Derfor kan du ikke lide jazz

Skifter du hurtigt kanal, hvis bilradioen tilfældigt kommer forbi et jazz-nummer?

Så er du ikke alene.

I en brugerundersøgelse af selskabet Koda, som forvalter musikrettigheder, ligger jazz som en af de mindst populære musikgenrer. Her svarer kun 14% af de adspurgte danskere, at jazz er deres foretrukne genre – mens pop og rock, måske ikke overraskende, ligger i top.

Et nyt dansk studie giver en mulig forklaring på, hvorfor jazz kan være så svært at kapere.

Jazz-akkorder er for komplekse / Det er akkorderne – ikke rytmen

Det danske studie er lavet af seks forskere, hvoraf de fem er fra Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet.

De har undersøgt, hvordan personer i aldersgruppen 20-49 år reagerer på bestemte akkorder; sammensætninger af toner.

Studiet viser, at de fleste bedst kan lide at lytte til akkorder, som har middel kompleksitet. Tonerne kan med andre ord både blive for kedelige og lidt for spændende at lytte til.

Resultaterne viser, at mennesker, som selv spiller musik, bedre kan lide de akkorder, som ofte bliver brugt til jazz og mere kompleks klassisk musik. Andre, som ikke selv spiller på et instrument, foretrækker en noget mere simpel sammensætning af toner – akkorder, som ofte optræder i pop.

I tidligere studier har samme gruppe forskere undersøgt, hvordan vi reagerer på forskellige rytmer. Her viste forskningen faktisk, at også testpersoner, som ikke er musikalsk trænede, kunne lide komplekse rytmer.

»Derfor kan vi nu se, at én af grundene til, at jazz eksempelvis ikke er så udbredt, er, at man i den genre ofte bruger mere komplekse akkorder,« forklarer centerleder og professor Peter Vuust, som er hjerneforsker og jazzmusiker og én af forfatterne bag studiet.

Hjernen vil have tilpas mængde udfordring

I det nye studie fandt forskerne ud af, at testpersonerne kunne lide kompleksitet – indtil et vist punkt.

De mindst komplekse – mest kedelige – akkorder kunne kun få af testpersonerne lide. De allermest komplekse var heller ikke i høj kurs.

Det skyldes, at hjernen kan lide genkendelighed, men også gerne vil lære noget nyt, fortæller Peter Vuust.

»Hjernens vigtigste opgave er at forudsige fremtiden, så i det øjeblik, den får noget, hvor det skurrer lidt, bliver den interesseret og aktiveret – lige indtil det bliver for meget.

»Så længe der er noget genkendelighed, men at der samtidig er en lille smule nyt, så aktiveres belønningssystemet i hjernen. Indtil et vist punkt, så giver vi op. Det gør vi, hvis ikke vi forstår, hvordan akkorden hænger sammen,« forklarer han til Videnskab.dk.

Er jazz kun for jazzmusikere?

Studiets centrale resultat er, at der forskel på, hvordan musikere og ikke-musikere opfatter forskellige sammensætninger af toner.

Selvom hele testgruppen stod af ved de mest komplekse akkorder, var musikerne mere tilbøjelige til at kunne lide komplekse akkorder end gruppen af ikke-musikere.

Mens ikke-musikere hellere hørte på akkorder med kun den samme tone (en oktav) frem for komplekse jazz-akkorder, toppede musikernes interesse netop ved jazz-akkorderne. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.

Det hænger sammen med, at musikere og deres hjerner er mere vant til at høre og genkende komplekse akkorder som musik, mener Peter Vuust.

Men det er ikke hele forklaringen.

Smag er en kompleks ting, og vi kan typisk bedst lide det, vi har hørt mange gange før.

Og så handler det også om personlighed, hvor åben man er, og så kan vi se, at jo bedre de generelt er til at genkende melodier, desto bedre kan de lide komplekse akkorder, fortæller Peter Vuust.

Men en del af forklaringen skal også findes i forudgående holdninger til, hvad man ’bør’ synes om.

»Musikalsk smag er også en måde, hvor vi markerer et tilhørsforhold til en bestemt gruppe – så hvis man er musiker, så vil man markere sig som det, ved at kunne lide kompleks musik,« siger Peter Vuust og erkender, at studiet ikke tager højde for sociologiske faktorer.

Men selvom de jazzede akkorder scorede højest hos musikerne, er jazz ikke kun for dem, som selv spiller det, mener Peter Vuust.

»Vi har tidligere fundet ud af, at der ikke er forskel på oplevelsen af rytmisk kompleksitet. Nu ved vi, at det mest ligger i det harmoniske. Det skal man tænke over, hvis man gerne vil formidle sin musik til en bredere gruppe. Så er det godt at vide, at man skal være mere varsom med for komplekse harmonier.«

Kan bruges til playlister i psykiatrien

Udover at få gøre jazzmusikken mere tilgængelig kan studiet også være gavnligt i andre sammenhænge.

Det mener forsker i musikterapi og jazzmusiker, Helle Nystrup Lund.

Hun arbejder i psykiatrien i Region Nordjylland og har forsket i musik, som kan forbedre nattesøvn for mennesker med depression.

»Studiet her er spændende, fordi det klæder os på til at kunne tilbyde bestemte målgrupper det, der er bedst for dem,« siger Helle Nystrup Lund til Videnskab.dk.

»Det er ikke banebrydende viden, at beroligende musik som oftest ikke er komplekst harmonisk musik, men det er med til at underbygge vores viden om, hvilken slags musik, der skaber velbehag hos bestemte grupper. Musik, som vi umiddelbart godt kan lide, giver også større velbehag – så det kan være en vej ind i fysiologiske virkninger som en roligere puls,« forklarer hun.

Som et led i sin forskning har Helle Nystrup Lund udviklet en app, Musikstjernen, med playlister, som virker beroligende.

Det er meget individuelt, hvad der er behagelig musik for den enkelte. Selvom det nye danske studie langt hen ad vejen peger på samme, så har det tydelige mangler, hvis det skal kunne bruges i klinisk arbejde, påpeger Helle Nystrup Lund.

Man har spurgt testpersonerne, hvad de kan »lide«.

Men hvad betyder det egentlig? Gør det dem i godt humør, er det afslappende?

Hvis man kan lide musikken, er der også en chance for at det skaber velbehag, og det er musikkens virkning, der er interessant, påpeger Helle Nystrup Lund.

Desuden er det vigtigt, om musikken er stimulerende eller beroligende og at forholde sig til den kontekst, musikken indgår i.

Som jazzmusiker er Helle Nystrup Lund også bekendt med fordomme om genren, som hun også oplever som upopulær.

Derfor arbejder hun med ikke at sætte genremærker på playlisterne, så ingen på forhold bliver skræmt væk af noget, de tror, de ikke kan lide.

»Min erfaring er, at mennesker bruger jazz-playlisten mere, hvis der ikke står JAZZ med fede bogstaver på den, men det er ikke noget, vi som sådan har målt.«

»Vi bruger bevidst en anden type klassifikation end jazz og klassisk, og så er erfaringen, at mennesker ikke bliver nær så fikseret på genren og deres fobi for den genre,« siger hun.

Selvom studiet efter hendes mening ikke viser banebrydende resultater, så kan hun alligevel bruge dem, også i sit felt.

Hun bider mærke i forskellen mellem musikere og ikke-musikere.

»Det betyder jo, at vi ikke behøver, være helt så påpasselige med kompleks musik til mennesker, som er musisk uddannede. Vi arbejder meget med at tilbyde musik med forudsigelighed og genkendelighed, og når vi taler om målgruppen af musikere, så vil der være en høj grad af genkendelighed i kompleks musik,« afslutter hun.