Legendarisk pirat hærgede Danmark i middelalderen – og tyskerne hylder ham stadig

Hvis du en sommeraften sejler forbi den tyske ø Rügen sydøst for Møn, må du ikke blive forskrækket over kanonbrag og store ildglimt.

Det er blot Störtebeker Festspiele, der opfører sin årlige forestilling om den tyske piratkaptajn Klaus Störtebekers liv og levned. En forestilling, der tiltrækker 200.000 gæster om året.

Og selvom du som dansker måske ikke lige er bekendt med Klaus Störtebeker, så er han svær at komme udenom i Tyskland.

Her kan du sejle med Störtebeker-færger, drikke øl fra det populære Störtebeker-bryggeri på en Störtebeker-bar, se Störtebeker-film, læse Störtebeker-romaner og besøge Störtebeker-statuer og -udstillinger.

Sagt med andre ord:

»Klaus Störtebeker er den absolut mest berømte pirat nogensinde for tyskerne. Han er en blanding af Jack Sparrow og Robin Hood,« opsummerer den tyske historieprofessor Gregor Rohmann over for Videnskab.dk.

Störtebekers berygtede sørøverbande Vitaliebrødrene blev både brugt som ‘lejesoldater’ i en krig mod Danmark, og senere hærgede de som lovløse pirater i Danmarks vigtige handelsområder.

Med hjælp fra en dansk og en tysk middelalderforsker genfortæller vi historien om sørøverbanden og den legendariske kaptajn, og får samtidig luget fiktion fra fakta.

Kampen om Norden

Historien om Vitaliebrødrene begynder i slutningen af det 14. århundrede.

Margrethe I af Danmark er ved at samle Danmark, Norge og Sverige i det, der skal blive kendt som Kalmarunionen: tre kongeriger samlet som én stormagt.

Hun har fået Norge med, men Sverige modsætter sig. Eller, det vil sige, det gør den svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, som slet ikke er svensker, men en hertug fra det tyske fyrstedømme Mecklenburg.

I begyndelsen af 1390’erne er Albrecht taget til fange af Margrethe, men hun mangler stadig at indtage Stockholm, hvor Albrechts allierede har forskanset sig og bekæmper danskerne fra.

Den kamp ønsker folkene i Mecklenburg at støtte, så de ikke taber Sverige til danskerne. De sætter derfor en plan i værk, der de kommende år kommer til at bide dem selv og alle andre i Østersøen bagi.

Det er her, Vitaliebrødrene kommer ind i billedet.

Det forbryderiske broderskab

Thomas Kristian Heebøll-Holm er lektor i middelalderhistorie ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet har forsket i pirateri og kapervirksomhed. Det vil sige pirateri, som man har fået tilladelse til. Autoriserede pirater, om man vil.

Og det er netop sådan et projekt, mecklenburgerne søsætter for at komme deres hertug til undsætning i Stockholm.

»Fra Mecklenburg bliver der givet nærmest direkte ordre til flere magtfulde tyske handelsbyer om, at de skal deklarere, at alle, der har lyst til at kæmpe for den sande konge af Sverige, skal melde sig på havnen,« lyder det fra middelalderlektoren.

I første omgang er det meningen, at de skibsejere og søfolk, der melder sig, skal bringe forsyninger til Stockholm.

Men hvor skal forsyningerne komme fra, og hvordan skal søfolkene aflønnes?

»De skal selv tage forsyningerne fra den svenske konges fjender. Det vil sige danskerne. Man sender simpelthen væbnede bander ud, og så skal de ellers genere al dansk skibstrafik i Østersøen og plyndre dem.«

De mange søfolk, der rejste ud på denne mission, har man siden kaldt for ‘Vitaliebrødrene’. De ses også ofte omtalt som ‘Fetaljebrødrene’ eller ‘Viktualiebrødrene’ med henvisning til, at de skulle bringe viktualier, forsyninger, til Stockholm.

Ifølge Thomas Kristian Heebøll-Holm har Vitaliebrødrene dog svært ved at holde sig fra de skibe, de helst ikke skulle angribe.

»De overfalder også handelsskibe fra forskellige hansestæder (et netværk af magtfulde handelsbyer omkring Østersøen, red.), og det giver nogle diplomatiske problemer,« fortæller Thomas Kristian Heebøll-Holm.

I fire-fem år fortsætter Vitaliebrødrene med deres officielle kamp mod Danmark, men i 1395 indgås der våbenhvile mellem de stridende parter.

»Nu har Vitaliebrødrene jo ikke rigtig nogen retfærdig grund til at kæmpe videre, men det standser dem ikke. I stedet begynder de at benytte Gotland (ø øst for det svenske fastland, red.) som en slags sørøverrede, som de opererer fra og generer alt og alle i Østersøen,« fortæller Thomas Kristian Heebøll-Holm.

Et folkesagn bliver født

Den mest kendte kaptajn, der ledte Vitaliebrødrene, var en mand ved navn Klaus Störtebeker.

Han var kendt for at kunne bunde fire liter øl i én slurk, til stor underholdning for sin gruppe af sømænd, som han delte alt bytte lige med.

Byttet kom i øvrigt ikke længere kun fra danskerne, men også fra de store, stinkende rige hansekogger, altså skibe fra hansestæderne.

Men en dag blev han en for stor pestilens for hansestæderne, der sendte en piratjægerflåde efter ham. Störtebeker, som aldrig veg for et godt slag, var klar til at tage den brave kamp op mod piratjægernes kaptajn, men en forræder på hans skib havde saboteret kæderne til roret.

Klaus Störtebeker og hans 73 overlevende mænd tabte kampen og blev ført til Hamborg, hvor de kom for retten og blev dømt til døden ved halshugning.

Störtebeker kom dog med et forslag, hans tilfangetagere ikke kunne sige nej til:

Han ville halshugges som den første, og alle de mænd, han efterfølgende kunne vandre forbi uden sit hoved, skulle skånes.

Det gik Hamborgs borgmester med til, og så snart Störtebekers hoved rullede, rejste kroppen sig og begyndte at gå.

Og minsandten om den hovedløse Klaus ikke stavrede forbi 12 mænd, inden bøddelen spændte ben for ham og endte hans sidste færd. De 12 mænd blev dog snydt for deres frihed og henrettet alligevel.

Sådan lyder folkesagnet om Klaus Störtebeker i al fald. Men hvor meget sandhed er der mellem de vilde historier?

Folkefjende eller almindelig borger?

Mens hans ølbundeevner nok er noget tvivlsomme, og hans hovedløse vandring ikke kræver en skarp faktatjekker at afvise, så har den grundlæggende historie om kaptajn Störtebeker altid været bredt accepteret i Tyskland, også af historikere:

Han var en vitaliebroder, der blev fanget og henrettet for sine forbrydelser i år 1401. Han levede og døde altså som pirat.

Det troede man i hvert fald, indtil den tyske historieprofessor Gregor Rohmann dykkede ned i annalerne.

»Jeg begyndte at beskæftige mig professionelt med Störtebeker, da jeg blev ansat på museet i Hamborg i 2002,« fortæller Gregor Rohmann.

Museet havde på det tidspunkt i begyndelsen af årtusindet en udstilling om kaptajnen, og i den forbindelse satte man den nyansatte forsker til at gå igennem materialet om Störtebeker.

»Da krigen mellem Mecklenburg og Danmark sluttede, begyndte østersølandene at forhandle kompensationer for deres tab. Det betyder, at der blev skrevet en masse retsdokumenter, hvor der står specifikt, at den og den person berøvede dette skib på denne dato.«

Ved at gennemgå de mange 600 år gamle dokumenter fra arkiverne kunne Gregor Rohmann stykke historien om Klaus Störtebekers gøren og laden sammen.

Men der var nogle ting, der ikke stemte overens med de ellers etablerede ‘sandheder’ om Störtebeker:

»Han var ikke hansestædernes store fjende, som han ellers er blevet beskrevet, for han kom, så vidt jeg kan se i min forskning, selv fra hansestaden Gdansk (tidligere hansestad i det nuværende Polen, red.).«

At han skulle være en respekteret hanseborger blev blandt andet underbygget af en anden opdagelse:

»Han blev slet ikke henrettet i 1401 af bystyret i Hamborg. Dokumenter viser, at han stadig var i live i 1414 og måske endda i 1435.«

Med andre ord gik den rigtige Klaus Störtebeker ifølge Gregor Rohmanns forskning fra at være almindelig borger til vitaliebroder for en stund og så til borger igen, frem for at leve og dø som en sand pirat.

Hvad sagde folk til at blive præsenteret for den her lidt mere ‘kedelige’ udgave af Störtebeker?

»Jeg synes faktisk ikke, at den er mere kedelig. Tværtimod siger den meget mere om middelalderen, og hvordan retssystemet fungerede. Og så sætter den spørgsmålstegn ved, om der overhovedet fandtes pirater i middelalderen,« svarer Gregor Rohmann.

»Det var personer, der agerede voldeligt, når de havde noget, de ville opnå. Men ikke nødvendigvis pirater, som vi opfatter dem i dag.«

Sørøver eller ej?

Thomas Kristian Heebøll-Holm er enig i Gregor Rohmanns udlægning af, at det er misvisende at omtale Klaus Störtebeker og Vitaliebrødrene som rendyrkede sørøvere.

»En moderne læser har en tendens til at skelne mellem en fredelig købmand og en kriminel sørøver. Men det er det samme, for de skifter hele tiden rolle. En adelsmand kan være vitaliebroder i en overgang, indtil han finder på noget andet at lave, når det bliver en dårlig forretning,« forklarer den danske middelalderhistoriker.

»Det er også en moderne fejlslutning at tænke det som en landskamp: Danmark mod tyske pirater. For rigtig mange af dem, der sejlede danske skibe, var tyskere. Visby på Gotland, hvor Vitaliebrødrene holdt til, var en overvejende tysk by.«

Men på trods af Gregor Rohmanns forskning om Störtebeker finder man stadig primært den gamle version om, at han blev henrettet i Hamburg som pirat, når man foretager en internetsøgning om kaptajnen.

»I starten forsøgte vi at ændre Wikipedia-siden, men hver gang vi gjorde det, blev det ændret tilbage til den gamle version efter to-tre dage,« husker Gregor Rohmann.

»I dag efter over 15 år vil de fleste hansehistorikere nok give mig ret i min version, men det har været et maraton at overbevise folk.«

Men den gamle version af Störtebeker ser jo ud til at være mere populær end nogensinde. Hvordan kan det være?

»Jeg har accepteret, at den populære version er som julemanden. Du kan ikke kritisere julemanden. Han er blevet en del af kulturen, og det er okay.«