Dronning Margrete den 1., der levede fra 1353 til 1412, hyldes med rette som en af danmarkshistoriens store regenter – senest i den store film, der bærer hendes navn.
Hun var en magtpolitiker af Guds nåde, og det lykkedes hende i 1397 at underlægge sig alle de tre nordiske riger i Kalmarunionen, som bestod frem til 1523.
Til gengæld er det temmelig ukendt, at Margrete er hovedperson i et stort nationalt epos (et fortællende digt) ved navn Margaretica, der udkom i Frankfurt am Main i 1573, 50 år efter Kalmarunionens ophør.
Det er forfattet af den danske digter Rasmus Glad – eller Erasmus Lætus, som han hedder på latin – og det er en ambitiøs dansk pendant til de store klassiske epos'er Odysseen, Iliaden og først og fremmest Æneiden af Vergil - det store romerske epos om Roms grundlæggelse.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Et raffineret, anti-svensk smædeskrift
Når Margaretica i dag er forsvundet ud af den almindelige litterære bevidsthed, skyldes det formodentlig, at det hører til i en ganske bestemt historisk situation.
Det er et indlæg i en aggressiv dansk-svensk polemik, skrevet i kølvandet på Syvårskrigen mellem Danmark og Sverige i årene 1563-1570.
Digtet er simpelt hen et raffineret, antisvensk smædeskrift og både tidsbundet og partisk – men det gør det bestemt ikke mindre fascinerende.
Margaretica er desuden skrevet på latin, som de færreste læser i dag. Latin var dengang et fælles skriftsprog på tværs af de europæiske landegrænser, og i Danmark har vi en rig og kun delvist udforsket latinsk litteratur fra 15- og 1600-tallet.
Digterne skrev deres værker med antikke forbilleder for øje, eksempelvis Æneiden, og kunsten var at imitere kreativt, at lade de litterære modeller spille med som undertekster og give ekstra perspektiv.
Det er netop det, Erasmus Lætus gør i Margaretica.
\ Læs mere
Et epos i den nationale propagandas tjeneste
Men hvorfor udgive et stort latinsk epos om Dronning Margrete i 1573? Og hvordan kunne det provokere svenskerne?
Svaret handler om Kalmarunionen, om dansk-svensk rivalisering, om historiebrug og nationale symboler og om udnyttelse af det trykte medium i den nationale propagandas tjeneste.
Kalmarunionen mellem Danmark, Norge og Sverige, som Margrete lagde grunden til i 1397, var regeret af danske konger.
Selv om unionen formelt varede frem til 1523, kneb det allerede fra midt i 1400-tallet alvorligt med svenskernes lyst til at acceptere den danske overhøjhed, og resten af unionsperioden var præget af uro og oprør blandt svenskerne, der i flere perioder indsatte deres egen konge.
\ Læs mere
Efter unionens ophør var forholdet mellem Danmark og Sverige yderst anspændt. Den nye svenske konge, Gustav Vasa (1523-1560), havde travlt med at lægge afstand til unionstiden og den tidligere afhængighed af Danmark.
Efterhånden spidsede det til i en slags kold krig, og her spillede historieskrivningen en afgørende rolle.
De feje, listige, upålidelige danskere
Dette gjaldt først og fremmest en stor Sverigeshistorie, der udkom i 1554. Forfatteren, Johannes Magnus, fører her svensk historie helt tilbage til Noahs sønnesøn, som bosatte sig i Sverige 88 år efter Syndfloden og lagde grunden til goternes stolte rige.
Men hånd i hånd med fejringen af den lange, glorværdige svensk-gotiske historie går Johannes Magnus' skånselsløse kritik af den danske nabo på de små, skravlede øer syd for Sverige.
I Magnus' øjne har danskerne gennem hele historien vist sig listige, feje, upålidelige, magtbegærlige – og det kulminerer med Margrete og unionskongerne.
Blandt de mange uretfærdigheder som danskerne har gjort sig skyldige i, er desuden annekteringen af Skåne, Halland og Blekinge, som ifølge Johannes Magnus rettelig er svenske – hvad de jo også senere blev, men først i 1658.
Næh nej, I kan selv være upålidelige
Johannes Magnus' Sverigeshistorie kaldte på en reaktion fra dansk side, særligt da den danske regering blev klar over, at værket, skrevet på latin som det var, blev læst og beundret i udlandet og endda blev brugt af den svenske kronprins Erik som led i hans frieri til Dronning Elizabeth af England i 1559.
Efter aftale med regeringen forfattede historikeren Hans Svaning i 1561 et modsvar, hvori han ikke bare gendrev en række konkrete påstande i Magnus' Sverigeshistorie, men også rettede opmærksomheden på Kalmarunionen, nærmere bestemt den danske Kong Hans (1481-1513).
Hos Svaning fortælles historien med modsat fortegn af Magnus: Kong Hans søger tappert at fastholde de oprørske og upålidelige svenskere i det 'højtidelige forbund', altså Kalmarunionen.
I Sverige var man samtidig bekymret over, at den danske konge var begyndt at føre de tre kroner i sit våben. Det kunne i svenske øjne opfattes som et ønske om at genoprette Kalmarunionen.
På sin side tog den unge svenske konge, Erik 14. (1560-1568), tråden op fra Johannes Magnus' historie og gjorde krav på Skåne.
\ Læs mere
Smædeskrifter medvirkede til krig – og blev derfor forbudt
Det føg med beskyldninger og trusler mellem de to lande, og i 1563 kom det til åben krig. Den varede frem til 1570 og blev både brutal og bekostelig for begge lande, men endte nærmest uafgjort.
Efter krigen blev dansk-svenske smædeskrifter forbudt. Det var de internationale fredsmægleres opfattelse, at den slags skrifter havde bidraget afgørende til at forværre forholdet mellem de to lande. Og forbuddet virkede faktisk.
Fra begge sider udøvede man herefter en form for selvcensur og var opmærksom på ikke at sværte naboen til i trykte skrifter. Det ser man også hos Erasmus Lætus.
Lætus udgav i årene 1572-1574 en række store latinske digte, der alle hylder Danmark som et land, hvor velstand og lærdom hersker under den kloge og gudfrygtige Frederik 2. Når Lætus af og til omtaler Sverige, sker det altid med stor respekt.
Drikfældig svensk konge vs. en gudsfrygtig Margrete
Men Margaretica er en opsigtsvækkende undtagelse. Her svarer Lætus igen på Johannes Magnus' bagvaskelser og gør det med samme ondskabsfulde mønt.
Digtet handler om slaget ved Falköping i 1389, hvor den danske hær under Dronning Margrete besejrede den svenske modstander anført af Kong Albrecht. Dette slag banede vejen for Kalmarunionen i 1397, så alene emnet har været en grov provokation.
Herved fik Lætus mindet om det langvarige danske herredømme over svenskerne i Kalmarunionen og Sveriges korte tid som selvstændigt kongedømme.
I det hele taget er skildringen af svensk og dansk sort-hvid.
Overalt er Margrete den ansvarsbevidste og gudfrygtige leder, der lytter til sine rådgivere og kun nødigt går i krig. Omvendt er den svenske Kong Albrecht tyrannisk og magtsyg og bralrer op om de latterlige danskere, som kan besejres så let som ingenting. Ham møder vi ved drikkebægrene, mens Margrete rådfører sig med sit rigsråd.
Men hovmod står for fald, og Albrecht og hans hær lider et knusende nederlag til den tapre og veldisciplinerede danske modstander, der ved, at de skylder Gud deres sejr.
Selv om Margaretica handler om slaget i 1389, er det fuldt af hentydninger til den netop overståede Syvårskrig i 1560'erne. Digtets krigsskildring er et billede på Syvårskrigen, der derved indirekte kommer til at fremstå som en langt mere overlegen dansk sejr, end den faktisk var.
Det er Kong Albrechts mål at erobre Skåne – ligesom Skåne indgik i Erik 14.'s krav under Syvårskrigen. Lætus understreger til gengæld, at Skåne er et kernedansk område.
Albrechts nederlag var i øvrigt også et yndet tema i 1600-tallet. Nedenstående er tegnet på bestilling af Christian d. 4 i 1637, som led i en billedserie over store begivenheder i Danmarkshistorien.
Inspireret af Æneiden, et beundret digterværk fra antikken
Kalmarunionen spiller som nævnt indledningsvis en særlig rolle i Margaretica. Her kan Lætus udnytte sine litterære forbilleder, især Vergils Æneide, det store romerske epos om Roms grundlæggelse, skrevet i 20'erne f.v.t. som en hyldest til kejser Augustus.
Æneiden fortæller om trojaneren Æneas, der sammen med sine mænd flakker hjemløs rundt på havet efter Trojas fald, men efterhånden forstår, gennem budskaber fra guderne i drømme, at han skal slå sig ned i Italien.
I en central scene besøger Æneas underverdenen. Her møder han sin afdøde far, som viser ham en lang række store helte – Romulus, Scipio, Pompejus, Cæsar, Augustus og mange andre, der med tiden skal præge Roms historie.
Herefter forstår Æneas at han skal lægge grunden til det mægtige Romerrige. Han er klar til at tage kampen op mod de lokale folk i Italien, og sidste del af digtet handler om kampene mod dem.
I renæssancen i 14-1500-tallet – og både før og efter – havde Æneiden status som det ypperste digterværk. Utallige episke digte blev skrevet som hyldest til konger og fyrster i mere eller mindre tæt efterligning af Æneiden.
\ Læs mere
Margretes drømmesyn
I dansk sammenhæng er Margaretica det nærmeste, vi kommer en pendant til Æneiden – men holdt i et helt anderledes aggressivt toneleje end forbilledet.
Margaretica bugner af lån fra Æneiden – fra hele scener til enkeltstående citater og faste episke genretræk såsom varsler og musepåkaldelser. Margrete selv er skildret som en moderne Æneas, en ansvarsbevidst, retsindig, from og modig leder.
Selve den centrale scene, hvor Æneas får udpeget de fremtidige romerske helte, har også en parallel i Margaretica. Den foregår dog ikke i underverdenen, men i en drøm.
Om natten efter at Margrete er blevet underrettet om Albrechts krigstrusler, ligger hun vågen af bekymring, usikker på hvordan hun bedst beskytter sit folk – en situation, der genkalder scener, hvor Æneas på samme måde ligger søvnløs, tynget af ansvaret for sine mænd.
Da hun omsider falder i søvn, viser hendes afdøde mand, Håkon, sig for hende i en drøm. Han opfordrer hende til at tage kampen op, både fordi svenskerne har mange ugerninger på samvittigheden, og fordi der venter en stor storslået fremtid.
En udsøgt ond sammenligning
Den fremtid skildrer Håkon derpå i skikkelse af de seks kommende regenter: efter hende selv følger Erik af Pommern, Christoffer af Bayern, Christian 1., Kong Hans, Christian 2 – altså Kalmarunionens danske konger.
Og denne strålende fremtidsvision bliver udslagsgivende for Margrete. Næste dag sammenkalder hun, glad og i tillid til Gud, sit rigsråd og giver ordre om at ruste til krig.
Håkons præsentation af de kommende danske konger i Margretes drøm svarer til, hvordan Æneas i underverdenen får udpeget de kommende romerske helte af sin far. Både Æneas og Margrete forstår nu, at de må adlyde den guddommelige vilje og gå i krig. Det er forudsætningen for den storhed, de skal lægge grunden til, henholdsvis Romerriget og Kalmarunionen.
At gøre Kalmarunionen – den af svenskerne så forhadte union – til en pendant til selveste Romerriget, der i renæssancen nød en status som indbegrebet af et magtfuldt imperium og et civilisatorisk højdepunkt, har været en udsøgt ondskabsfuldhed over for den svenske nabo.
Det var en påmindelse om deres tidligere underlegenhed, som samtidig kunne få den netop overståede Syvårskrig til at fremstå som en langt større dansk sejr, end den faktisk var.
\ Læs mere
'Kold krig' blev udkæmpet i historieskrivningen
Lætus skrev utvivlsomt Margaretica i forståelse med den danske regering. Digtet er et udtryk for ledende kredses ønske om både at hævde Danmarks overlegenhed og at sætte Sverige i dårligt lys, i klar strid med fredstraktatens forbud mod smædeskrifter.
Der har tydeligvis stadig været behov for et værdigt modstykke til Johannes Magnus, og som epos i traditionen fra Æneiden rangerede Margaretica helt på linje med den svenske nationalhistorie.
Selve emnet, Dronning Margretes sejr over Kong Albrecht, var yderst velvalgt som provokation, for Kalmarunionen var stadig et ømt punkt for svenskerne.
Det vedblev både unionen og Dronning Margrete at være helt ind i 1700-tallet. Dengang som nu var national historie et ømtåleligt felt, og den vedvarende kolde krig mellem Danmark og Sverige – der af og til brød ud i åben krig – blev i høj grad udkæmpet i historieskrivningen.
Lætus' store epos om Margrete er et bemærkelsesværdigt værk i denne historiestrid. Men forbløffende nok kender vi ikke til nogen svenske reaktioner på digtet. Formentlig har svenskerne simpelthen ikke opdaget det, hvad der kan hænge sammen med, at det blev udgivet i Tyskland.
Under alle omstændigheder er Margaretica på sine egne polemiske præmisser et vellykket bud på en dansk Æneide.
\ Læs mere
\ Kilder
- Karen Skovgaard-Petersens profil (Kulturministeriet)
- Karen Skovgaard-Petersen: 'Erasmus Lætus' Margaretica — et bidrag til den dansk-svenske pennefejde i det 16. årh.', Historisk Tidsskrift 1987, s. 209-37
- Karen Skovgaard-Petersen: 'Erasmus Lætus' Margaretica. Klassisk epos og dansk propaganda' (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 312), København 1988 (103 s.)
- Kalmarunionen (Danmarkshistorien.dk)
