Efter euforien: Hævntørst, drab og kampe i tiden efter Danmarks befrielse

Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt var en skelsættende begivenhed, som de fleste forbinder med glæde, lys i vinduerne, afbrænding af mørklægningsgardiner, sang og euforisk stemning.

Men tiden efter 4. maj 1945 var ikke kun en lys og lykkelig afslutning på en mørk krig.

I kølvandet på befrielsen fulgte også blodige skyderier, hævntørst, drab og udskamning af folk, som blev anset for at være ‘tyskervenlige’.

»Først var der eufori den 4. maj om aftenen. Men de næstfølgende dage slog det meget hurtigt over i en hævntørst. Folk ville gengælde og hævne den ydmygelse, som besættelsen havde været,« siger professor emeritus Claus Bryld, som er historiker og har forsket i besættelsestiden.

Selvom årsdagen for Danmarks befrielse er en god anledning til at mindes og hylde dem, som gik imod nazismen og besættelsesmagten, påpeger forskerne, at det også er vigtigt at huske - og tage ved lære af - de mørkere sider af tiden omkring Danmarks befrielse.

»I tiden efter befrielsen stod såret efter krigen stadig helt åbent, og der var en enorm hævntørst i befolkningen. Derfor skete der nogle ting, som vi bliver nødt til at gå efter i sømmene i eftertiden,« siger Sine Maria Vinther, historiker ved Roskilde Universitet.

I denne artikel har vi samlet en række af de mindre lyse og omdiskuterede kapitler i historien om tiden efter befrielsen, herunder:

• Blodige kamphandlinger med hundredvis af dødsfald til følge i dagene efter befrielsen
• Interneringer af titusindvis af mennesker, som mistænktes for at samarbejde med tyskere
• ‘Tyskerpiger’: Kvinder, som havde haft et forhold til tyske soldater, blev offentligt udskammet, interneret eller klippet skaldede.
• Genindførelse af dødsstraf
• Indførelse af love med tilbagevirkende kraft
• Brug af unge tyskere til det farlige oprydningsarbejde efter tyske miner
• Blodige voldsbølger og udrensninger i andre lande

Du kan klikke på et af emnerne ovenfor, hvis du vil springe direkte til dette emne.

4.-5. maj var blodige døgn

Mens de fleste husker 4. maj og 5. maj for det glade budskab om, at tyske tropper havde overgivet sig i Danmark og andre lande, var de skelsættende datoer også præget af skyderier og kamphandlinger.

»Flere hundrede mennesker blev dræbt i befrielsesdøgnet. Så midt i al glæden var det også et turbulent og meget blodigt døgn,« fortæller Claus Bundgård Christensen, som er lektor i historie og har forsket i besættelsestiden.

Han påpeger, at der i dagene omkring 4.-5. maj opstod kampe rundt omkring i landet mellem tyske enheder, danske nazi-sympatisører og modstandsfolk.

»Der var danskere og tyskere, som blev ved med at kæmpe, efter at frihedsbudskabet var blevet udsendt. På Istedgade i København var der for eksempel mange skudvekslinger og kampe mod det forhadte, tyske politi, Hipo. Hipo-folkene gemte sig forskellige steder i byen og ville ikke overgive sig,« fortæller Claus Bundgård Christensen.

I Odense var forvirringen under kampene så voldsom, at to modstandsgrupper kom til at bekrige hinanden med flere dødsfald til følge, fordi begge grupper fejlagtigt troede modstanderne var HIPO-medlemmer.

»Mange af de mennesker, som deltog i kampene, havde ikke meget forstand på at håndtere våben og der var også folk, som blev dræbt i vådeskud. På den måde blev det et meget blodigt døgn,« fortæller Claus Bundgård Christensen, som er lektor i historie ved Roskilde Universitet.

Internering af mistænkte

Ud over kamphandlinger foregik der også tusindvis af arrestationer i dagene efter befrielsen. I alt blev op mod 40.000 mennesker anholdt og interneret efter krigen ifølge juraprofessor Ditlev Tamms opgørelse.

De internerede var først og fremmest mennesker, som var mistænkt for at have hjulpet tyskerne, og som, man ventede, skulle dømmes ved et kommende retsopgør.

»Der blev ringet på hos folk, og de blev arresteret, ofte under voldelige forhold. Flere blev simpelthen dræbt,« fortæller professor Claus Bryld, som ud over sin forskning har et personligt forhold til historien, idet hans far var fremtrædende medlem af det danske nazistparti, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), men forlod partiet i 1943.

Modstandsbevægelsen tog efterfølgende ansvaret for 25 dødsfald under aktionerne. Andre anholdte fik en hårdhændet behandling og blev kørt gennem gaderne i åbne lastbiler. Ofte blev der hængt skilte på de anholdte, som fortalte, at de var nazister, værnemagere eller tyskertøser.

»Nogle anholdelser skete på baggrund af løse rygter eller var et led i personlige opgør,« fortæller Claus Bryld.

Et nødvendigt opgør

Selvom interneringerne kan fremstå voldsomme i dag, var de en del af et uundgåeligt opgør med krigstiden, påpeger historiker Claus Bundgård Christensen.

»Det er vigtigt at forstå, at der var tale om et nødvendigt opgør. Der var folk iblandt, som havde begået alvorlige forbrydelser under krigen og havde gået tyskernes ærinde. Interneringerne var første led i et retsopgør, som skulle stille dem til ansvar. Det var nødvendigt, for at man kunne undgå, at det endte i et blodbad af selvtægt,« fortæller Claus Bundgård Christensen.

Interneringerne blev i første omgang foretaget af modstandsbevægelsen, og de skete i en kaotisk situation, hvor det danske politi ikke havde fungeret siden september 1944.

Kort efter befrielsen - den 13. maj - trådte dansk politi i funktion igen, og modstandsbevægelsen overdrog lejrene med de internerede mennesker til politiet, som gradvist løslod de internerede. Størstedelen af de internerede endte med ikke at blive dømt i det efterfølgende retsopgør.

»Selvom der var mange tilfælde af ubegrundede interneringer, undgik man i Danmark stort set det blodige opgør med mistænkte landsforrædere i befrielsesdagene, som man så i andre befriede lande,« skriver Aarhus Universitets historiesite, Danmarkshistorien.dk, om interneringerne.

Tyskertøser blev udskammet og kronraget

Hævntørsten i kølvandet på befrielsen blev i høj grad følt af ‘tyskertøser’; det vil sige kvinder, som havde været i et forhold med tyskere under krigen.

»Tyskerpigerne blev opsøgt i deres hjem og hevet ud på gaden. En del blev klippet skaldet, og nogle gange blev de afklædt og fik malet hagekors på kroppen. Der findes flere brutale beretninger,« fortæller Claus Bryld.

Forklaringen på den hårdhændede behandling af kvinderne lød, at ‘tyskerpigerne’ havde leveret informationer til tyskerne eller havde støttet Nazityskland på anden måde.

Men noget tyder på, at mistroen overfor kvinderne ofte ikke havde hold i virkeligheden. Undersøgelser lavet efter krigen peger på, at kvinderne havde andre motiver for at finde sammen med tyskerne.

»Langt de færreste havde gjort noget, som kan betragtes som værnemageri eller stikkervirksomhed. Efterfølgende forskning tyder på, at de fleste kvinder fandt sammen med tyskerne på grund af spænding eller kærlighed. Men de blev alligevel udsat for hårklipning, chikane og vold,« siger Sine Maria Vinther.

Kvindens seksualitet blev et spørgsmål om national ære

Selvom mange i dag nok vil hævde, at kvindernes private kærligheds- eller sexliv var et privat anliggende, blev kvindernes forhold til tyske soldater et spørgsmål om både national ære og de danske mænds ære.

»Det føltes som en kæmpe national skam, at kvinderne lå i med tyskerne. På den måde blev kvindens krop til en kampzone mellem befrielse og krig,« fortæller Sine Maria Vinther.

Den danske regering havde tidligere under besættelsen opfordret danskerne til at samarbejde med tyskerne. Derfor kan det være vanskeligt at klandre kvinderne, da folkestemningen først blev mere negativ overfor tyskerne længere inde i besættelsesperioden, mener Sine Maria Vinther.

»Det er tankevækkende, at folk sank ned på fjendens niveau, og måske endda dybere, når de ignorerede alle retsprincipper og tyede til selvtægt,« siger hun om de mænd, der klippede pigerne.

Der findes ingen officiel registrering af kvinderne, men forskning peger på, at omkring 50.000 kvinder var ‘tyskerpiger’, fortæller Sine Maria Vinther fra RUC.

»Det er et enormt stort antal, der betyder, at de fleste var beslægtet - nært eller fjernt - med en tyskerpige,« vurderer hun og tilføjer, at skammen i høj grad levede videre i næste generation.

»Der blev registreret omkring 5.500 tyskerbørn efter besættelsen, men det reelle tal menes at være højere. Mange ved sikkert ikke, at de har en tysk far, fordi deres forældre har været udsat for stigmatisering i hele deres liv.«

Dødsstraffen genindføres

Efter befrielsen indførte den danske regering en række love om landsskadelig virksomhed, som gjorde det muligt at straffe de danskere, der havde samarbejdet med tyskerne på den ene eller anden måde under krigen. Lovene kaldes for Retsopgøret.

Den alvorligste konsekvens af Retsopgøret var, at dødsstraffen, som ellers var blevet afskaffet i 1930, blev genindført. Dødsstraffen vendte op og ned på, hvad der havde været lovligt før krigen.

»Når man har en straffelov, så skal folk normalt vide, hvad straffen er, for deres handlinger. Men under krigen var der ingen dødsstraf, og den blev indført med tilbagevirkende kraft,« fortæller Joachim Lund, som er lektor ved Center for Virksomhedshistorie på Copenhagen Business School.

Selvom dødsstraffen kun var blevet afskaffet 15 år før genindførslen, havde der ikke fundet henrettelser sted siden 1892, så alle troede, at det var et overstået kapitel, påpeger han.

Frihedsrådet - et organ, som koordinerede forskellige modstandsgruppers arbejde under besættelsen - havde forberedt retsopgøret siden 1943, som en reaktion på de borgerkrigslignende tilstande, der foregik i krigens sidste år. Her havde tyskerne kørt rundt og skudt tilfældige civile på gaderne, og det pustede voldsomt til danskernes hævntørst, fortæller Joachim Lund.

78 blev dømt til døden

Netop denne form for vold og ydmygelse under besættelsen betød, at et retsopgør efter krigen var nødvendigt, for at befolkningen kunne komme videre og få en følelse af retfærdighed efter en mørk og uretfærdig krig, fortæller historiker Claus Bundgård Christensen.

»Retsopgøret blev planlagt for at undgå de lange knives nat (private hævnaktioner, red.). Der er ingen tvivl, om at udsigten til et retsopgør var med til at dæmpe volden i tiden efter befrielsen. Men det endte med at blive et hårdt og brutalt retsopgør,« siger Claus Bundgård Christensen.

Henrettelserne af de dødsdømte begyndte i sommeren 1945.

I alt blev 78 mennesker dømt til døden, men flere blev efterfølgende benådet. I alt blev 46 mennesker henrettet ved skydning frem til 1950.

I videoen herunder kan du høre Sine Maria Vinther fortælle mere om de henrettelser, som foregik i et skur på Christiania i København.

Regeringen 'narrede' tusindvis af soldater

Dødsstraffens genindførelse er ikke Retsopgørets eneste skyggeside.

Retsopgøret betød også, at der blev lavet nogle juridisk set betænkelige love, som åbnede en flanke for kritik af regeringen, mener Joachim Lund fra CBS.

»Problemet var, at den danske regering lavede love med tilbagevirkende kraft, hvad vi ellers ikke må. Deres forklaring lød, at de ville havde indført forbuddene tidligere, hvis de havde været i stand til det, men at de forbød det, så snart de kunne. Det er problematisk, for man kan ikke forvente, at folk skal kunne gætte sig til, hvad der bliver forbudt i fremtiden,« siger Joachim Lund.

Ved krigens afslutningen indførte regeringen blandt andet, at danskere, der var gået i krig på tysk side, blev straffet med fængsel. Normalt er det ulovligt træde i et andet lands krigstjeneste, men den selvsamme regering havde i 1941 lavet en undtagelse. Den havde gjort det lovligt for danske soldater at tage orlov fra tjenesten, så de kunne melde sig til Frikorps Danmark, som kæmpede på tysk side.

»Efter krigen sagde regeringen, at de havde regnet med, at folk kunne læse mellem linjerne, at undtagelsen havde været et tysk krav, de havde været nødt til at efterkomme, selvom de ikke ønskede det. Men der var jo faktisk 12.000 mennesker, der meldte sig til tysk krigstjeneste og som ikke havde regnet det ud,« fortæller Joachim Lund og fortsætter:

»Dem, der vendte tilbage fra krigen blev dømt. Officerer fik 4 års fængsel og soldater 2. De var meget forbitrede over det, og der opstod en fortælling om, at de var blevet narret af regeringen.«

Virksomheder blev ramt på økonomien

Det var ikke kun danske soldater, der blev ramt af regeringens love, der blev indført med tilbagevirkende kraft.

Blandt andet vedtog regeringen ved straffelovstillægget i sommeren 1945 at straffe folk, der havde udvist ’utilbørligt initiativ’ til at skaffe sig ordrer fra værnemagten eller havde udvidet deres produktion for at imødekomme tyskernes bestillinger.

Under krigen havde regeringen godt nok vedtaget, at danske virksomheder højst måtte tage fem procent i profit, når de handlede med tyskerne, for at begrænse samarbejde med Tyskland, men efter besættelsen kom skærpelsen.

»Omkring 1.000 mennesker blev straffet, og folk, der havde overtrådt prisbestemmelser skulle tilbagebetale det, de havde tjent for meget med en bøde oveni. Mange havde tjent tocifrede millionbeløb på handlen med tyskerne, så det var et hårdt slag for dem,« siger Joachim Lund.

Unge tyskere blev bomberyddere

En anden omdiskuteret skyggeside i tiden efter befrielsen var arbejdet med at fjerne miner, som blev udlagt af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig.

Unge tyske mænd, der havde været soldater under krigen, blev efter krigens afslutning sendt op til den jyske vestkyst for at rydde minerne.

»Mange af drengene blev sprængt i stykker, døde eller blev såret, og det så man igennem fingre med, fordi de var tyskere,« siger Sine Maria Vinther, og fortsætter:

»Det var besværligt at rydde minerne mange steder i Danmark, fordi oversvømmelser og dårlige vejrforhold havde rykket minerne fra deres oprindelige placering,« fortæller hun.

Omkring 150 af de i alt omkring 2.500 unge tyskere, der blev sat til at rydde miner, mistede livet, og mellem 300 og 400 blev såret under arbejdet, skriver Danmarkshistorien.dk.

Minerydningen er senere blevet kritiseret

Det var et led i kapitulationsbetingelserne, at tyskerne skulle rydde op efter sig, men alligevel er det senere er det blevet kritiseret for at være et brud på Genevekonventionens artikler 31 og 32, som forbyder brugen af krigsfanger til farligt arbejde.

Det er til diskussion, om de tyske drenge virkelig var krigsfanger.

Dels fordi Tyskland selv gik med på kapitulationsbetingelserne, og dels fordi drengene selv kunne selv vælge, om de ville rydde miner i Danmark eller Belgien, fortæller Sine Maria Vinther.

Men i Belgien var der ingen minekort, hvilket gjorde arbejde endnu farligere. »Så havde de i virkeligheden noget valg? Man kan i hvert fald kritisere de humanitære betingelser,« siger historikeren.

Historien om minerydningsarbejdet er blev dramatiseret i 2015 i filmen ‘Under Sandet’.

'Mildt' sammenlignet med andre lande

Selvom begivenhederne i kølvandet på befrielsen kan virke brutale set med nutidens øjne, er det vigtigt at huske på, at et opgør med krigen var nødvendigt, påpeger Claus Bundgård Christensen.

Han henviser til, at hævntørsten og dens konsekvenser var endnu mere blodige i en række andre lande.

»Hele overgangen fra krig til fred er en meget voldelig tid, og det glemmer man ofte. I tiden efter krigens afslutning opstod der store bølger af etnisk vold, hævndrab og store udrensninger af mennesker rundt omkring i Europa. Når man ser på, hvor brutalt det gik for sig i andre lande, slap vi relativt mildt igennem det i Danmark,« siger Claus Bundgård Christensen, som blandt andet anbefaler bogen 'Savage Continent', der beskriver voldsbølgen i Europa efter Anden Verdenskrig.

Selvom den danske regerings handlinger efter befrielsen kan kritiseres, er Joachim Lund enig i, at vi ikke må glemme, at retsopgøret og genindførelsen af dødsstraffen var et forsøg på at forhindre, at optøjerne blandt befolkningen kom endnu mere ud af kontrol.

Som eksempel nævner han Frankrig, der blev befriet i løbet af efteråret 1944.

»Inden lov og orden igen var indført, blev der begået 50.000 lynchninger, hvor kollaboratører blev klynget op i den nærmeste lygtepæl. Så når Frihedsrådet i Danmark fremsatte krav om dødsstraf, var det for at forhindre selvtægt og fortælle befolkningen, at de havde styr på det, « fortæller Joachim Lund.

Kan regeringens håndtering retfærdiggøres?

Selvom regeringen handlede for at afværge en potentielt endnu større katastrofe, bliver vi I eftertiden nødt til at diskutere, om regeringens intentioner retfærdiggør de midler, den tog i brug, mener Joachim Lund fra CBS.

»Det handler jo i virkeligheden om, hvorvidt målet retfærdiggør midlet, og der er bare et aspekt, man skal have med i sine overvejelser,« mener Joachim Lund, der dog ikke tager stilling til, hvorvidt regeringens handlinger var fair.

Sine Maria Vinther kalder det en kompleks diskussion, der skal ses fra flere sider, men i sidste ende mener hun, at regeringens forsøg på at imødekomme folkestemningen gik for vidt.

»Senere er det blevet kritiseret, at kollaboratørerne sad interneret uden at blive sat for en dommer, og mange blev udsat for forfærdelige ting i internaterne, så regeringens handlinger gik over gevind,« siger hun.

»Det er et eksempel på, hvordan man lader følelser blive blandet ind i retsprincipper og demokratiet. Og det blev accepteret af den brede offentlighed. Først nogle år senere blev det stærkt kritiseret, men det er et udtryk for, at følelserne virkelig sad uden på tøjet hos alle i denne tid,« siger hun.

Ingen ville opfattes som tyskervenlige efter krigen

Professor emeritus Claus Bryld påpeger, at tiltagene efter Befrielsen måske også hænger sammen med, at mange - inklusiv regeringen - helst ville undgå at opføre eller ytre sig på måder, der kunne blive opfattet som tyskervenlige.

»I tiden efter krigen havde de fleste travlt med at identificere sig med modstandsbevægelsen. Man glemte, at de fleste danskere havde støttet regeringens samarbejde med tyskerne gennem det meste af krigen. Reelt set var der næsten ikke var nogen, der støttede eller var aktive i modstandsbevægelsen før de sidste to år af krigen,« siger Claus Bryld og tilføjer:

»Men hvis man er en person, som har været passiv under det meste af besættelsen, kan man retfærdiggøre sig bagefter ved at være ekstra skrap over for dem, som man mente trådte ved siden af. Så hævnen og skadefryden er også en måde at vise, at man har spillet på det rigtige hold,« mener Claus Bryld.

Han har selv har forsket i danskernes ‘kollektive erindring’ om Anden Verdenskrig og påpeger, at det først er i de senere årtier, at de ‘mindre behagelige sider’ af historien er blevet genstand for forskningens og offentlighedens søgelys.

»Det er vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre vores forestillinger om krigen, så vi kan tage ved lære af vores handlinger,« slutter han.