Vi Homo sapiens bruger meget tid på at forstå os selv og vores historie. Men der er også andre historier at kortlægge og fortælle, især når man husker, at vi er den sidste af flere arter menneske, der nok har lignet os mere end man kunne tro.
Tag for eksempel denisovaen, en menneskeart, vi ved meget lidt om. Videnskabsfolk fra Københavns Universitet kan nu fortælle, at denisovaer ser ud til at have jaget og spist alt fra geder til sneleoparder gennem de tusindvis af år, de har levet i en grotte i Tibet.
Det viser et nyt stort studie udgivet i Nature, hvor forskerne har kigget nærmere på 2.567 knogle- og tandrester i grotten, der kan give os indsigt i deniovaens dagligdag.
\ Hvem var denisovaerne?
Denisovaerne er en af menneskets forhistoriske og meget ukendte forfædre.
På basis af DNA-analyser af kindtanden, fingerknoglen og kæben har forskere vist, at denisova-mennesket er en del af slægten Homo og nært beslægtet med neandertalerne.
»Man kan sige, at det er en asiatisk udgave af neandertalerne. Nutidens aboriginere, den filippinske negritobefolkning samt den oprindelige befolkning på Melanesien har fem procent af deres DNA til fælles med denisova-mennesket, hvilket er ret meget. Til sammenligning har en dansker mindre end 0,001 procent af sin DNA til fælles med denisova-mennesket og to procent med neandertalerne,« har Fabrice Demeter, der er palæoantropolog, adjunkt ved GeoGenetics på Globe Institute, Københavns Universitet, tidligere fortalt til Videnskab.dk.
»Den her viden kan vi blandt andet bruge til at forstå, hvorfor nulevende mennesker kan være forskellige fra hinanden. Nogle af de folk, som lever i Himalayabjergene i dag, er for eksempel bedre til at tilpasse sig højdeforholdene, og måske har vi forklaringen her. Det er muligvis, fordi de har en større del af deres DNA til fælles med denisova-mennesket.«
Kilde: Artiklen 'Kindtand fra denisova er fundet i uventet del af verden, konkluderer Willerslev-studie'
Udover få denisova-rester tilhører knoglerne i grotten mange forskellige dyrearter, fra geder til plettede hyæner og lodne næsehorn, der nok er blevet samlet dernede af menneskene.
Forskerne mener også, at denisovaerne brugte redskaber, da der er skæremærker på selv rovdyrknoglerne fra sneleoparderne og hyænerne. De har derfor måske også brugt dyrenes skind, horn og knogler til at lave tøj, våben og andre redskaber med.
»Vi har stærke indikationer af en stor tilpasningsdygtighed i deres brug af forskellige arter. Noget, som vi jo ser som helt ikonisk for vores egen art,« siger Frido Welker, lektor i molekylær palæoantropologi på Københavns Universitet og medforfatter til den videnskabelige artikel.
Et glimt af denisova-mad og -kultur, måske gennem tusindvis af år
Grotten, hvor det store fund er gjort, hedder Baishiya Karst og ligger på Det Tibetanske Plateau.
Vi har ikke fundet mange denisova-rester globalt, og ‘traditionen tro’ har Baishiya Karst kun budt på to knogler: et stykke underkæbe dateret til for 160.000 år siden og et ribben fra for cirka 45.000 år siden, som forskerne har fundet i forbindelse med det nye studie.
»Vi ved jo selvfølgelig ikke, at der har boet denisovaer i grotten i al den tid, men de har tydeligvis brugt den hen over tusindvis af år. Romerrigets tid var nærmest et fingerknips i sammenligning,« påpeger Mikkel Heide Schierup, professor i bioinformatik på Aarhus Universitet, der har læst studiet for Videnskab.dk.
Men hvordan har de så levet i al den tid? Den årrække har nemlig budt på slutningen af én istid, en pause og så begyndelsen af en ny.
Svaret lader til at være, at de har tilpasset sig, blandt andet ved at gøre god brug af de dyr, de delte området med.
Analyse af de mange andre knogler fra grotten har nemlig afsløret, at de er kommet fra mange forskellige dyrearter fra både fugle, store pattedyr som næsehorn, rovdyr som hyæner og rigtig mange knogler fra geder og antiloper.
Knoglerne bærer også tegn på, at de er blevet behandlet forskelligt, både til at få kød og marv af, men måske også til at lave redskaber af og få skind fra.
»Vi kan altså se, at de har været i stand til at udnytte rigtig mange arter, måske på meget forskellig vis,« siger Mads Faurschou Knudsen, professor i geoscience på Aarhus Universitet, der også har læst studiet for Videnskab.dk.
Selv et lille glimt af denisovaernes liv er spændende
Forskerne har udført et stort arbejde for at analysere alle 2.567 knogler og får ros for at være klare om, hvad de konkluderer baseret på analyserne, og hvad de spekulerer i baseret på deres fund.
»Det er helt klart den massive mængde af data og det solide arbejde, der bærer studiet igennem til et prestigiøst tidsskrift som Nature,« mener Mads Faurschou Knudsen.
At pludselig vide mere om, hvilke dyr denisovaerne har levet af og med, lyder måske ikke af så meget for folk, der ikke er forskere.
Men vi må ikke glemme, hvor stort et spørgsmålstegn store dele af andre menneskearters eksistens er for os. Især denisovaerne.
»Inden 2010 anede vi jo ikke, at der var noget, der hed denisovaer. Og det er stadig den menneskeart, vi virkelig ikke ved meget om,« mener Mikkel Heide Schierup.
Studiet er også en god kombination af meget praktisk zooarkæologi, altså udgravning, datering og identificering af dyrerester, og mere tekniske analysemetoder, især proteom-analyse.
Det er proteom-analysen, altså analyse af proteiner i organisk materiale, der har afsløret denisova-ribbenet og kortlagt arterne i grotten.
»Det er den slags studier, der skal til, for at vi kan blive klogere på en gruppe mennesker, vi ved så lidt om, og hvis levevis det er rigtig svært at lære mere om,« siger Mads Faurschou Knudsen:
»Jeg synes i den grad, at det er et godt og spændende stykke arbejde.«
\ Kilder
'Middle and Late Pleistocene Denisovan subsistence at Baishiya Karst Cave' (2024) i Nature. DOI: https://doi.org/10.1038/s41586-024-07612-9
