Store lårben, knuste knæskaller, blottede ribben og spinkle fingre stikker op fra jorden på en tidligere mark øst for Odense.
To arkæologer er udstyret med knæpuder, skovl og børste og er i gang med at lægge sidste hånd på en større udgravning.
Hvad der indtil for nylig har lignet enhver anden mark, skulle vise sig at gemme på en kæmpe vikingegravplads. Et hold fra Museum Odense har fundet intet mindre end 50 grave, der stammer fra vikingetiden.
Holdet vurderer, at fundene stammer fra mellem år 850 og 970.
»Det er et spændende fund. Det er ikke hver dag, man finder sådan en plads,« fortæller Sarah Croix til Videnskab.dk
Hun er lektor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet og har været ude at se udgravningen.
»Det er sjældent, at man finder skeletter, der er så godt bevaret vest for Storebælt – og så mange af dem,« fortæller Sarah Croix og tilføjer:
»Det giver mulighed for at blive klogere på hvem de her mennesker var – deres alder, køn og helbred.«
Energinet var med til at afsløre den skjulte gravplads
Det var lidt af et tilfælde, da gravpladsen i Åsum blev opdaget sidste år.
Selskabet Energinet skulle have lagt kabler i jorden, men før det var muligt, blev holdet fra museet kaldt ud for at undersøge jorden for fortidslevn.
Udgravningslederen vidste godt, at det var en ‘metalrig’ plads, fordi der tidligere var gået med metaldetektor på marken.
Men det kom som en »total overraskelse«, at det var en gravplads, der lå dernede, lyder det fra Michael Borre Lundø, udgravningsleder og museumsinspektør på Museum Odense:
»Jeg mindes ikke, at Museum Odense nogensinde har udgravet en gravplads af denne størrelse med et så velbevaret skeletmateriale fra vikingetiden,« fortæller han.
Siden april i år har arkæologerne Marc Kaspersen Hauge og Kirsten Prangsgaard fra Museum Odense været med til at skovle og børste skeletter og andre genstande fri og mangler nu efter cirka et halvt års arbejde kun at få de sidste skeletter gravet fri og sendt afsted til museet i god behold.
En »sensation«
Gravpladsen måler 30 gange 60 meter og er på størrelse med to andre vikingegravpladser på Fyn: Galgedil gravpladsen ved Otterup og Kildehuse II gravpladsen ved Tietgenbyen. Det gør den til en af de største opdagede gravpladser på Fyn.
Fundet er ikke bare interessant på grund af sin størrelse, men i endnu højere grad fordi skeletterne er så velbevarede, som de er, forklarer Michael Borre Lundø.
Langt de fleste af skeletterne er nemlig i rigtig god stand – og ligger næsten i jorden, som de blev lagt dengang for over tusind år siden.
»Da de her hele skeletter kom frem fra jorden, var det bare megafedt. Jeg vil næsten kalde det en sensation,« fortæller Michael Borre Lundø, mens han peger ned på et skelet i næsten fuld figur ved siden af ham.
Skeletternes gode stand skyldes en kombination af gode jordbundsforhold og høj grundvandsstand, der har sikret en lav iltgennemtrængning. Den lave iltgennemtrængning bremser nedbrydningsprocesserne. Derudover har de fleste af kroppene været begravet dybt og har derfor været godt beskyttet mod ilt.
Skeletternes skal sendes til Panum Instituttet ved Københavns Universitet, hvor der bliver lavet en antropologisk analyse.
De undersøgelser kan danne grundlag for videre undersøgelser som eksempelvis en DNA-test. Sådan en test kan give et indblik i, hvad det er for en befolkning, der har boet der.
»Det kunne være rigtig spændende at finde ud af, om de begravede er i familie med hinanden, om nogle af dem stammer fra andre dele af Europa eller har genetiske forbindelser uden for Fyn,« fortæller Sarah Croix og fortsætter:
»Det kan være med til at give et mere nuanceret billede af, hvordan folk har bevæget sig, og hvordan de har dannet relationer.«
Gotlandsk spænde og mønt fra Ribe
Ud over selve skeletterne har arkæologerne også fundet en række genstande, der stammer fra vikingetiden. De har fundet perler, spænder, knive, en mønt fra Ribe og et særligt gotlandsk spænde formet som et dyrehoved.
»Det er det første gotlandske spænde, der er fundet på Fyn – og generelt er der fundet meget få af den slags uden for Gotland,« fortæller Michael Borre Lundø.
Men hvordan er spændet endt i en grav på Fyn?
»Spændet har tilhørt en form for gotlandsk folkedragt og har formentlig ikke givet mening at bære for en 'ikke-gotlænder', så vi må næsten forestille os, at det er ejeren eller en slægtning, der har fået spændet med sig i graven,« fortæller Michael Borre Lundø.
Der er en anden genstand, som overskygger de andre i både størrelse og betydning. Ikke så langt under jorden fandt arkæologerne nemlig en 'vognfadingsgrav'. Eller rettere sagt, hvad der var tilbage af den – de nagler og søm, som har holdt den sammen.
En vognfading ligner lidt et træbadekar eller toppen af en hestevogn, og så blev den brugt til at begrave kvinder fra højere sociale lag i.
»Den gravskik knytter sig til en bestemt og relativt kort periode omkring midten af 900-tallet. Derfor er det et meget sjældent fund,« siger Sarah Croix.
»Vognfadingsgraven trak fundet i en anden liga. Vi har ikke mange af den slags på Fyn,« fortæller Michael Borre Lundø.
Forskellige begravelsesritualer
Gravpladsen vidner om, at der har været forskellige tilgange til begravelser.
I nogle af gravene kan man se, at skelettet har ligget i en kiste, fordi der er en sort kant rundt om det.
I andre grave ligner det, at det blot er blevet svøbt i et klæde eller lagt direkte i jorden. Og så er der grave, hvor det ligner, at det er blevet brændt.
»Vi vil gerne finde ud af, om det er sket samtidig. Er der nogen, der er blevet brændt, mens andre er blevet begravet i kister? Eller stammer gravene fra forskellige perioder?« siger Michael Borre Lundø.
Sammen med skeletterne er der også fundet brændte knogler, og det åbner for en række spørgsmål om begravelsesritualer:
Er det dyreknogler, eller stammer de fra mennesker? Og har man brændt og ofret under begravelsen, eller er det sket efterfølgende?
»Nogle mener, at trællen – altså slaven - er blevet brændt og begravet sammen med sin herre,« fortæller Michael Borre Lundø.
Danskerne var asatroende i vikingetiden og troede derfor på, at man hurtigere kom til Valhal, hvis man blev brændt. Derfor er ideen med at brænde trællen, at vedkommende kommer til Valhal først og kan gøre klar til sin herre.
Ikke hverdagskost
Der er mange spørgsmål, der knytter sig til gravpladsen, og flere af dem kan forhåbentligt blive besvaret gennem de forskellige undersøgelser, der venter.
For nu skal fundene først forbi konservator Jannie Amsgaard Ebsen, hvor de bliver rengjort og konserveret. Herefter bliver de sendt til Panum Instituttet, hvor analyserne skal laves.
Michael Borre Lundø har glædet sig til at løfte sløret for det spektakulære fund, som de indtil nu har forsøgt at skjule for offentligheden:
»Det er på ingen måder hverdagskost, og der er ingen tvivl om, at det her indeholder et kæmpestort, forskningsmæssigt potentiale fremadrettet.«
