Lyd er at røre på afstand

Det danske ord ’lyd’ betyder noget, som kan høres, og det stammer fra det oldnordiske 'hljóð', som vi kan oversætte til både ’hørbart’, ’lyd’ og ’stilhed’. Vi taler derfor om et fænomen, der hænger tæt sammen med et bestemt sanseorgan, nemlig vores ører.

Øret består af tre dele: det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Vores ydre øre, hvis form har givet det tilnavnet øremuslingen, kan registrere bølgebevægelser i luft og delvist også i vand.

Når vi hører en lyd, er det en slags objekt – et lydobjekt – som flyder gennem luften fra sin kilde til vores ører. Ørerne bliver ’ramt’ af bevægelser i luftens molekyler. På den måde er lyd et taktilt fænomen, eftersom lyden i bund og grund rører ved os.

Den canadiske komponist og forfatter Raymond Murray Schafer har derfor defineret vores hørelse på følgende måde: at høre er at røre på afstand.

Vi er defineret af vores 'soundscapes'

Schafer mener, at hverdagslyde er væsentlige kendetegn for enhver kultur. Hans kongstanke var, at de lydlige omgivelser definerer vores kultur i lige så høj grad som malerier, romaner og potteskår og derfor er lige så centrale for vores lokale og nationale identitet som den musik, vi bevidst omgiver os med.

I sin bog 'The Tuning of the World' fra 1977 præsenterede Schafer første gang ordet 'soundscape', det vil sige en lydlig pendant til ordet ’landskab’. Ved at fokusere lidt mere på vores 'soundscapes' vil vi ifølge Schafer opdage både væsentlige forskelle mellem kulturer samt historiske forandringer i vores egen kultur.

For eksempel bød den industrielle revolution i 1700-1800-tallet også på et radikalt skifte i det akustiske miljø. Nu indgik skrivemaskinens hakkende klapren, de taktfaste rytmer fra toge på vej hen over jernbanesvellerne, dampbådenes tuden og de hånd- eller foddrevne symaskiners hurtige, afdæmpede løb over stoffet i millioner af menneskers daglige soundscape.

Vi holder øre med noget

Når vi cykler eller går i trafikken i nutidens soundscape, forlader vi os konstant på vores ører. Vi siger, at vi »holder øje med noget«, men faktisk holder vi lige så meget ’øre med’ vores omverden. Lydene fortæller os, hvad der er omkring os, og hvor det er.

Vores synsfelt er forholdsvist begrænset. Vi ser kun ligeud, og det er kun et udsnit af vores synsfelt, som står helt klart for os, mens vores ører hører 360 grader rundt om os. Det er meget praktisk, fordi vi på den måde kan opfatte, hvad der sker steder, som vi ikke kan se.

Af samme grund udgør el- og hybridbiler en sikkerhedsrisiko, fordi de er så støjsvage, at cyklister og fodgængere har svært ved at opdage dem.

I 2015 vedtog EU derfor, at el- og hybridbiler inden år 2019 skal have tilføjet en kunstig lyd, når de kører under 20 kilometer i timen. Ved alle hastigheder derover vil deres dæk larme og på den måde advare de andre trafikanter.

Eksplosion eller diskret summen

I dag er et lavt støjniveau et almindeligt parameter til at bedømme og sammenligne opvaskemaskiner og vaskemaskiner. Støvsugere er dog ikke så støjsvage, som de kunne være. Producenter som Miele, Siemens og Electrolux har nemlig opdaget, at forbrugerne reagerer med en vis skepsis, hvis støvsugeren ikke lyder højt nok. Vi foretrækker åbenbart at høre et ordentligt sug, så vi ved, at den virker.

Bilmotorer er underlagt lovkrav om ikke at larme for meget. Men producenter som Ford, BMW og Jaguar arbejder ikke blot på at reducere motorlydene, men også på at designe dem, så de passer til den oplevelse, som kunderne efterspørger, og det brand, som de ønsker at vedligeholde og forfine.

Jaguar er for eksempel en britisk bil, som vi gerne skal forbinde med klassisk, historisk elegance, mens den italienske Lamborghini er kendt for at være hurtig og vovet. Disse kvaliteter formidler producenterne via Jaguarens bløde former og Lamborghiniens skarpe og næsten aggressive ydre design, men altså også via lyden af deres motorer.

Både Lamborghini og Jaguar har for eksempel modeller med en V12-motor under kølerhjelmen, men motorlydene er alligevel vidt forskellige. Når chaufføren i Lamborghinien træder på speederen, hører han for eksempel en sprød og dynamisk eksplosion i forhold til Jaguaren, hvor han kan nyde en langt mere afdæmpet og diskret summen.

Farvel til vruuuuummm!

Takket være bilernes forskellige lyddesign kan producenterne henvende sig til bestemte kulturelle fællesskaber og grupper. Den britiske kunstner Grayson Perry har lavet flere dokumentarudsendelser om smag, og han konkluderer for eksempel, at den engelske overklasse er kendetegnet ved, at dens smag er usynlig.

Dens medlemmer skilter ikke med den og ænser måske knap nok, at de har særlige præferencer for afdæmpede varemærker. Måske er det derfor, at Jaguar passer så godt til den britiske overklasse; den er eksklusiv, men gør ikke opmærksom på sig selv ved for eksempel en øredøvende motorlyd. Det er nok heller ikke tilfældigt, at den britiske premierminister Theresa May lader sig transportere rundt i en sort Jaguar XJ Sentinel.

Men gad vide, hvordan byernes soundscape vil være, når vi i fremtiden udelukkende kører i el- og hybridbiler? Det vil få vidtrækkende konsekvenser, hvis vi ikke længere skal forholde os til motorstøjen fra biler og busser: Lejlighedspriserne på Nørrebrogade i Aarhus og Vesterbrogade i København vil nok stige til uanede højder.

Bilstøjen vil selvfølgelig ikke forsvinde helt, da dækkene larmer lige højt, uanset om det er benzin eller elektricitet, som driver dem rundt. Men alligevel er det tankevækkende, at benzinmotorernes vruummm, som mere end nogen anden lyd definerer de fleste storbyers soundscape, måske en dag vil være et fortidslevn.

Tre slags lyde

Schafer skrev ikke blot teorier om lydens kultur, men studerede den også i praksis. På baggrund af sine studier konkluderede han, at omverdenens lyde kan deles op i tre grupper: Den ene kaldte han for 'keynote sounds' eller grundtonelyde, det vil sige alle de lyde, vi ikke lægger mærke til, men som alligevel klart definerer et sted. I en skov kan det være trætoppene, der bruser, og i en by trafikkens konstante susen.

Den anden gruppe er de lyde, vi mere bevidst lægger mærke til; de er ifølge Schafer 'signaler'. Det kan være fodgængerfeltets hurtige eller langsomme bippen, bilernes dytten og ikke mindst beskedtonen på vores smartphone.

Endelig foreslog han ordet 'soundmark', lydmærke på dansk, til de forgrundslyde, som vi kender og forbinder med særlige steder. Den type lyde både udtrykker og skaber vores kultur, ligesom de danner kollektive erfaringer og erindringer, som former vores selvforståelse og identitet.

Lyden af nationalt fællesskab

Med tiden kan visse signaler forvandle sig til soundmarks. Det gælder for eksempel DSB’s karakteristiske jingle, som den danske komponist Niels Viggo Benzton udarbejdede i 1984, og som meget passende starter med tonerne d-es-b.

Den oprindelige komposition er noget længere, men i dag er det blot de tre første toner, som DSB benytter sig af på stationernes højtaleranlæg, og som langt de fleste danskere kender. Samme status kunne vi tildele de københavnske rådhusklokker, der spiller 'Vægtersangen', og som siden 1925 har markeret over for Danmarks Radios lyttere, at det nu er tid til middagsradioavisen.

I 2002 forsøgte DR at erstatte radioklokkerne med en mere moderne jingle. Danskerne kunne ikke tro deres egne ører, de indsamlede underskrifter og skrev debatindlæg til alle landets medier, ja, flere medlemmer af Folketinget mente, at sagen var af så stor national interesse, at de endda diskuterede den fra talerstolen.

For mange lyttere var rådhusklokkerne nemlig ikke bare et signal om, at der nu kom nyheder, men også et symbol på et nationalt fællesskab. Sagen endte med, at klokkespillet fik lov til at overleve, men beskåret til at vare nogenlunde lige så længe som en almindelig jingle i det 21. århundrede.

Derfor afspiller DR i dag kun de første 17 sekunder i stedet for hele klokkesekvensen på næsten to minutter.

Schafers teori om, at lyd er at røre på afstand, udfolder sig i dette tilfælde mere end blot bogstaveligt. Lyd rører os ikke blot fysisk, men også på et følelsesmæssigt, kulturskabende og identitetsbærende plan.