Far-jokes: Har fædres platte humor et højere formål?

»Er du gift?,« spørger det ene vejskilt det andet. »Nej, jeg er skilt!«

»Hvad koster en hjort? Den er rådyr!«

Fortæller din far den slags platte vittigheder?

Er han typen, der, hvis du siger: »Hej far, jeg er sulten,« svarer: »Hej sulten, jeg er far«?

Og har du været ved at grave dig ned, når han foran dine venner har foldet sin pinlige humor ud?

Så er du ikke alene: Ifølge den danske humorforsker Marc Hye-Knudsen kan moderne fædres hang til at være pinlige og fortælle dårlige jokes delvist have rødder i deres biologi.

»Jeg argumenterer for, at fædre kan være prædisponerede for at fortælle pinlige vittigheder i kraft af deres typiske personlighedstræk. Og at fænomenet trækker tråde langt tilbage i vores arts historie,« siger Marc Hye-Knudsen, der er videnskabelig assistent på Aarhus Universitet.

Onkelhumor er blevet kult

Marc Hye-Knudsen har som den nok første nogensinde foretaget en akademisk analyse af fænomenet far-jokes, også kendt som onkelhumor. Det er vittigheder, der indeholder ordspil, for eksempel: »Hvad sagde præsten, da han satte sig på Biblen? Kors i røven.«

I øjeblikket har genren nærmest kultstatus.

»På det sociale medie Reddit er der et helt sub-forum dedikeret til fænomenet, og der er udgivet omkring 300 bøger med far-jokes,« fortæller Marc Hye-Knudsen.

»Personligt synes jeg, at de bedste far-jokes er dem, der bruges spontant i en situation, for eksempel hvis man får serveret tarteletter, og man så siger: ‘Nogle tar’ det tungt, andre tarteletter.’«

På Twitter excellerer nyhedsvært og familiefar Kåre Quist i genren:

Marc Hye-Knudsen kalder vitserne for antihumor. Det kan du læse mere om i faktaboksen under artiklen.

Fædre presser deres børn til grænsen

Årsagen til, at det tilsyneladende især er fædre, der excellerer i genren, kan delvist være biologisk, argumenterer Marc Hye-Knudsen i sin analyse, som snart bliver publiceret i det videnskabelige tidsskrift Evolutionary Studies in Imaginative Culture.

Hypotesen er følgende: Siden tidernes morgen har især fædre tumlet og leget vildt med deres børn for at hærde dem til voksenlivets strabadser. Oprindeligt blev børnene gennem legen oplært i at jage og forsvare sig.

Den dag i dag er fædre stadig i gennemsnit voldsommere og mere grænsesøgende end mødre i deres leg med børnene, vurderer Marc Hye-Knudsen.

»Mænd er ofte mere frembrusende, selvhævende og aggressive end kvinder. Det kommer til udtryk i den måde, de leger. Fædre er vildere, de presser deres børn mere og går helt til grænsen. På den måde lærer børnene impulskontrol og at mærke, hvor deres grænse går,« siger forskeren.

Hypotese: Dårlig humor kan hærde børnene

Når mænd i det moderne samfund gør deres teenagerbørn flove med platte vitser, som: »Hvad gør Spiderman, når han har drukket sin kaffe? Han æder koppen«, kan det være et resultat af samme personlighedstræk, som fik vores forfædre på savannen til at lege vildt med deres afkom, spekulerer Marc Hye-Knudsen.

»Mænd er mere grænsesøgende i deres humor. De driller børn mere og går til grænsen for, hvad børnene kan klare. Pinligt dårlige jokes, der er så platte, at børnene ruller med øjnene, er et af de midler, fædre bruger til at drille,« siger han.

Drilleriet kan ifølge Marc Hye-Knudsen have et højere formål:

»Når børnene udsættes for fædres platte jokes, lærer de at håndtere pinlighed. Det kan være en vigtig lektie, når man nærmer sig puberteten. Fædres drilleri kan tænkes at udfylde den funktion, at det træner børnene i at stå ved deres autentiske jeg trods socialt pres udefra,« siger han og fortsætter:

»Jeg postulerer, at fædres platte humor kan ses som en form for drilleri eller grænsesøgende leg, som kan tænkes at have den funktion at presse børnenes grænser for, hvad der er pinligt.«

En anden humorforsker er skeptisk

Marc Hye-Knudsens ser den særlige far-humor som et biokulturelt fænomen. Det betyder, at de platte vittigheder både er et resultat af menneskets kultur og biologi.

En anden humorforsker, Carsten Levisen, er dog lidt skeptisk over for hypotesen. Han har læst Marc Hye-Knudsens studie, som ligger offentligt tilgængeligt på en såkaldt preprintserver.

»Som udgangspunkt er det altid spændende, når der kommer ny humorforskning, og der sker meget på fronten lige i øjeblikket. Men jeg er selv forsigtig med den biokulturelle tilgang,« siger Carsten Levisen, der er lektor i lingvistik på Roskilde Universitet.

Begreber som ‘plat humor’ og ‘far-jokes’ findes primært i den engelsksprogede, vestlige del af verden og så selvfølgelig i Danmark, vurderer lingvisten, som selv har forsket i plat humor.

Når fænomenet ikke findes i mange forskellige sprogkulturer, tvivler Carsten Levisen på, at fædres hang til dårlige jokes ligger i deres DNA.

»Jeg kan sagtens forstå, at det er nærliggende at opstille hypotesen om, at det er noget biokulturel, og det er spændende at høre andre perspektiver. Men jeg er altid på vagt, når forskere forklarer fænomener fra dansk og engelsk sprogkultur som noget biologisk,« siger Carsten Levisen og tilføjer:

»Hvis man skal se noget som værende et produkt af både kultur og biologi, tænker jeg, at man er nødt til at studere det i flere forskellige sprogkulturer.«

Ikke alle sprogkulturer er som vores

Carsten Levisen vurderer, at den særlige onkelhumor udelukkende er en kulturel udtryksform, som ikke er bestemt af vores biologi.

Han har selv lavet forskning, der viser, at der er stor forskel på, hvad, man inden for forskellige sprogkulturer synes, er sjovt.

På dansk har vi skabt et utal af forskellige humorkategorier: Vores humor kan for eksempel være sort, tør, plat eller grov.

Samme skelnen findes ikke i andre kulturer, og nogle sprog har slet ikke et ord for humor, fortæller Carsten Levisen. Det gælder for eksempel stillehavsøen Vanuatu, hvor han har udført feltarbejde.

»Der er lidt en tendens til at tage udgangspunkt i det engelsktalende menneske og generalisere. Men vi kan ikke gå ud fra, at alle verdens sprogkulturer er organiseret som den engelsksprogede, vestlige del af verden,« siger han.

Japanerne har 'oyaji gyagu'

Til kritikken siger Marc Hye-Knudsen, at far-jokes ikke kun er et fænomen i engelsk- og dansksproget kultur. Japanerne har begrebet ‘oyaji gyagu,’ der kan oversættes til ‘gamle mænds vittigheder,’ nævner han.

»Jeg har i min analyse netop ikke begrænset mig til vestlig kultur, selv om jeg også opstiller en kulturel hypotese om, hvorfor far-jokes kan tænkes at have fået en særlig kultstatus i Vesten,« skriver han i en e-mail til Videnskab.dk.

Far-jokes bryder med normerne for, hvad, vi normalt synes, er sjovt, og derfor er de blevet kult, mener Marc Hye-Knudsen. Carsten Levisen har et andet bud på, hvorfor far-jokes er et hit, selv om de er platte. Læs de to forskeres forskellige forklaringer i boksen herunder.