog er der en del tegn på dette autoritetsforhold. Ordet ‘pastor’ betyder for eksempel hyrde, og ord som ‘pave’ eller ‘abbed’ betyder fader, altså ledende roller.
\ Satiriske værker
Her er et udpluk af den satire, afhandlingen ser på:
- Pengeevangeliet: Et 'evangelium' i en satirisk digtsamling (Carmina Burana), der fordrejer klassiske bibelcitater.
- Decretum Gratiani: En lovsamling og -afhandling, hvis billeder blandt andet viser præster, der modtager bestikkelse.
- The Summoner's Tale: En historie i værket Canterbury Tales, hvori en tiggermunk forsikrer folk om, at han kan redde deres nærmeste fra Skærsilden for penge.
- Simplicissimus: En roman fra 1600-tallet, hvori en simpel helt gennemskuer at djævle og dæmoner bare er folk iklædt masker.
- Tartuffe: Moliéres komedie fra 1664, hvori en tilsyneladende religiøs mand prøver at overtage sin værts ejendom og hustru.
Fra omkring midten af 1400-tallet udbreder kirken desuden, ifølge Dennis Meyhoff Brink, en ‘frygt-kultur’ ved at sprede forestillinger om, at djævle og dæmoner kan besætte folk og dermed gøre dem til troldmænd eller hekse.
Men satiren begynder at latterliggøre frygtkulturen som overtro i den tidlige Oplysningstid ved, i det hele taget, at give et andet billede af autoriteterne og den bredere befolkning.
Den udstiller de kirkelige autoriteter som grådige bedragere, skinhellige hyklere og meget mere, og samtidig gør den grin af dem, der stadig er lydige overfor dem.
Især i Oplysningstiden begynder flere, efter alt at dømme, at tænke ‘måske skal jeg ikke holdes i hånden’ og ’måske kan jeg faktisk godt tænke selv uden en andens ledelse’.
»Den udvikling mener jeg, satiren har bidraget til, da tusindvis af satirer har arbejdet på at underminere frygten og mobilisere modet til at træde ud af rollerne som får og barn,« forklarer Dennis Meyhoff Brink.
Og i dag er det de færreste, der har underdanighed eller lydighed overfor autoriteter som primære værdier eller finder statscensur og enevælde naturligt.
\ Læs mere
Satirens effekt har måske været undervurderet
Religionssatiren er ellers ikke blevet tilskrevet en stor rolle i historien, og Dennis Meyhoff Brink kastede sig blandt andet ud i emnet, fordi der ikke er forsket meget i det før.
Typisk har religion fået en stor del af æren for at have formet vores historie og kultur.
Afhandlingen argumenterer især imod en teori af den russiske litteratur-teoretiker Mikhail Bakhtin, der er meget udbredt i opfattelsen af religionssatire.
Bakhtin analyserede middelalderens karneval og mente, at al den ukristne opførsel som druk, vulgær satire og lignende under festerne netop styrkede religionen ved at være en slags sikkerhedsventil for folkets utilfredshed.
»Men det virker ikke plausibelt, især ikke, da de religions-svækkende processer først fandt sted i netop den verdensdel, hvor satiren var mest udbredt og offensiv, Europa,« skriver Dennis Meyhoff Brink i afhandlingen.
Hvis folk virkelig har luftet deres frustrationer med kirken gentagne gange gennem sådan nogle traditioner, er det mere sandsynligt, at det gradvis har ændret kulturen gennem årene.
\ Læs mere
Satire er svær at definere
Afhandlingen ser på satiren som en fremstillingsform mere end en genre, og det er en god og ny idé ifølge Ida Klitgård, lektor i Kommunikation på Roskilde Universitet, der har læst afhandlingen igennem for Videnskab.dk:
»At se på den som genre, hvilket er normen, begrænser den til enkelte værker, men at se det som en udtryksform gør det mere fleksibelt,« mener hun.
Dog savner hun, at den gik mere i dybden med teori, især hvad angår definitionen af satire.
Men det kan være en svær opgave, da satire-forskere ikke er særligt enige om definitionen.
»Det eneste, de er enige om, er tilsyneladende, at det ikke kan defineres,« mener Dennis Meyhoff Brink.
I sin analyse definerer han selv satiren ud fra to træk:
- Dels er den baseret i virkeligheden, da den ligesom kritisk tænkning forsøger at afsløre skjule magtmekanismer, interesser, privilegier eller andet.
- Dels er den baseret på fiktion, da den overdriver, degraderer og meget mere, hvilket adskiller den fra almindelig, ’seriøs’ kritik.
Ida Klitgård så også gerne, at der blev gået mere i dybden med analysen af, hvordan de enkelte værker er opbygget i sprog og stil, når satiren nu betragtes som fremstillingsform.
Dennis Meyhoff Brink har snarere villet danne sig et bredt overblik over satirens historie, så det var, ifølge ham, mere ideelt at gennemgå mange værkers generelle træk.
I afhandlingen viser han blandt andet tilfælde, hvor satiren ligefrem har påvirket sproget med, for eksempel, nye ord såsom ‘tartufferi’ fra Moliéres skuespil om Tartuffe, en kristen hykler, der prøver at forføre sin værts kone.
»Jeg kobler en bred læsning med et fokus på fremherskende temaer, karakterer etc., fordi det netop er dem, der har sat sig fast i vores kulturelle erindring,« forklarer han:
»Og det er den erindrings udvikling og satirens indflydelse på den, der har interesse for studiet.«
