Myren – menneskets bedste ven?

Min handlekraftige onkel Preben har aldrig villet lade noget stå imellem ham og lykken. Ét år var lykken blevet at få generobret sit drivhus.

Myrerne var flyttet ind, og Preben påstår hårdnakket, at de var begyndt at flytte rundt på fliserne mellem præmietomaterne.

Da den forpulede gift nede fra Brugsen kostede en formue og alligevel ikke virkede, måtte der kraftigere midler til. Preben har været chauffør hele livet og forstår sig på benzin.

Resolut gik han ud i skuret, fandt reservedunken og hældte dens højoktane indhold ud over myrerne i drivhuset. Da myrerne til hans store forbløffelse ikke døde øjeblikkeligt, besluttede han, at de skulle brændes op af helvedes flammer, så han greb lighteren i lommen og antændte staklerne som heksen på bålet.

Vi opfatter myrer som fjender

Men Preben havde glemt en enkelt detalje om benzins egenskaber – drivhuset røg i luften med et brag. Da han kom hjem fra hospitalet, havde myrerne bygget en lille tue for at holde varmen i det velventilerede drivhus.

Prebens opfattelse af myrerne er typisk for vores forhold til dem. Alle hader myrer, de er fjender, absolut ikke venner. Googler du ‘myre’, vil alle de Google-adds, der dukker op, være reklamer for firmaer, der på den ene eller anden måde slår myrer ihjel. Ingen sælger myrer.

Men så længe vi betragter disse dyr som vores fjender, er vi oppe mod en enorm modstander – vi bekæmper en biomasse større end vores egen, og myrerne besidder mange af de evner, vi selv har mest gavn af.

Vi bør bruge myrerne til vores fordel

Det bliver en hård match på udholdenhed, og vi kommer aldrig myrerne helt til livs. Vi kan reducere problemerne, men i samme øjeblik vi vender ryggen til, er vi tilbage ved status quo.

Men måske kan vi lære af kampsport – udnyt fjendens styrke ved at vende den mod ham selv. Næsten samme filosofi kunne vi bruge på myrerne.

Vi skal bare ikke vende deres styrke mod dem selv, men mod vores andre problemer. Dermed får vi myrerne som partner i stedet for fjende; det vil med et trylleslag gøre en uovervindelig modstander til en stor ressource.

Vævermyrer kan bruges som pesticid

Årelang forskning i vævermyrernes liv afslører, at de kan blive gode samarbejdspartnere for os, selvom de umiddelbart virker irriterende.

Vævermyrerne leder efter føde tæt på deres bo, oppe i træerne, hvor tusindvis af myrer kravler rundt i kronen – det ved enhver tropisk bonde i Asien og Afrika. Når bønderne skal plukke frugt i deres plantager, angriber myrerne straks og forsvarer deres myreterritorium, og det gør ondt.

Selvom man kan klare et enkelt bid fra myrerne, begynder det at blive træls efter 200, og så er det, alt andet lige, nemmere at høste fra træer uden myrer.

I de fleste bønders øjne er vævermyren derfor et notorisk skadedyr, man skal undgå. Men alt andet er ikke lige. Der er den hage, at træer uden myrer bærer væsentligt færre frugter. For lige nøjagtig det problem, at myrerne er over det hele, og at de bider, er en stor fordel for træet.

Myrerne bider nemlig ikke kun landmanden, men også alle de skadedyr, der ødelægger træernes frugtsætning og udbytte. Og så er det pludselig en fordel, at der er mange bidende myrer.

Kan være mere effektive end gift

Studier har vist, at myrerne kan bekæmpe 50 forskellige slags skadedyr i mindst 12 forskellige plantagetræer – til gavn for dyrkning af for eksempel mango, cashewnødder, kokos, kakao, kaffe og mahogni.

Når myrerne bruges som biologisk pesticid, kan de oven i købet være mere effektive end de konventionelle kemiske gifte, der ellers bliver brugt.

Den førende inden for forskningsfeltet, kineseren dr. Renkang Peng, har påvist, at cashew- og mangoproduktionen i det nordlige Australien kan øges, så plantagernes nettoindtægt stiger med godt 70 procent, hvis man installerer vævermyrer i træerne og dropper sprøjtemidlerne – myrerne er nemlig både mere effektive og langt billigere i drift.

Fra double trouble til dobbelt profit

Myrerne er endnu et aktiv for plantagerne, fordi de er spiselige og indeholder meget protein. I Thailand høster man myrernes larver, der serveres som en eftertragtet og dyr delikatesse på fine restauranter.

I et forskningsprojekt satte vi os for at teste, om man kan høste af myrelarverne i plantager, samtidig med at man bruger myrerne til plantebeskyttelse. Det viste sig at være muligt, eftersom de dronningemyrelarver, man normalt høster i Thailand, forlader de kolonier, de bliver opfostret i.

Man høster altså myrer, der alligevel flyver væk, og da antallet af arbejdermyrer – som er dem, der angriber skadedyrene – ikke bliver negativt påvirket, kan man uden problemer høste myrelarver og samtidig få bekæmpet skadedyr.

Det kan på ingen måde måle sig med en dansk svinefarm i effektivitet, men larverne er til gengæld et fuldstændig gratis biprodukt og kan være et værdifuldt tilskud for en fattig afrikansk bonde.

Nu er vi i gang med at oprette myrefarme i Afrika, hvor vi kan producere vævermyrerkolonier til de lokale landmænd. Vi domesticerer altså myrerne, ligesom det i tidernes morgen blev gjort med honningbier og silkesommerfugle.

Det er utænkeligt, at ikke også andre myrearter kan udnyttes, hvis vi får en tilstrækkelig indsigt i deres biologi.

Myren er en ihærdig kriger

Myrernes sociale liv har givet dem evnen til at kommunikere effektivt. Det betyder, at myrer kan nedlægge langt større bytte, end andre dyr på deres størrelse.

Når en enlig myre finder et stort byttedyr, fastholder den det ved at sætte sig som en levende lænke med kæberne i byttet og fødderne forankret til underlaget. Imens kalder den på hjælp ved at udskille et feromon på gasform.

Det spredes i luften og registreres af andre arbejdere i samfundet, som iler til hjælp. På den måde kan myrer i fællesskab nedkæmpe store skadedyr, samtidig med at de på egen hånd kan tage de små.

De kan altså – i modsætning til nyttedyr som fx mariehøns, der kun spiser bladlus – jage og bekæmpe mange forskellige skadedyr samtidigt.

Også myrernes arbejdsdeling, hvor kun dronningen lægger æg, gør dem stærke. Myrerne kan uden større problemer ofre arbejdernes liv, og med dødsforagt angriber de alt, hvad der trænger ind på deres territorium (Tænk bare på skovturen, hvor du satte dig for tæt på myretuen).

Også meget større dyr, der ikke er byttedyr for myrerne, må indrette sig: Nogle flagermus elsker frugt, men de undgår frugttræer med vævermyrer, fordi myrerne angriber dem, når de forsøger at æde.

Kannibaler og markarbejdere

Myrernes kannibalisme er endnu en fordel: De æder deres egne larver, når der er fødemangel, og det hjælper kolonien igennem tider, hvor andre nyttedyr ville dø af sult. Når vi bruger myrer i plantagerne, skal de kun sjældent erstattes af nye, fordi de er i stand til at overleve, når føden er knap.

Myrerne er en billig løsning; landmanden behøver ikke passe dem, og han skal heller ikke skaffe nye dyr igen og igen.

Og hvad der måske er endnu vigtigere, landmanden behøver ikke overvåge sine afgrøder for at holde øje med, hvornår skadedyrene angriber, når myrerne konstant er til stede.

Mariehøns, som kun lever af bladlus, dør af sult, når de har løst problemet – når der ikke er flere lus tilbage. Når de næste lus så angriber, skal der indkøbes nye mariehøns.

Tænk dig et samfund uden unødvendig snak og sludder. Et samfund, hvor hver er født til en enkelt opgave. Og hvor kommunikationen foregår via kemiske stoffer. Et perfekt samfund? Videoen er lavet af Aarhus Universitet.

Jord optager mere vand med myrer

Myrerne kan ikke kun bruges til skadedyrsbekæmpelse.

I Australien, hvor vand er en mangelvare i store områder, har det vist sig, at udbyttet af hvedemarker stiger med 36 procent, hvis der lever myrer i jorden. Myrernes gange betyder, at jorden kan optage meget mere vand, når det en sjælden gang regner.

Det vand, der så absorberes, kommer planterne til gode i stedet for at løbe af på jordoverfladen og ud i havet. Myrerne udfører den samme vigtige funktion som regnormene – de bearbejder jorden og gavner ad denne vej planterne.

10 milliarder milliarder medarbejdere

Når man kigger nærmere på myrernes sociale organisering, bliver det klart, at vi mennesker ikke er helt så unikke, som vi måske tror, men derimod deler en masse af vores evner med myrerne.

Evner, som har gjort os begge til store biologiske succeser.

I vores evolution har vi gentaget mange af myrernes succeser, og vi har på mange punkter udbygget dem. Men begynder vi at forstå myrernes biologi bedre, kan vi mere end bare inspireres: Vi kan udnytte deres store potentiale.

Og der må siges at være mange ressourcer bundet i et samarbejde med op imod en fjerdedel af Jordens animalske biomasse.

Hvad vil vi ikke kunne udrette, efterhånden som vi lærer at bruge 10 milliarder milliarder myrers evner?

Myrer er svært arbejdsduelige landbrugsmedarbejdere, der i kraft af deres liden størrelse, men store antal, kan netop det, vi ikke selv kan: De kan være alle steder på én gang og tage sig af de ting, der er for små til os.