Det er mere end 200 år siden, at Wolfgang Amadeus Mozart komponerede sin musik.
Gennem årene er der opstået mange myter om både manden og musikken.
Hans kompositioner skulle være i stand til at:
- gøre folk både sundere og klogere,
- børn i deres mors mave skulle blive mere intelligente, hvis de hører Mozart,
- køer skulle producere mere mælk, og
- bakterier skulle rense kloakker bedre med Mozart.
I de senere år har der tilmed været en hårdnakket påstand om, at en bestemt sonate skulle hjælpe mod epilepsi.
Sonate for to klaverer i D-dur (K 448) lindrer angiveligt symptomerne og gør anfaldene mildere og færre.
Myten er spredt i både nyhedsmedierne (inklusive Videnskab.dk, red.) og på de sociale medier, og flere studier har også støttet op om påstanden.
To forskere ved universitetet i Wien besluttede sig derfor for at se nærmere på, hvor solide forskningsresultaterne om sonatens effekt på epilepsi egentlig var.
Forskning hvilede på tyndt grundlag
Forskerne fandt 64 studier, der omhandlede den specifikke sonate og patienter med epilepsi.
Mange af studierne havde hverken en kontrolgruppe eller sammenligning med anden musik, eller også handlede de kun om én patients reaktion på sonaten.
I flere studier blev ændringerne hos patienterne ikke beskrevet på en måde, der kunne verificeres - disse blev ikke taget videre.
De to forskere fra Wien kæmpede for at få fat i de datasæt, der lå til grund for de tilbageværende studier.
Forskerne bag flere studierne svarede imidlertid, at de ikke længere havde deres data. En del forskere svarede slet ikke.
Smuk musik uden effekt på epilepsi
Til sidst stod Wien-forskerne tilbage med 8 studier med i alt 207 deltagere. Herefter gennemgik de endnu engang de tilbageværende datasættene, og konklusionen var lige til:
De to forskere fandt ingen effekt af Mozarts sonate på patienter med epilepsi. De skriver, at forskningen er for dårlig, studierne for små og metoderne utilstrækkelige.
»Mozarts musik er smuk, men den lindrer desværre ikke epilepsi,« konkluderer forskerne fra Wien.
De mener, at myten om sonatens kraft stammer fra en anden Mozart-myte.
Klog af Mozart?
I 1993 blev et studie publiceret, der viste, at blot et par minutters lytning til Mozarts musik fik elever til at præstere bedre i forbindelse med visse opgaver i en IQ-test.
Studiet, som blot havde 36 deltagere, er blevet tilbagevist flere gange, men resultaterne lever fortsat i bedste velgående og udvikler sig i folkemunde og på sociale medier.
Jonna Vuoskoski er lektor ved institutterne for musikvidenskab og psykologi ved Universitetet i Oslo.
Hun er musikpsykolog og forsker i musik og følelser, og hun er ikke overrasket over, at man tror, at Mozart kan helbrede sygdomme.
»Tanken om, at musik kan helbrede, har eksisteret til alle tider i alle kulturer. Fra tidernes morgen har folk sunget sange for at helbrede sygdomme,« siger Jonna Vuoskoski til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Og vi gør det stadig - den moderne version er musikterapi.
\ Læs også
Musik hjælper med at omkoble hjernen
»Musik bruges i rehabilitering efter neurologiske sygdomme, mod psykiske lidelser og traumer som eksempelvis PTSD, og autisme hos børn. Mange studier viser, at den har en effekt,« forklarer Jonna Vuoskoski.
Patienter, der skal lære at tale igen efter slagtilfælde eller hjerneskade, har også glæde af musik.
»Musik er med til at koble hjernen om efter skader,« siger musikpsykologen.
Der er imidlertid meget i musikkens kraft, som forskerne endnu ikke forstår.
»Patienter med fremskreden demens kan for eksempel have mistet deres sprog, men de kan stadig synge sange fra deres barndom. Og de husker alle versene,« siger Jonna Vuoskoski, og fortsætter:
»Vi forstår ikke helt, hvorfor hukommelsen for musik bevares så længe.«
Jazz eller hiphop fungerer lige så godt
Jonna Vuoskoski mener stadig ikke, at myten om Mozarts musik har rod i virkeligheden.
»Selvom musik har en terapeutisk effekt, kan man ikke isolere denne effekt til en bestemt komponist eller en bestemt type musik,« siger Jonna Vuoskoski.
Genre og komponist er altså underordnet; Mozart virker ikke bedre end jazz og hiphop.
»Det er afgørende, at patienterne selv kan lide musikken og har et forhold til den,« siger Jonna Vuoskoski.
\ Læs også
Hun fortæller, at mange studier viser, at musik kan have begrænsede, positive sundhedseffekter. Musik kan mindske stress og give en god følelse af velvære og trivsel.
»Men så skal man selv have et positivt forhold til det, der spilles og synges.«
Det handler om stemningen
Andre forskere, der undersøgte den såkaldte Mozart-effekt, konkluderede, at det faktisk handler om at løfte humøret.
»Du vil få den samme effekt af alle typer musik, der gør dig i godt humør,« siger Jonna Vuoskoski.
»Mozart var et musikalsk geni, så det er måske ikke overraskende, at der opstår tanker om, at hans musik har en særlig effekt på mennesker,« afslutter forskeren.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.


































