Hvorfor er danskerne ikke så sjove, som de selv tror?

»Du har noget siddende i læben« er den første bemærkning, en serbisk studerende møder, da hun sætter foden på dansk jord.

Det er den danske betjent i paskontrollen i Kastrup, der tager imod hendes pas med den kommentar til hendes piercing.

Hun bliver paf og skræmt og finder først efter et par måneder i Danmark ud af, at det nok var et eksempel på ‘typisk dansk humor’.

En form for humor, mange af de udlændinge, jeg har interviewet som baggrund for min nye bog ‘Humorsocialisering: Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove, (som de selv tror)?‘, oplever som ‘blunt’ og ‘in the face’, direkte og ofte aggressiv.

Dansk humor kan let blive opfattet som uforskammet

Sådan har politibetjenten – og de mange danskere, jeg har spurgt – nok ikke tænkt deres brug af humor overfor ikke-danske på deres arbejdsplads.

Betjenten har sikkert bare villet være venlig og imødekommende, men har uden at vide det trådt over ikke-danskerens grænser, og som myndighedsperson vadet ind i hendes privatliv.

Hvad der var intenderet som positivt blev en ‘negativ social mediator’ i samspillet mellem de to. Hermed mener jeg den idé, at humor – forstået, misforstået eller slet ikke forstået – i den nære interaktion virker som en social mediator, der ændrer relationen mellem afsender og modtager; i positiv retning, når humoren lykkes, i negativ, når den mislykkes.

Virkningen af dansk humor kan blive så grel, at man bagefter må foretage et større reparationsarbejde, som et dansk medlem af Europa-Parlamentet (EP) udtrykte det:

»Vores danske stil med ironi og selvironi synes vi jo selv er vældig charmerende, men vi er jo også branduforskammede. Vi bliver tit opfattet sådan (som branduforskammede, red.), og så må vi jo rende rundt og reparere på tingene bagefter.«

LÆS OGSÅ: Humor: Derfor griner vi af nogle vittigheder, mens andre falder til jorden

Kombination af forskellige forskningsfelter

Den uheldige virkning af dansk humor – som er beklagelig i internationale arbejdssituationer, hvor humor har potentiale til at skabe kontakt, venskab, loyalitet og samarbejde – har jeg søgt at forklare ved at forbinde tre forskningsområder: humor-, sprog- og samfundsteorier.

Jeg havde fra start den klare idé og hypotese, at de mest karakteristiske danske humorformer – ironi og selvironi – er formet i et samspil mellem specielle træk ved henholdsvis det danske sprog og det danske samfund.

Det er derfor i forskellige humor-, sprog- og samfundsteorier, at jeg har søgt og, mener jeg, fundet svaret på de to hvorfor-spørgsmål der er gemt i titlen:

• Hvorfor synes danskerne selv, de er sjove?
• Hvorfor synes ikke-danskere ikke det?

LÆS OGSÅ: Forsker: Derfor elsker danskerne sarkasme og ironi

Det danske sprog præger vores humor

Hvor humorforskningen generelt har godtgjort, at humor både er universel og ‘lokalt bestemt’, er det i jagten på dette ‘lokalt bestemte’, at jeg har søgt svar i sprogteorien.

Denne påpeger sproglig dobbelttydighed som værende universelt i humor, men viser samtidig også særegenheder ved et givet sprog, der kan have været med til at præge en given befolknings foretrukne humorformer.

For dansk gælder det blandt andet de mange og hyppigt anvendte samtalesmåord, såsom jo, vel, nok, vist, bare, der kan virke som humorsignaler, i den forstand at de angiver en indforståethed, en ‘intimitet’ og en ‘fælles grund’, der er essentiel i fortolkningen af spontan samtalehumor, ikke mindst af ironi og selvironi.

LÆS OGSÅ: Humor på dansk – hvad, hvordan og hvorfor?

Vi socialiseres ind i et nationalt humorfællesskab

Samfundsforskningen bringer mig et skridt videre ved at understrege, hvordan vi socialiseres via vores liv og deltagelse i forskellige grupperinger.

Jeg byggede videre på idéen om socialisering ved at udvide den til humorsocialisering og vise, at vi socialiseres til vores eget lands humor via en lang række enkelttilfælde, der tilsammen danner en slags national humoristisk sans – eller hvad den den danske psykolog og filosof Harald Høffding har kaldt ’Den Store Humor’ i sin bog af samme navn fra 1917.

Alle, både danskere og ikke-danskere, bliver humorsocialiseret via det samfund, de vokser op i, og gennem det sprog de vokser op med.

Vi ‘civiliseres’ så at sige ind i den nationale humør i mødet med en lang række enkelttilfælde af humor, hvor vi lærer, hvornår vi skal grine, og hvornår noget er sjovt.

LÆS OGSÅ: »Træd et kussehår tættere på«: Dansk forsker har undersøgt brugen af humor i Forsvaret

Nye fællesskaber kan justere på vores humor

Men ligesom vi lærer vores egen humor i vores hjemlige grupperinger ved at følge de andres reaktion i form af latter og ‘ikke-latter’, så kan vi også lære ved at blive placeret i nye grupper og relationer.

Vi kan blive humorsocialiseret via vores professionelle relationer med samarbejdspartnere fra andre lande.

Når vi tilstrækkelig mange gange har dummet os ved en kvik bemærkning og er blevet mødt med (hån)latter, med demonstrativ ikke-latter eller overhovedet ikke er blevet mødt, bliver vi opmærksomme på, at netop det emne ikke inviterer til at lave sjov i den kontekst og/eller i den form.

LÆS OGSÅ: Humor og faglighed ryger når læreren taler engelsk

Man er ikke låst af sin nationale humor

Men man kan på den anden side ved samme erfaring lære at lægge en ny ‘fælles grund’ i det nye fællesskab, og ved at bruge enkelttilfælde af humor, som bliver accepteret dér, kan man efterhånden opbygge en ny lokal ‘Stor Humor’ på sin tværnationale arbejdsplads.

Det ser man eksempelvis ske med den spæde ansats til udviklingen af en fælles humor et sted som Europa-Parlamentet. I min forskning har jeg interviewet en række EU-parlamentarikere, som alle er enige om humorens værdi i forhold til at skabe tillid og løsne en forhandling op.

Og i det daglige arbejde med folk fra andre EU-lande oplever flere af dem en langsom tilpasning til en fælles humor.

En dansk MEP forklarer for eksempel, hvordan Europa-Parlamentet udgør sin egen gruppe, ‘en stat i staten’, med sin egen kode, sprog og selvforståelse på tværs af politiske skel. Der skabes med andre ord en ‘fælles grund’, så man sammen kan grine af visse ting.

Man er ganske vist først socialiseret i og til sin egen nationale humor, men det låser ikke nødvendigvis én permanent fast, og det udelukker ikke muligheden for at lære om andres humor, at aflære egne uproduktive humorvaner og bidrage til et nyt humorfællesskab.

LÆS OGSÅ: Toilet-graffiti afslører helt sort dansk humor

Derfor er danskerne ikke så sjove, som de selv tror

Så svaret på spørgsmålene må lyde:

Danskerne synes selv, de er sjove, fordi de er vokset op i det samme fællesskab; de har været udsat for den samme type humor gennem opvæksten og er på den måde blevet humorsocialiseret til den samme ’Store Humor’.

De er vokset op med samme modersmål med typiske danske samtalesmåord, som løbende skaber en indforståethed i samtalen. De lever oven i købet med en udpræget vi-følelse i et lejrbålsfællesskab, der inviterer til ironi og selvironi.

Ikke-danskere er ikke altid ‘i sync’ med danskeres humor, fordi de jo er vokset op med deres lillebitte og lille humor, udtrykt på deres sprog med disses karakteristika; de er socialiseret i netop deres lands Store Humor.

Der er altså nok, der adskiller. Men det gode er, at humorens kraft som positiv social mediator også forener. Alle er jo enige om, at humor er positiv i menneskelige relationer og professionelt samarbejde, og det genererer et behov for og et ønske om at finde en fælles humorplatform.

En fælles humorforståelse kan ydermere være en nødvendighed i arbejdsrelationer på tværs af sprog og nationalitet, for at samarbejdet overhovedet kan lykkes.

LÆS OGSÅ: Sjove mennesker er mere intelligente

LÆS OGSÅ: Toilet-graffiti afslører helt sort dansk humor