Når forskere ved Københavns Universitet snart går i gang med at teste et homøopatisk lægemiddel i et stort anlagt forsøg, mangler de noget helt grundlæggende, lyder det fra to professorer.
Professorerne påpeger over for Videnskab.dk, at hvis man ikke tester en helt konkret hypotese – i dette tilfælde, præcist hvilket stof i homøopatisk medicin, der kan forebygge tilbagevendende blærebetændelse i danske kvinder – er det sandsynligt, at forsøgets resultater vil være alt for usikre til, at man kan konkludere noget brugbart.
\ Hvad er homøopati?
Homøopati er en udokumenteret form for behandling.
Homøopati bygger på antagelsen, at man kan helbrede en patient ved at udsætte kroppen for en lillebitte dosis af aktive stoffer, der hos raske fremkalder samme symptomer, som patienten lider af.
Fortalerne mener, at stoffernes virkning bliver stærkere (potenseres), jo mere de bliver fortyndet i væske. Se også faktaboks længere nede.
Læs mere i artiklen Homøopati: Skarp kritik af Københavns Universitet for nyt forsøg.
Med andre ord: Forsøget vil næppe give ny viden om det homøopatiske lægemiddel, hvilket ellers er et af forskernes formål med at lave det.
»Jeg ville være meget betænkelig ved at lave det forsøg. For hvis man finder en effekt, hvad skyldes den så?« konstaterer klinisk professor Kim Dalhoff fra Bispebjerg Hospital over for Videnskab.dk.
»Man skal jo gerne kunne forklare, hvordan midlet virker. Jeg ville personligt være meget forsigtig med at tolke sådan et resultat,« uddyber Kim Dalhoff, der også er tilknyttet Københavns Universitets Institut for Klinisk Medicin.
Professor: Kan i værste fald legitimere humbug
Professor Karsten Juhl Jørgensen fra Center for Evidensbaseret Medicin ved Syddansk Universitet og Cochrane Danmark kommer med samme vurdering.
»Her mangler man det mest fundamentale i et videnskabeligt forsøg med en given behandling, nemlig en plausibel hypotese, man vil teste. Det øger risikoen for, at et fund i forsøget kan tolkes som reelt, selvom det skyldes et tilfælde. Og risikoen er betydelig.«
»Det, synes jeg, er bekymrende, for du risikerer simpelthen at legitimere noget, der i bund og grund er humbug,« siger Karsten Juhl Jørgensen til Videnskab.dk.
Universitet: Det enkelte stof er ikke så vigtigt
I forsøget vil forskere fra Københavns Universitet teste den homøopatiske væske Cantharon fra det danske firma Allergica på en gruppe kvinder – og sammenligne dem med en anden gruppe kvinder, der ikke får væsken.
\ Vild påstand: Vand har hukommelse
I et opsigtsvækkende studie i højtansete Nature konkluderede franske forskere i 1988 med sigte til homøopati, at hvide blodceller fra et menneske reagerede på vand, der havde været i kontakt med antistoffer.
Det bemærkelsesværdige var, at antistofferne var blevet rystet og opløst så grundigt i væske, at molekylerne måtte være forsvundet fra vandprøven. I stedet kunne vandet huske, at det havde været i kontakt med antistofferne, og derfor reagerede blodcellerne på vandet, lød det.
Et bud på forklaring af fænomenet har lydt, at vandmolekyler former sig rundt om det aktive stof og forbliver i deres form, selvom det aktive stof forsvinder.
Konklusionen i studiet blev leveret med forbehold fra Natures side, og senere afslørede en stor indsats sat i gang af tidsskriftet selv, at målingerne ikke kunne gentages.
Formålet er ifølge institutleder Theis Lange på Københavns Universitet at undersøge forskellen i de to grupper med særligt fokus på, om kvinderne udvikler blærebetændelse inden for tre måneder.
Ifølge Theis Lange er det vigtige i forsøget at se på det store billede af behandlingen, altså om kvinderne undgår blærebetændelse. De biokemiske årsager til, at kvinder eventuelt måtte opleve en forebyggende effekt, er i den sammenhæng mindre vigtige, mener han.
»Man kan sammenligne det med, når man vil have evidens for eksempelvis psykologbehandling.«
»Så går man ikke ind og ser på, præcis hvilke fire ord der gør en forskel. Man er mere interesseret i hele pakken; i at teste effekten af interventionen,« forklarer Theis Lange, der ud over at være institutleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab også er professor i biostatistik.
»Hele pakken« dækker i forsøget over, at forskerne også vil undersøge, om patienterne er villige til at indtage væsken, om de kan tage den rigtigt og i de rigtige mængder, og om en læge kan give behandlingen korrekt. Sådan nogle effekter kan man kun undersøge i forsøg på rigtige mennesker; kliniske forsøg.
»Det er det gode og dårlige ved en klinisk afprøvning, at man får det hele og ikke bare en enkelt lille bid af noget biokemi, som man kan fokusere på i kontrollerede laboratorieforsøg. Det er totaliteten, vi tester,« siger Theis Lange til Videnskab.dk.
Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser
Beskrivelsen af tankerne bag forsøget overbeviser dog ikke Kim Dalhoff om, at det kommer til at give svar, man kan bruge til noget.
Det ville kræve, at man først lavede forsøg, der kunne skabe grundlag for en hypotese. Det vender vi tilbage til.
»Det kan godt være, at man ser en effekt, når man afprøver det ‘totale’ produkt, men du ved ikke, hvad den aktive substans er, eller hvordan koncentrationen af den aktive substans er i det ‘totale’ produkt. Hvis jeg var institutleder, ville jeg starte et andet sted,« lyder det fra Kim Dalhoff.
Også Karsten Juhl Jørgensen holder fast i sine forbehold.
\ Professor: Absurd set-up
Karsten Juhl Jørgensen siger, at han sagtens kan se, hvorfor forskerne ved Københavns Universitet kan have svært ved at formulere en konkret hypotese.
»Væsken er fortyndet så meget, at der efter al sandsynlighed er enten ingenting eller så lidt tilbage af de oprindelige indholdsstoffer, at det er ligegyldigt.«
Han mener, at forventningen om aktive ingredienser i væsken, som skulle give en effekt, reelt strider mod grundtanken i homøopati i klassisk forstand.
»Det er jo ligesom hovedpointen med homøopati, at jo svagere opløsningen er, des bedre virker den. Det gør det lidt absurd,« mener Karsten Juhl Jørgensen.
Videnskabeligt set giver det nemlig ingen mening, at en homøopatisk væske – som i dette tilfælde er en stærkt fortyndet blanding af dyre- og plantedele – skulle kunne helbrede noget som helst, bemærker Karsten Juhl Jørgensen.
»De tester et klart ’extraordinary claim’ og derfor skal de også kunne fremvise ’extraordinary evidence’ for at kunne konkludere noget.«
»De almindelige standarder for lægemiddelforsøg vil ikke være tilstrækkelige, når vores tiltro til en effekt nærmer sig nul. Mine bekymringer forsvinder ikke,« lyder det.
Homøopatisk væske fortyndet 10.000 gange
Et vigtigt spørgsmål for de to kritiske professorer er, hvorfor væsken overhovedet skulle have en effekt i en menneskekrop.
Ifølge producenten Allergica indeholder væsken en fortynding af blandt andet dyrene honningbi og spansk flue (en bille), samt planterne smalbladet solhat og agerpadderok.
Væsken er fortyndet 10.000 gange og rystet i hånden for blandt andet at tilføre bevægelsesenergi. Det gør væsken mere virkningsfuld, skriver Allergica på sin hjemmeside.
Professor Lars Bjerrum fra Københavns Universitet står med det praktiske ansvar for selve forsøget.
Han har tidligere fortalt Videnskab.dk, at forskerne laver deres randomiserede, dobbeltblindede forsøg af midlet Cantharon, blandt andet fordi Allergica har erklæret, at kunder er tilfredse med produktet.
\ Tre grunde til at lave forsøget
Professor Lars Bjerrum har tidligere givet Videnskab.dk tre primære årsager til, at Københavns Universitet starter forsøget:
1) Tilbagevendende blærebetændelse bliver i dag behandlet med antibiotika og kan skabe resistens. En ny behandling er ønsket af både kvinder og læger.
2) Mange hidtidige studier af homøopati er lavet dårligt. Flere gennemgange af forskningen på området har efterlyst bedre forsøg (f.eks. dette).
3) Producenten Allergica melder, at kunder er tilfredse med produktet Cantharon – og firmaet har betalt for at få det undersøgt af forskerne.
Anekdoter fra part med økonomisk interesse
Den begrundelse for at kaste sig over et forsøg med Cantharon giver Karsten Juhl Jørgensen ikke meget for.
»Det er jo bare anekdoter fra en part med en klar økonomisk interesse. Vi ved udmærket godt, hvordan økonomiske interesser påvirker, hvordan folk opfatter verden.«
»I dette tilfælde er det en upålidelig anekdote, der nok også kommer fra en stærkt selekteret undergruppe, udvalgt af firmaet. Vi hører måske aldrig fra dem, der har brugt midlet og syntes, det var noget møg,« bemærker Karsten Juhl Jørgensen.
Professoren efterlyser igen et langt stærkere afsæt for at lave et videnskabeligt forsøg af homøopati, som er uden påvist effekt trods 200 års videnskabelige undersøgelser.
»Der skal simpelthen mere kød på benet, end at et firma siger, at det har positive erfaringer.«
»Jeg ville ikke selv bruge min tid på det uden en fungerende hypotese, som kræver et langt udviklingsarbejde, baseret på videnskabelige teorier, som giver en rimelig ide om, hvordan det her skulle fungere,« siger Karsten Juhl Jørgensen.
Forarbejde ville have gjort forsøget stærkere
Kim Dalhoff er enig.
Han efterlyser helt konkret studier, der antyder, at der er en effekt af det homøopatiske middel. Det kunne bare være små forsøg med enkelte stoffer fra midlet, lavet på celler i petriskåle eller i lidt større skala på dyr.
»Det behøver ikke hvile på tyk evidens, men bare være en forklaring – som ikke er grebet ud af den blå luft – på, hvorfor man går i gang med det her forsøg.«
Er anekdoter fra mennesker »blå luft«?
»Jeg vil helst se sygehistorier, der er vurderet i et fagfællebedømt tidsskrift, så man har en vis fornemmelse af, at der er kolleger, der har set på det med videnskabelige øjne.«
»Problemet er jo, at det kan være, man giver et homøopatisk middel, som indeholder mange forskellige substanser. Og fordi man ikke ved, hvad den aktive substans er, kan man heller ikke vide, hvor stor koncentrationen skal være for at få en effekt. Man ved heller ikke, hvad virkningsmekanismen skulle være.«
»Det giver et stort forklaringsproblem bagefter,« siger Kim Dalhoff.
\ Rammer for forsøg skal lægges frem i protokol
Hele forsøget skal beskrives i en protokol – en slags drejebog – før kvinder begynder at tage Cantharon.
Protokollen skal også beskrive metoder, overvejelser og endemål med forsøget. Karsten Juhl Jørgensen efterlyser, at protokollen bliver offentligt tilgængelig, så diskussioner om forsøget kan foregår på så oplyst grundlag som muligt, så man undgår misforståelser.
Ifølge Theis Lange vil protokollen blive offentliggjort, inden første kvinde starter sin randomisering, altså træder ind i forsøget. Det sker om et års tid.
Frem til da skal blandt andre en nytiltrådt ph.d.-studerende være med til at forfine protokollen, fortæller han.
Du kan læse mere om, hvorfor anekdoter ikke er evidens i artiklen Hvad er videnskabelig evidens?
Theis Lange fra Københavns Universitet gør opmærksom på, at første skridt hen mod forsøget bliver at se relevant videnskabelig litteratur igennem i en systematisk analyse.
Det skal netop sætte forskerne på sporet af effekter, der knytter sig til indholdsstofferne, som væsken fra Allergica bygger på.
Institutleder: Kvinder bruger allerede Cantharon
Theis Lange bemærker, at han udmærket er klar over, at det kræver stærk evidens at overbevise videnskabelige kolleger om, at der kan være en effekt af homøopati.
»Men man kan som en sidebemærkning konstatere, at det også gælder den anden vej rundt. Tilsyneladende er den evidens, der er fremlagt allerede, ikke tung nok til at overbevise brugere om, at disse behandlinger er virkningsløse.«
»Det er nu engang en behandling, som i forvejen bliver brugt af en patient-population. Det er meget relevant at undersøge, om man kan finde en effekt og gøre os alle sammen klogere,« siger Theis Lange.
Her er et eksempel på en frustreret bruger af Cantharon, der på Twitter har reageret på en tidligere artikel på Videnskab.dk:
Professor: Svarer til at undersøge Guds eksistens
Selvom der allerede er kvinder, der bruger Cantharon, ser Karsten Juhl Jørgensen anderledes på sagen.
Han sammenligner homøopati-forskningen med at lave et forsøg, hvor mennesker beder til Gud for andres helbred, som man så måler for at afdække en effekt af bønnen – med det slet skjulte formål at forsøge at bevise med videnskab, at Gud eksisterer.
\ Også sammenlignet med luftguitar og tandfeen
Sammenligninger mellem homøopati og luftige emner har været fremme før.
Overlæge på Vejle Sygehus og klinisk lektor ved Syddansk Universitet Jan Lindebjerg har i et blogindlæg hos Ugeskrift for Læger skrevet, at »Homøopati er for medicin, hvad luftguitar er for musik«.
I en artikel på Videnskab.dk spæder Jan Lindebjerg til med at sammenligne forskning i et homøopatisk produkt med at afdække, om tandfeen giver flest penge for første eller anden tand: Svaret fortæller intet om, hvorvidt det grundlæggende fænomen eksisterer, mener han.
»I bund og grund kommer det til at handle om tro. Hvis de finder en effekt, vil ingen med et videnskabeligt ’mindset’ blive overbevist.«
»Finder de ingen effekt, vil sandsynligheden for at overbevise folk med en anden holdning være tilsvarende lille. På den måde bliver forsøget lidt formålsløst,« mener Karsten Juhl Jørgensen.
Professor: Homøopati kan ikke være bedste løsning
Karsten Juhl Jørgensen roser forskerne fra Københavns Universitet for at forsøge at finde et middel, som kan begrænse brug antibiotika, der i dag er eneste behandling til kvinder med tilbagevendende blærebetændelser.
Stort forbrug af antibiotika kan skabe resistens og er allerede et kæmpeproblem i store dele af verden.
»Men jeg tænker, at der må være bedre måder at løse det her problem på end homøopati. Jeg ville i hvert fald ikke bruge min tid på det,« siger Karsten Juhl Jørgensen.
Arbejdet med at lave litteratursøgning og tage skridtet videre i retning af at få forsøget på skinner går formentlig i gang i løbet af de næste uger, når en nyansat ph.d.-studerende starter på Institut for Folkesundhedsvidenskab i en stilling oprettet til formålet.
