Sommerens udgravning på den gamle kongegård Sem i Eiker i Norge har resulteret i fundet af spor efter et enormt hus, et unikt sværd og en masser rester efter en kæmpe fest.
»Et sirligt ornamenteret skaft til kniv eller gaffel blev fundet her i forbindelse med en søgning med en metaldetektor for nogle år siden,« fortæller arkæolog Christian Løchsen Rødsrud.
Han har stået i spidsen for den næsten tre måneder lange udgravning ved Sem i Øvre Eiker kommune i Norge denne sommer.
Kniven, eller gaflen, er associeret med kong Christian IV, der var konge af Danmark og Norge fra 1588 til 1648. Han opholdt sig ved kongsgården i Sem en del gange.
»Han må have fået sig et solidt måltid mad, for vi har fundet så mange rester af knogler og muslinger og østers og alt det, en adelsmand kunne lide at mæske sig i,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
»Her boede vigtige personer og en hærskare af tjenestefolk.«
Man vidste egentlig godt fra tidligere, at der lå en kongegård her. Men at det også har været et magtcenter i vikingetiden og helt tilbage til den yngre bronzealder, var mindre kendt.
Det er et område, der ligger ret langt inde i landet i Norge, selvom vandstanden dengang var meget højere. Store vikingeskibe sejlede hele vejen hertil fra dét, vi i dag kender som Drammensfjorden.
I det 18. århundrede mistede stedet dog sin betydning, og dets historie gik i glemmebogen. Indtil en dag i 2014.
En dag var Steffen Hansen og Daniel Ødegård ude og søge med deres metaldetektorerne efter ting og sager.
De fandt mange spændende ting: Mønter fra vikingetiden og middelalderen, to fragmenter fra et irsk relikvieskrin og stykker af en karakteristisk nål, der kan dateres til bronzealderen, omkring 600 år før vor tidsregning.
Pludselig var det ikke så overraskende, at Hoenskatten, den største guldskat fra norsk vikingetid, blev fundet 2,5 kilometer fra Sem. Eller at Solberg-vasen, en helt unik vase fra romertiden, blev fundet i en mose i nærheden. Begge disse unikke objekter blev fundet i det 19. århundrede.
»Dét, der indtil nu har været enkelte fund for os, er pludselig en del af en større historie,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
»Det giver os mulighed for at begynde at fortælle regionens historie på en anden måde. Vi befinder os i et magtsæde her.«
En af de mest spændende opdagelser blev gjort i udkanten af udgravningen; et gedigent langhus. Bygningen viser sig ved en række bjælkehuller, hvor husets stolper engang har stået.
Det er arkæologisk hverdagskost, men proportionerne skiller sig ifølge Christian Løchsen Rødsrud meget ud.
Almindeligvis er taget på forhistoriske bygninger understøttet af tagbærende stolper placeret inde i bygningen, men i bygningen ved Sem ser det ud til, at også væggene har været tagbærende. Ydermere er der hele ni meter mellem de to vægge - det er et stort spænd, selv i moderne byggeri.
Langs begge langsider - 3,5 meter uden for stolperne - blev der fundet endnu flere stolper til andre vægge. Arkæologerne mener, at de kan have været skråtstillede for at styrke væggene, der understøttede taget. Disse sidegange kan også have været svalegange.
Det store spørgsmål er, hvilken tid huset tilhører.
»Vi er superspændte på, hvilken del af forhistorisk eller historisk tid, det tilhører,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
»Det er en ekstraordinær bygning, og vi har ikke gravet det hele ud,« fortsætter han.
Huset fortsætter formentlig ud på vejen og ind på marken på den anden side, hvor der ikke graves denne sommer.
»Jeg forventer, at huset er en hel del længere - dobbelt eller tre gange så lang som det er bredt,« fortæller Christian Løchsen Rødsrud.
Måden, huset er opført på, kan minde om noget, der dukker op i løbet af vikingetiden og er kendt fra de danske vikingeborge. Konstruktionsformen gjorde, at man kunne bygge bredt – og højt. Det fortæller Jes Martens, arkæolog på Kulturhistorisk Museum i Oslo og projektleder for udgravningen ved Sem.
»Flere af disse bygninger har formentlig haft to etager, som man kan se afbildet på Bayeux-tapetet, der fortæller om normannernes erobring af England,« forklarer Jes Martens.
Men arkæologerne har også fundet potteskår, der ser ud som om det stammer fra den ældre jernalder i stolpehullerne.
»Hvis disse skår ikke er tilfældig opblandet, så er huset meget ældre end de førnævnte huse fra vikingetiden. I så fald er det lidt af en sensation,« siger Jes Martens.
Arkæologerne skal afvente kulstof 14-datering af trækul og frø, som de har pakket ned og taget med sig fra udgravningen, før de kan få afklare dette spørgsmål.
»Hvis det er en bygning fra vikingetiden, var den nok mindst 40 meter lang og 9 meter høj, ud fra det, vi har afdækket,« siger Jes Martens.
I nærheden af den enorme bygning er der fundet spor efter mindre huse, som arkæologerne er sikre på er fra det 3.-5. århundrede. De er på 100-120 kvadratmeter per hus og er formentlig forbundet med en række kogegruber i nærheden.
Kogegruber er huller i jorden, der fungerer som en ovn, hvori man har tilberedt mad. Vi taler altså om romertiden eller folkevandringstiden.
»Det siger nok noget om bosættelsen dengang, og proximiteten til kogegruberne fortæller noget om, hvor de festede og samledes,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
Kogegruber, hvor der blev tilberedt mad, er noget, arkæologerne finder overalt. Det er på den måde et lidt kedeligt fund - Christian Løchsen Rødsrud kalder det »arkæologisk massemateriale«.
Men lige disse kogegruber er langt mere spændende. For der blev virkelig holdt fest hér.
Hverdagsmad på denne tid var grød og kornprodukter, der blev tilberedt på ildsteder inde i husene. I kogegruberne er der imidlertid rester af knogler og tænder fra dyr, blandt andet fra heste, får og kvæg samt fiskeben. Der er også mange keramiske potteskår i kogegruberne.
»Og sørme om der ikke dukkede et par perler op i en af gruberne,« fortæller Christian Løchsen Rødsrud.
»Det er ikke hverdagskost i en kogegrube, og det giver en association til fest og farver,« forklarer arkæologen.
.
»Indimellem holdt de større fester, og så slagtede man dyr. Og man drak, og der blev truffet politiske beslutninger. Man tog maden med sig ind i langhusene og spiste og drak dér. Så røg der måske en perlekæde, mens man var i fuld gang.«
Perlerne kunne selvfølgelig også være havnet der efter selve festen i forbindelse med hverdagsaktiviteter ved bosættelsen.
I dag er kogegruberne at finde på en kæmpe mark, men dengang, der var fest her for over 1.500 år siden, lå de på et næs og var synlige for dem, der kom forbi på Drammensfjorden, der dengang strakte sig helt op til Hokksund, der lå under vand, med en arm ind i Vestfossen-elven.
Sem kommer af ordet Sjøheim – huset eller stedet ved havet. Måske er den særlige placering forklaringen på de særlige fund, der er gjort her.
Jes Martens er projektleder for udgravningen på Sem. Han har været knyttet til stedet, lige siden metaldetektorerne gjorde de første fund i 2014, og har sammen med arkæologerne fra Viken Amt sikret et solidt samarbejde med detektoristerne siden da.
Sommerens udgravning startede også med en organiseret eftersøgning med deltagelse af 14 medlemmer fra Rygene detektorklubben. Det betyder, at området er opdelt i felter, der gennemsøges på nøjagtig samme måde.
Det modsatte er en social søgning – hvor man risikerer, at en person finder en mønt et sted, og at alle iler derhen for at finde flere mønter. På den måde bliver alle områder ikke gennemsøgt lige godt.
»Vi har et godt samarbejde med bestemte foreninger, der forstår, hvordan vi arbejder,« siger Jes Martens.
Fra at der tidligere var et anstrengt forhold mellem metaldetektorister og arkæologer, er det i de senere år gået i en mere positiv retning, fortæller han.
»De er en ressource, som stiller sig til rådighed for os, og bruger vi dem rigtigt, vil vores viden om forhistorien i høj grad blive bedre,« siger arkæologen.
Med nutidens metaldetektorer gøres der også opdagelser, som ikke ville være blevet opfanget for 10-15 år siden.
»Min ekspertiseperiode er de sidste 500 år før Kristi fødsel, og der var tidligere meget få metalfund fra denne tid i Norge,« fortæller Jes Martens.
Men takket være metaldetektorerne har vi nu fund fra perioden. Metallet er næsten opløst og ville tidligere ikke være blevet fanget.
»I løbet af vikingetiden skar de for eksempel mønter op i mindre stykker, fordi det var vægten af metallet, der var betalingen. De små fragmenter, der er skåret af, ville heller ikke være fundet for 20 år siden,« fortæller Jes Martens.
Et af de helt store fund fra sommerens udgravning blev fundet netop med en metaldetektor.
Under en metalsøgning i 2019 blev der fundet fragmenter af et beslag til et sværdgreb - altså håndtaget på et sværd - af en meget sjælden type. Ved dette års udgravning blev der fundet et fragment af det samme sværd, kun otte meter væk fra hvor det første stykke lå.
Sværdet er dateret til merovingertiden, som starter omkring år 550 og går op til begyndelsen af vikingetiden omkring år 800. Det var en periode med mange forandringer, og en periode, man kun kender ganske lidt til i Norge.
»Det må have været noget af en skønhed i sin tid,« skrev Kulturhistorisk Museum om fundet på Facebook. Skønt ploven har skåret den op i mange stykker; »hvis man ser nærmere på stykket, kan man stadig spore dele af den fordums pragt.«
»Skandinaven, der blev begravet i den meget rige grav i Sutton Ho i England, havde sådan et sværd. Andre sværd af samme type er fundet i skibsgrave i området omkring Uppsala i Sverige, og en del lignende sværd på Gotland,« fortæller Jes Martens.
»Nu har vi fundet samme type sværd ved Sem. Så er vi på et højt og eksklusivt niveau.«
Arkæologerne håbede, at de kunne finde noget under jorden, der kunne forbinde sværdet med en grav eller anden struktur, men her var der intet tilbage. Ved metalsøgninger blev der også fundet 9-10 spænder fra denne tid.
»Det er en anseelig mængde på så lille et sted,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
.
Der blev blandt andet fundet en agraffknap, et dekorativt spænde, der sad på ærmet på dragterne.
»Knappen var både dekoreret med den dyrestil, der kendetegner perioden og forgyldt, så vi ved, at vi er højt oppe i hierarkiet,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
Udgravning af flere tusinde års magtcenter kan imidlertid være udfordrende.
»Kongegården fra 1600-tallet ligger oven på en middelalderhave, som igen ligger oven på det, der var her i merovingertiden. Hændelserne er bygget oven på hinanden, og det kan være svært at skelne, hvad der er hvad,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
Og her melder sig endnu en udfordring: Kulturarvsloven i Norge trækker en streg ved reformationen, i år 1537. Alt yngre er ifølge loven ikke automatisk fredet.
»Da vi ikke har lovhjemmel til at undersøge rester fra renæssancen, er dette sorteringsarbejde blevet nedprioriteret.«
Det betyder også, at resterne af Kongehuset ved Sem forbliver udokumenterede. Det vil sige – arkæologerne og amtsrådet har gjort deres bedste for at dokumentere så meget som muligt. Men det er langt fra nok, mener dem, der graver.
»Det er med stor vemod i hjertet, at jeg nu må overlade Kongehuset til ploven og historiens endelige udslettelse,« siger projektleder Jes Martens.
»Jeg synes personligt, at det er en skam for Norges omdømme, at arkæologiske levn efter 1537 ikke anses for fredningsværdige. Norge er det eneste land i Europa, der har denne grænse. De fleste andre lande har en væsentligt yngre grænse.«
Landmanden, der ejer den opgravede jord, kan nu endelig gå i gang med dræningen, og det er faktisk på grund af dræningen, at udgravningen overhovedet har fundet sted.
Men egentlig er det på marken nogle hundrede meter længere sydpå, på den anden side af vejen, at de mest spændende fund tidligere er blevet gjort – med metaldetektorer og georadar.
»Vi har faktisk gravet lidt i udkanten af, hvor de mest spændende metaldetektorfund ved Sem er blevet gjort,« siger Christian Løchsen Rødsrud.
»Hvis vi havde fået frit slag, var vi nok rykket et par hundrede meter i retning mod Berg. Et andet vigtigt område kan have været, hvor det store hus strækker sig over vejen.«
Der har endnu ikke været en eftersøgning med en detektor og Norsk Institut for Kulturarvsforskning har planer om at undersøge dette område nærmere i efteråret.
»Nu skal stedets hemmeligheder graves frem,« skrev Kulturhistorisk Museum i en pressemeddelelse om udgravningen ved Sem. Og arkæologerne vender tilbage til museet med masser af fund.
Men en hel mark fuld af hemmeligheder ligger stadig uberørt.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
