Krigen raser igen i Mellemøsten. Og Iran er centrum for det hele.
Men hvad er Iran egentlig for et land? Måske har du hørt om et, nu stækket, atomprogram, det brutale præstestyre og en gryende revolution.
Men hvad bør alle vide for at forstå det gamle persiske rige bedre? Det har Videnskab.dk spurgt Iran-forsker og lektor Rasmus Elling om.
1. Irans dybe historie er helt unik
I Danmark er vikingetiden en særlig del af vores fortælling, der præger vores historie den dag i dag.
I Iran er historien også en nøgle til at forstå landet, siger Rasmus Elling, der forsker ved Københavns Universitet:
»Iran ser sig selv som anderledes end resten af Mellemøsten, fordi de ikke er arabere. Flertallet er persere, og de har et andet sprog og en anden kulturarv, der er tættere knyttet til samme rødder som Europa end til resten af Mellemøsten.«
I den sene bondestenalder, for knap 5.000 år siden, vandrede Yamnaya-folket ind i Europa fra Kaukasus og erstattede de oprindelige europæere.
Men Yamnaya-folket, der er forfædre til de indoeuropæiske sprog og folk, drog også mod syd og slog sig ned i det nuværende Iran, hvor de dannede grundlaget for Det Persiske Rige.
»Det persiske verdensrige er en lang og stolt del af Irans historie fra før Islam. Den stolthed kommer også til udtryk i dag,« siger Rasmus Elling.
»Den vigtigste drivkraft i Irans historie er nationalismen, ikke islamismen. Spørgsmålet om islam deler vandene i landet. De fleste er muslimer i landet, men der er enormt forskellige holdninger til, hvordan man er muslim, og hvor meget religion bør fylde.«
\ Serie: Jeg ville ønske, at alle vidste
Videnskabsfolk frembringer den bedste viden, der findes. Men det er ikke altid, at den viden spredes og rodfæster sig uden for forskernes laboratorier og lange rapporter.
Forskningsbaseret viden bliver indimellem overset, mens myter og holdninger fylder i debatter.
I denne serie fremhæver forskere derfor vigtig og fascinerende fakta, som de føler fortjener mere opmærksomhed.
Blandt sekulære nationalister er perserrigets stolte historie altså vigtigere end islam. Religiøse nationalister mener til gengæld, at landets særlige historie ikke kan adskilles fra dets religion. Og det leder til endnu en pointe:
»Iran er shia-muslimsik, og det adskiller dem igen fra resten af Mellemøsten, der er sunni-muslimer,« påpeger Rasmus Elling.
Helt kort består shia-sunni-konflikten i en uenighed om, hvem der skulle overtage magten efter profeten Muhammed, der døde i år 632. En udbrydergruppe mener, at imamen Ali var den retmæssige arvtager, og det er denne gruppe, der bliver shia-muslimerne.
Det er dog først i 1500-tallet, at shia-muslimerne rigtig får tag i Iran, men det er også i denne tid, at den iranske moderne nation begynder at tage form. Derfor er shia-islam en grundsten i Irans historie.
2. Én krig har formet blikket på Vesten
Springer vi helt frem til Irans moderne historie, er det først i 1979, at det nuværende shia-muslimske præstestyre vælter 2.500 års persisk kongedømme af tronen og gør landet til en islamisk republik.
Inden da var Iran et moderne monarki, der var ledet af ‘shahen’, den iranske pendant til en konge. De unge gik i cowboybukser, og det var frivilligt at bære tørklæde. Landet var tæt knyttet til Vesten - måske endda for tæt, mente nogle.
»Iran var Vestens allierede før 1979. Men en islamistisk fløj i landet var enige om, at shahen var i lommen på vesten, og de kupper faktisk magten med et ønske om mere politisk frihed i landet,« forklarer Rasmus Elling.
Den islamiske revolution massakrerer især venstrefløjen i landet. Shahen, Mohammad Reza Pahlavi, flygter til Egypten, og ayatollah Khomeini tager magten.
Iran bliver en islamisk republik. Men det er først i revolutionens efterspil, at præstestyrets stålfaste modstand mod Vesten rigtig tager form.
Efter revolutionen starter Iran-Irak-krigen, også kaldet den første golfkrig. Det nye islamiske styre angribes af Iraks Saddam Hussein, og det er med aktiv støtte fra vesten. Krigen løber fra 1980 til 1988.
»Det er otte års meget blodig krig. Den former magthavernes syn på Vesten som hyklere og imperialister, der til enhver tid vil støtte en tyran som Hussein for at knække Iran.«
»Styrets og ayatollahens belejrings-mentalitet, hvor man ser sig selv som i konstant krig med Vesten, tager form under den krig,« siger Rasmus Elling.
3. Iranerne er veluddannede og oplyste
Hvis man kun kender til Iran gennem klip af ayatollahens tordentale og kaotiske gadekampe, så kan det være svært at adskille landet fra resten af Mellemøstens turbulente stater som Irak og Afghanistan.
Men landets befolkning adskiller sig fra mange af nabolandene på et særligt område, fortæller Rasmus Elling:
»Iran er et meget højtuddannet land. Kvinder går på universitetet, og universiteterne er moderne. Analfebetismen i landet er lav sammenlignet med nabolandene. Så iranerne har et højt oplysningsgrundlag,« siger han.
- Omtrent 90 procent af den voksne befolkning i Iran kan ifølge tal fra FN læse og skrive. En markant stigning fra 1970’erne, hvor tallet var omtrent 37 procent.
- For Afghanistan er tallet netop 37 procent i dag. I Pakistan er det knap 60 procent. Irak er med 84 procent næsten på samme niveau som Iran.
Rasmus Elling fremhæver selv en særlig statistik, der understøtter fortællingen: En styrtdykkende fødselsrate.
- Fra 1950’erne og -80’erne fødte en iransk kvinde i gennemsnit 6 til 7 børn.
- Siden 2000’erne har raten været helt ned på under 2 børn per kvinde
- Senest i 2023 blev fødselsraten målt til 1,7 børn - i Danmark er fødselsraten 1,5.
»Det er en demografisk revolution, der er sket. Men den har frigjort en masse energi og overskud og en række nye muligheder for kvinderne,« fortæller Rasmus Elling.
Fødselsratens vilde dyk kan forklares af gennem et miskmask af årsager. Men iranske forskere konkluderede i 2017, at kvinders uddannelsesniveau var den mest udslagsgivende årsag til fødsels-krisen.
»Befolkningen er trods censur relativt velforbundet til resten af verden. Det er ikke et isoleret islamistisk styre som Afghanistan under Taliban. Det er et moderne samfund.«
»Og den højt uddannede del af befolkningen er træt af at bo i en slyngelstat. De vil gerne have Iran genetableret i verdensøkonomien og involveret i verdenssamfundet,« siger Rasmus Elling.
Det er forklaringen bag, at der siden 1999 og frem til i dag kan ske store oprør i landet igen og igen.
\ Iran er blevet mindre religiøst efter præstestyrets revolution
Ifølge Rasmus Elling er befolkningens vidensniveau ikke blevet trådt under fode af det hårdtslående præstestyre, som man ellers kunne forestille sig.
»Man skulle tro, at den islamiske revolution i 1979 ville gøre befolkningen mere troende, men det er faktisk det modsatte, der sker. Den brede befolkning bliver mindre religiøse og mere sekulære,« siger Rasmus Elling.
Vores viden om de faktiske forhold er begrænset af den lukkede stat, men forskellige undersøgelser peger i retning af denne udvikling, siger Iran-forskeren.
4. Modstanden har mange ansigter
Det er ikke kun akademikere og vestligt-orienterede iranere i hovedstaden Teheran, der er imod det islamistiske præstestyre.
Modstanden har mange ansigter og går på tværs af geografi og generationer, fortæller Rasmus Elling.
»For nogle handler det om økonomi. Iran har siden 2017 været i dyb økonomisk krise. Der er tårnhøj inflation og arbejdsløshed - og især ungdomsarbejdsløshed. Mange små- og mellemstore virksomheder har måttet dreje nøglen om.«
»Mange har også arbejdet sig op og er blevet en del af middelklassen, som er vokset non-stop siden 1970’erne særligt på grund af Irans stærke olie-økonomi. Men store dele af den middelklasse er hårdt ramt i dag og har ikke råd til dagligvarer,« siger han.
For andre grupper handler det om overlevelse. Det gælder for etniske mindretal som kurderne og andre sunni-muslimske grupper i landet, der ifølge Amnesty oplever forfølgelse og tortur.
Derudover er der en stor gruppe veluddannede, der er imod præstestyret af ideologiske årsager, fordi de er sekulære og orienteret mod Vesten.
Til sidst er der en stor gruppe iranere, som er tavse og ikke går på gaden, men som ønsker sig et bedre liv, end det de lige nu har under præstestyret. For dem kan det bedre alternativ dog være svært at få øje på, fortæller Rasmus Elling.
»Der er mange iranere, som er oprigtigt bekymrede for udsigten til årevis af borgerkrig. De kigger mod Afghanistan, hvor Taliban er tilbage, og Irak, og så ser de mod Det Arabiske Forår, hvor millioner gik på gaden for demokrati. Ingen af eksemplerne har ført til det bedre,« siger Iran-forskeren.
5. De fleste ønsker forandring
Eliten fra præstestyret og Irans Revolutionsgarde, landets militær, lever samtidig i sus og dus. De kører rundt i sportsvogne, og deres børn går på eliteuniversiteter som Harvard og Yale, mens store dele af befolkningen har elendige fremtidsudsigter.
»Mange opfatter ikke Den Islamiske Republik som særlig idealistisk, men som dybt korrupt. De bliver set som en slags mafia, der tilraner sig penge og magt,« siger Rasmus Elling.
Både i Danmark og i Iran er folk alligevel gået på gaden for at mindes afdøde Ayatollah Khamenei. Så hvor mange er egentlig imod præstestyret?
Der er ingen solide kilder eller meningsmålinger, der kan give os et rigtig godt billede af, hvor mange der tilhører de forskellige grupper. Rasmus Elling vurderer dog, at flertallet af befolkningen er imod præstestyret.
Da Iran senest havde valg i 2024, var det også den reform-venlige Masoud Pezeshkian, der løb med sejren og slog den konservative hardliner Saeed Jalili.
Valget var på ingen måde demokratisk, men det kan alligevel bruges som et praj om, at befolkningen er imod præstestyret, mener Rasmus Elling.
